Just one of those days

[Ventus Raines]

Ventus sad stille ved bredden til floden Kawa. Han sad helt sammensunken, mens han kiggede ned på vandet. Han sad bare der og stirrede, mens han syntes han kunne se hans minder blive afspillet i vandet. Han sukkede højlydt, og han rejste sig derefter op, og han gik ind i skoven. Han var i sin menneskeform nu, da han ikke rigtig orkede dyreformen nu.
Han satte sig derefter ned på skovbunden, lænet op af et træ, hans Windblade ved siden af ham, og han sukkede endnu en gang. Han trak knæene op til sig, og han lod sit hoved læne sig ned mod dem.
Han orkede bare ikke mere. Han havde været oppe og skændes med Haleth, de havde haft en af deres sjældne skænderier, men det have gået vildt for sig denne gang.
Han lagde sit hoved op på sine knæ og han kiggede ud mod skoven. Han rejste sig op igen, og han gik hen til floden, måske ville en dukkert hjælpe lidt? Men pludselig begyndte det at regne, og det styrtregnede, men han havde ikke noget imod det. Han blev stående der ved bredden, mens han bare kiggede ned på floden med sammensunkne skuldre.

[Roia Shui]

Roia var igennem skoven med sin lille plantekniv i lommen på kjolen. hun gik stille og så rundt i skoven. hun elskede skoven og sang roligt en sang hendes bedste venindes mor havde synget for hende da de var børn. hun gik stille imens hun sang og dansede lidt på sine tå spidser. hun var altid i godt humør og idag var ingen untagelse. hun dansede rundt og kom til et sted med mange urter hun tog sin lille plante kniv frem og lige som hun gjorde det begyndte det at at smådråbbe og så kom regnen hun nåede ikke at reagere for der hun var var en lille lysning så vandet stod bare lige på hende. hun mærkede hvordan hendes ben blev til en hale og hendes kjole forsvandt. hendes hår blev hvidt og langt og hun faldt forover og landte hårdt på jorden og i et uheld hun hun kniven ind i siden.
hun lod den side og så rundt der var ingen men måske nogen kunne høre hende råbe. hun skreg så højt hun kunne på hjælp da hun jo var forsvarsløs lige nu

[Ventus Raines]

Ventus vågnede lidt op, da han hørte skrig. Han kiggede omkring sig, hvor kom lyden fra? Han forvandlede sig til løve, da det i den form ville blive meget nemmere for ham at lokalisere skriget, og derefter hurtigere komme derud af.
Der gik et par sekunder, også begyndte han ellers at spurte derudaf. Windblade lå omme ved hans ryg, mens han løb, og han løb uhindret, da sværdet ikke var i vejen. Der gik et minut inden han så en havfrue ligge der midt i skoven. Han stoppede op af bare overraskelse, hvad lavede hun her? Skulle en havfrue ikke være i vandet?
Han forvandlede sig til et menneske igen, mens han langsomt nærmede sig havfruen. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. "Can I help?"[/b] Han kiggede nysgerrigt på havfruen, men det varede ikke længe før han kunne lugte blodet. Han kiggede atter på havfruen, hvad var der sket?

[Roia Shui]

Roia holdte på sin side hvor kniven var og log bare og rystede svagt da der pludselig stod en dreng foran hende så hun op på ham og hendes smukke øjne så på ham med et råb om hjælp i sig. hun så på ham og smilte svagt. "jeg... jeg har brug for nål, tråd... og nogen rene klude" man kunne høre på hende at hun kendte til det lægelige. men at hun også virklig var svag. hun var bleg og der log blod ved hendes venstre side. hun havde ingen top på pga sin forvandling. hun så på ham og ønskede lidt at komme ud til hadet eller i en flod. men pga hendes sår kunne hun ikke uden at gøre det værre. hun sendte ham et svagt smil og lagde hovedet ned på sin arm.

(er ikke god til engelsk kan vi ikke bare skrive dansk)

[Ventus Raines]

Ventus kiggede ned på havfruen, og han blev lidt bekymret for hende. Men hvem var denne fremmede egentlig? Men han nikkede dog til hendes ord.. Men ligesom han var på vej, tænkte han om han mon ikke bare kunne kontakte Haleth, men han slog tanken ud af hovedet, ham han havde ikke lyst til at snakke med lige nu..
"Så tråd, klude og nål?" Han begyndte langsomt at forvandle sig til løve, klar til at løbe afsted, hvis hun nikkede hvis han havde sagt de rette ting. Han ville hurtigt tage hjem til Haleth, for derefter at komme herud, uden at Haleth opdagede noget. Det gjorde han op med sig selv, han ville bevise overfor Haleth at han sagtes kunne klare det her uden hans hjælp.

[Roia Shui]

da han sagde tingene nikkede hun og rystede. hun håbede inderligt at han ville skynde sig. hun var svag og begyndte at fryse. et tegn på at man manglede blod. hun så ned ved kniven og så hvordan blodet flød. når drengen var løbet væk så hun op på himlen. "hvorfor regner du altid når jeg ikke har brug for det."hviskede hun svagt til himlen og langsomt glad hendes øjne i og hun lagde hovedet på jorden. hun var svag og måtte sparre kræfter.

[Ventus Raines]

Ventus styrtede afsted, så snart hun havde nikket til hvad han havde sagt. Han løb så hurtigt han kunne, han havde set alt blodet, og han vidste at tiden var knap.
Han kendte vejen til Haleth udenad, og han tog den hurtigste vej. Han så at døren var åben til huset så Haleth var hjemme, han ærgede sig lidt, men der var ikke noget han kunne gøre ved det. Han forvandlede sig til menneske igen udenfor døren, da Haleth ikke ville have at han var løve inde i huset.
Haleth kiggede nysgerrigt på Ventus da han kom brasende ind i huset. Han kiggede hurtigt på ham. "Såret havfrue på landjord. Nål, tråd og rene kluder. Meget blod,"[/b] Han kunne ikke snakke sammenhængende lige nu, han trak vejret hurtigt og dybt, men Haleth forstod ham med det samme og han begyndte at styrte rundt i huset for at finde de forskellige ting, og mens han gjorde det fik han pusten.
Haleth fandt hurtigt tingene, og han gav dem til ham. Og uden at sige noget forvandlede han sig igen til en løve, så snart han var udenfor døren, og han begyndte at spurte så hurtigt han kunne hen til havfruen.

[Roia Shui]

Roia log stille og trak vejret så roligt hun kunne. hun var sikker på at denne dreng ikke ville lade hende i stikken når han selv havde tilbudt hjælp. hun lyttede til jorden og ventede på at han ville komme. hun kunne høre hurtige skridt og hun smilte stille af det. han var ikke blevet væk. han var åbenbart god siden han kom tilbage og det var hun glad for.
hun åbnede øjnene som hun hørte han nærmede sig og så mod den vej han var løbet. han var åbenbart en rigtig god knægt.

[Ventus Raines]

Ventus begyndte at blive rigtig udmattet, men han fortsatte. Han begyndte at genkende stedet, og han vidste han var tæt på nu. Lugten af blod blev også stærkere. Han fandt hende hurtigt, da han begyndte at virkelig kunne lugte blodet. Han forvandlede sig til menneske, og han begyndte hurtigt at finde tingene frem.
Han kiggede bekymret på hende, ville hun overleve det her. Hun så virkelig bleg ud.. Var der mon mere han kunne hjælpe hende med? Han kiggede på hende, og han kunne tydeligt mærke at han havde svedt lidt efter løbeturen.
"Er der mere jeg kan gøre?"[/b]

[Roia Shui]

Roia log stille på jorden og tog imod tingene som han kom med hun smilte til han og smilte. "vis... du kan. så bære mig til... et træ så jeg kan side op."hun så på kluden og brugte regnen til at rense og rystede da hun fik tråden igennem nålens øje. det var svært men hun ville ikek be sådan en sød dreng om at sy i hende. det ville hun ikke kunen tilgive sig selv.
hun så rundt og fik øje på en tyk gren på jorden lidt længere væk. "vil du være sød at række mig den gren så jeg har noget at bide i"spurgte hun sødt da hun vidste at dette ville komme til at gøre hammernas.

[Ventus Raines]

Ventus kiggede forvirret omkring efter et træ, han kunne bære hende hen til. Han fandt hurtigt et og han gik hen til hende. "Det her kommer til at gøre ondt,"[/b] han smilede undskyldende til hende, og han løftede hende blidt op, og han skyndte sig hen til træet, hvor han satte hende op af det. Han pustede lidt, da han havde fået sat hende ved træet. Han var trods alt kun en 14 årige knægt, han havde ikke fået den styrke han ville få som mand, når han engang blev det.
"Sådan der, også var der grenen,"[/b] Han gik hurtigt hen til grenen og gav den til hende. Han smilede lidt nervøst, usikker på om der var mere han kunne gøre.

[Roia Shui]

da han tog hende op måtte hun holde vejret i smerte men takkede ham alligevel. han fik grenen og lagde den i munden. hun så ned på såret og hev kniven som virkelig var skarp ud og begyndte at rense. men kunne så på grenen hvordan det gjorde ondt for hun bed virkelig til. da det var renset begyndte hun at sætte nålen ind i huden to steder for at binde det sammen. det var det rene helved. 4 knuder lavede hun 4 steder for at det holde. da hun var færdig duppede hun igen med kluden og lagde tingene ned. det var tydeligt hun ikke var nybegynder. hun trak vejret hurtigt og så på ham med et hjerteligt smil. "tusind tak min dreng. Uden dig var jeg nok endten død... eller alvorligt syg." hun smilte venligt og trak vejret dybt ind. "jeg er forresten Roia Shui. Glæder mig at træffe dig" hendes stemme var varm og glad.

[Ventus Raines]

Ventus kiggede bekymret på havfruen. Han satte sig ned i hug foran hende, usikker igen på hvad han dog skulle gøre. Han ville ønske han kunne gøre et eller andet for at hjælpe, men han vidste inderst inde at han bare var endnu et hjælpeløst barn, som ikke var til særlig meget hjælp i sådanne situationer. Han kunne se hvor ondt det gjorde på hende hver gang hun stak nålen ind og begyndte at sy i sig selv, og han begyndte at bide sig selv i læben, fordi bare tanken om hvor ondt det ville gøre gav ham gåsehud.
"Selv tak, men jeg kunne jo ikke hjælpe med særlig meget," han kiggede lidt sørgmodigt ned i jorden. Han ville bare ønske han kunne blive voksen, og han ville ønske han kunne blive det lige nu!
"Ehm.. Jeg hedder Ventus Raines, og det er også mig en glæde at træffe dig Roia," han følte sig lidt nervøs, men han smilede dog venligt til Roia.

[Roia Shui]

Roia så på ham og smilte roligt. "selv om du ikke gjorde meget gjorde du alt det der skulle gøres for at jeg kunne overleve" Roia så på ham med et venligt smil og da han sagde hans navn kunne hun ikke lave vær at grine. det var nemlig et rigtigt flot navn.
"ved du hvor langt vi er fra det nærmeste vand sted" Roia så rundt og kunne ikke se ordenligt nede fra skovbunden af. Roia vidste ikke lige hvad han skulle gøre ellers for nål tråd og kludden var jo det vigtigste til sådan et sår som hun havde fået.

[Ventus Raines]

Ventus kiggede uforstående på hende da hun grinede, hvorfor grinte hun? Havde han sagt et eller andet sjovt? "Nåår ok, bare du overlevede så er det fint nok,"[/b] han smilede forsigtigt til hende.
Han lugtede lidt til luften. Han prøvede at se om han kunne opfange lugten af vand, hvilket sådan cirka halvt lykkedes for ham. "Vi er nok sådan cirka 200 meter væk fra floden.. Men jeg er ikke 100% sikker,"[/b] Han smilede lidt flovt til Roia, han var ikke særlig pålidelig, og han var lidt ked af han ikke rigtig kunne være 100% sikker på det han sagde.