Give me someone to play with...

[Hideaki Chiyoko]

Hideakis skikkelse lå og nød den blide vinde, sandet kildren, lyden af bølgerne. Han ville næsen ønske han også havde kunnet mærke solens varme. Faktisk kunne han jo kun forestille sig hvor lækkert det måtte være… Alt dette, på stranden… OG solens lækre bagen. Men nej… sådan var det jo ikke mere. Og selvom han ikke havde kendt til tiden før solens forsvinden, havde han skam undersøgt sagen om solens manglen allerede da han var yngre. Han krummede let de lyse små tærer da en gang i mellem blev overskyllet og rene fra sandet, af en blid bølge. Han gad ikke rigtig søge hjemad. Og selvom han havde lyst til at manipulere og ødelægge et andet væsens sind, orkede han dog heller ikke at rejse sig og gå mod byen.
Hideaki var i skikkelse af en ung dreng… eller pige? Dreng, men han kunne sikkert sagtens forveksles med en pige. Som han lige nu kun lignede et barn. Ikke mere end 10 år gammel. Det korte lillae hår bevægede sig lidt med vinden. De rødbrune øjne betragtede den mørke himmel. Og han sukkede nok engang.
Han var gerne oftes i skikkelse af børn, unge, mest fordi at hvis nogle stødte på ham, ville de straks tro han var total ufarlig. Det var derfor lettere at komme ind på livet af fremmede, lettere at vide hvilket punkt, minde, man skulle bruge for at ødelægge dem. Folk fortalte børn alt. Utroligt nok. Ikke ”voksen ting”, men jo, typisk tænkte man bare… >>nårh hva, han er kun et lille barn og kan intet gøre eller sige<<. Så han håbede faktisk bare på at nogle netop ville støde på ham, ville gå en tur der ved stranden… så han kunne ”blive dem nær”. Og looket, som et fortabt og efterladt lille barn, duede ganske typisk på Iméras så hjertens kærlige personer.

Udseende:

[Híroko Yúng]

Det var efterhånden gået op for Híroko, at hvis han ville finde frem til nogle lette ofre, så ville han blive nød til at kontakte dem i Iméra. På den måde ville han ikke skulle tage sig så meget sammen for at få fingrene i et let bytte, som hurtigt ville kunne indbringe ham nogle penge. Men mon han nogensinde ville blive træt af at jagte Sirener? Mon han på et tidspunkt skulle vælge at gå over til nogle af de eftertragtede racer som Mizu'er, Phoenix'er eller måske formskiftere, som ville indbringe mange penge i tilfælde af at kongefamilien kunne blive interesseret. Selvfølgelig havde tanken strejfet ham mange gange, men alligevel havde han valgt at skubbe muligheden til side, da han godt vidste, hvor meget forberedelse der skulle til, før at det ville lykkedes for ham at fange en af de mere eftertragtede racer, som ville være mere brugbare.

Det var alt sammen grunden til at han endnu en gang var taget til Híroko, men denne gang gik han langs med vandkanten på stranden Hiatari. Stedet var da ganske yndefuldt og virkede også en smule fredeligt, synet ud over havet mindede ham blot om første gang, at han havde fået øje på en Sirene. I det øjeblik havde han vidst, at det var det, han skulle bruge sit liv på og simpelt nok var det blevet meget let. Hans udstråling var lettere afslappet, men samtidig havde han også en god holdning, der kunne tyde på, at han ikke ligefrem var i pengeproblemer, da han godt vidste, hvordan han skulle opføre sig.
Hans blik spejdede ud over havet, der lå fredeligt hen, dog var der nogle mindre bølger, som ramte vandkanten, det måtte jo bare betyde, at der var noget i bevægelse ude på havet. Interessant tanke, hvem mon der ville tilbringe livet på havet? Man skulle muligvis tro, at Híroko ville være mere vågen, men lige nu gik han nærmest i sine egne tanker med hænderne begravet nede i lommerne.

[Hideaki Chiyoko]

Hideaki havde ladet de rødbrune øjne glide i, og han slappede blot af. Smilede svagt da bølgerne igen kærtegnede de små fødder. Det var da utroligt der ikke var nogle der havde opsøgt stranden. Den var ellers så veltalt for tiden. Mest på grund af synet ud over havet, der trods mørket, nu var noget for sig selv alligevel. Det var kedeligt. Og selvom han ikke var den mest selskabelige person… hvor ville det være dejligt at lege med nogen. Han havde dog ikke bemærket fødderne i sandet, lyden af lette trin.
Men som de kom tættere på, hørte Hideaki dem. Hørte den fremmede nærme sig. Endelig, kunne han sådan set kun tænke. Men det slog ham heller ikke at personen der kom eventuelt kunne være alt andet end til at lege med. Det var han bare mere eller mindre vant til i Iméra jo.
Den slanke barneskikkelse gled let op. Han havde sikkert været godt skjult i sandet og mørket. Den fremmede havde sikkert ikke opdaget ham endnu. Så måske?... Tja. Han trak benene ind til sig, gjorde udtrykket klart. Fortabt lille barn. Det virkede mod de fleste beboere i Iméra. Typisk trak de ham med sig, forsøgte at hjælpe ham. Gav ham mad. Penge. Uden han bad om det. Og selvom det måske ikke var så sjovt, kunne han få sjov senere hvis de til gengæld havde fortalt noget om dem selv. Og han nød bare hvordan han først ødelagde dem med deres egne minder og derefter… skiftede udseende foran dem… tilbage til den søde lille dreng de ellers troede de havde hjulpet. Det kunne virkelig bare smadre nogle indeni.

[Híroko Yúng]

Egentlig gik Híroko med blikket rette mod det mørke hav, som havde en lettere tiltrækkende effekt på ham, men samtidig kunne han ikke forstå, hvorfor folk ville leve hele livet på vandet? Han havde jo udmærket godt hørt rygterne om piraterne, som tilsyneladende skulle have levet hele livet på havet, men det ville han aldrig kunne forestille sig. Men der var dog alligevel et eller andet som forstyrrede hans udsyn, men det var nok mere fordi han også samtidig holdt øje med, hvor han var på vej hen. Der var noget i hans øjenkrog, som fik ham til at rette sit blik mod den mindre skikkelse, som kom nærmere. Han smilte lettere koldt og tanken strejfede ham da også, om der var en mindre mulighed for at det var en Sirene? Men på den anden side, så ville det sikkert kun være held, hvis det viste sig at personen var det. Så heldig plejede han nu aldrig at være.

Da Híroko kom en smule tættere på personen, gik det op for ham, at det blot var et barn, noget han ikke havde kunnet bedømme ud fra den afstand, som der før havde været imellem dem. Dog lagde han ikke rigtig mærke til det udtryk, som barnet havde. Det var dog en smule tydeligt, da barnet så ud til at trække sig mere og mere sammen i sorg måske?. Han trak let på skulderne og valgte dog at stoppe op ved siden af drengen eller pigen? Det var i hvert fald noget han ikke kunne fastslå, selvom der ikke var den helt store afstand.
"Burde et barn, som dig, sidde herude alene?"
spurgte han roligt, men stemmen var samtidig også dyb og lettere kold, som lå meget naturligt for en som Híroko. Dog var det ikke fordi det interesserede ham så meget, hvad barnet lavede ved vandet. Men mon ikke der kunne komme noget ud af det?

[Hideaki Chiyoko]

Som manden kom nærmere skjulte Hideaki et smil. Endeligt. Endelig! For den det tog også evigheder, for at nogle gad dukke op. Selvom stranden igen nok ikke var det mest befolkede område. De rødbrune øjne skjulte hvordan han ellers betragtede den fremmede. Han holdt det uskyldige, fortabte blik. En mand. Høj, ganske pæn faktisk. Dyb kold stemme. Ikke ekstrem hjertens kærlig. Men måske ikke helt så barsk og kold alligevel? Man kunne vel håbe. Og selv hvis det var… Måtte denne fremmede vel have en grund til at gå der? Hideaki havde da bemærket hvordan denne havde set ud over havet. Måske denne havde mistet nogle til havs? Eller kendte en Sirene… Hvem vidste svaret. Det gjorde han ! Snart…
”… Undskyld… Jeg er faret vild… Hr… Ved De hvor jeg er henne??” lød der usikkert og bange fra Hideaki, der ellers udmærket vidste hvor han var henne. Men som et 10 årigt barn, var det jo ikke sikkert han anede hvad havet var, stranden og hvor alt dette lå henne i forhold til hans hjem. Et barn der var faret vild i naturen, ikke anede hvor denne var hende, var helt sikkert fortabt med mindre nogle fandt denne. Nu kunne han kun vente på responset. Se hvad for en slagt mand denne var.

[Híroko Yúng]

En ting var Híroko ikke i tvivl om, da barnet først vidste sig at udtrykke en form for usikkerhed med hvor denne var henne. Han smilte dog lidt for sig selv, da han blot kunne more sig ved tanken omkring det. En fra Iméra ville sikkert hurtigt have hjulpet dette lille barn på rette spor, men Híroko tænkte på en hel anden måde, men det var også fordi han kom fra Nýchta, som han ofte ikke lagde så meget skjul på, men i dette tilfælde vidste han ikke helt præcist, hvordan han skulle reagere. Skulle han blot forsøge at hjælpe barnet eller blot smutte?
"Så vidt jeg ved besked, befinder du dig på stranden Hiatari"
svarede han ganske roligt, men hans stemme var selvfølgelig stadig kold, men der var nu også mulighed for at spore noget andet i hans stemme. En form for ligegyldighed med hvad der ville ske med barnet, hvis Híroko valgte ikke at hjælpe. Men det kunne sikkert ikke være hans problem? Han plantede roligt sine hænder nede i lommerne og ventede blot på, at drengen ville blive færdig. For sådan som han så på det, så ville han næppe være til den helt store hjælp.

[Hideaki Chiyoko]

Den unge dreng nikkede let, bed sig usikkert i underlæben som han så ud mod vandet. Han spillede dog kun. Hideaki. Faktisk var han ganske generet, for en ting var tydeligt. Denne mand var ikke fra Iméra. Og var han var han godt nok en kold en af slagsen. For Hideaki var jo ikke døv. Han kunne tydeligt sanse mandens ligegyldighed. Så hvad skulle han gøre nu? Hvad skulle han sige, for at holde den fremmedes opmærksomhed. For at kunne… få noget sjov ud af det. Han kunne kun bande lidt. Inden i self. Nuttethed duede ikke her. ”Åh… Det er så flot… Havet… Herfra” sagde han begejstret, som det slog at manden havde betragtet vandet længe… Heldigt at børn så let kunne skifte humør og holdninger og alt dette, så han kunne let ændre sig selv. Personligt. Og siden manden havde noget med havet, kunne det være en kommentar som dette ville give et udslag.

[Híroko Yúng]

Forunderligt så hurtigt, som børn kunne ændre adfærd, men det var hellere ikke noget, som Híroko var van til, da han yderst sjældent var i nærheden af børn, da han faktisk ikke brød sig så meget om dem. Fordi de netop var så svære at håndtere og finde ud af, de var ikke altid til at læse, som en børn. Han kiggede en smule undrende på barnet, da denne nævnte havet..
"Det kommer an på, hvad man forbinder med havet"
svarede han ganske roligt og vendte først nu blikket tilbage til det mørke vand, som meget længe havde været en del af hans arbejde, så han var i hvert fald ikke bange for vandet. Nogle gange kunne han beundre det, men andre gange havde han blot lyst til at bande over det.
"Hvad vil du selv forbinde med havet. Som det første du kommer i tanke om?"
spurgte han roligt, men alligevel var han lettere spændt på, hvad drengen ville sige til at blive udspurgt. Det kunne jo også ende med at drengen ville afsløre noget af sig selv. Det ville så være til Híroko's fordel.

[Hideaki Chiyoko]

Hideaki undrede sig kun kort over mandens ord, før han indså at han måtte snakke om Sirener. Det var jo det eneste fantastisk forbundet med havet? Mizuer var jo forbundet med andet end lige havet. Sirener… der var det mest havet. De boede der jo, Var næsten ikke kendte endnu. Og deres kultur var endnu for mange ukendt, da det jo kun var sirener og mizuer der kunne når ned til deres verden. Spørgsmålet var… hvad søgte manden. Og skulle han give sig ud for at være en sirene? Det ville nok virke lidt tåbeligt, sådan at et barn, endte der. Men han kunne selvfølgelig bare sige at han ikke turde tage hjem igen fordi han ikke kunne finde vej… og heller ikke kendte denne verden over vandet. Det var sikkert problemer han roede sig ud i, men noget sjovt skulle der jo til. Og nu var han jo ingen sirene, så det var ikke et problem? Hvis manden viste sig at blive ekstremt farlig kunne han bare stikke af og ændre skikkelse.
Så han frembragte en glad latter, smilte, og så op på manden. ”Os? Sirener?” svarede han muntert, let ivrigt. Med hovedet let på skrå. Inden han så ud over havet igen. ”Det virker endnu større herfra… Og mørkere… Jeg troede mor ville komme efter mig… Da hun vidste jeg var stukket af hjemmefra…” fortsatte han lettere trist i det i stedet for. Skuffet. Som havde han virkelig forventet at hans mor for længst ville have fundet ham. Igen trak han de slanke ben ind til sig. hvis manden spurgte til dem kunne han jo bare sige at da han var blevet tør skete det… Sige han ikke selv forstod det… At hans ben gjorde ondt. Ikke at de gjorde.

[Híroko Yúng]

Der var lige pludselig noget, som kom bag på Híroko. Drengens ord virkede sådan set lovende nok, men kunne det nu også passe. Var drengen en Sirene eller var det blot noget, han prøvede at bilde ham ind. Man kunne jo aldrig være sikker, men hvorfor ville en fra Iméra lyve over for andre, det lå da ikke til deres natur. Men dette betød blot at Híroko blev mere interesseret i at lytte efter, det var nok også noget, man havde mulighed for at mærke på ham. Han vendte blikket mod havet, da han blev nød til at tænke over sine muligheder.
"Så du er altså selv Sirene og det er det som du forbinder med havet?"
spurgte han ganske roligt og foldede sine hænder bag på ryggen. Det mørke hår bevægede sig i stille i takt med at den kolde vind kom ind fra havet. Det var nogle gange meget beundringsværdigt, hvad havet alt kunne præstere. Men samtidig var Híroko taknemlig for at, han besad de sorte vinger, som indtil nu blot havde været skjult. Dog valgte han ikke at afsløre sig selv endnu, før at han var helt sikker i sin sag. Det ville jo være en smule ærgerligt, hvis han brugte kræfter på at fange drengen, hvis han i virkeligheden ikke var Sirene.

[Hideaki Chiyoko]

Hideaki kunne juble. Det interesserede tydeligt manden. Mere end det normalt burde have gjort egentlig. Han lignede langt fra en sirene fanatiker, men interessen… Der var noget galt i hans begejstring. Men han kunne ikke bruge tid på at undre sig over det. Tænke på det. Regne ud, hvorfor. Han nikkede blot let begejstret som mandens ord fik ham til at huske på livet igen. Eller… det liv han jo spillede han havde, under vandet. ”Ja da?... Ikke? Troede det var det De mente… Fordi vi bor i havet? … Kan De godt lide sirener hr?” spurgte han nysgerrigt, begejstret. Grinte glad. Ind til han dog skar en let grimasse, pålagt, og let strøg en hånd over sine ben. ”Det gør ondt…” hviskede han stille. Trist igen. Når han sad stille gjorde det ikke ondt, men som han havde skubbet til sandet gjorde det. Selvføglelgi ikke, men intet skulle undlades. Og han vidste at sirener havde svært ved at bruge deres ben og at det kunne gøre ondt de første par gange de brugte dem.

[Híroko Yúng]

Efterhånden som det hele skred frem ad, blev Híroko blot mere og mere overbevist omkring drengens race, men alligevel var der noget som ikke stemmede, dog havde han svært ved at sætte fingeren på det, dog valgte han at håbe med på legen i håb om at dette kunne indbringe ham nogle penge. Dog vidste han også godt, at han ikke bare kunne fange drengen med det samme, da det ville give bagslag, derfor var han vel nød til at udtrykke sin begejstring for at overbevise ham.
"Man kan vel godt sige, at jeg misunder dem, som har mulighed for både at leve på land og til vands"
svarede han roligt og for en gangs skyld behøvede han ikke at lyve for at overbevise andre om hans ærlighed. For det var skam rigtigt nok, det ville da være dejligt at kunne trække vejret under vand, men samtidig ikke være alt for afhængig af det, så man også kunne komme op på land.
Híroko så en smule forundret på drengen, der åbenbart havde ondt i benene. Kunne dette betyde at det ville blive lettere at fange ham, nu hvor han ikke havde mulighed for at bruge sine ben endnu. Det kunne jo sagtens være en af de første gange, hvor han var kommet op til overfladen.
"Første gang du bevæger dig op til overfladen?"
spurgte han ærligt og satte sig blot ned ved siden af drengen og kiggede roligt på hans ben. Han kunne ikke selv se nogle smerter, men det måtte jo også være indvendigt.

[Hideaki Chiyoko]

Hideaki nikkede let. Til det med benene. Og som manden satte sig på hug og betragtede de slanke ben, var han sikker på han også var ved at overbevise manden om at han virkelig var en sirene. Hvilket var det vigtigste. For selvom han havde fået et indblik i denne mands væremåde, var det slet ikke nok for Hideaki. Hvis det var muligt, ville han ødelægge ham. Bryde ham, smadre ham. Psykisk. Det var så sjovt. Og endnu mere fordi denne mand tydeligt ville blive lidt af en udfordring. Men hvis han bare kunne komme ind på livet af ham. ”Mhh... Min mor har fortalt mig om det… Men hun sagde hun ville vente til jeg var ældre… Jeg ved slet ikke hvordan jeg endte her… jeg svømmede bare… De var så dumme” mumlede han halvvredt. Han ville blot gå på den med at være blev misretteliggjort og han så var rendt hjemmefra. Typisk barnlig opførsel hvis ingen troede på en, når det man sagde var sandt. Børn havde det med at blive hidsige hvis folk ikke troede dem. I hvert fald når de endelig sagde sandheden. ”…Hr? Har de børn?” spurgte han tilføjende, tydeligt en anelse nysgerrig. Barnliggjort nysgerrighed. Selvfølgelig ville et barn spørge om dette. Børn var dog så tåbelige, at havde den fremmede barn eller dyr ville de typisk gå med dem. Det ville han nok også nu, men mere gennemtænkt. Ikke som et lille barn der blev lokket.

[Híroko Yúng]

Af en eller anden grund, så valgte Híroko at lytte til hvad drengen havde at sige, men på den anden side, så vidste han ikke rigtig, hvordan han skulle bringen drengen med sig. Han kunne selvfølgelig altid lyve, men hvad ville der være sjovt i det. Det ville være meget bedre, hvis drengen bare fulgte med ham af sin egen fri vilje. Han nikkede lidt til drengens ord, som tegn på at han i det mindste lyttede, selvom han ikke svarede lige med det samme, men det var også nødvendigt for ham selv at tænke lidt over sine ord, så han ikke bare afslørede sig selv. Híroko var jo efterhånden meget erfaring, hvad angik Sirener, han kendte i hvert fald til de mindste detaljer og ønskede ikke at afsløre sin viden over for drengen, da det blot ville få ham til at stille spørgsmål.
"Mon ikke du bliver van til dine ben på et tidspunkt?"
spurgte han roligt, da det selvfølgelig nu var tydeligt for ham, at det nok var første gang, at han var kommet op til overfladen. Men Híroko var også fast overbevist om at drengen forsøgte at afskære kontakten til sine forældre, som han selv havde gjort den gang, men mon ikke denne dreng ville forsøge at finde hjem igen. Der var en mindre eller ret stor forskel.
"Nej faktisk ikke, selvom jeg er ved at være gammel nok"
sagde han med et mindre koldt grin efterfølgende. Da man godt kunne kalde ham gammel, selvom han slet ikke så sådan ud. Men som dødsengel var det jo ikke tydeligt at se alderens tegn.

[Hideaki Chiyoko]

Hideaki lagde hovedet let på skrå, og lod de store rødbrune øjne se op på Híroko. Ved mandens grin over sine egne ord. Som en barn ville, gav han udtryk for at tænke over ordene. Han vidste jo godt hvordan børn opførede sig. Ellers ville han næppe have kunnet spille rollen ordentligt, og så vilel han jo være blevet opdaget. Børn var dumme. Med mindre de var blevet oplært anderledes, og få var det, i denne alder. De var nysgerrig, men dog ikke tilbageholdende med spørgsmål. ”Hr? Vil De gerne have børn?” lød spørgsmålet, nysgerrigt, men stadig lidt tilbageholdt. Som var han usikker på om han måtte spørge. Som et barn der ikke var sikker på om han skulle være bange eller ikke bange, med det grin manden var kommet med. ”Nogle gange… Så tror jeg ikke min mor vil have mig… Hun siger altid jeg er i vejen. Er et problem” tilføjede han stille. Som et barn der tydeligt var i tvivl. Det var jo de selv samme ord der i historien, skulle have fået ham til at rende bort. Stikke af. Hideaki syntes selv han spillede sin rolle godt. Og selvom der vel i længden ingen pointe var med det, ville det være sjovt nok at se fyrens udtryk når han opdagede han var blevet snydt. Det var hele arbejdet værd i sig selv.