Post by Revion Talant on Jan 13, 2011 0:10:20 GMT 2
Fulde navn:
Revion Talant
Fødsels navn:
Yalathanil Everlove
Alder:
Omkring de 1142 år, men ligner en på 25 år.
Køn:
Mand
Race:
Halvblods vampyr
(Var tidligere højelver)
Land:
Nýchta
Job/Rang:
Yalathanil var førhen værende tronfølger til Iméras trone, men har opgivet den og er nu gået under jorden.
Revion er en Rejsende.
Våben:
Sværd; han kan håndtere, hvilket som helst type, men bruger helst halvandens hånds sværd.
Bue; han burger helst en langbue.
Han håndterer begge våben til stor perfektion.
Evner:
Skærpede sanser, specielt lugte- og høresans. Kan som regel genkende racer på lugten og genkende lugte, men det kræver stadig lidt øvelse.
Han kan se, om folk lyver eller ej, uanset hvor de godt de prøver at skjule det.
Familie:
Yalathanil er den ældste søn af det kongelige regentpar i Iméra.
Revion er ikke søn af nogen.
Udseende og tøj:
Revion er meget lys i huden, da han jo halvt er vampyr, selvom hans hud virker til at have en varm farve, selvom huden er kold. Dog til forskel fra andre vampyrer, så har han spidse elverører til at sidde på hver sin side af hovedet, så folk tror til tider, at han er en elver. Han er dog en meget køn og ung mand. Hans holdning er en smule rank, men ellers intet specielt. Han er slank, dog veltrænet. Han er også stærkere, end han umiddelbart ser ud til at være. Han er omkring de 193 cm, da han er vokset lidt efter sin forvandling.
Han har valgt… eller Dûrion valgte at klippe håret, da han var ude.. så nu dækker hans hår kun lige hans ansigt. Håret er stadig silkeblødt, men lidt tykkere og lettere at arbejde med. Hans øjne har også fået en lidt mere lilla farve, pga. hans dybblå farve han havde før, og blodet han.. *host* Dûrion har drukket.
Han bærer en halskæde med en multifarvet opal i en hexagonal prisme, som er magisk, da den beskytter Merenwen, så længe han bærer den, da han ikke kan gøre det.
Han bærer mørke bukser med et bælte og flade ankelstøvler med et fold. Han bærer en hvid skjorte, som er flæset i ærmerne og bunden, den har også kun en enkelt knap tilbage, som sidder over hans mave. Ovenpå skjorten har han en lilla jakke, som matcher hans øjne, som lige dækker hans balder. Den har ingen knapper og er derfor altid åben.
I hans bælte har han et hylster siddende til hans fløjte.
Han bærer også gerne sit sværd med sig, når han bevæger sig rundt. Det er et tveægget halvandenhånds sværd, som har et forsølvet skæfte. Og bladet er lidt over en meter.
Personlighed:
Revion (Yalathanil);[/b]
Revion er en venlig og imødekommende type, selvom han til tider virker tilbagetrukket til tider. Han er også meget hjælpsom overfor personer, som også viser venlighed. Han er også en afslappet fyr og tager tingene stille og roligt, da han gerne vil undgå stress. Han holder meget af musik, glæde og fred. Han er en meget ansvarsfuld type. Han elsker sin familie, selvom han har valgt, at han ikke vil have kontakt til dem (måske med undtagelse af et par breve). Han gjorde dette, fordi han mente, at han ikke længere var værdig til at være en del af familien, han følte, at han havde svigtet. Hvilket er en af grundene til, at han hader at være vampyr. Han hader livet, som vampyr, mest på grund af tørsten, fordi han ikke ønsker at dræbe et andet væsen, som ikke fortjener det. Og så ser han alle folk lige uanset deres status.
Dûrion (Dark One);[/i][/b]
Dûrion er Revions anden personlighed. Det havde længe været under opsejling, at Yalathanil ville få to personligheder, fordi han til tider tog for meget ansvar, men forvandlingen fremprovokerede spaltningen, specielt efter den første udsultning.
Dûrion er en person, som gerne vil overleve, så han har intet imod at drikke blod, han elsker det faktisk specielt, når blodet er sødt (uskyldige, jomfruer, engle, phoenixer), og han er på en måde altid tørstig. Han tager ingen hensyn til folk, og så er han meget magtbegærlig. Han synes om, at de er blevet vampyr, fordi han vidste ikke, hvordan han ville være, hvis han var højelver.
Man vil ofte kunne se, når der sker en udskiftning i personligheden! Dûrions øjne bliver kolde og hårde, mens Revions øjne er venlige og varme. Og Dûrion får oftest kun overtaget, når sulten gør Revion bevidstløs, fordi Revion er den stærkeste af de to. Hvilket også gør, at Revion ikke kan huske, hvad Dûrion har lavet.
Og så kan de altid høre modpartens stemme i hovedet, medmindre modparten er bevidstløs.
Fortid:
Yalathanil;[/b]
Yalathanil voksede op i paladset, hvor der blevet taget med en god hånd om ham. Han skulle lære, hvad det ville sige, at være prins. Han skulle lære at beskytte sit folk mod mulige trusler. Han skulle lære, hvad det ville sige, at håndhæve loven på en retfærdig måde. Og han blev allerede introduceret til dette, da han kun var nogle få dage gamle. Fra allerede dengang, hvor han kunne håndtere våben, begyndte han sin træning i sværdkamp og bueskydning, de to mest grundlæggende våben. Han skulle endda lære at ride på heste og lære at læse og skrive. Og sidst, men ikke mindst, skulle han også lære noget om Nýchta.
Yalathanil havde været ved at træne i ridning og var lige faldet af hesten. Han var temmelig beskidt og lidt forslået, men havde ikke opgivet. Han ville ikke bytte hesten ud med en, som var mindre fyrig, som den, han havde valgt. Der kom besked fra slottet, om at prinsen skulle møde sine forældre i testuen. Han skyndte sig selvfølgelig op på slottet igen og klædte hurtigt om, hvorefter han mødte i testuen ren og pæn. Han fik hurtigt øje på sin mor, som i sofaen med en bylt i hånden. Han gik forsigtigt over til sin mor og kiggede ned i bylten, det et barn. Sådan havde han også set, men med den forskel, at han var blond og, at barnet havde sort hår. ”Yalathanil hils på din søster, Merenwe.” sagde hans mor med hendes blide stemme. Yalathanil havde næsten håbet, at han havde fået en bror, men det var en pige. Så han skulle ikke lære sin bror at slås med sværd, men i stedet for skulle han beskytte sin søster mod det onde. Helt automatisk begyndte han at smile. ”Hej seler’.” sagde han og satte sig ved siden af sin mor, hvorefter han fik lov til at holde sin søster i armene. Han begyndte at fortælle hende om store bedrifter, som han ville udføre, og altid komme hjem og hilse på hende. Han elskede allerede sin søster fra sin første dag, og var altid den første til at hjælpe, når hun havde problemer. (Seler’ betyder søster.)
Yalathanil var ude på endnu en af sine rideture, han havde endelig lært at kontroller sin hest, eller han havde fundet ud af, hvor dens vilje gik til. Denne gang det lykkedes ham, at få den til at galopere, men da den skulle til at springe stoppede den bare, og han faldt forover og landede hårdt på jorden. Hesten grinte ad ham, og han trak den mumlende tilbage til sin lærer, som mente, at han gav op for hurtig. Men han måtte pænt forklarer, at han ikke orkede resten af dagen, men ønskede lidt fred.
Yalathail havde slået sig ned i slotshaven under et stort træ, som skyggede for solen. Han forsøgte at spille på den fløjte, som han ikke for så længe siden havde fået. Han kunne få de rene, smukke toner ud af fløjten, men han kunne ikke spille nogen melodi endnu, selvom han gerne ville, men det var, som andre ting, man skulle øve, øve og øve, så ville man i sidste ende kunne det. Mens han sad fordybet i sine tanker var der noget, som dumpede ned i skødet på ham. Han lagde først ikke rigtig mærke til, hvad det var, men da han opdagede fuglen med en pil gennem sig, blev han opmærksom og handlede hurtigt. Han pakkede sin fløjte og tog forsigtigt fat i fuglen, hvorefter han skyndte sig op på slottet, han anså ikke blodet, som plettede hans tøj.
Healeren forklarede ham, at der var intet, som hun kunne gøre for falken, som han havde fundet ud af, at det var. Han tryglede og plagede hende, hvorefter hun forklarede, at der var en måde, hvorpå man kunne redde fuglen. Man kunne vælge at dele sin udødelighed med falken, hvilket ville kunne redde den, men der var en konsekvens (man kan føle hinandens smerte, men vil ikke dø, hvis den anden dør). Selvfølgelig hørte Yalathanil ikke efter længere, men spurgte til, hvordan han kunne dele sin udødelighed med falken. Hurtigt forklarede healeren det, da hun ikke ønskede endnu et udbrud fra prinsen. Yalathanil gjorde, som hun sagde, og der gik heller ikke længe, inden falken vågnede fra dvale. Falken var meget taknemlig og fortalte, at hun hed Estela. Mens Estela skulle blive helt rask igen, tog Yalathanil sig kærligt af hende. Så de knyttede et meget tæt bånd.
Yalathanil havde sadlet en hest op, fordi han skulle ud på en længere tur. Han havde flere gange måtte afslå, at en vagt skulle følge ham på turen, til sidst overgav han sig, og lod en enkelt vagt følges med ham. Det var stadigvæk nat, så der var meget mørkt, da de begyndte at ride ud. Det red mod Yama-bjerget, derfra ville Yalathanil se solopgangen. Han havde dagen forinden set en speciel solnedgang, så han forventede, at der ville ske noget spændende, når solen igen skulle stå op. Derfor ville han ride ud til bjerget for at nyde udsigten og byen i dagens første solstråler.
Endelig stod Yalathanil højt nok oppe på bjerget til, at han kunne skue byen. Han havde efterladt hestene og vagten for enden af bjerget, det var bedst sådan, fordi nogen skulle passe på hestene, fordi de ikke ville med op på bjerget og nok ikke kunne klare terrænet heroppe. Han tog en dyb indånding og ventede på, at solen ville kærtegne hans ansigt. Det ville ikke vare længe, han lukkede spændt øjne, mens han igen åndede ud. Efter et stykke tid i denne stilling åbnede han øjne, han var frustreret. Det var uventet, hvad skulle han gøre? Han kravlede hurtigt ned ad bjerget og greb sin hests tøjler, hvorefter han red med all’ kræft mod slottet igen, selv vagten kunne ikke følge med.
Yalathanil hoppede af den forpustede hest og vækkede en staldknægt, som var forvirret over at blive vækket så tidligt, men tog i mod hesten uden nogen spørgsmål. Yalathanil løb op på slottet og fik sine forældre vækket, som heller ikke var vågnet, fordi solen ikke var stået op. Han ventede tålmodigt på dem i den lille spisesal, hvor han fik bragt morgenmad op af de forvirrede tjenestefolk. Han gik frem og tilbage i et roligt tempo, mens han tænkte tingene igennem, da hans forældre dukkede op i spisesalen. De ville selvfølgelig gerne vide, hvorfor de skulle vækkes så tidligt. Yalathanil trak begge sine forældre med hen til vinduet og sagde, ”Atar. Atara. Virker natten ikke lys?” var hans spørgsmål. De nikkede begge til hans spørgsmål, hvorefter de alle satte sig ved bordet. ”Jeg tror, det er, fordi dagen er forsvundet. Nogen må have taget lyset.” forklarede Yalathanil, og de begyndte at diskutere, hvor vidt landet Nýchta havde noget med det at gøre. De vidste jo godt, at de ikke brød sig specielt om lyset, men hellere fortrak mørket. De vidste ikke rigtig noget om det, og måtte opsøge nogen, som vidste noget om det. Hvis der var nogen, som vidste noget om det. (Atar betyder far, Atara betyder mor.)
Yalathanil rejste sig op, i det samme, som hans søster kom ind. Hun virkede også til at være temmelig forvirret over, hvorfor solen ikke var stået op endnu. Hun ville have udspurgt hendes bror, som var ved at forlade stedet. Han smilte let til hende og kyssede hende på kinden, som hilsen, hvorefter han sagde, ”Senere, Seler’. Senere.” Derefter forlod han rummet. Han vidste godt, at han tog et stort ansvar i en tidlig alder. Han var enlig faktisk kun stadigvæk et barn i elvers øjne, men han havde jo lært fra han var spæd, at han skulle tage ansvar. Han skyndte sig op til sit værelse, hvor Estela sad ved hans åbne vindue. Hun havde fornemmet, at han skulle bruge hendes hjælp. Yalathanil bad Estela om at holde øje med, hvad der skete rundt omkring. Hun ville gøre, som han bad om, fordi hun også havde fornemmet det med solen.
Der gik en uge, hvorefter det bankede på slottets døre. En mystisk, ældre dame bad om logi for den kommende nat. Yalathanil, som havde stået bag ved tjenestepigen, som havde åbnet døren, havde åbnet døren lidt mere og budt damen indenfor. Han havde på fornemmelsen, at der var noget med hende, men han kunne ikke forklare hvad, der var bare noget. Estela havde nemlig også fortalt ham, at der en ældre dame på vej mod slottet. Han bad tjenestepigen gøre et værelse klar til damen. Tjenestepigen nejede og skyndte sig af sted, hvorefter Yalathanil vendte sig mod den ældre dame. Hun bad om at tale med kongen, men hun ville ikke fortælle, hvorfor.
Yalathanil arrangere et møde mellem den ældre kvinde og hans atar. Han måtte desværre ikke selv være til stede. Han gik tit og ofte forbi døren, hvor de sad bag ved og snakkede, men hver gang han nærmede sig, følte han ligesom, at samtalen forstummede, så han måtte fortsætte. Han ville gerne vide, hvad den ældre dame havde at fortælle, men det måtte vente endnu en ’dag’.
’Dagen’ efter var den ældre dame forsvundet fra slottet, og man havde hverken set eller hørt noget til hende. Yalathanil blev kaldt op til sin far, han var spændt, men han måtte vente tålmodigt, mens hans far gik frem og tilbage bag skrivebordet. ”Utuni. Jeg ved godt, at jeg ligger et meget stort ansvar på dig, men jeg kan ikke efterlade din atara og din seler’, så derfor må du hjælpe mig.” begyndte Yalathanil’s atar, hvorefter han forklarede, at den ældre dame havde fortalt ham en profeti, om frelseren, som vil finde lyset igen. Yalathanil var selvfølgelig meget opmærksom, fordi dette jo kunne bringe lyset frem igen, og det ville kunne fjerne den dysterhed, som hang over folket. Han fik dog også fortalt en profeti, om en eventuel gruppe, som ville dukke op og gøre tingene sværer. (Utuni betyder søn.)
Efter endnu en uge havde Yalathanil fået pakket nogle sadeltasker og var klædt i sit rejse sæt. Han var ved at gøre klar til en mindre rejse, som han havde sat sig for. Da han havde taget afskeden med sin seler’, havde han lovet hende, at han ville sende Estela af og til, så hun ikke skulle være bekymret for ham, fordi han skulle nok klare sig, og han fik alligevel selskab af 4 vagter, som nok skulle passe på ham. De var alle klædt, næsten ligesom ham, for at falde bedre i med omgivelserne.
Der gik nogle og 50 år (så han er omkring 195 år, 53 år efter solens forsvinden), før han kom hjem for første gang, her havde han også en gave med til sin søster. Det var den første nogensinde opdagede drage, som han havde fået gjort hånd tam. Den havde virket så alene og forladt, at han stille og rolig havde taget kontakt til den, hvorefter den langsomt var begyndt at acceptere ham. Han havde spurgt den, om den ikke ville gøre ham en tjeneste og passe på hans seler’, som hun selvfølgelig ikke måtte vide. Dragen havde godtaget, at den ville se hans seler’, men den ville ikke give udtryk for, om den ville passe på hans seler’ eller ej, før den havde set hende, og han skulle love at kalde den heru, han kunne eventuelt senere få dens navn at vide. Yalathanil lovede, at ville holde disse løfter og ville sætte dragen fri igen, hvis den ikke kunne lide hans seler’, hvilket han nok ikke regnede med. Det var på grund af dragen, at de var taget tilbage til slottet igen, i stedet for at tage videre på deres rejse.
Yalathanil gjorde ikke meget ud af overraskelsen til sin søster, men inden hun skulle møde den, havde han gjort klar for hende, at den måske ikke ville blive hos hende, og at det var et levende væsen, som havde sin egen frie vilje og behov. Det var noget, som han havde lært ved at have Estela. Det var nok også derfor, at dragen ikke ville blive ved ham. Ude i haven, hvor Yalathanil havde efterladt dragen, præsenterede han sin seler’ og dragen for hinanden. Det var vellykket, dragen ønskede at blive hos Merenwe. Han smilede glad og efterlod dem, så de kunne lære hinanden bedre at kende. Han tog igen ud på sin rejse, men denne gang kun med 3 ledsagere, da den fjeder ønskede at blive hjemme et stykke tid.
Denne gang gik der nogle og 120 år, før han vendte hjem (så nu er han 318 år, 176 år efter solens forsvinden), men denne gang indkaldte han til et møde med sine forældre, som noget af det første, han havde meget alvorligt udtryk. Han havde endda ladet stalddrengen klare hesten og oppakken, da han ikke selv havde haft tid til det.
”Atar. Atara.” sagde Yalathanil og bukkede, da hans forældre dukkede op. Det var en vane, som var kommet med alderen, og fordi han nok ikke havde set dem så længe, men når han adlød en ordre fra sin forældre, så havde han det med at bukke. ”Jeg bringer foruroligende nyt. Den gruppe, som profetien omhandler, er åbenbart virkelig, fordi der er forsvundet børn, men ingen ved, hvor de længere er. Jeg vil derfor gerne have lov til at præsentere en idé; Jeg synes, vi skal danne en gruppe af speciale trænede væsner, som skal beskytte dette barn, når vi finder det.” Yalathanil fik det fulde ansvar for denne gruppe og skulle sørge for barnets sikkerhed, når det nåede til den tid.
Efter dette er der sket mindre vigtige hændelser, som: Flere rejser rundt i landet, at støtte og hjælpe folket, at træne væsner til at være med i gruppen Ashisuto. Og han fik en lillebror, Dramorion.
(Emnet -> ’Link’)
Yalathanil var en dag draget ud i skoven (i alder af 1142 år), han vidste ikke rigtig, hvorfor han var taget af sted. Hans færd endte hos elverkvinden Elevhîniel, som også dengang havde været på slottet og fremsagt profetien, om barnet. Men under samtalen med denne kvinde, får han vist gennem hendes verden, hvordan profetien ser ud, selvom han ikke selv forstod meget af den. Dog var der en del af profetien, som rørte ham meget dybt, hvilket fik ham til at fælde et par tåre, som var første gang gennem hans lange liv. Han havde altid været den glade, smilende prins, men han vidste godt, at det ville ændre sig nu. Han spurgte ind til, hvordan han kunne undgå, at denne skæbne ville ske, og han ville gøre alt, hvilket han lovede. Dog svaret han fik, var ikke så lidt, han fik at vide, at hun skulle opgive solen for at redde sjælen fra denne skæbne. Han opgav villigt solen, men ville vide, at hvis det alligevel skulle ske, hvad så? Men der var intet han kunne gøre mod det, skæbnen ville altid være uforudsigelig. Han kunne mærke, hvordan en lille del af ham forandrede sig.
Og under besøget fik han denne halskæde, som ville beskytte hans søster.
Mere kommer sikkert senere. ^^
Minder:
Yalathanil;[/b]
- Hans oplæring (sværdkamp, bueskydning, skrivning og læsning, ansvar, retfærdighed, ridning, Nýchta, at være kongelig) har haft megen indflydelse på, hvem han er.
- Han fik sig en søster.
- Dengang han reddede falken, Estela.
- Solens forsvinden.
- Hans første lange rejse.
- Dengang han fandt en drage til sin søster.
- Da Ashisuto blev grundlagt.
- Han fik sig en bror.
- Da han så profetien.
- Vågner op på et piratskib, som fange.
- Bliver forvandlet til vampyr.
Kommende minder:
- Opsiger sin ret, som tronarving.
- Hukommelsessvigt? (Dûrions handling)
- Går under jorden hos Gren.
Styrke:
- Har et indre ur, så han har en meget god tidsfornemmelse.
- Han håndterer sværd og bue med stor perfektion.
- Vampyrdel; Hans høre- og lugtesans er blevet mere skærpet, og han er nu blevet stærkere. Han kan heller ikke følge nogen temperatur forskel.
- Er halvt blevet immun overfor tankelæsning, fordi folk ville enlig bare kunne høre en samtale mellem Revion og Dûrion.
- Han kan stadig elvisk, dog taler det ikke så smukt, som før.
- En god rytter og fløjtespiller.
Svaghed:
- Hans søster, Merenwe (’link’)
- Hans bror, Dramorion (’link’)
- Hans spaltet personlighed, fordi Revion ikke kan huske, hvad Dûrion har lavet.
- Han har mistet muligheden for at tale med dyr, så han kan ikke længere få informationer, som han gjorde før.
- Hans syn er blevet dårligere, han kan ikke længere se forskel på dag eller nat, så han ser, som et hvert andet menneske.
- Tørsten!
- Sollyset.
Seksualitet:
Biseksuel
Andet:
Estela: Som for nyligt var Yalathanils trofaste følgesvend.. nu holder hun sig på sørgmodig af stand, da hun ikke længere kan snakke med ham.
Fløjte: En skovelver havde siddet og sunget, mens hun lavede denne fløjte til ære for kongeparrets førstefødte. I den korte tid, hvor hun havde siddet og snakket med drengen (Yalathanil), havde hun fundet den perfekte gave. Fløjten er lavet af træ og er 20 cm lang, og så laver den de smukkeste lyde. Revion har beholdt denne fløjte.
Perlekæde: Revion bærer en håndlavet perlekæde med fem hvide perler (med et fint mønster). Det var Yalathanil, som lavede disse med grå eller hvide perler, da denne giver bæreren lov til at passere vagten ved broen på Iméras side og ved slots porten, hvis de også bruger de rigtige ord. De er mest tiltænkt spioner.
Revion Talant
Fødsels navn:
Yalathanil Everlove
Alder:
Omkring de 1142 år, men ligner en på 25 år.
Køn:
Mand
Race:
Halvblods vampyr
(Var tidligere højelver)
Land:
Nýchta
Job/Rang:
Yalathanil var førhen værende tronfølger til Iméras trone, men har opgivet den og er nu gået under jorden.
Revion er en Rejsende.
Våben:
Sværd; han kan håndtere, hvilket som helst type, men bruger helst halvandens hånds sværd.
Bue; han burger helst en langbue.
Han håndterer begge våben til stor perfektion.
Evner:
Skærpede sanser, specielt lugte- og høresans. Kan som regel genkende racer på lugten og genkende lugte, men det kræver stadig lidt øvelse.
Han kan se, om folk lyver eller ej, uanset hvor de godt de prøver at skjule det.
Familie:
Yalathanil er den ældste søn af det kongelige regentpar i Iméra.
Revion er ikke søn af nogen.
Udseende og tøj:
Revion er meget lys i huden, da han jo halvt er vampyr, selvom hans hud virker til at have en varm farve, selvom huden er kold. Dog til forskel fra andre vampyrer, så har han spidse elverører til at sidde på hver sin side af hovedet, så folk tror til tider, at han er en elver. Han er dog en meget køn og ung mand. Hans holdning er en smule rank, men ellers intet specielt. Han er slank, dog veltrænet. Han er også stærkere, end han umiddelbart ser ud til at være. Han er omkring de 193 cm, da han er vokset lidt efter sin forvandling.
Han har valgt… eller Dûrion valgte at klippe håret, da han var ude.. så nu dækker hans hår kun lige hans ansigt. Håret er stadig silkeblødt, men lidt tykkere og lettere at arbejde med. Hans øjne har også fået en lidt mere lilla farve, pga. hans dybblå farve han havde før, og blodet han.. *host* Dûrion har drukket.
Han bærer en halskæde med en multifarvet opal i en hexagonal prisme, som er magisk, da den beskytter Merenwen, så længe han bærer den, da han ikke kan gøre det.
Han bærer mørke bukser med et bælte og flade ankelstøvler med et fold. Han bærer en hvid skjorte, som er flæset i ærmerne og bunden, den har også kun en enkelt knap tilbage, som sidder over hans mave. Ovenpå skjorten har han en lilla jakke, som matcher hans øjne, som lige dækker hans balder. Den har ingen knapper og er derfor altid åben.
I hans bælte har han et hylster siddende til hans fløjte.
Han bærer også gerne sit sværd med sig, når han bevæger sig rundt. Det er et tveægget halvandenhånds sværd, som har et forsølvet skæfte. Og bladet er lidt over en meter.
Personlighed:
Revion (Yalathanil);[/b]
Revion er en venlig og imødekommende type, selvom han til tider virker tilbagetrukket til tider. Han er også meget hjælpsom overfor personer, som også viser venlighed. Han er også en afslappet fyr og tager tingene stille og roligt, da han gerne vil undgå stress. Han holder meget af musik, glæde og fred. Han er en meget ansvarsfuld type. Han elsker sin familie, selvom han har valgt, at han ikke vil have kontakt til dem (måske med undtagelse af et par breve). Han gjorde dette, fordi han mente, at han ikke længere var værdig til at være en del af familien, han følte, at han havde svigtet. Hvilket er en af grundene til, at han hader at være vampyr. Han hader livet, som vampyr, mest på grund af tørsten, fordi han ikke ønsker at dræbe et andet væsen, som ikke fortjener det. Og så ser han alle folk lige uanset deres status.
Dûrion (Dark One);[/i][/b]
Dûrion er Revions anden personlighed. Det havde længe været under opsejling, at Yalathanil ville få to personligheder, fordi han til tider tog for meget ansvar, men forvandlingen fremprovokerede spaltningen, specielt efter den første udsultning.
Dûrion er en person, som gerne vil overleve, så han har intet imod at drikke blod, han elsker det faktisk specielt, når blodet er sødt (uskyldige, jomfruer, engle, phoenixer), og han er på en måde altid tørstig. Han tager ingen hensyn til folk, og så er han meget magtbegærlig. Han synes om, at de er blevet vampyr, fordi han vidste ikke, hvordan han ville være, hvis han var højelver.
Man vil ofte kunne se, når der sker en udskiftning i personligheden! Dûrions øjne bliver kolde og hårde, mens Revions øjne er venlige og varme. Og Dûrion får oftest kun overtaget, når sulten gør Revion bevidstløs, fordi Revion er den stærkeste af de to. Hvilket også gør, at Revion ikke kan huske, hvad Dûrion har lavet.
Og så kan de altid høre modpartens stemme i hovedet, medmindre modparten er bevidstløs.
Fortid:
Yalathanil;[/b]
Yalathanil voksede op i paladset, hvor der blevet taget med en god hånd om ham. Han skulle lære, hvad det ville sige, at være prins. Han skulle lære at beskytte sit folk mod mulige trusler. Han skulle lære, hvad det ville sige, at håndhæve loven på en retfærdig måde. Og han blev allerede introduceret til dette, da han kun var nogle få dage gamle. Fra allerede dengang, hvor han kunne håndtere våben, begyndte han sin træning i sværdkamp og bueskydning, de to mest grundlæggende våben. Han skulle endda lære at ride på heste og lære at læse og skrive. Og sidst, men ikke mindst, skulle han også lære noget om Nýchta.
Yalathanil havde været ved at træne i ridning og var lige faldet af hesten. Han var temmelig beskidt og lidt forslået, men havde ikke opgivet. Han ville ikke bytte hesten ud med en, som var mindre fyrig, som den, han havde valgt. Der kom besked fra slottet, om at prinsen skulle møde sine forældre i testuen. Han skyndte sig selvfølgelig op på slottet igen og klædte hurtigt om, hvorefter han mødte i testuen ren og pæn. Han fik hurtigt øje på sin mor, som i sofaen med en bylt i hånden. Han gik forsigtigt over til sin mor og kiggede ned i bylten, det et barn. Sådan havde han også set, men med den forskel, at han var blond og, at barnet havde sort hår. ”Yalathanil hils på din søster, Merenwe.” sagde hans mor med hendes blide stemme. Yalathanil havde næsten håbet, at han havde fået en bror, men det var en pige. Så han skulle ikke lære sin bror at slås med sværd, men i stedet for skulle han beskytte sin søster mod det onde. Helt automatisk begyndte han at smile. ”Hej seler’.” sagde han og satte sig ved siden af sin mor, hvorefter han fik lov til at holde sin søster i armene. Han begyndte at fortælle hende om store bedrifter, som han ville udføre, og altid komme hjem og hilse på hende. Han elskede allerede sin søster fra sin første dag, og var altid den første til at hjælpe, når hun havde problemer. (Seler’ betyder søster.)
Yalathanil var ude på endnu en af sine rideture, han havde endelig lært at kontroller sin hest, eller han havde fundet ud af, hvor dens vilje gik til. Denne gang det lykkedes ham, at få den til at galopere, men da den skulle til at springe stoppede den bare, og han faldt forover og landede hårdt på jorden. Hesten grinte ad ham, og han trak den mumlende tilbage til sin lærer, som mente, at han gav op for hurtig. Men han måtte pænt forklarer, at han ikke orkede resten af dagen, men ønskede lidt fred.
Yalathail havde slået sig ned i slotshaven under et stort træ, som skyggede for solen. Han forsøgte at spille på den fløjte, som han ikke for så længe siden havde fået. Han kunne få de rene, smukke toner ud af fløjten, men han kunne ikke spille nogen melodi endnu, selvom han gerne ville, men det var, som andre ting, man skulle øve, øve og øve, så ville man i sidste ende kunne det. Mens han sad fordybet i sine tanker var der noget, som dumpede ned i skødet på ham. Han lagde først ikke rigtig mærke til, hvad det var, men da han opdagede fuglen med en pil gennem sig, blev han opmærksom og handlede hurtigt. Han pakkede sin fløjte og tog forsigtigt fat i fuglen, hvorefter han skyndte sig op på slottet, han anså ikke blodet, som plettede hans tøj.
Healeren forklarede ham, at der var intet, som hun kunne gøre for falken, som han havde fundet ud af, at det var. Han tryglede og plagede hende, hvorefter hun forklarede, at der var en måde, hvorpå man kunne redde fuglen. Man kunne vælge at dele sin udødelighed med falken, hvilket ville kunne redde den, men der var en konsekvens (man kan føle hinandens smerte, men vil ikke dø, hvis den anden dør). Selvfølgelig hørte Yalathanil ikke efter længere, men spurgte til, hvordan han kunne dele sin udødelighed med falken. Hurtigt forklarede healeren det, da hun ikke ønskede endnu et udbrud fra prinsen. Yalathanil gjorde, som hun sagde, og der gik heller ikke længe, inden falken vågnede fra dvale. Falken var meget taknemlig og fortalte, at hun hed Estela. Mens Estela skulle blive helt rask igen, tog Yalathanil sig kærligt af hende. Så de knyttede et meget tæt bånd.
Yalathanil havde sadlet en hest op, fordi han skulle ud på en længere tur. Han havde flere gange måtte afslå, at en vagt skulle følge ham på turen, til sidst overgav han sig, og lod en enkelt vagt følges med ham. Det var stadigvæk nat, så der var meget mørkt, da de begyndte at ride ud. Det red mod Yama-bjerget, derfra ville Yalathanil se solopgangen. Han havde dagen forinden set en speciel solnedgang, så han forventede, at der ville ske noget spændende, når solen igen skulle stå op. Derfor ville han ride ud til bjerget for at nyde udsigten og byen i dagens første solstråler.
Endelig stod Yalathanil højt nok oppe på bjerget til, at han kunne skue byen. Han havde efterladt hestene og vagten for enden af bjerget, det var bedst sådan, fordi nogen skulle passe på hestene, fordi de ikke ville med op på bjerget og nok ikke kunne klare terrænet heroppe. Han tog en dyb indånding og ventede på, at solen ville kærtegne hans ansigt. Det ville ikke vare længe, han lukkede spændt øjne, mens han igen åndede ud. Efter et stykke tid i denne stilling åbnede han øjne, han var frustreret. Det var uventet, hvad skulle han gøre? Han kravlede hurtigt ned ad bjerget og greb sin hests tøjler, hvorefter han red med all’ kræft mod slottet igen, selv vagten kunne ikke følge med.
Yalathanil hoppede af den forpustede hest og vækkede en staldknægt, som var forvirret over at blive vækket så tidligt, men tog i mod hesten uden nogen spørgsmål. Yalathanil løb op på slottet og fik sine forældre vækket, som heller ikke var vågnet, fordi solen ikke var stået op. Han ventede tålmodigt på dem i den lille spisesal, hvor han fik bragt morgenmad op af de forvirrede tjenestefolk. Han gik frem og tilbage i et roligt tempo, mens han tænkte tingene igennem, da hans forældre dukkede op i spisesalen. De ville selvfølgelig gerne vide, hvorfor de skulle vækkes så tidligt. Yalathanil trak begge sine forældre med hen til vinduet og sagde, ”Atar. Atara. Virker natten ikke lys?” var hans spørgsmål. De nikkede begge til hans spørgsmål, hvorefter de alle satte sig ved bordet. ”Jeg tror, det er, fordi dagen er forsvundet. Nogen må have taget lyset.” forklarede Yalathanil, og de begyndte at diskutere, hvor vidt landet Nýchta havde noget med det at gøre. De vidste jo godt, at de ikke brød sig specielt om lyset, men hellere fortrak mørket. De vidste ikke rigtig noget om det, og måtte opsøge nogen, som vidste noget om det. Hvis der var nogen, som vidste noget om det. (Atar betyder far, Atara betyder mor.)
Yalathanil rejste sig op, i det samme, som hans søster kom ind. Hun virkede også til at være temmelig forvirret over, hvorfor solen ikke var stået op endnu. Hun ville have udspurgt hendes bror, som var ved at forlade stedet. Han smilte let til hende og kyssede hende på kinden, som hilsen, hvorefter han sagde, ”Senere, Seler’. Senere.” Derefter forlod han rummet. Han vidste godt, at han tog et stort ansvar i en tidlig alder. Han var enlig faktisk kun stadigvæk et barn i elvers øjne, men han havde jo lært fra han var spæd, at han skulle tage ansvar. Han skyndte sig op til sit værelse, hvor Estela sad ved hans åbne vindue. Hun havde fornemmet, at han skulle bruge hendes hjælp. Yalathanil bad Estela om at holde øje med, hvad der skete rundt omkring. Hun ville gøre, som han bad om, fordi hun også havde fornemmet det med solen.
Der gik en uge, hvorefter det bankede på slottets døre. En mystisk, ældre dame bad om logi for den kommende nat. Yalathanil, som havde stået bag ved tjenestepigen, som havde åbnet døren, havde åbnet døren lidt mere og budt damen indenfor. Han havde på fornemmelsen, at der var noget med hende, men han kunne ikke forklare hvad, der var bare noget. Estela havde nemlig også fortalt ham, at der en ældre dame på vej mod slottet. Han bad tjenestepigen gøre et værelse klar til damen. Tjenestepigen nejede og skyndte sig af sted, hvorefter Yalathanil vendte sig mod den ældre dame. Hun bad om at tale med kongen, men hun ville ikke fortælle, hvorfor.
Yalathanil arrangere et møde mellem den ældre kvinde og hans atar. Han måtte desværre ikke selv være til stede. Han gik tit og ofte forbi døren, hvor de sad bag ved og snakkede, men hver gang han nærmede sig, følte han ligesom, at samtalen forstummede, så han måtte fortsætte. Han ville gerne vide, hvad den ældre dame havde at fortælle, men det måtte vente endnu en ’dag’.
’Dagen’ efter var den ældre dame forsvundet fra slottet, og man havde hverken set eller hørt noget til hende. Yalathanil blev kaldt op til sin far, han var spændt, men han måtte vente tålmodigt, mens hans far gik frem og tilbage bag skrivebordet. ”Utuni. Jeg ved godt, at jeg ligger et meget stort ansvar på dig, men jeg kan ikke efterlade din atara og din seler’, så derfor må du hjælpe mig.” begyndte Yalathanil’s atar, hvorefter han forklarede, at den ældre dame havde fortalt ham en profeti, om frelseren, som vil finde lyset igen. Yalathanil var selvfølgelig meget opmærksom, fordi dette jo kunne bringe lyset frem igen, og det ville kunne fjerne den dysterhed, som hang over folket. Han fik dog også fortalt en profeti, om en eventuel gruppe, som ville dukke op og gøre tingene sværer. (Utuni betyder søn.)
Efter endnu en uge havde Yalathanil fået pakket nogle sadeltasker og var klædt i sit rejse sæt. Han var ved at gøre klar til en mindre rejse, som han havde sat sig for. Da han havde taget afskeden med sin seler’, havde han lovet hende, at han ville sende Estela af og til, så hun ikke skulle være bekymret for ham, fordi han skulle nok klare sig, og han fik alligevel selskab af 4 vagter, som nok skulle passe på ham. De var alle klædt, næsten ligesom ham, for at falde bedre i med omgivelserne.
Der gik nogle og 50 år (så han er omkring 195 år, 53 år efter solens forsvinden), før han kom hjem for første gang, her havde han også en gave med til sin søster. Det var den første nogensinde opdagede drage, som han havde fået gjort hånd tam. Den havde virket så alene og forladt, at han stille og rolig havde taget kontakt til den, hvorefter den langsomt var begyndt at acceptere ham. Han havde spurgt den, om den ikke ville gøre ham en tjeneste og passe på hans seler’, som hun selvfølgelig ikke måtte vide. Dragen havde godtaget, at den ville se hans seler’, men den ville ikke give udtryk for, om den ville passe på hans seler’ eller ej, før den havde set hende, og han skulle love at kalde den heru, han kunne eventuelt senere få dens navn at vide. Yalathanil lovede, at ville holde disse løfter og ville sætte dragen fri igen, hvis den ikke kunne lide hans seler’, hvilket han nok ikke regnede med. Det var på grund af dragen, at de var taget tilbage til slottet igen, i stedet for at tage videre på deres rejse.
Yalathanil gjorde ikke meget ud af overraskelsen til sin søster, men inden hun skulle møde den, havde han gjort klar for hende, at den måske ikke ville blive hos hende, og at det var et levende væsen, som havde sin egen frie vilje og behov. Det var noget, som han havde lært ved at have Estela. Det var nok også derfor, at dragen ikke ville blive ved ham. Ude i haven, hvor Yalathanil havde efterladt dragen, præsenterede han sin seler’ og dragen for hinanden. Det var vellykket, dragen ønskede at blive hos Merenwe. Han smilede glad og efterlod dem, så de kunne lære hinanden bedre at kende. Han tog igen ud på sin rejse, men denne gang kun med 3 ledsagere, da den fjeder ønskede at blive hjemme et stykke tid.
Denne gang gik der nogle og 120 år, før han vendte hjem (så nu er han 318 år, 176 år efter solens forsvinden), men denne gang indkaldte han til et møde med sine forældre, som noget af det første, han havde meget alvorligt udtryk. Han havde endda ladet stalddrengen klare hesten og oppakken, da han ikke selv havde haft tid til det.
”Atar. Atara.” sagde Yalathanil og bukkede, da hans forældre dukkede op. Det var en vane, som var kommet med alderen, og fordi han nok ikke havde set dem så længe, men når han adlød en ordre fra sin forældre, så havde han det med at bukke. ”Jeg bringer foruroligende nyt. Den gruppe, som profetien omhandler, er åbenbart virkelig, fordi der er forsvundet børn, men ingen ved, hvor de længere er. Jeg vil derfor gerne have lov til at præsentere en idé; Jeg synes, vi skal danne en gruppe af speciale trænede væsner, som skal beskytte dette barn, når vi finder det.” Yalathanil fik det fulde ansvar for denne gruppe og skulle sørge for barnets sikkerhed, når det nåede til den tid.
Efter dette er der sket mindre vigtige hændelser, som: Flere rejser rundt i landet, at støtte og hjælpe folket, at træne væsner til at være med i gruppen Ashisuto. Og han fik en lillebror, Dramorion.
(Emnet -> ’Link’)
Yalathanil var en dag draget ud i skoven (i alder af 1142 år), han vidste ikke rigtig, hvorfor han var taget af sted. Hans færd endte hos elverkvinden Elevhîniel, som også dengang havde været på slottet og fremsagt profetien, om barnet. Men under samtalen med denne kvinde, får han vist gennem hendes verden, hvordan profetien ser ud, selvom han ikke selv forstod meget af den. Dog var der en del af profetien, som rørte ham meget dybt, hvilket fik ham til at fælde et par tåre, som var første gang gennem hans lange liv. Han havde altid været den glade, smilende prins, men han vidste godt, at det ville ændre sig nu. Han spurgte ind til, hvordan han kunne undgå, at denne skæbne ville ske, og han ville gøre alt, hvilket han lovede. Dog svaret han fik, var ikke så lidt, han fik at vide, at hun skulle opgive solen for at redde sjælen fra denne skæbne. Han opgav villigt solen, men ville vide, at hvis det alligevel skulle ske, hvad så? Men der var intet han kunne gøre mod det, skæbnen ville altid være uforudsigelig. Han kunne mærke, hvordan en lille del af ham forandrede sig.
Og under besøget fik han denne halskæde, som ville beskytte hans søster.
Mere kommer sikkert senere. ^^
Minder:
Yalathanil;[/b]
- Hans oplæring (sværdkamp, bueskydning, skrivning og læsning, ansvar, retfærdighed, ridning, Nýchta, at være kongelig) har haft megen indflydelse på, hvem han er.
- Han fik sig en søster.
- Dengang han reddede falken, Estela.
- Solens forsvinden.
- Hans første lange rejse.
- Dengang han fandt en drage til sin søster.
- Da Ashisuto blev grundlagt.
- Han fik sig en bror.
- Da han så profetien.
- Vågner op på et piratskib, som fange.
- Bliver forvandlet til vampyr.
Kommende minder:
- Opsiger sin ret, som tronarving.
- Hukommelsessvigt? (Dûrions handling)
- Går under jorden hos Gren.
Styrke:
- Har et indre ur, så han har en meget god tidsfornemmelse.
- Han håndterer sværd og bue med stor perfektion.
- Vampyrdel; Hans høre- og lugtesans er blevet mere skærpet, og han er nu blevet stærkere. Han kan heller ikke følge nogen temperatur forskel.
- Er halvt blevet immun overfor tankelæsning, fordi folk ville enlig bare kunne høre en samtale mellem Revion og Dûrion.
- Han kan stadig elvisk, dog taler det ikke så smukt, som før.
- En god rytter og fløjtespiller.
Svaghed:
- Hans søster, Merenwe (’link’)
- Hans bror, Dramorion (’link’)
- Hans spaltet personlighed, fordi Revion ikke kan huske, hvad Dûrion har lavet.
- Han har mistet muligheden for at tale med dyr, så han kan ikke længere få informationer, som han gjorde før.
- Hans syn er blevet dårligere, han kan ikke længere se forskel på dag eller nat, så han ser, som et hvert andet menneske.
- Tørsten!
- Sollyset.
Seksualitet:
Biseksuel
Andet:
Estela: Som for nyligt var Yalathanils trofaste følgesvend.. nu holder hun sig på sørgmodig af stand, da hun ikke længere kan snakke med ham.
Fløjte: En skovelver havde siddet og sunget, mens hun lavede denne fløjte til ære for kongeparrets førstefødte. I den korte tid, hvor hun havde siddet og snakket med drengen (Yalathanil), havde hun fundet den perfekte gave. Fløjten er lavet af træ og er 20 cm lang, og så laver den de smukkeste lyde. Revion har beholdt denne fløjte.
Perlekæde: Revion bærer en håndlavet perlekæde med fem hvide perler (med et fint mønster). Det var Yalathanil, som lavede disse med grå eller hvide perler, da denne giver bæreren lov til at passere vagten ved broen på Iméras side og ved slots porten, hvis de også bruger de rigtige ord. De er mest tiltænkt spioner.
