kirsebær.

[Kurai Momonatiqon]

det var eftermiddag. vagterne bevogtede broerne over til imera godt. men der var nogen gange hvor de missede nogen personer. denne aften var ikke en undtagelse. Kurai en ung elver pige fra mørkelver stammen. denne pige var ingen almindelig pige. hun var faktisk meget magtfuld. noget som hun ikke ville indrømme. men det var kun fordi mange ville ha hendes magt. men de kunne ikke. ingen kunne dræbe hende for hendes plads.
hun kom til den smukke skov i imera og begyndte at hoppe op imellem grenene i træerne. denne frihed elskede hun højere end noget andet. hun elskede friheden og elskede at bevæge sig. noget som gjorde hende så slank som hun var. hun kom ti let kirsebær træ som skov elver fik til at blomstre og gi frugt. hun satte sig til rette og begyndte at plukke kirsebær og spiste dem. man ville ikke lige opdage hende pga hendes sorte hud.

[Jacquelin]

Jacquelin lå i Iméra skov, der hvor hun aldrig rigtig lå længere, hun havde altid travlt derhjemme, hun lå som ulve skikkelse, og slappede af. Det var ikke særlig tit, hun gjorde det, kun engang imellem. Den her eftermiddag var bare ren afslapning, hendes forældre var ikke hjemme, og hun havde egentlig mange pligter for, hun gad bare ikke, hun havde også lov til at have en fri dag. Bare en enkelt! Det ville være rart. Hun hørte noget oppe i træerne, men ikke noget hun magtede at gøre ved. Hun kiggede blot oppe i træet, men så intet. Hun lagde hovedet ned igen, med et lille bump, og sukkede roligt.

[Kurai Momonatiqon]

oppe i træen hørte Kurai et bump og et suk. hun så ned og så en ulv. hun spiste lidt kirsebær og havde stenene lidt i munden. hun så på ulven og pludselig skød hun en af stenene ned på ulven oppe fra. hun så på ulven og havde altid tænkt over hvordan ulve i imera mon var. hun så på sin skuldre hvor hendes slange log. hun elskede sin slange ven. men det var nok fordi at det var et dyr. de bedste venner med elver. hun elskede virkelige sine dyre venner. hun havde mange dyre venner iforhold til race venner.

[Jacquelin]

Hun kiggede op, med et sæt. Det var ikke altid nogen skød noget på hende? eller var det bare noget der faldt ned fra træet, hun rejste sig roligt. Og kiggede op. Hun lod sit blik glide lidt rundt i træerne, men rejste sig så og gik lidt væk fra træet og lagde sig omme på den anden side, af et andet træ, et stykke væk. Det var nu rimelig træls, at når hun endelig lige slappede af, så var der nogen der skulle forstyrre hende, eller også ville træet bare ikke have hende liggende, eller det ville hun nok ikke skyde på, det ville måske ikke lige være det mest normale.

[Kurai Momonatiqon]

Kurai fniste inden i og hoppede over i det andet træ og så på ulven. "Er du bange lille ulv"[/color] sagde Kurai på elvisk så dyret ville forstå hende. Slange gled ned af hendes krop og ned af træet så den var en meter oppe i træet og så på ulven.
Kurai var jo elver så elvisk var normalt for hende ihvert fald vis hun skulle tale med dyr.

[Jacquelin]

Hun sukkede, og lod et lille blik glide op på træet. Hun undrede sig over det her sprog, ikke noget hun havde hørt før. Hun havde dog hørt Flint, men han snakkede ikke Elvisk til hende. Hun kiggede roligt op, og mødte slangens blik. Hun lagde hovedet på skrå, da det var hun lige kunne se en skikkelse, men ikke noget som hun lagde mærke til, hun gabte dog, og lod hovedet glide ned i jorden igen.

[Kurai Momonatiqon]

Kurai blev vred over at ulven inorerede hende. hun hoppede ned foran ulven og rakte hånden ud. slangen begyndte at sno sig om hendes arm og op på hendes skuldre. hun så på ulven med de klare gule øjne.nogen øjne som var sjældne i elver verden da hendes var dræbelige. men hun brugte dem sjældent. hun så koldt på ulven og hendes tøj var meget let og man ville sige hun var dumdristig.

[Jacquelin]

Hun kiggede undrende på denne pige, hun havde da ikke gjort noget forkert havde hun? "Har.. Jeg gjort noget forkert?"" spurgte hun forsigtigt, dog ikke på elvisk, for det kunne hun jo ikke snakke? Bare helt normalt, som hun plejede at snakke. Hun lagde hovedet på skrå, hun var helt usikker. Hun ville ikke gøre nogen sure eller noget, hun forstod bare ikke elvisk. Hun lod hendes blå øjne glide ned i jorden, og sad sig op. Det var uhøfligt bare at ligge ned.

[Kurai Momonatiqon]

Kurai gik over til hende og tog fat i hendes nakkeskind og vred om som var hun en hund. "du skal ikke inorere mig... jeg er ikke en du kan ligge dig ud med" hun så koldt på hende og det var tydeligt at hun ikke var fra imera men fra nychta. hun var nok tynd men hun var sindsyg stærk. hun trænede så også meget. men hun havde heller ikke andet at tage sig til ud over at flygte. hun så på hende og var ligeglad omhun var animagus eller en ulv. hun ville ikke inoreres.

[Jacquelin]

Hun pev lidt. "Gider du godt slippe! Det var skam heller ikke meningen jeg ville ignorere dig, men jeg kan ikke forstå elvisk!"" knurrede hun, og kiggede koldt tilbage, det var ikke fordi, hun ville gøre hende sur, men hun kunne vel ikke bare sige, at hun ikke forstod hende, hvad hvis det var, at hun heller ikke forstod hende? Hun var vel fra Nýchta, ellers havde hun vel heller ikke opført sig sådan. Hun sukkede.

[Kurai Momonatiqon]

Kurai slap hende ikke lige med det sammen men slap og så på hende. "så siger man det. og du er godt nok dårlig som ulv så... ulvne forstår elver." hun så på hende og nussede slangen over hovedet. slangen begyndte at hvisle og så på ulven som så den på et måltid. Kurai lagde armende over kors og så på hende med de gule øjne.

[Jacquelin]

Hun forvandlede sig roligt til menneske, hun kiggede undrende på hende, med det røde øjne, som glimtede en smule. "Nu er jeg heller ikke en helt almindelig ulv." Hendes hår var blond, og hang ned til hendes brystkasse, det var en del fald i hendes hår, og hendes hætte var over hovedet. Hun lod blikket glide ned på slangen, som hun egentlig ikke brød sig om, men lod være med at sige noget, det kunne måske være forkert.

[Kurai Momonatiqon]

Kurai var ligeglad med om hun var normal eller ej. "det kan godt være. men selv animaguser i dyre form burde forstå en elver" hun vendte ryggen til pigen og begyndte at gå. Slangen så mod pigen og hvislede koldt af hende. Kurai gad ikke den lille pige. hun havde ingen fornemmelse for livet og troede sikkert at alle var gode.