Punishment

[Simon Marcus Rodavlas]

En skarp lyd af stål der skærer gennem luften med høj fart fyldte træningsalens tomme rum. En kædes raslen kunne høres, og lyden af stål mod træ blev tydelig. Langsomt blev det mere stille. På måtten stod der en fyr med kraftigt rødt hår og ildrøde bukser og en svedig bar overkrop, stod med sin ene hånd om en kæde, hvor hver ende var der fæstnet i knivsblad. Kæden med sværdene var slynget om en trædukke, og kæden sad rigtig godt fast. Han rykkede til, og dukken faldt på gulvet med en høj rabalder.
Fyren der stod på måtten havde fået et bind for munden, så han ikke kunne tale, mens han trænede, hvilket var blevet en vane, siden det ikke var for godt at larme når han trænede inde på slottet. Ned ad ryggen var der lange røde rifter efter en nihalet kat, som havde smagt hans rygstykker. Han var blevet straffet for at ikke have udført en mission tilstrækkelig godt, hvilket han faktisk bad om at blive straffet for, hvilket han mente at det skulle der til for, at han ikke glemte det en anden god gang, så han kunne fuldføre sine opgaver med en perfekt præstation.
For at også give sig selv en straf, havde han besluttet sig for at prøve på at udmatte sig selv, hvilket ofte resulterede i dehydrering, fordi han aldrig blev sådan rigtig træt som de fleste, men han prøvede stadig, og man kunne se på hans overkrop, hvor meget han havde trænet, for at få så meget væske til at springe ud af kroppens porer."

[Jace Valentine]

Jace havde haft en noget lang dag, hans bror havde været utrolig irriterende, faderen havde været krævende, Clarissa havde været efter ham i et forsøg på at få ham til at falde for hende og Kamatayan havde ligeledes mindet ham om hans pligter som han hverken kunne eller ville glemme. Han havde været i træningssalen tidligere på dagen og nu var han der igen blot for at holde en kort pause fra alt. Normalt var der stille på denne tid af dagen, men ikke i dag. Han havde med rolig skridt bevægede sig hen af gangen og var standsede ved døren til træningssalen, her stod simon og trænede og at tyde på hvor meget denne svedte og hvor hærget han så ud måtte han have trænet e del. Desuden så det ikke ud til at være træning, og efter at have studeret ham i nogle sekunder gik det op for Jace at det netop ikke var træning men en slags hvad? udmattelse af kroppen? Hævn? Endelig fandt han ordet…en straf!

[Simon Marcus Rodavlas]

Med et hurtigt vrid med håndledet og kæden sprang fri fra dukken og sværdene endte i hans frie hånd, hvor de lå parallelt med hinanden. Han fornemmede straks en andens tilstedeværelse og vendte sig mod prinsen, hvor efter han bukkede kort, og man kunne tydeligt se at han ikke lagde særlig meget i det, men mere som en vanesag, som han ikke rigtig orkede.
Han stak sværdene ned i deres skede, og hængte kæden i bæltet.
Han kastede sig mod madrassen og begyndte at tage armbøjninger med utrolig stor fart. Op, ned, op, ned. Hele tiden og mere sved dryppede fra hans ryg, ned på madrassen og tilføjede ekstra væske, der allerede var på madrassen, hvilket også på et tidspunkt fik ham til at glide i sit eget sved og han faldt på næsen, og der kom en uhyggelig kvasen. Der begyndte at strømme blod fra hans næse. Det var da underligt at hans næse brækkede på sådan en kort afstand, men åbenbart var den brækket. Det gjorde en smule ondt, men langt fra lige så meget som piskeslagene havde gjort, så det eneste problem var blodet der strømmede fra hans næse.

[Jace Valentine]

Jace bemærket det formelle buk som tydeligvis blot blev gjort af ren vane, han hævede det ene bryn. De to havde jo været venner, men det betød ikke at Simon kunne tillade sig at være uhøflig på den måde. Han trådte yderligere ind i sagen men standset, kiggede roligt på ham og standsede atter igen idet han fortsatte træningen. Han hævede endnu mere brynet idet denne gled i sit eget sved og faldt. Lugten af blod fik de skarpe hjørnetænder til at skyde frem, jo han var åbenbart mere tørstig end han selv havde troede. Han skjulte dog tænderne bag læberne men hans øjne viste tydeligt at han endnu var berørt af lugten ”Jamen dog… Simon Marcus Rodavlas er blevet klodset” sagde han blot provokerende og med den velkendte nedladende tone i hans stemme. Han betragtede roligt manden og modstod fristelsen til at kaste sig over ham.

[Simon Marcus Rodavlas]

Blodet dryppede stadig ud af hans næse, men i et langt langsommere tempo en før, så han flyttede sin hånd og rejste sig brat op, og det gik så hurtigt at det var svært for det normale øje at opfange alle bevægelser. Blodet dryppede ned på hans brystkasse og blandede sig med den drivende sved og flotte mamoreringer blev tegnet på hans muskuløse og bare overkrop, og det farvede sved snoede sig rundt mellem de spændte muskler, og fortsatte ned til sømmene af hans bukser.
Han fjernede bindet han havde om munden, så han kunne tale. "No master prince, just slippery" Et flabet smil dukkede op på hans læber, og hans kælenavn for Jace, Mester Prins, var mere for at drille ham. Om det virkede vidste han ikke, men det var da sjovt at udfordre skæbnen en gang i mellem, ellers var der jo ikke noget spændende ved livet, og det passede meget godt med at han ikke var blevet klodset, men bare meget glat. Det kunne næsten sammenlignes hvis han var blevet smurt ind i olie, så glat var han. Han var så glat som en ål, og bevægelserne kunne være lige så glidende, selvom de var mere spontane.
Blodet dryppede stadig, men lige så stille stoppede det, og kun hans røde brystkasse og den blodige snude der bevidnede det foregående 'blodbad'.

[Jace Valentine]

Simons svar kunne have fået Jace til at kaste sig over ham hvis det ikke havde været fordi han havde standsede sig selv I sidste øjeblik. Simon vidste jo intet om hvor sulten han var, så han vidste ikke hvilke fare han udsatte sig selv for ved at udfordre ham på den måde, eller rettere, være flabet. Jace havde aldrig tøvet med at slagte nogen han syntes fortjente det, og tit nåede det ikke domstolen inden han havde taget livet af sine ofre, andre gange flygtede de fra hus og land for at slippe fra ham hvorefter man alligevel fandt dem og slæbte dem med tilbage. De få gange man ikke havde fundet de flygtende var de blevet erklærede fredløse og var blevet dræbt uden for landet eller blot aldrig fundet af den ene eller anden grund. ”Hvad med at smutte i bad inden du kommer yderligere til skade…” svarede Jace blot ganske roligt og med nærmest en sukkersød tone i stemmen der langt fra var lige hans karakter.

[Simon Marcus Rodavlas]

Han smilede stadig flabet til prinsen. "As you wish master prince." Han bukkede endnu en gang med et lille drillende glimt i øjet, og gik langsomt og roligt forbi ham. Han holdte sig dog på en lidt større afstand, fordi selvom Jace nok skjulte sine lyster godt, så var det ikke godt nok til at en varulv ikke kunne opfange det på hans feromoner. Han kunne lugte hans lyst til at springe på ham.
Han kom hen til baderummet hvor han åbnede døren langsomt, og så skælmsk hen på Jace inden han trådte ind med det samme flabede smil på læberne. Det var ikke så tit han gik langsomt, så det var mere for at irritere Jace, og holde lugten af blod så tæt som mulig på Jace, uden at det blev alt for farligt, selvom det kunne være sjovt at slåsse med en blodtørstig vampyr en gang.
Han tog det sidste af sit tøj af og steg i karret med det dampende vand. Vandet farves let rødt af den smule blod der var på hans krop, og han dukkede hovedet under vandet. Han følte sig en smule rolig, og ikke i det samme humør som før, altså lysten til at straffe sig selv, men lysten til at nyde. Han trak hovedet op over vandet og rystede ivrigt på hovedet og vandet der fyldte hans hår blev slynget til alle sider.

[Jace Valentine]

Hvor havde Jace dog lyst til at smadre ham! hvor måtte han dog bruge kræfter på at holde sig i skindet! At trække vejret dybt ind ville næppe hjælpe når man var vampyr og slet ikke havde behov for ilt. Det eneste der kunne få ham til at falde til ro i disse øjeblikke var blod! og det gik lige forbi ham, prikkede til hans lyster og sanser, bad ham om at give slip og overfalde, drikke og dræbe. Åh hvor det dog var fristende! Men han var prins, kronprins og det gik ikke at miste besindelsen på den måde og bruge vold. Desuden hadede han at vise svaghed, i stedet for udviste han så meget ro som han kunne mønstre, det var dog tydeligt for ham at Simon havde opfattede hans indre uro og lyst til blod. Jace lyttede til hans flabede sætning, svarede ikke, fulgte ham med blikket uden at rykke sig en millimeter mens denne gik forbi ham og ud i badet som han havde fået ordre til. Han vendte sig om kort tid efter og fulgte efter, stillede sig ved døren mens denne klædte sig af og steg ned i vandet. Han stod med hænderne over kors, så hvordan denne sank ned i vandet indtil det dækkede hans hoved og var under vandet i nogle sekunder. da hans hoved atter dukkede op stod Jace bag ham, hans fingre havde med en lynhurtig bevægelse fået fat i en del hård af det der befandt sig på hans hoved for at presse ham ned i vandet igen. Havde det ikke været for vampyrstyrken ville det næppe lykkedes. ”Udfordre mig aldrig på den måde igen Simon… jeg advarer dig!” han slap og trådte et skridt tilbage.

[Simon Marcus Rodavlas]

Han blev lidt overrasket over at blive presset under vandet, men i forhold til de fleste sprællede han ikke. Han var ikke den klogeste, men han vidste godt at lige nu kunne det ikke hjælpe at kæmpe, da han virkelig var i en dårlig position, og fordi han ikke sprællede formåede han at høre de ord som Jace udtalte over vandet, hvor lyden bagefter forplantede sig i vandet og blev næsten uhørlig.
Da han kom op rystede han vandet ud af håret igen, og begyndte at grine. Han synes det var underholdende, men stoppede kort efter for at se op på Jace med endnu et drillende smil. "Of course master prince. It was not intentionally." Det flabede smil, og flabede smil kom fra ham så tit, at mange var vant til dem, men dog ikke mindre trætte af dem.

[Jace Valentine]

Jace havde lyst til at brække næsen på ham da han så hvordan han smilede over hele fjæset. I stedet for opførte han sig som den modne, hvilket vel også var på tide, vendte om og smuttede ud af badeværelset. Han opfattede naturligvis de sidste ord men at vende tilbage og slå ham var slet ikke en mulighed, eller jo det var det men ikke noget han ville gøre, i stedet for smuttede han på jagt.

///out

[Simon Marcus Rodavlas]

Han grinede af at Jace havde givet op over for ham. Tålmodighed havde Jace ikke. Absolut ikke besluttede han, inden han lod sig glide ned i det varme vand igen, så han kunne få vasket det sved af sig. Det lille uheld var godt nok ubelejligt, fordi så gennemførte han ikke sin egen straf til punkt og prikke, hvilket han frygtede ville forringe hans disciplin, men lige nu ville han bare nyde badet, og så ville han fortsætte sin straf senere. En anden dag. Han ville lige tage den lidt med ro. Måske forberede sig på at skulle give en undskyldning til prinsen en anden dag, men det kunne vente. Vente, det skulle det, fordi nu skulle der nydes. Han så ned ad sin nøgne krop i det klare, dampende vand. Jo, han var meget tilfreds med sin egen krop. Selv når han var ulv, selvom det gjorde så pokkers ondt at skifte. Det ville han gerne slippe for. Han rodede i det røde hår, og lod hånden glide hen over sin overkrop, og længere ned. Han kunne tage sin straf senere. En anden dag. Nu skulle der virkelig nydes.

//Out