Silence..

[Híroko Yúng]

Der var ikke nogen speciel grund til at Híroko havde fundet sig vejen til floden, som efterhånden blot lå fredeligt hen. Der var i hvert fald ikke helt så meget liv, som man måske havde forventet, når vandet ofte kunne være afslappende, hvis man brugte tid på at lytte. Det drejede sig jo bare om at lytte til strømmen, som fik vandet til at bevæge sig igennem Nýchta. Det var både fredeligt og behageligt at tilbringe tiden i stilhed, hvis man ønskede at tænke klart og det var lige det, som Híroko havde behov for.
Han kom gående langs en af de mange stier, som ville føre ham lige til floden. Det var i hvert fald det eneste han var sikker på. Dog havde han ikke gemt sine vinger, som han normalt gjorde, de fik lov til at folde sig ud i luften og blot nyde friheden, så skulle han hellere ikke bruge kræfter på at holde den inde i sig. Det var måske dumt at afsløre sin race på den måde, men Híroko var ikke bange for de mennesker, som kunne finde på at gå til floden. Der var jo ikke så meget andet end stilhed. Han gav sig også bare til at stirre ud over vandet og kunne tydeligt se månens spejling i vandet og lod hænderne glide ned i lommerne på de sorte bukser.

[Kurai Momonatiqon]

"kan du lig dit spejlbilled. eller er det vandet du kan lig"
sagde en smuk stemme fra den anden side af floden. der stod en kvinde der næsten var usynlig vis ikek det havde været for hendes gule øjne. hun var sort og havde en mørke lilla top på og en mørknederdel.
kvinden hed Kurai og var mørkelver leder selv om hun mere eller mindre lignede en protistueret. hun havde været stukket af fra endnu et møde med hendes kommende mand. Kurai var en kvinde som ingen kunne regne ud men hun var tilgengæld virkelig smuk når man se på hende.

[Híroko Yúng]

Stilheden blev lige pludselig brudt, da han ellers lige havde vænet sig til tanken omkring stilheden, som blot hvilede over ham. Men lige pludselig forsvandt det og han lod sit blik søge efter kilden, som talte til ham. Han kunne dog godt fornemme en skikkelse og tilhørende energi, som lå rundt omkring kvinden. Et smil gled over hans læber, da han fandt ud af, at det var en kvinde.
"Stilheden. Noget som mange søger, men aldrig finder"
Hans stemme var rolig, men dog virkede den også kold. Men det var nok nærmere fordi, hun faktisk havde forstyrret den stilhed, som han havde søgt. Men som han havde sagt, så ville man aldrig finde den. Der var aldrig nogen, som ville kunne være i fred længe nok, til at kunne nyde den eftertragtede stilhed.

[Kurai Momonatiqon]

Kurai stod roligt på den anden side og hoppede op i et træ og kravlede op i en gren der lige nåede langt nok over floden til den anden side. hun svang sig over og landte elegant på den anden side. hun vendte sig og så på hans sorte vinger.
"Stilhed er hvad man gør det til."
For Kurai var stilhed det som var når man var tæt på døden. det hun følte da hendes far døde. hun var ikke til at forudsige hvordan hun ville reagere eller hvordan hun ville gøre. for Kurai var nemlig ikke en pige man kunne regne ud. hun havde nemlig selv at nogen var for optaget af at se hvad ægte stilhed var.
Kurais smukke brune hår var flyvende om hende og alligevel så tæt på hende. men det var en meget tydeligt at det var tykt. Kurai så roligt på ham og sagde ikke så meget lige nu. men overvejede mange ting.

[Híroko Yúng]

Det var ikke fordi det interesserede ham, at hun lige pludselig kom over på hans side af floden. Det kunne jo godt være, at hun var meget fleksibel, hvad angik metoden, hvorpå hun kom over på den anden side af floden. Han lod blikket betragtede hende i et kort øjeblik, men viste dog ikke tegn på at betragte hendes krop. Han forsøgte også blot at få øjenkontakt.
"Selvfølgelig. Det kommer an på de forskellige typer af personlighed"
sagde han roligt, og der var ikke rigtig noget, som tydede på, at han faktisk var ondsindet. Det eneste, som kunne give kvinden et peg om hvad han faktisk var. Var jo de sorte vinger, som prægede hans ryg og som han hellere ikke ønskede at skjule overfor andre. Selvom folk havde sine fordomme.

[Kurai Momonatiqon]

Kurai kunne godt fornemme at han ville ha øjenkontakt. hun så op på ham og ind i hans øjne. hendes øjne var sjælne gule i forhold til hendes race. men hendes evner overgik alt. hun så roligt på hans øjne og var faktisk lidt betaget af hans øjne og vinger. Kurai var ikke en kvinde man se hverdag. ja hun var mørkelver men hun elskede at udforske ting og tog gerne udfordringer op. hun så på ham og sendte ham et roligt blik.
den smukke blå nederdel fløj om hendes ben når vinden ramte hende. mange ville sige denne kvinde kun var ude på at få sex men hun havde aldrig ville være i seng med nogen. hun levede bare godt i let tøj. hun kunne nemmere bevæge sig rundt uden alt for meget tøj på.

[Híroko Yúng]

Underligt nok, så var hun villig til at se ham i øjnene, selvom de fleste nok ville undgå øjekontakt med en som ham. Men det kunne jo være, at hun lige pludselig ville skifte mening. Hvis hun da havde tid til at lære ham lidt bedre at kende. Selvfølgelig lagde han mærke til hendes øjne, og det kunne godt være at han undrede sig over det, men det var ikke noget han havde tænkt sig at spørge om. Híroko lod kort blikket glide ned af hende. Bare for at tjekke hendes kropsbygning, dog kunne han ikke undgå at betragte hendes påklædning.
"Er det ikke en smule modigt, at gå sådan klædt i mørket?"
spurgte han med et drilsk smil på læben. Man kunne jo aldrig vide, hvem man ville støde ind i. Han valgte dog at tie efterfølgende, da han ventede på en reaktion fra hende. Uanset hvad det nu måtte være. Det kunne jo umuligt være helt slemt, med mindre at han havde fornærmet hendes tøjstil?

[Kurai Momonatiqon]

Kurai var ikke bange af sig. hun holdte da øjenkontakten til han så ned af hende. da han nævnede hendes tøj og mørket rullede hun med øjnene og sukkede. hun fattede simpelhen ikke folk.
"skal du også til at begynde?"
det var tydeligt at mange åbenbart havde kommenteret det før. hun så ind i hans øjne og var ganske rolig. mørket kunne man alligevel ikke se nogen jo så hvorfor skulle man være modig. Kurai så jo bare sit tøj som sin stil og sin person. tøjet fortalte ikke hun var luder men at hun var let at læse. at hun ikke skjuldte sig i tøjet. Kurai var jo heller ikke nem at nedlægge.

[Híroko Yúng]

Híroko trak armene op til sig og viftede bare lidt med dem, for at sige, at det da ikke var meningen, at han ville fornærme hende. Lige nu vidste han dog ikke om det var en god ting eller ej, at blive eller om han burde vende ryggen til hende, for at smutte videre. Det kunne jo være, at han kom til at dumme sig igen.
"Beklager, det er bare ikke hver dag, at man møder folk, som dig"
sagde han hurtigt, men hentydede ikke til at han, mente hun muligvis var luder eller noget. Dog kunne det sikkert godt forstås sådan? Med mindre at han valgte at forklare sig ud af det efterfølgende. Hans stemme virkede dog rolig og hans hænder røg da også langsomt ned i lommerne igen. Hans overkrop var dækket af en hvid skjorte. Faktisk modigt af ham, at gå i hvide skjorter, når han jo altid kunne få blod på sig?

[Kurai Momonatiqon]

da han undskyldte begyndte hun at gå over mod ham. hendes skridt var rolige og elegante. hun kom over tæt på ham og hele tiden havde hun set ham i øjnene. hun stod tæt på ham og lagde roligt sine sorte hænder på hans brystkasse og så på ham.
"nok går jeg klædt let. men det giver mig støre bevægelses frihed end de andre"
hviskede hun roligt i hans øre. og trådte et skridt tilbage og så roligt på ham. en dødsengel var faktiske væsner. mest pga deres evne til at få styrke af andres lidelser. at de elskede lidelser

[Híroko Yúng]

Det kom en smule bag på ham, at hun lige pludselig valgte at træde tættere på ham, men nu fik han da et glimt af, hvilken race hun var. Det var ikke fordi man tit så mørkelvere, men det kunne jo være, at de snart ville komme frem i "lyset". Så man havde mulighed for at støde på dem noget oftere. Han smilte en anelse, da hun forklarede ham, hvorfor hun gik så let klædt. Men alligevel havde hun valgt at gå i en nederdel? Men så længe den var kort nok, kunne man vel godt bevæge sig i den.
"Du er slet ikke bange for, at nogle skulle finde på at overfalde dig? Og gøre et forsøg på at nå ind til din krop"
spurgte han ærligt, selvom det muligvis var et hårdt spørgsmål at komme med. Dog forstod han godt hendes grund. Selvom det sikkert ville være smartere at dække sin krop mere til. Specielt, når man havde en krop, som hende. Lystige mænd ville sikkert ikke kunne få øjnene af hende. Så der var sikkert en større mulighed for at hun ville blive overfaldet.

[Kurai Momonatiqon]

Kurai så roligt på ham og smilte inden i. hvorfor mente mænd at kvinder altid ville blive overfaldet. hun lod blikket glide ned på hans bryst kasse og lagde en hånd på den så hun kunne mærke hjertet. hun var nok en kvinde men hun var ikke mørkelver leder for ingen ting. hun har en skjuldt styrke. hun gik helt hen til ham så hun stod op og ned af ham. hun så ind i hans øjne. og så roligt på ham.
"hvorfor ser mænd kvinder som svage? fordi vi ikke er brede som jer?"
hun havde ret. bare fordi hun var kvinde og tynd armet så folk hende som svar. hun stilte sig på tær og lod sine læbe røre hans i et øjeblik. men i det øjeblik havde hun også fået taget en pil ud af handsken og sat den mod hans ryg imens hun havde lagt deres læber i et møde. hun slap kysset og holdte pilen mod hans ryg.

[Híroko Yúng]

Der var et eller andet over hende, som blot ønskede at udfordre ham. Som om hans opfattelse var helt forkert, men på den anden side, så brugte han da hovedet en smule mere end hun måske gjorde. Havde hun glemt at han var dødsengel og kunne bruge sine vinger som beskyttelse. Han lo inderligt, da han mærkede hendes læber mod sine. Men inden at hun fik lov til at fjerne dem, valgte han simpelthen at give hende et kys på munden. Dog havde han godt lagt mærke til at han havde en kniv mod ryggen. Hans vinger foldede sig yderlige ud, i håb om at kunne skubbe hendes knive væk fra han ryg. Han var helt klart ligeglad med om der skete noget med hans vinger.
"Jeg takker for kysset. Men jeg har skam ikke hentydet til at kvinder skulle være svage"
Den første sætning, kunne han ikke lade vær med at smile en smule over. Da han faktisk kun prøvede at drille hende, dog kunne han jo ikke vide, hvordan hun ville reagere på det. Hans vinger lagde sig roligt ind til hans krop igen. Imens at han betragtede hende, fra den korte afstand.

[Kurai Momonatiqon]

at han kyssede hende også gjorde hende ikke noget. for hende var det bare tegn på at hun stadig kunne lege. hun fjernede lidt hår fra øjnene og så på ham. hun mærkede at hans vinger prøvede at skubbe kniven væk. men da det var en pil snurede hun den om fingerne og foran dem og lagde den mod hans brystkasse. hun så op på ham og blinkede roligt.
"bare fordi i mænd tror i kan indtage end kvindes krop skal man ikke altid tro det sker" hviskede hun roligt i hans øre og gav et lidt hurtigt kys på kinden og gik et halvt skridt tilbage og kørte pilen over hans bryst og tog den så væk og lagde den bag øret. hun så på ham og virkede ganske roligt.

[Híroko Yúng]

Kysset lod ikke til at have den ønskede effekt, så det skuffede ham faktisk en smule, at hun ikke reagerede anderledes end hun gjorde. Men det var ikke hans sag længere. Han mærkede godt, at hun ikke var specielt villig til at fjerne kniven til at starte med og det gik ham efterhånden på. For han brød sig ikke om at blive truet og da slet ikke af en type, som hende.
"Jeg har på fornemmelse af, at du tager alle mænd under en kappe"
sagde han roligt go foldede hænderne foran sig. Hans vinger forholdt sig rolig, men han virkede ikke til at være så meget til stede, som han muligvis kunne være. Han smilte dog en anelse, da noget tydede på, at hun ikke var som alle andre kvinder. Hun var lidt af en mundfuld, en udfordring?