|
|
Post by Kurai Momonatiqon on Jul 8, 2011 19:52:29 GMT 2
det var mørkt. klokken var lidt over to og ude i skoven kom en mørkelver ridene på sin sorte hingst. kvinden der sad på hesten hed Kurai og var leder af alle mørkelver. hun virkede måske forkælet men det var hun ikke. folk prøvede at gøre hende til en som de ville ha og ikke den hun var. Kurai elskede at udforske ting og var ikke bange for udfordringer. hun kom til en lille lysning hvor månen ramte ned. hun hoppede af hingsten og bandt den fast til et træ så den stadig kunne gå lidt rundt og græsse. Kurai lagde sig ned i græsset og strakte sig. "man det er nogen gange hårdt og udmattende at stikke af fra bryllupper og møder." Kurai loggede roligt sine øjne og mærkede hesten lagde sig ved hendes side.
|
|
|
|
Post by Cheiko Milay Fayho on Jul 8, 2011 21:58:26 GMT 2
Cheiko gik roligt ind i Kizomi skoven, hun havde ikke rigtigt noget at lave, hun havde fri, orkede ikke at gå hjem, så hun var endt derude. Hun havde ikke rigtigt gjordt noget ved sit udseende, sat sit hår op i en høj hestehale, hun var iført en enkel hvid kjole med en sort kappe ud over. Et let suk af kedsomhed undslap hendes læber, i det hun trådte ud i en lysning, og satte sig ned under et træ, og lukkede fredsomt øjnene, som om hun skulle til at sove. Hun havde knapt lagt mærke til kvinden i den anden ende af lysningen, hun rynkede lidt på næsen af lugten af hesten, men ignorerede den ellers.
|
|
|
|
Post by Kurai Momonatiqon on Jul 8, 2011 22:12:59 GMT 2
Kurai log roligt i lysningen halvt væk. hesten så på pigen som kom ind. Hesten rejste sig op og gik over til pigen og vrinsede af hende og prustede på hende. Pigen var tybisk en af de heste som blev betragtet som ond fordi den var kuldsort. men den var skinende og smuk. den så på pigen og brød sig ikke om at pigen var i samme område som Kurai.
Kurai lod sig ikke tage af at hesten vrinskede eller noget. Kurai var van til dyrs lyde. hun var jo en elver og hørte det hver dag.
|
|
|
|
Post by Cheiko Milay Fayho on Jul 9, 2011 15:43:09 GMT 2
Cheikos lyse hud lyste let op i mørket, idet hesten kom over imod hende rynkede hun igen på næsen af dens lugt, denne gang lidt mere, men ignorerede den ellers. Hun åbnede øjnene med en træt mine, så op på den sorte hest, men lukkede roligt øjnene igen, eftersom hun ikke anså den for en større trudsel. Hun rakte hånden ud, og snittede hestens mule med en yderst kold hånd, hun forventede ikke reigtigt nogen reaktion fra hesten, men hun gik ud fra at den ville vige tilbage. Hun smilte, følelsesforladt til den, hvvorefter hendes ansigt blev udtryksløst.
|
|
