Seeking redemption

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Skoven var utrolig mørk - selv for at være nat. Der var ligeså stille som der var mørkt i den forstand af at der intet var at se eller høre og dog. Der kunne høre et par enkelte grenes knækken og en fod der blev trukket hen af jorden. Skikkelsen stødte sig op af et knækket spyd. Den gik en anelse foroverbøjet og havde en bule på ryggen, i form af et tungt skjold. Det var vandringsmanden eller det var blot et af hans utallige kaldenavne der var opstået gennem de sidste 1500 år af hans liv, hvor han også var kendt som hærføren fra helvede. Dog var der et navn han havde haft hele sit liv, men som der var knap så mange der bekendt med. Colopatiron var hans navn. En engel fra de nordlige bjerge. Han havde bevilliget sig ind i Shinrin i håbet om at finde profetiernes herskerinde. Han havde behov for en profeti, eller bare mindste vink om hvad han skulle gøre af sig selv. Alt syntes så sort og uden mening for ham længere efter 1000 år med søgning efter lysetsbarn, havde virkeligheden ramt ham. Han fandt ikke barnet og det bliver heller ikke ham der skulle finde det, mente han. Han var en skamplet på englene, et usselt udskud, der havde ødelagt det gode rygte for engle. Det var små tusind år siden han havde opdaget at han ikke kunne forsætte med at være en djævlsk hærfører og sin desperation for at få genoprejsning havde han bevilliget sig ud på sit livs eventyr indtil videre.
Der var ikke den krog af landene han ikke havde besøgt og deraf var navnet vandringsmanden kommet.

Han håbet han snart ville støde på hende eller noget der kunne give et hint om hvor hun boede. Han havde kun hørt om hende på videre fortælings basis og hun havde desværre nok også hørt om ham. Han håbede dog ikke det ville ligge til last for hans ønske om hendes hjælp.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hele skoven virkede stille og afslappet, men en stille lyd strøg gennem skovens træer og underskov. En stille sang på elvisk. Det var ikke kun en stemme, men flere der fyldte skovens stilhed omkring den nærmest sagnpopsundende bolig Bandorion, der tilhørte stjernernes profet. Rundt omkring træernes fod voksede små blomster med dybblå klokker der vejede i takt med sangen fra elverne. De virkede fjerne, men alligevel nære. Det var svært at sige hvor stemmerne kom fra, og hvor langt væk de var, men en ting var sikkert. Der var flere elvere, men man kunne ikke se dem.
Jo længere Colopatiron gik, desto oftere dukkede de små blomster op, men der dukkede også flere op. Nogle med små hvide kronblade, hvilket passede til træernes sølvgrå stammer. Månen gav det hele et sølvgråt skær. Bag nogle træer kunne der ses nogle hvide buegange, hvor der voksede ranker af efeu. Mellem buerne stod der et hvidt bord med hvide stole rundt om, med smukke ornamenter der forestillede blomster og blade. Midt på bordet stod et fad af sølv med smukke gul gyldne æbler og en sølvet kande med klart vand. Sangen fortsatte, men ingen elvere at se. På en af buerne sad en lille nattergal, men den var stille, da den lyttede til disse elveres sang.
Langsomt og roligt dukkede en smuk og slank skikkelse i en hvid kjole, med langt lyst hår, som bølgede let i den kølige brise. Hun var selv stille og sang ikke med på sangen. Dette var Bandorions beboer, Elenhîniel Dúrinel. Stjerne barnet, Nattergalen. Hun havde mange navne. Hun skridtede roligt med sine bare tær over det grønne græs der gav Bandorion en smule farve i det hvide og sølvgrå. Hun vendte sit blik mod Colopatiron der dukkede op bag en af træerne. "Velkommen til Colopatiron Nisroc Perpetiel. De har vandret langt og længe. Vær venlig at sætte dem ned." Hun talte med en stemme så blød og varm at man ikke kunne føle sig andet end tilpas og afslappet, og stemmen var sød som honning og venlig som solens spæde stråler en tidlig morgen. Hun smilte ikke, men alt ved hende udstrålede venlighed og tryghed. Hendes stemme var også rolig og afdæmpet, hvilket passede til stemningen som sangen gav. Hun lavede en venlig gestus til Colopatiron hen mod en af stolene der stod ved bordet. Hun havde ventet hans ankomst, og var forberedt som altid. Det var sjældent at nogen kom med et overraskende besøg. Det var sjældent hun ikke tog imod en gæst.

"Elvernes Sang"

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Hans skridt blev tungere for hvert skridt. Der lød en svag hvisken, men han var for træt til at tage sig af denne. Hans hjerte blev pludselig tungt. Hans synder blev en tung byrde på dette rene sted. Han vidste han var nær nu, hvilket han blev bekræftigt i da han nærmede sig et egen skift. Dette område lignede ikke resten af skoven. Han trådte ud i en åbning i skovbrynet og fik øje på sit mål. Han prøvede at smile en anelse, men kunne ikke samle livsglæde nok. Han tog et par skridt i hendes retning og knælede. Normalt vil de nok blive set som ligeværdige med deres fortid, men Colopatiron følte hans fortid var plettet, beskidt og anstødelig, hvor hun var et tegn på en renhed.
Han følte sig ikke værdig, han nænnede ikke at turde tale til hende i frygt for sige noget forkert og blive afvist. Han så op, da hun sagde hans navn og bad ham om at sætte sig. Han prøvede at nikke taknemligt, men det mislykkedes og han var ved at gå i gulvet.
Han støttede sig forsat til sit knækkede spyd og fik placeret sig på en stol, som hun havde bedt om ham sætte sig på.
Han åbnede munden, som skulle han til at sige noget, men tav. Han var ikke værdig til at indlede en samtale og lod sig vente på en tiltalese fra hendes side.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun så hans tomme blik og hans sørgelige ansigtstræk. Det var virkelig en der angrede for sine synder, men hun kunne også se hans ydmyghed og beskedenhed. Han var en sørgende mand, men også meget ydmyg. Hun gik med rolige skridt, i takt til elvernes sang om på den anden side af bordet og satte sig med en yndefuld bevægelse, der virkede til at vare meget længere end som så. Hun så hen mod Colopatiron, som stadig ikke ville tale.
Hun talte endnu en gang til ham med sin blide stemme. "Jeg ser at Jeres sind er plaget af fortidens genfærd, men fortvivl ikke. Selv i det dybeste mørke findes lyset." Hun så på ham med sine blide øjne, men så ikke i hans blik, fordi hun så ville hun rode i noget der ikke tilhørte hende. Hun brugte kun sin evne til at tale med andre gennem sindet, hvis flere var til stede på en gang, og hun ville give beskeder for hver enkelt person.
Hun lavede en venlig gestus til at han måtte spise af frugten. Den var trods alt stillet frem for hans skyld. Han var en gæst, og hun behandlede alle på samme måde, om de så var fromme druider eller morderiske varulve, så behandlede hun dem på præcis samme måde, fordi i bund og grund var alle et eller andet sted ens, selvom man tænker forskelligt, ser anderledes ud, taler forskelligt og mener forskelligt, så ville alle stadig være levende væsner.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatirons blik var faldet på et punkt foran sig på bordduen. Det var ikke fordi der var noget anderledes ved dette punkt, end ved resten af duen. Det var blot hans tomhed der reflekterede. "Hvad så hvis mørket er uendeligt" spurgte han tomt og stirrede forsat blindt frem for sig. Elendigheden syntes uendelig, hans chance for at gøre op med sin fortid virkede forpasset, da han havde fejlet i sin mission, som var afledt af en spådom hun var kommet med. Han havde tidligere været en stor kritiker af hende, da han var i hæren og mente at alt hvad hun sagde var blot for at få opmærksomhed. Dette ændres dog drastisk efter han solen var forsvundet. Da havde han undersøgt mere om hende profeti og hendes baggrund, men dog aldrig støt på hende. Historierne havde fremmanet en respekt for hende og givet hende en troværdighed i hans øjne, som også skar i hans hjerte, da han ikke havde fået hendes forladelse, selvom det var tusind år siden. Dette var også en grund til han ikke vidste hvordan han skulle indlede. Han bemærkede ikke hendes gestus om at han måtte tage for sig af frugterne. Der var en rum tidsstilhed.
Colopatiron så op fra sine stirren i bordet "Jeg beder ydmygt om Deres forladelse æret frue" sagde han og så mod hende øjne, så hvis hun så tilbage vil hun få øjenkontakt med ham.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun lukkede øjnene langsomt og foldede sine hænder i skødet. "Intet varer evigt. Alt har en start og en slutning. Selv floden starter ved en kilde og slutter i havet. De skal bare finde lysets kilde, og De vil finde lysets hav." Hun vidste godt at han stilte Colopatiron i et dilemma, fordi han skulle først finde frem til lysets kilde, men så længe hjertet længtes efter, vil man kunne finde ved at følge sit hjerte.
Da han snakkede om at han spurgte efter hendes tilgivelse åbnede hun sine øjne og så hen på ham. "De var langt fra den eneste der tvivlede Colopatiron. Jeg har aldrig følt nogen form for vrede mod Dem, men for mig er de en meget from mand Colopatiron. Selvom de tænker tilbage til Deres fortid, så er Deres fremtid mere from og lys end det De selv lige tror." Hun mente hver et ord hun sagde, selvom hun måske nogle gange godt kunne tale på en forvirrende og gådefuld måde, så gav det for det meste mening.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han skulle til at afbryde hende, da hun pointerede han ikke var den eneste. Han var heller ikke den eneste der havde slået civile ihjel, men retfærdige gjorde det handlingen? Næppe, men han fanget sig selv. Høflighed var en dyd han blev nød til at have og det ville være utrolig nedadene at afbryde værtinden. Han var i tvivl om han skulle tage hendes ord for gode vare, kunne der virkelig være lys forude? Der kunne kun være to ting i hans liv der kunne skabe lyset, det ene var enten han snart skulle forlade verden eller også at der snart ville blive gjort en enden på søgen efter barnet, som hun havde forudset. Hvis det var det første sceanarie var det korrekte følte han alligevel en hvis skam, da han ikke havde gjort bod for alle sine synder.
Han drejede hovedet og gav sig til at stirre lidt mod nogen træer, der havde et par usædvanlige inskriptioner, som han ikke kunne tyde på trods af sin kendskab til elevernes sprog. "Erindrer De lyset" spurgte han hende.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun nikkede lidt til det sidste spørgsmål som Colopatiron stilte. "Jeg husker solens gyldne stråler over løvtaget, hvor det skinnede igennem de saftige blade og badede Sealdur i et grønt lys, men natten har altid været mit fortrukne tidspunkt. Man kunne fristes til at tro at jeg var glad for solens forsvinden, men planterne lider nu hvor solen ikke varmer dem." Hun var før blevet beskyldt for at være glad for solen var forsvundet, men hun kendte til konsekvenserne. Nogen gange ville hun gerne leve i uvidenhed, men hun følte det som sin pligt at fortælle folk hvad stjernerne fortalte hende.
Meldiriel fløj ned fra sin bue hvor hun havde siddet i et stykke tid, og satte sig på Colopatirons skulder og virkede slet ikke bange for ham. Elvernes sang var forstummet, og efterlod skoven i en dyb stilhed, lige som om den var faldet i en dyb, fortryllet søvn. "Elverne håber på lysets tilbagevenden. Mist ikke håbet Colopatiron. Håbet er det som kan rede dig når du får behov for det."

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Hans blik bevægede sig videre fra træerne med de mystiske inskriptioner. Der var usædvanlig smukt her, det gav noget glæde at se det her sted. En pludselig smerte i hjertet tvang ham til at gribe til sin brystkasse. Han bed tænderne sammen i smerte. Denne smerte, kunne det være stedets renhed der skar i hans hjerte? Han havde aldrig oplevet det før. Han tvang sig selv til at se på blomsterne igen og se hvad hun talte om på trods af smerten. Han lod ikke mærke ikke til elver sangen var forsvundet, han var for træt til at lytte til den.
"Der er en tanke bag alt konstaterede han tænksomt "Ligesom jeg forsat er i live, mit mål i livet er ikke fuldbragt.". Han så op imod himlen, "Men hvad er målet" sagde han lavmælt til sig selv. Han havde været sikker på det var ham der skulle finde barnet, men efter tusindårs søgning anså han det som usandsynligt. Han bed sig svagt i læben og hans blik genfandt hendes kønne gevandter.

[Elenhîniel Dúrinel]

Der var mange der havde spurgt hende om meningen med livet, og hvad målet var med ens tilværelse, men det var en gåde for de fleste, men hun havde et svar på hvad hun mente livets mening var. "Målet er det, som man selv gør det til. Dog vil jeg mene at vi er til på jorden for at bringe glæde og sorg til hinanden, fordi man kan ikke leve af glæde, uden at smage sorgens bitre tårer, fordi med glæden kommer sorg. Den der kender til ægte sorg, kan først glædes rigtig." Lige som lys og mørke skulle være i balance, så skulle sorg og glæde også være afbalanceret, og nogen skulle dele sorg ud, mens en anden deler glæden ud, men man kan altid vælge at dele det andet ud, selvom det kan føles svært for en.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han trak vejret dybt. Hun var vis, men han var ikke enig i hendes betragtning om at man selv var herre over sit liv i den betragtning hun gjorde sig. Han undlod dog at konfrontere hende sin uenighed, da han forsat satte pris på hendes gæstfrihed og ikke ønskede at gøre værten pinligt berørt eller på nogen måde gør sig uønsket. Han nikkede ved hendes sidste bemærkning om at man skulle kende modsætning for at forstå tingene oprigtigt. Intet mørke uden lys, intet godhed uden ondskab, intet ying uden yang.
Men der var ikke en nogen modsætning til mening, derfor var det ikke lige til at opdage sin meningen med sin tilværelse.
Han ønskede at spørge om hendes assistance i sit spørgsmål og søgen efter meningen, men formuleringen kunne ikke findes på hans uvidenhed og mangel på forståelse. Og hvis han ikke selv vidste hvad han ledte efter, hvordan skulle hun dog så kunne hjælpe ham.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun prøvede at fange hans blik meget kort, bare for at få en lille smule information om Colpatiron, som hun kunne bruge til at hjælpe ham videre med. Der var dog en ting hun var sikker på i forvejen, og det var at han ikke kunne finde det han søgte. Hvad det så end var, så var han ved at give op, og hun var den der skulle tænde håbets bål med den gnist der var tilbage i Colopatiron.
"Følg hjertet Colopatiron. Dit hjerte ved hvad det længes efter. Lyt til hjertet. Lyt til dens råd, og du vil finde det du søger. Hjertet tager aldrig fejl. Forstanden kan fejle, men hjertet er visere end noget andet du vil møde. Lyt til dit hjerte, og du finder hvad du søger." Hun prøvede at give ham håbet tilbage, indtil hun vidste hvad han søgte, og så ville hun kunne give ham en nærmere besked, om hvor han skulle søge rent fysisk.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han tvang sig selv på benene og støttede sig til sit knækket spyd igen. Han havde brug for at få lidt luft til benene eller også var det bare en vane, når han skulle tænke. Han lukkede øjnen tungt og hans vejrtrækning blev dybere. "Mit hjerte har mødt mørket og budt det velkommen" svarede han og åbnede øjnene langsomt, mens han haltede lidt rundt. "Det er stadigvæk formørket. Jeg kan mærke det, når jeg ser verdenen". Hvis der var mørke i hans hjerte hvordan skulle han så vide om han kunne stole på det. Han bed sig i læben og vidste hun havde en pointe, men pointer kunne lede i uendelige retninger. Han kom hen til et træ og lod sin hånd glide ned over dens bark. Den var usædvanlige ro. Han kunne ikke genkende træsorten. Han så over skulderen tilbage på hende og følte sig gammel. Det var både en kombination af hans fysiske tilstand, men også hans forståelse af livet. Han følte at han havde oplevet så meget og fået så meget snavs på hænderne. Han tænkte på den lille engel pige han stødt på, på sin vej her ud. Hun var renheden selv, renere end dette sted. Dette sted havde også oplevet selviskhed.
"Jeg sætter pris på Deres velvillighed i at være behjælpelig". Han gjorde omkring og gik langsomt tilbage mod stolen "Jeg har brug inspiration" sagde han og så mod hendes ansigt. Det var det mest præcis han kunne formulere han. Han havde brug for et lyspunkt i sit liv og det kunne nok ikke komme indefra, da hans sind var blevet formørket. Han havde brug for hjælp udefra til at uddrive dæmonerne i sit sind.