To Say Goodbye

[Revion Talant]

En enlig skikkelse gik mod slottet, mens natten lå tungt over landet og folket sov i deres senge og var udvidende om, hvad de ville få at vide en af de følgende dage. Det ville være foruroligende nyt ovenpå det, som der lige var sket. De havde dog i det mindste fået den glædelig nyhed, at Merenwen var vendt sikkert hjem, men dog uden hendes bror, prins Yalathanil.

I ly af mørket, som Yalathanil ikke længere kunne se forskel på, gik han sig sneget ind på slottet uden at støde på nogen af vagterne, da han vidste, hvor de fleste stod eller gik henne. Han fandt sit værelse, hvor han faldt fortvivlet sammen ved døren og begravede sit ansigt i hænderne og lod tvivlen og sorgen gribe ham i en stund.
Da han igen var fladet til ro, skiftede han til noget andet tøj, så han ikke var så let genkendelig. han tog også halskæden på, som han havde fået af Elenhîniel, som beskyttede hans søster. Derefter satte han sig hen til sit skrivebord, tænde stearinlys og begyndte at skrive på elvisk, selvom bogstaverne ikke så så elegante ud længere;

Kære far og mor,
Det beklager mig inderligt, at jeg må skrive dette brev, men jeg ser ikke rigtig noget andet valg. Jeg har vanæret familien på den værst tænkelige måde ved at blive forvandlet til et af nattens væsner. Jeg vil derfor frasige min ret, som tronarving og give den videre til Merenwen Everlove, som er min søster.
Mit ønske er, at I lader folket, men også Merenwen og Dramorion vide, at jeg enden stadig er fange på et af skibene eller, at jeg er død (hans havde diret let, da han nåede disse ord). Det vil gøre det lettest for alle parter.
Jeg kan ikke skrive med ord, hvor meget jeg elsker jer alle sammen, men jeg kan desværre ikke skrive mere, da jeg nu vil forlade landet, og måske aldrig nogensinde blive set igen.

- Yalathanil Everlove

Da han var færdig med at skrive det rullede han papiret sammen og kom langsomt på benene. Hans tørst var langsomt ved at blive for meget til, at han ville kunne kontrollere den meget længere, han måtte skynde sig.
Han smuttede hen på Merenwens værelse, som det første. Herinde gik han helt hen til hendes seng og satte sig på den, hvorefter han strøg noget af hendes hår til siden. "Jeg vil altid beskytte dig." hviskede han blidt, han kysser hende på panden og smutter igen.
Han går nu ind på Dramorions værelse, som det sidste. En efternøler af en bror, som han også holde meget af, selvom det aldrig var blevet sagt med ord. Han satte sig ikke på hans seng, da han vidste, at drengen ville vågne af dette (Arun sover i værelset ved siden af). Han trækker dynen over Dramorion og hvisker, "Jeg har altid været stolt af dig."
Derefter åbner han døren til sine forældres værelse. han går hen til sin mors side af sengen. Han tager blidt hendes hånd og kysser hende på panden, "Jeg elsker dig." Hvorefter han flytter på sig, da hans mor også gør dette, men sover videre. Derefter smutter han om til sin fars side og lagde brevet på dennes natbord. Han knæler og hvisker svagt, "Jeg beklager, at jeg har svigtet dig."[/color] Derefter rejser han sig og forsvinder ud af værelset og slottet.
Yalathanil sender slottet et sidste blik, inden han vender ryggen til det for at forlade sit gamle liv og tilstedeværelse, som prins Yalathanil, for at starte et nyt liv, som; Revion Talant, søn af ingen.


//Folk må gerne skrive herunder, hvordan de reagere, når de hører, at prins Yalathanil Everlove er død.. og at Merenwen Everlove skal være tronarving.

Direkte tale, som er kursiv og orange er talt med det elviske sprog.//

[Dramorion Everlove]

Dramorion vågner meget pludseligt og har denne følelse af, at der er noget forkert, noget, som ikke er, som det enlig burde være. Han kunne ikke rigtigt lide denne følelse, da den gjorde ham trist indeni. Mon, at denne følelse havde noget at gøre med de ord, som han havde hørt i sine drømme? De ord, som var kommet fra hans egen brors mund, og det var, hvad han troede, fordi han havde endnu ikke havde taget fejl af sin broders stemme. Han ville nægte og tro, at han glemt stemmen i løbet af de måneder, hvor han havde været fanget på skibet. Han havde været fyldt med et ukendt savn til sin broder, siden Merenwen var kommet hjem, og han kunne intet gøre ved det.
Han sprang meget hurtigt ud af sengen og løb op til sine forældres sovegemakker, hvor han fandt dem siddende meget bedrøvet på deres senge. Han opdagede, at faderen havde noget i hånden, men tog ikke videre notist af det. Han kravlede op til sin mor og satte sig ind til hende. Han fik at vide, at de aldrig ville få Yalathanil at se igen, han var gået bort. Uden varsel begyndte Dramorion at græde, fordi han følte, at dette var sandheden, men alligevel ikke helt, fordi han følte, at et sted derude, der vandrede Yalathanil rundt i sin ensomhed og med en kæmpe byrde på sine skuldre. Det følte han, at det var sandheden.

[Merenwen Everlove]

Merenwen vågnede brat efter at Yalathanil var gået. Hun tog sig til panden, hvor hun syntes hun havde følt et kys. Tårer begyndte at falde, da hun mærkede savnet efter sin bror. Hun græd stille ned i sin dyne, kunne mærke hvordan hendes hjerte nærmest snoede sig sammen af sorg. Hun følte noget var forkert, selvom at hendes hjerte sagde at hun aldrig ville se sin bror igen. Hun tørrede tårerne væk fra sin øjne og rejste sig op fra sengen. Yalathanils ord i hendes drøm rungede stadig i hendes hoved, ord hun aldrig ville glemme. Hun gik stille ind i sine forældres sovegemakker, hvor hun allerede fandt Dramorion. Hendes far sad trist i en stol, og Dramorion henne ved deres moder. Hun rystede på hovedet. Dette var ikke sandt. Hun kunne ikke tro på at Yalathanil, hendes elskede broder, var væk. Væk for altid! Kongen, hendes far, kom hen til hende og holdt blidt fast i hendes hovede. "Merenwen, Yalathanil er forsvundet.. Du er den nye tronarving,"[/i][/color] man kunne tydeligt høre sorgen i kongens stemme og en enkel tåre faldt, men hun ville ikke tro på det. Hun bakkede langsomt ud af gemakken, mens hun rystede modvilligt på hovedet. Hun løb derefter ind på sit værelse og smed sig i sengen. Tårerne strømmede ned af hendes kinder. Hun følte sig skyldig, hvis hun ikke havde efterladt ham der, kunne de begge komme hjem i sikkerhed. Hun slog ned i sengen med sine hænder. Hun kunne ikk tro det! Hun ville ikke tro på han var død! Ikke Yalathanil, ikke hendes bror. Mens tårerne gled ned langs hendes kinder kiggede hun målbevidst ud af vinduet. Hun skulle nok finde ham! Hun ville ikke tro på han var død, han var derude et eller andet sted, og hun skulle nok få ham hjem! Om han ville eller ej..