On my way home... Unfortunately

[Shan]

Havet virkede så mørkt. Ikke trist, bare mørkt. Sort havde det altid virket, så den effekt generede ikke Shan synderligt. Der var selvfølgelig også mørkt på land, solens forsvinden ramte jo begge folk. Havets folk, og landets folk. Alle. Det ville sige… han havde jo set de mørke væsner, der nød at solen var væk. Det betød at dag og nat ikke gjorde nogen forskel for dem. Betød mere liv for dem.
Shan rystede det ud af hovedet. Den eneste grund til at han lige nu tænkte på dette, var fordi han var på vej hjem. Meget mod sin vilje. Han ønskede at blive på land i længere tid, specielt fordi at havets salte vand ikke var ham helbredsmæssigt nødvendigt endnu. Men nej nej… han skulle ned og aflægge rapport, og skulle absolut holde lidt øje med dem der ligeså søgte op på land. Når han helst bare selv ville lære mere af den kultur.
Shan stoppede op. Havet fuldt omkring ham, selvom han endnu ikke var så langt fra landjorden. Der var stadig et stykke hjem. Men bare den følelse af ikke at orke det. Det var slet ikke ham, men sådan var det jo bare. Hånden strøg let gennem det blonde halvlange hår, der nu let bevægede sig i vandet. Den mørke havblå hale af hans fik ham let frem i vandet. Jo han tøvede da lidt. Det hele ville jo kun være arbejde når han kom tilbage. Og selvom han var ”en ansvarlig voksen”, var han nu mere til udforskelser og sådan. Jeps, et dårligt forbillede. For deres egen slags i det mindste. Igen rystede han tankerne ud af hovedet. Han elskede havet… virkelig.. det var kun arbejdet han kunne blive lidt træt af til tider. Derfor der også kom et smil på hans læber. Det var ikke det fantastiske blå hav der var skyld i hans tøven og irritation. Så han burde ikke vise det den side af ham, burde han kun vise deres leder.

[Haerion Feredir]

En trist sang tonede gennem vandet, som om det ikke kunne bremse den på nogen måde. Den lød fjern, og dog alligevel nær. Det virkede som om den kom fra alle sider. Det var en dyb stemme der rungede i det stille vand under den urolige overflade.
"Et Ëarello
Endorenna utúlien
Sinome maruvan
ar Hildinyar
tenn' Ambarmetta."
Den der havde hørt elvernes sprog ville kunne genkende den, og hvis man havde hørt elverne synge, så kunne man genkende den måde sangen blev sunget på. Der var dog noget ved stemmen der gjorde den lokkende, og man fik lyst til at finde kilden, men stemmens ejer vidste at sirenerne ikke blev påvirket på samme måde som overflade folkene, så det var derfor han havde søgt ned i Kokkais dyb for at synge sin sang.
Det hvide hår skabte en kraftig kontrast til det mørke rundt om ham, og den blege overkrop skinnede som en lille stjerne på nattehimlen. Efter denne krop fulgte noget der mindede om en hale, men der var noget ved den, der fik en til at tænke over dens ægthed, men den var også blot af vand, der var formet som en hale rundt om ejerens underkrop. Det gav ham mere fremdrift. De isblå øjne virkede sørgende og tomme, mens han sang.

[Sangen med melodi]

[Shan]

Shans tanker forsvandt så snart stemmen nåede ham. Den triste sang. Og selvom han ikke forstod ordene… Det var blot en fornemmelse… Han kunne fornemme hvordan sangen var trist. Det behøvede man end ikke være sirene for at kunne. Men han kunne dog også fornemme… noget magisk over det. Selvom han ikke kendte til en sirene der skulle kunne elvisk. Eller hvad sprog ordene nu var formuleret på. Men jo, elvisk lød mest korrekt. Stadig syntes han ikke at huske noget om en sirene der kunne elvernes sprog. Han ville vide det, mest fordi de ville bemærke sådan en sirene der kunne dette. Kommunikere med væsnerne foroven på deres egne sprog.
Selvom den fortryllende sang, ikke ligefrem fortryllede ham, gjorde det ham nysgerrig, og lige så ivrig efter at finde ejeren af stemmen. Hvilket fik Shan i bevægelse, fik ham til at stryge gennem vandet, dybere ned. Selvom sangen virkede til at komme fra alle sider… Så vidste han godt i hvilken retning han skulle svømme. Og der gik heller ikke længe, inden hans mørke havblå øjne, blev mødt af manden. Smuk. Med det lange hvide hår, bølgende let i vandet omkring ham. Overkroppen. Shan lod blikket glide over manden. Til halen. Ikke Sirene. Mizu med andre ord. Han kunne regne det ud, for trods Sireners forskellighed, var deres haler en ting der mest af alt var forskellig i tykkelser og farver. Denne hale var… anderledes. Han tillod sig at nærme sig lidt. Uden synderligt at afbryde. Han ønskede faktisk ikke at ”afsløre” sig selv, og ødelægge øjeblikket.

[Haerion Feredir]

Han kunne straks mærke den nye tilstedeværelse, da vandet var mere en del af mizuerne end sirenerne, og derfor fornemmede han meget tidligt den anden person der nærmede sig ham. Han vendte sit blik mod sirenen og med nogle få slag med sin hale, og så var han henne ved sirenen og så på ham med sit rolige blik. Mens han svømmede virkede han ikke særlig truende, og hver bevægelse virkede velovervejet og behærskede. Hele hans krop emmede af ro og tilpashed. Der var intet der tydede på en aggressiv adfærd.
Han stoppede op få meter foran Shan og så på ham med et trist blik, og med sine arme hængende ved siden, mens halen bevægede sig roligt frem og tilbage for at holde ham stille.

[Shan]

Shan lod blot den anden mand nærme sig. Det hele virkede… uvirkeligt. Selv for ham, der ellers normalt var åbent for alt. Ikke så let blev overrasket over ting. Hvad end der kunne ske. Men hele situationen virkede uvirkelig og mærkelig fortryllende, præcis som mandens sang havde gjort det. Og nu hvor han kom nærmere. Det var nok først og fremmest Mizuens ro, velovervejethed, at der ingen aggressiv adfærd var over ham, der fik Shan til at så put hvor han var. Men som den smukke mand kom ham nærmere, var det øjnene. Blikket. Tristheden. Shan, der var hjælpsom og godhjertet, fandt det forkert, at sådan et udtryk skulle befinde sig i de smukke øjne. Hvorfor det dog var at han intet sagde, men blot let nærmede sig manden… endte med at sende ham et lille opmuntrende smil, i et forsøg på at få dette udtryk væk fra det kønne ansigt. Jo, han var en mand… Men hey, han var smuk. Han var selvfølgelig også en Mizu. Selvom Shan dog syntes at have lært at alle racer havde deres naturlig form for skønhed.

[Haerion Feredir]

Han kunne fornemme at sirenen foran ham ikke havde tænkt sig at starte en samtale, så han startede selv. "Uel andune. Må havet tilsmile dem og stjernerne lyse på deres vej." Han hilste på en meget elvisk måde, som han mente var meget passende for en sirene. Det var kun hans God aften han sagde på elvisk, da han ikke regnede med at sirenen forstod elvisk, selvom der var mange der kunne elvernes sprog, så var det langt fra alle der kunne.
Hans triste ansigt blev bevaret og han så lidt op og ned ad sirenen, for vurderede ham han svømmede overfor. Det virkede til at være en venlig person, som han godt kunne stole en smule på.

[Shan]

Shan havde hørt den fremmede noget så vel, døv var han jo ikke, men han forholdte sig nu stadig en anelse tavs. Mest fordi ordene virkede så mærkelige, ikke fremmede, men anderledes, for Shan, når de kom fra denne fremmede. Måske var det simpelt fordi han ikke var vant til at møde fremmede i havet. Ikke som han jo delvist kendte den store bys beboere. Og ikke ligefrem kendte nogle Mizuer fra land af. Han skyndte sig dog at tage sig sammen, nikkede let som en slags tak. ”Og ligeledes for Dem” svarede han, med en stemme, der tydeligt var imødekommende, venlig. Varm. Han havde egentlig svært ved at være vred og sur trods alt. Kold og ligeglad. Streng, jo, Men kun hvis lejligheden krævede det. Uanset hvad var der ingen grund til at denne fremmede skulle tro han var andet end venlig. Når det nu ikke var sagen.

[Haerion Feredir]

Haerion bukkede da sirenen ønskede ham det vel, som en tak for de venlige ord. Han så på sirenen. Han misundte en smule sirenens farver. Det blonde hår, den farvede hud, de dyblå øjne, og den smukke blå hale. Han selv var hvid og bleg, de isblå øjne nærmede sig det hvide, og sin egen hale var grå, nærmest sort, fordi vandet selv var hans hale. Han var død, men levede alligevel.
"Hvad laver en sirene så langt fra land, og fra sit hjem? Er de på rejse fra deres hjem i dybet, eller forlader de landets faste grund, for at lade sig omslutte af havets dybe og kølige vand?" Han smilte stadigvæk ikke, men hans øjne ændrede udtrykket fra det melankolske, til det neutrale. Hans ansigt blev sværere at læse. Hans brystkasse hævede og sænkede sig roligt, og det gav ham et udtryk der gjorde ham rolig, og på sin måde også vis. Han havde levet længe, og han vidste om nogle hundrede år var det andet liv endelig slut, og han kunne møde sin elskede på den anden side af dødens vej.