Post by Shan on Jun 8, 2011 12:29:47 GMT 2
Lette fodtrin var at høre, rungene i den stille skov. Fuglene var endnu ikke stået op, så deres sang var for nu uhørlig. Men det var kun logisk så tideligt på morgenen. Ikke at det ville have gjort nogen forskel med lyset. Der var mørkt som altid... og så mærkeligt nok stadig lysere, end hvis man var i Kizomi. En underlig blanding. En solopgang, set mellem bladene fra under de halvvoksne træer, ville sikkert være smuk. Så han forestillede sig det. Selvom han ikke havde oplevet solen endnu fra landjorden, kunne han jo godt forestille sig hvordan det ville se ud. Med et let suk, var det dog at den unge mand, hvis lette fodtrin det var, så frem for sig igen.
Shan var næsten lige vendt tilbage fra havet. Det var ham jo nødvendigt at vende tilbage til vandet, både for hans eget helbred, men også for at melde tilbage til deres konge og leder. Nu nød han bare at være tilbage på landjorden, hvor kulturen på sin vis tiltalte ham mere end hans eget folks kultur gjorde. Specielt maden. Han kunne ikke vente til han fandt tilbage til den hyggelige kro i byen, og fik sig et måltid mad. Ikke at han burde, da pengene jo lå temmelig lavt i lommerne. Sådan var det blot at være en fattig omvandrende. Selvom det foruden tøjet ikke var til at ane. Han smilte lige nu stort, nød gåturen, sådan som han altid nød at være på de to ben, i stedet for den lange blå hale. At tøjet virkede forevet, gammel, dog ikke beskidt, generede ham slet ikke. For selvom han kunne anskaffe sig pænere tøj, nød han tilværelsen som en fattig omvandrende, der blot kunne hjælpe til hvor han kom. Hans gode humør, som nok mest af alt kom af genopfriskningen af at have været i havet, var tydeligt at opdage, og holdt ham ikke tilbage fra kort efter at give sig til at nynne. Selvom det ikke var sang direkte, var der intet mindre magisk og fortryllende over hans stemme. Selvom han ikke gik efter at fortrylle nogen som helst, men bare… ja ikke kunne lade være med at lade de blide toner slippe hans læber.
Shan var næsten lige vendt tilbage fra havet. Det var ham jo nødvendigt at vende tilbage til vandet, både for hans eget helbred, men også for at melde tilbage til deres konge og leder. Nu nød han bare at være tilbage på landjorden, hvor kulturen på sin vis tiltalte ham mere end hans eget folks kultur gjorde. Specielt maden. Han kunne ikke vente til han fandt tilbage til den hyggelige kro i byen, og fik sig et måltid mad. Ikke at han burde, da pengene jo lå temmelig lavt i lommerne. Sådan var det blot at være en fattig omvandrende. Selvom det foruden tøjet ikke var til at ane. Han smilte lige nu stort, nød gåturen, sådan som han altid nød at være på de to ben, i stedet for den lange blå hale. At tøjet virkede forevet, gammel, dog ikke beskidt, generede ham slet ikke. For selvom han kunne anskaffe sig pænere tøj, nød han tilværelsen som en fattig omvandrende, der blot kunne hjælpe til hvor han kom. Hans gode humør, som nok mest af alt kom af genopfriskningen af at have været i havet, var tydeligt at opdage, og holdt ham ikke tilbage fra kort efter at give sig til at nynne. Selvom det ikke var sang direkte, var der intet mindre magisk og fortryllende over hans stemme. Selvom han ikke gik efter at fortrylle nogen som helst, men bare… ja ikke kunne lade være med at lade de blide toner slippe hans læber.
