Watching the view

[Shan]

Selv med mørket virkede standen, havet, fredfyldt. I hvert fald nu her tidligt på aftenen. Der var kun en let, faktisk opfriskende vind, der fik det hele til at virke afslappende og roligt. Måske det også var en af grundene til at Shan havde søgt derhen. Det havde ikke på noget tidspunkt været for at søge ud i havet, faktisk var han til tider træt af det liv der var at finde i havet. Denne verden var meget mere spændende. Selvom han havde været oppe på landjorden i nogle år, var der stadig så meget han ikke havde set, og så meget han ikke kendte til. Og det var en befrielse. For ellers betød det sikkert at blive bundet til havet igen, selv nu hvor resten af deres folk begyndte at have et liv på overfladen også.
I mørket, stod Shan. Kun en meter fra vandets bølgende brusen over sandet. Han nød vindes lette tage i det brunblonde hår og det gamle forrevnede tøj. Tøj, der lagde op til hans ”cover”, som en fattig vandringsmand. Hvilket han blot var blevet gennem tiden. Han nød tilværelsen hvor han blot kunne rejse rundt. Opleve alt det han som sagt endnu ikke have opdaget.
Let gled han ned i hug, og gav sig til med pegefingeren, let at tegne i sandet. En fisk. Ikke noget kunsterværk, men han var nu stolt. I havet havde de ikke lignende kunster. Og malerier og tegninger, var slet ikke det samme. Heroppe var det fascinerende. Endnu en grund til at han var tiltrukket af oververdenen.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Vandet var utrolig lokkende med sin evige kamp med strandkanten, frem og tilbage. Det kunne nærmest være hyponoserende at stirre på syntes Colopatiron. Det var et fantastisk syn. Han havde fløjet derud, hvilket kun bidrog til at gøre det endnu mere majestætisk. Hans blik blev dog fanget af en skikkelse, der skilte sig ud af sandets lysefarve. Colopatiron bestemte sig for at lande et stykke derfra og gik der hen ad. Han kunne ikke helt vurdere hvilket væsen der var tale om, men uden tvivl var det ikke et af mørkets væsner. De havde ingen let færden i Iméra og en strand var næppe et sted de vil opholde sig. Han stod og betragtede skikkelsen i tavshed.

[Shan]

Shan morede sig roligt over sin fisk. Som den var tegnet, lignede det noget et barn kunne have gjort. Den der krydsede bue med trekanten for enden. Intet videre majestætisk. Men det ville være sejt hvis han faktisk kunne tegne en fisk rigtigt. Byer, skygger, øjne og alt det der. Han rystede let på hovedet af sig selv, trak sig tilbage fra tegningen, kom op og stå igen. Her, ud af øjenkrogen, så han skikkelsen der nærmede sig. Det var ikke så meget vingerne, der fik Shan til at smile imødekommende til denne mand. Det var mere generelt. Det var ikke hans stil at dømme nogen… Før han kendte dem og deres handlinger. Han strøg let det brunblonde hår tilbage som det ellers var faldet ham lidt i øjnene. ”Goddag…”. Han kunne slet ikke lade være med at hilse. Hvert nyt møde var ny viden, nye oplevelser. Og væsnerne heroppe på landjorden var så anderledes, selv hver for sig.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

"Godaften" blev der svaret. Han blev stående og lod blikket glide op og ned af ham et par gange for at undersøge hvilken type han var. En sirene konstaterede han og nikkede svagt til selv. Han kunne slappe af ingen fare her, hvilket han heller ikke havde forventet her på disse kanter. Hans blik gled ud mod vandet. Colopatiron var kommet sig en anelse ovn på sin nedtur, men han var stadigvæk hårdt medtaget og var langt fra ved alle sine gamle kræfter. Hans blik gled ud mod havet, det faldt et med en bølge der nåede op til ham og trak sig tilbage.

[Shan]

Af mange af de væsner der fandtes på landjorden, var dem med vinger ham nu interessante. Fordi de i teorien var fugle, som hans egen race var fisk. Hvis man kunne betegne det sådan. Så var der de væsner der hørte til døden, som de væsner der hørte til naturen. Og så kunne man undre sig… de eneste der så faktisk tilhørte landjorden var oprindeligt menneskerne?. Shan lod blot den fremmede betragte sig som han ønskede det. Det generede ham ikke, desuden, var det altid smart at tage et kig på fremmede, og anse hvor smart et nærmere møde ville være. Hvis han havde været en necromanser eller dødengel, ville mødet jo nok have endt anderledes end han i hvert fald nu håbede det ville blive.
”Vandet er sikkert køligt her til aften” kommenterede han roligt, let spørgende ud i luften. Han ville helst ikke dyppe fødderne og blive våd. Selvom han godt kunne holde sin forvandling selv i vandet i noget tid, ville det kun give ham lyst til at ty til naturlige skikkelse. Og så ville det være et spil af kræfter. Han gik nu nærmere den fremmede. Ikke bange… ikke usikker. Han tvivlede på at denne mand ville gøre ham noget. Og ville han, kunne han stadig altid flygte ud i havet, sådan som det ville være denne mand det umuligt.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatiron drejede sig langsom mod Shan. Han virkede som en ret usædvanlig sirene. Sirener var ofte svære at holde fra vand når det var i nærheden og her stod han og konkluderet at vandet nok ikke helt var særlig behageligt at svømme i. "Hvad er årsagen til De er her" spurgte han lidt sagligt. Normalt spurgte han ikke så direkte om hvad folk foretog sig, men foretrak at folk selv fortalte det, dog også fordi at det var ret indtrængende i hans private sfære, hvis han foretrak at holde det hemmeligt, men der var noget specielt ved Shan. Han syntes ikke som andre sirene Colopatiron havde stødt på. I hvert fald ikke de sidste 1200 år. Fra 1200 år siden havde han stødt på en sirene, der foretrak at være ved vandkanten frem for i vandet. Hun boede tæt på strandkanten. Det var vel også en af de væsentlige forskelle på Shan og de andre sirener. De var oftest hunkøn konstaterede Colopatiron i tavshed.

[Shan]

Shan kunne faktisk kun more sig lidt over spørgsmålet. Han havde på ingen måder læst mandens tanker, sådanne kræfter lå ham langt væk, men det var kun fordi han godt kunne se det så lidt skørt ud. Simpelt nok havde Shan antaget at denne fremmede kendte til hvad han var, enten fordi andet ikke var til at regne ud, eller fordi denne havde mødt flere sirener førhen. At han så nu selv stod og tydeligt antydede at han ikke var meget for at hoppe i vandet, måtte virke mærkeligt. Han vidste godt han var en sirene, jo, Og han elskede skam også havet, det var slet ikke det. Men denne verden. Colopatirons verden. Var så meget mere spændende og så meget mere fascinerende end livet under havet. ”Jeg… Tænker på en udvej for at skulle vende tilbage til byen så jeg kan blive her i længere tid” Afslørede Shan, der på trods af en let nikken, et skævt smil, stadig lød munter omkring det. Det var ikke kun arbejdet efterhånden, der generede ham. Men også de utallige invitationer, opfordringer osv. om at han skulle møde den og den kvinde og burde finde sig en partner i livet. Hvilket selvfølgelig kunne genere når man hellere ville opleve verdenen, det man endnu ikke kendte til. ”Den her verden er fantastisk… hvis jeg det var… ville jeg endda opgive livet i havet for at blive heroppe” indrømmede han tilføjende, med en let hvisken. Hvorfor han så lige afslørede en af sine største hemmeligheder til denne fremmed. Det føltes bare dejligt… at kunne sige det til en, der ikke ville skælde på ham. For fortalte han det til en anden sirene… Han kunne forstå dem der havde fundet kærligheden i en deroppe. På land. Men han selv, var jo mere faldet for kulturen, og livet, end nogen person.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatiron forblev tavs. Han følte ikke det samme for denne verden. Her var alt for meget død og ødelæggelse til hans for godt befindende. Han havde imodsætning til Shan oplevet denne verden på utallige måder, hvor han havde været en hærfører for dernæst at blive kendt som vandringsmanden, der vandre hvileløst rundt mellem de to lande i sin søgen efter lysetsbarn, dog uden held. Han havde oplevet alt for meget elendighed til han kunne holde af denne verden, men også alt for meget til at han kunne efterlade den. Hvis han havde muligheden for at dykke ned i dybet, så ville han ikke gøre det af flere årsager. Han ønskede ikke at forpeste den verden med overfladens krigeriskhed. Han var udmærket bekendt med at flere af sirenerne som Shan færdes på overfladen.
Han betragtet Shan endnu engang, klar til at ofre sit hjem fra en verden, der ikke var hans? "Man lærer først at holde af ting når de mangler i livet" svarede Colopatiron uden at blive konkret, så Shan selv skulle regne ud hvad han talte om.

[Shan]

Shan virkede nok som en der ikke havde hørt ordene til først. Stirrede bare på det mørke skvulpende vand. Colopatiron havde ret. Hvis han rent faktisk kunne, forlade den verden dernede, og forblive på land, ville han ende med at savne det. Han ville sikkert sygne hen, dø. Ikke kun på grund af det med saltvandet, at han blev nød til at forvandle sig. Nej. En sirene kunne bare ikke blive et menneske. Som en vampyr, der ikke ønskede at dræbe, ikke bare kunne blive noget andet. Og ideen med at begå selvmord, i håb om at blive genfødt som noget andet holdte heller ikke. Ikke at Shan nogen sinde kunne finde på at begå selvmord. Han elskede sit liv. Ja. Selvom det gjorde ham træt.
Tanken fik ham til at smile lidt. Egentlig ganske taknemmelig over Colopatirons ord. At skille sig fra haven, ville være at miste sig selv. Han måtte blot afbalancere det. Måske tale med deres konge og leder, om sagen. Om hans ønske om at bruge mere tid på land. Om at han ikke ville giftes og stifte en familie endnu. ”De har ganske ret” lød der let, nu mere muntert end før, fra Shan. Og hvad så hvis han skulle arbejde lidt for at få hvad han ønskede. Det skulle alle jo. De mørkeblå øjne fjernede sig fra vandet, og han så op på Colopatiron. Smilte til ham, taknemmeligt.