Nat, eller dag?

[Marion Isabella Fullheart]

Marion lå nede på jorden, og kiggede rundt. Hendes tøj og sko, var bare enkelt, men det var det jo altid. De høje stiletter, og hendes bukser som sad stramt ind til hende, og hendes top som sad lige over navlen på hende, havde hun tit på. Hendes krøllede hår lå spredt ud på jorden, og hendes brune øjne skimtede det hele igennem, rimelig hurtigt.
Hendes taljer var tydelige, og former var ganske nydelige. Hun trækkede vejret dybt, og lod en hånd glide op på hendes mave, som egentlig bare var kold. Som om hun var livløs - det var hun også, men ikke på sådan en måde. Hun var egentlig ikke sulten, for hun havde ellers lige spist. Vinden tog dog engang imellem lige fat i hendes hår. Hun nød at ligge der, det var dejligt at der var så stille. Hun nød det, det var skønt.

[Simon Marcus Rodavlas]

En vild jublen lød gennem skoven fra en eller anden fyr der lød til at more sig gevaldigt. Han grinede højlydt, mens han råbte og skreg som en vanvittig. Vanvittig kunne man næsten også kalde ham, men han var dog ved sine fulde fem. Han var ikke en af Nýchtas bersærkere, men tæt nok på.
Han var i sit sædvanlige tøj med sit dejlige våben svingende omkring sig, mens han bare hoppede rundt, med en fart større end vampyrens. Sværdet skar i træerne, og dybe flænger var tilbage som ar på den runkede bark.
Han fik pludselig en fært af noget andet. En vampyr kunne han lugte. Så havde han da en at snakke med. Det ville da være sjovt. Så ville det være spændende at se om det var en er hadede varulve, eller en der ikke havde noget i mod hans race.
Han stoppede op inden han nåede inden for vampyrens synsvidde og stoppede sit våbens vilde dans, for at sætte det på plads i sit bælte. Det var klart hans yndlings våben, selvom han faktisk kunne langt mere end kun bruge det ene. Han kunne bruge alle våben, så han var lidt af en våbenspecialist.
Et kraftigt spring, og han fløj mod sit mål. Hen til pladsen var vampyren var. Han landede let og elegant, uden en stor lyd, få meter væk fra hende. "Hej!" Et stort smil bredte sig på hans læber, mens han lænede sig lidt frem mod hende.

[Marion Isabella Fullheart]

Hun så denne mand, som hoppede hen foran hende, og hun kiggede blot på ham. "Hej. Det var da en god måde at hilse på." sagde hun kort, og hun smilede så. Hun havde slet ikke noget imod nogen arter, kun hvis det var hun mødte nogen, som angreb hende. Hun kiggede op, da det var han lænede sig ind over hende, hun smilede dog bare.
Hun studerede ham lidt, og lod så en finger glide igennem hendes hår, og lod hendes brune øjne få øjenkontakt med denne mand. Hun havde et glimt i øjet, men et venligt blik. "Nåmen, så kan jeg vel bare præsentere mig selv. Mit navn er Marion" sagde hun, med et lille smil på læben, hun gav ham ikke hånd, næppe. Hun sad sig blot op, rettede lidt på sit tøj, og kiggede på ham. Hun mødte dog en, som hun aldrig havde mødt før - hun havde dog mødt en varulv før, men det var før hun lagde mærke til alles racer. Hun kiggede så lidt væk, og bed sig selv i underlæben.

[Simon Marcus Rodavlas]

Han smilede drenget. Han havde altid for meget energi, og han kunne heller aldrig sove. Han havde aldrig sovet i hele sit liv. Han havde altid overvejet hvordan det var at drømme, men det var egentlig lige meget nu.
Han satte sig ned foran hende med et bump og satte sig i en meditativ lotus stilling, mens han lukkede øjnene. Da hun igen talte åbnede han det ene øje og lukkede det igen. "Hyggeligt at møde dig Marion. Jeg er Simon." Han sendte hende et flabet smil igen, hvorefter han rejste sig op med en stor hast. Sidde stille kunne han ikke. Der skulle ske noget, hele tiden. Hvis der ikke gjorde det, så ville han ikke kunne bruge sin energi på nogen måde.
"Hvad laver så en lille vampyr som dig her? Der skulle være farligt." Mens han talte bevægede han sig lidt i ryk rundt om hende. Pludselige bevægelser. Så stod han til venstre for hende. Så til højre. Kort efter bag hende, og så igen foran hende, for bagefter igen at stå til højre for hende. Han grinede lidt over sin joke. Han var ikke god til jokes. De færreste fattede dem.

[Marion Isabella Fullheart]

Hun rystede på hovedet. "Slapper af. Jeg kan vel altid forsvare mig selv, hvis ikke, så må det jo bare gå galt." hun smilede.
Hun undrede sig over, hvorfor det var, han gik så meget rundt. "Har du overvejet om du har damp?" spurgte hun, og lod et blik hvile ud i den blå luft. Hun slappede af, og rejste sig så, hun fik ikke stress af at han gik rundt hele tiden, det var vel bare noget naturligt, for ham.
Hun kiggede lidt på ham, da det var han stod til højre. "Også hyggeligt at møde dig, Simon.[/color]" sagde hun, med et smil på læben. Hun var vant til folk, som altid gik rundt om hende, bare for at stå et sted. Hun kiggede dog stadig på ham, og rystede på hovedet, og gik lidt rundt i ring.

[Simon Marcus Rodavlas]

Han stod ret tæt op af hende til højre da hun spurgte om han havde damp. "Damp? Er det ikke det der hvis man hælder vand på varme sten? Er det ikke damp? Det tror jeg ikke jeg har. Ikke så vidt jeg kan se" Han så lidt på sine hænder for at konstatere at de ikke dampede. Det var da noget underligt at spørge om. Hvem har da damp? Det er da ikke noget man render rundt og har, på samme måde som tøj eller penge. Man kan jo ikke en gang holde fast i det.
Faktisk stod han stille nu, selvom det godt kunne være en smule grænseoverskridende at han stod så tæt på, selvom han ikke rørte hende. Kæden i hans våben klirrede lidt når han bevægede sig, mens en let vind hev i de halvdøde træer. Hans røde hår dansede let i vinden, hvilket hans pels også ville gøre, hvis han lige fik lyst til at forvandle sig, men det gjorde forbandet ondt, så han ville gerne lade være for i aften, selvom det godt kunne være sjovt.
"Hvad laver du sådan ellers?" Han flyttede sit ansigt ret tæt op til hendes da han spurgte og så hende ind i øjnene. Han havde også stilt sig helt foran hende og foldet sine hænder på sin ryg. Han trak dog kort efter hovedet lidt tilbage igen, da han følte at han blev helt skeløjet.

[Marion Isabella Fullheart]

Hun kiggede på ham, og hævede det ene øjenbryn. "Bare glem det.." sagde hun opgivende, og kiggede underligt på ham, da det var han stod så tæt på hende, og alligevel flyttede hun sig lidt.
Hun havde intet imod at han stod så tæt, men hun ville gerne se ham ordentligt, om ikke som skeløjet.
Hun kiggede på ham, og trykkede så på hans næse, og gik ned til søen og stod og kiggede lidt ned i den, men hun stod ikke helt tæt på. Hun kom til at tænke på, ham manden, og det blodrøde vand. Det var så fascinerende. Blod havde altid været fascinerende for hende, hun kunne ikke andet end at elske det. Hun havde dog lige spist, men kunne ikke lige lade være med at tænke på blod. I hendes øjne, var blod smukt, fascinerende, noget som bare skulle sluges og leges med. Hun havde ikke andet i tankerne ligenu, men hun var næppe sulten, hun havde da lige spist. Hun kiggede på ham. "Hvor stammer du fra, altså her i Nýchta?" spurgte hun, og kiggede på ham, hun passede på med at holde øjenkontakten med ham, det ville bare gå galt.

[Simon Marcus Rodavlas]

Han rynkede let på næsen da hun trykkede på hans næse. Det var ikke mange der gjorde, og han aede den også lidt bagefter, da det virkelig var den første der havde gjort. De fleste rørte ham ikke hvis han ikke ville have det, men det her var alligevel en smule overraskende. Og ham som plejer at være så årvågen.
Han tænkte sig lidt om. Hvor kom han egentlig fra? Han vidste han var varulv, og han kom fra Nýchta, men hvad var det lige hovedstaden hed? Han stod og tænkte et stykke tid. "Jeg kommer fra Katsu. Tror jeg" Han havde sit sædvanlige drengede smil på sine læber, mens han rodede i sit røde hår. Han var glad for sit røde hår. Det var så pænt synes han, og det mindede lidt om ild, og ild var sjovt, men pænt farligt i hans hænder, og han vidste at folk ikke brød sig om at han legede med fakler. De var stadig sjove at jonglere med, og det gik for det meste også godt. Der havde endnu ikke været større brænde.
"Hvor kommer du da fra? En af de der små bitte landsbyer, eller er du også fra Katsu? Der er så mange fra Katsu. Alle racer. Overalt, men vi må ikke blande os for meget med dem. Det er ikke godt for vores rygte. Slet ikke godt, og det skal ikke spoleres. Det siger hvert fald hr. General." Han havde rykket sig til højre for hende igen med samme smil i ansigtet.

[Marion Isabella Fullheart]

"Jeg kommer fra Iméra, men jeg er flyttet til Nýchta, for noget tid siden." hun smilede, og skubbede dog lidt forsjov til ham, bare sådan for at drille. Det var længe siden hun havde haft det sjovt.
Hun vendte ryggen til ham, og strejkede sig, og lod sine arme glide ud til siderne, og kiggede på ham. Selvom han stod bag hende, og kørte en finger igennem håret. Hun gik dog et stykke fra ham, kun for at se, hvordan han ville reagere, ved at hun skubbede til ham.
"Jeg har for mange minder i Iméra, at jeg kunne holde ud at bo der." sagde hun, lidt svagt, men man kunne stadig høre hende, hun kiggede lidt ned i vandet, og lod et blik glide over på ham, han var en flink fyr, og det var da kun en god ting, så hun ikke skulle til at slåsse med en varulv, det havde hun prøvet før.

[Simon Marcus Rodavlas]

Simon blev lidt forvirret over hendes drillende skub, fordi hvis piger gjorde det ved ham på den måde så lagde de op til noget, men hun var vampyr, og de plejede jo at hade ham, og de ville ikke gøre det på den der drillende, og lidt lokkende måde, så han blev godt forvirret, og han rodede lidt i sit hår igen.
Hans øjne holdte øje med hende, og han kiggede sådan lidt op og ned af hende, og han var ikke ligefrem god til at skjule det. Det endte tit med at der var en eller anden hofdame eller tjenestepige på slottet der gav ham en lussing, fordi han var så dårlig til at skjule det.
"Jeg er ikke så tit i Iméra. Det klarer spionerne, selvom jeg godt kan hoppe over Cyappu nogle steder. Du skulle prøve det en gang. Det er sjovt." Da han begyndte at snakke om at hoppe over Cyappu blev hans stemme fyldt med iver, og han fik næsten lyst til at prøve et bredere sted på Cyappu. Han skulle altså på et tidspunkt få lokket Velkan ud på den tur. Han havde så tit haft det sjovt med Velkan, så han skulle også ud og hoppe over Cyappu.

[Marion Isabella Fullheart]

Hun kunne ikke lade være med at grine af han reaktion, det var nu ikke alle som lige præcis havde den samme reaktion som ham, folk havde altid prøvet at fange hende, bagefter. Hun lagde godt mærke til, at han stod og gav hende elevator blikket, men alligevel gjorde hun gengæld - det var nok ikke noget han var vant til, at opleve. Men hvor skulle han jo også vide det fra? Hun vendte ryggen til ham. "Når ja, så ser man lige en vampyr hoppe over en kløft? Jeg tror jeg nøjes med at gå over broen.[/color]" hun smilede drillende, og lod et blik glide over på ham, men hun gled det hurtigt væk og bare ud i luften. Hun kiggede roligt på ham, hun havde aldrig rigtig set en varulv som et trussel, så hvorfor skulle hun gøre det nu? Hun lod roligt en hånd glide igennem hendes krøllende hår, som egentlig bare hang ned, men vinden tog kort efter hendes hår, i en svag brise.