Moonlight in the night.

[Ilosia Mindast]

Vinden susede som et slangende strøg over jorden. Landskabet lignede sig selv uanset hvor mange gange hun så end valgte at begive sig helt herud. Typisk for hende at bruge det meste af sin tid, sådanne steder her. Siddende tilbagelænet på en af de større sten med det ene ben trukket til sig og hænderne flettede om knæet for at holde balance, sad hun nu og spekulerede over alverdens ting. Fortiden, Nutiden og ikke mindst fremtiden. Hendes store mørke vinger strakte sig let og elegant ud fra ryggen og de lyse lokker dansede i vindens milde susen. Roligt lukkede hun sine øjne og tømte sit sind for at styrke sine sanser. Hvad mon der ville vente forude?

[Híroko Yúng]

Vinden havde nogle gange en dragende indflydelse på folk, da man jo egentlig gerne ville følge vindens spor, for at se hvor man denne gang ville blive bragt hen. Det var i hvert fald hvad Híroko have i tankerne denne aften, men mest fordi han håbede på at støde på noget interessant og ikke bare de daglige vaner. Vinden var dragende og trak ham med sig mod Cyappu, selvom det ofte bare førte til dårlige minder fra fortiden og dog så kunne han jo umuligt leve i fortiden, så han måtte bare pakke tankerne væk og håbe på at de ikke ville træde frem på et tidspunkt, måske mindre passende tidspunkt. Igennem træerne kunne Híroko fornemme den dybe kløft, som egentlig burde holde de to lande adskilt, men så længe at dødsengle og engle fandtes, så ville det nok være yderst umuligt at holde folk fra at rejse over kløften ved hjælp af vingerne. Híroko's vinger hang pænt ind til hans ryg, som var de foldet sammen, men på den måde kom de ikke i vejen for ham, når han bevægede sig igennem træerne uden at gøre brug af de forskellige stier.

[Ilosia Mindast]

Som en gnist fra et bål følte hun det mod sin rygrad da først en tilstedeværelse blev sanset. Ganske vidst kun en indskydelse, men det var oftest aldrig bare en fejltagelse. Hun trak vingerne ind til sig og åbnede sine øjne ganske svagt uden at røre sig yderligere ud af flækken. Dette kunne meget vel gå hen og blive en anelse interessant, men også var chancen der for at det blot var et dyr. Efter et lille stykke tid valgte hun at rejse sig op stadig med ryggen vendt mod skoven og fronten mod kløften og blikket mod månen over venstre skulder. Armene og selve hendes positur hvilede fast og rank men stadig afslappet. Roligt lukkede hun øjnene igen og bare lyttede til sine omgivelser.

[Híroko Yúng]

Egentlig havde Híroko regnet med at vinden ville føre ham til et mere fredfyldt og forladt område, så han havde mulighed for at lade tankerne flyde, men på den anden side, kunne det jo også hurtigt blive interessant. Uden rigtig at være bange for den slags personer han kunne støde ind i, valgte han at gå ud fra sit skjul bag ved træerne. Hænderne lod han glide ned i lommerne på de sorte bukser, imens at hans holdning virkede meget afslappet og rolig. Den hvide skjorte ville nok hurtigt afsløre hans placering i forhold til den anden skikkelse, men egentlig gjorde det ham ikke noget. Han var van til at møde forskellige typer og havde efterhånden overlevet en del, så mon ikke han også var heldig nok denne gang.

[Ilosia Mindast]

Næverne knyttede hun ganske stille i det hun vendte sig ganske stille. Hendes lyse og dansende lokker ville for sig være det eneste der ville lyse op i månens skær på grund af hendes ellers noget mørke klæder. Skjorten, korsettet, de tætsiddende bukser og knælange støvler. Hun ville helst være i stand til at snige sig langs skyggerne uden at vække for megen opsigt. Blikket hejste hun langsomt mod skoven med intention om at finde et eller andet. Og ganske rigtigt fik hun hurtigt øje på den hvide skjorte. Uden at fortrække en mine stod hun fast og betragtede dette væsen her i natten. Alene freden kunne være nok i sig selv og fint nok var det skam at vandre omkring i mindre mængder af væsner. Armene lagde sig over kors, mens hun tålmodigt stod ventende på et eller flere signaler fra dette væsen.

[Híroko Yúng]

Af en underlig årsag havde Híroko på fornemmelsen af at dette ikke bare ville være et simpelt møde imellem to fremmede? Hvis skikkelse overhovedet viste sig at være en fremmed. Der var altid mulighed for at støde ind i de personer, som man allerede kendte, dog var chancerne altid meget små. Hans hænder gled ned i lommerne og begravede sig roligt, hvorefter at han bevægede sig mod skikkelse og snart kunne fornemme eller skimte personens udseende, dog var han ikke tæt nok på til at kunne se personens ansigt træk. Han valgte dog at blive stående på sin nuværende afstand. Der var vel omtrent 3 meter imellem dem, men på grund af mørket, så var det svært at se folks ansigtstræk medmindre at man stod yderst tæt på hinanden.
"Hyggelig aften, ikke sandt?"
spurgte han med den lettere kolde stemme og forholdt sig rolig. Han afventede blot den anden persons reaktion.

[Ilosia Mindast]

Ilosia kneb øjnene sammen da hun hørte ham. Da hun ikke anede noget som helst om ham stod hun på vagt. Alligevel følte hun sig tilbøjelig nok til at træde nærmere dette væsen og kun ved hjælp af et enkelt hop stod hun nu flot og rank kun en meter fra ham. Hun kiggede nærmere på hans ansigt og tog især hans øjne i betragtning inden hun løftede hagen og vendte blikket kort mod månen over dem begge. "Det kommer an på hvilke øjne man ser det med." Lød det i en klar og roligt tone fra hende. Nu hvor hun så på ham igen lagde hun mærke til de sorte vinger lige over hans ene skulder og hendes egne strakte sig ganske lidt. Hun trak ganske let på mundvigen og lagde sine arme over kors. "Ser vidst ud til at jeg ikke er ene om at søge freden på et sted som det her." Konstaterede hun sagte og vendte sig med siden til ham med henblik på at vende tilbage op på stenen hvor hun før havde siddet.

[Híroko Yúng]

Til tider kunne Híroko sagtens være meget fjendtlig, men andre gange virkede han muligvis bare som en meget neutral person. Lige i øjeblikket var det ikke sikkert at sige det ene eller andet om ham, da hans personlighed også kunne skifte i takt med en forkert udtalelse. Et svagt glimt viste sig i hans øjne, da hun valgte at træde længere frem, så han havde mulighed for at danne sig et blik af den person han stod overfor. Dog nikkede han en smule overvejende til hendes ord, da der var en klar mening i dem. Et drilsk smil gled over hans læber i mørket, så hun sikkert ikke ville kunne opfatte det.
"Sandt nok.."
sagde han en smule eftertænksomt og lod blikket glide op mod den røde måne, i hans øjnene var det betagende, hvordan verdenen havde forandret sig for fødderne af dem. Uden at de selv havde gjort noget, det var bare lige pludselig sket uden videre. Men hvad er det nu man plejer at sige? Forandring fryder. Hans blik ramte de sorte vinger af hendes, hvilket blot gav ham et indtryk af hvilken type hun var. Dog havde han en mindre anelse omkring hvilken stilling hun kunne tilhøre. Ikke på grund af hendes fremtoning, men nok nærmere hendes stemme og taktik overfor ham.
"Det er altid et oplagt sted at finde fred, når man lige ønsker det"
sagde han roligt og gik roligt hen til kanten af kløften. Hans blik gled ned i dybet, hvorefter han roligt trak sig en smule tilbage. Dette øjeblik kunne hurtigt vække de forkerte minder, som han bestemt ikke ønskede at se eller blive mindet om.