Regn, regn, regn.

[Aiden Zathe]

Himlen var skyet og lagde efterhånden alle gaderne i mørke- eller en mørkere mørke end der allerede var. Regnen silede ned i lange stænger, og en let kulde bed i Aidens brunlige hud, der ellers var nogenlunde beskyttet under hans mørkerøde kutte. Sådan havde det regnet i et stykke tid nu, og lidt irriteret var han blevet nød til at søge ly under et stort træ, hvis trækroner syntes at tårne lige op i himlen. Det store træ mundede ud i en kæmpe skov bagved, hvilket altså vil sige, at han befandt sig i udkanten af byen.
Aiden sukkede for 10. gange og kiggede op mod himlen under bladende og grenene, blot for at få en regndråbe i øjet. Regnen var for voldsom, og han boede for langt væk til, at han uden videre at kunne løbe hjem. Desuden var der ingen transportvogne nogen steder at se. Med det 11. suk, satte han sig på hug og kunne ikke andet end at håbe på, at vejret snart blev bedre, eller at regnen i det mindste stilnede lidt af.
Hætten havde han løftet over hovedet, så hans ansigt lå i skjul og dermed ikke ikke lige umiddelbart kunne identificeres.

[Cheiko Milay Fayho]

Cheiko gik langsomt igennem de mørke gader, ligeglad med regnen, hun var i klædt en fin sort og blå kjole, der ikke gik meget over knæene, sorte sandal-lignende stiletter, der gik op til knæene, og en sort vandtæt kappe der havde til formål at holde både kulde og regn ude, hætten var slået over hovedet på hende, for at skåne det opsatte hår fra at blive vådt, hvilket den også formode at gøre til en vis grad, hun mærkede på armene at regnen var ved at gå igennem, og skyndte sig derfor i ly fra regnen. Hun befandt sig i udkanten af byen, ikke så forfærtelig langt fra sin lejlighed, men alligevel gik hun ikke hjem, der var ikke noget at lave. Hun kom direkte fra arbejde, selvfølgelig havde hun skiftet tøj oppe på slottet, hun var på vej hjem, men alligevel gad hun ikke gå hjem. Hun lagde godt mærke til personen der stod under det andet træ, men valgte blot at ignorere ham. Hun havde ikke ændret på sit udseende, hvilket var en besynderlighed i sig selv, hun satte sjælendt foden uden for en dør uden, at have ændret sit udseende. Hun tog fat i en gren oghævede sig op på den, den var tør. Hun lagde hovedet tilbage og måtte anstrenge sig for at kunne se igennem bladene på træet, eftersom de var så tætte så kun enkelte regndråber dryppede ned på jorden en meter fra hende, hun lukkede øjnene et kort øjeblik, men slog dem op igen kort efter. En bleg hånd viste sig, idet hun hævede den for at slå hætten af hovedet, så hendes karamel farvede hår kom til syne, foruden de havblå øjne, der virkede mere lillae i dette tilfælde, hun var egentlig ligeglad med om personen så hendes normale udseende, det kunne egentligt være lige meget.

[Aiden Zathe]

Aiden var allerede langt inde i en slags slumren. Hans øjne var halvlukkede, og trætheden syntes at snige sig langsomt ind på livet af ham. Søvnigheden skyldes delvis, at lyden af regnen virkede beroligende på ham, men den største grund var nok, at kedsomhed simpelthen gjorde ham utrolig uproduktiv, hvilket han bestemt ikke brød sig om, eftersom han sagtens ville kunne tage ud og opleve nye ting og sager 24 timer i døgnet, hvis det stod til ham- og hvis det ikke var fordi, at hans menneskerace begrænsede ham.
Da han pludselig hørte skridt et sted i nærheden, løftede han hovedet for at kigge i retningen af lyden. En kappeklædt person havde søgt ly under træet ved siden af, og i et øjeblik tændtes et gnist af nysgerrighed i de grønne øjne, der ellers for det meste af tiden var fuldstændig fjerne af enten kedsomhed eller trang til noget ekstraordinært. Da kvinden dog langt om længe fjernede sin hætte, så hendes ansigt kom til syne, kiggede Aiden dog væk igen. Hun lignede et ganske almindeligt menneske, hvilket han ærligt talt meget sjældent ville interessere sig for nogensinde, med mindre der virkelig var en god grund til det. Aiden kastede et sidste blik overmod kvinden, før han atter stirrede ud i regnen. Hendes hår var ganske vist mørkt, men ikke mørkt nok til at det komme opveje det faktum, at hun var af menneskeracen - som Aiden jo lige umiddelbart var gået ud fra.

[Cheiko Milay Fayho]

Hun fortsatte med at ignorere ham, han så ikke særlig spændende ud. Han måtte tage kontakten, hvis han ville hende noget. Hun stak hånden i lommen og tog en lille dolk op, skar en gren af træet, hun sad på, med et enklet, sikkert snit. Hun begyndte at snitte grenen i småstykker med små, vante bevægelser. Hun smed kort efter en tandstik ned på jorden, fulgte den med blikket og sukkede halvhøjt, måske skulle hun alligevel gå hjem, der var jo alligevel ikke noget at lave. Hun lod sit blik feje hen over landskabet, før det stoppede på manden ved det andet træ, hun lagde mærke til at det dryppede ned ovre under hans træ. "Hvorfor kommer De ikke her over, under et træ, der faktisk kan holde regnen ude?" Hendes lyse, milde og alligevel kolde stemme brød for et kort øjeblik stilheden, før det igen kun var regnen der kunne høres. Hun smilte, førlelsesforladt til ham, et smil der ikke havde det mindste varme i sig.

[Aiden Zathe]

Aiden kiggede atter over mod kvinden, da hun pludselig opfordrede ham til at søge læ under et træ, der rent faktisk kunne dække ham for regnen. Et let smil bredte sig over hans læber, idet han rejste sig. "Jeg ville så nødig virke for nærgående," svarede han høfligt, hvilket dog var en direkte løgn. Aiden havde aldrig noget imod at provokere folk eller bringe dem i en beklemt situation, så længe han fandt det underholdende for ham selv. Egentligt var havde han heller ikke rigtigt noget imod at blive en smule våd. Den eneste grund til, at han overhovedet havde søgt ly under træet var fordi, at det simpelthen ikke kunne betale sig at rende hjem og blive fuldstændig gennemblødt.
Tavst trippede han over til det andet træ og fjernede sin hætte, så hans ansigt kom til syne. Derefter satte han sig ned med ryggen mod den store træstamme. Et tilfreds suk undslap læberne, idet han fik sat sig ordentligt til rette. "Umiddelbart ser det ikke ud til at ville stoppe på noget tidspunkt," kommenterede han og kiggede ud mod regnen, uden at man rigtigt kunne tyde, om han fandt det dårligt eller godt. Det lød nok mest bare som en slags konstatering.

[Cheiko Milay Fayho]

Hun smilte, et smil, der ikke nåede hendes øjne. "De var her da først?" Svarede hun med enkelte preg om at hun var ude for at provokere ham, hvorefter hun trak let på skuldrene og kiggede på ham med et drillende glimt i de hav blå øjne. Hun sukkede halvhøjt, måske skulle hun alligevel gå hjem? Hun kunne da håbe på at der var mindst én, der ville overfalde hende, så kunne hun jo få lidt sjov ud af hverdagen. Hun hoppede ned fra træet, stadig med dolken i hånden, og satte sig til rette på den modsatte side af træstammen, hvorefter hun puttede dolken i skeden og derefter videre ned i lommen, hun lænte hovedet en anelse tilbage, så hendes hår let blev presset op imod træstammen, enkelte totter fulgte træstammen en anelse, men hun rettede hurtigt på dem, der var ingen grund til at gøre hendes hår mere uglet. Hun faldt, efter et par minutter hen i en slags sovende tilstand, dog var hun fuldt bevidst om sine omgivelser, hun fandt ingen grund til at stole på ham, i det store hele stolede hun kun på meget få væsner, hun smilte sødt af sig selv, der dog forsvandt meget hurtigt efter, eftersom hun kom i tanke om sin far, et lavt "Tch" undslap hendes læber, højest sandsynligt, for ham, ville det lyde, som om hun sukkede en gang til.

[Aiden Zathe]

Ved lyden af noget, der kunne minde om et suk, kiggede Aiden sig kort over skulderen blot for kun at se den store træstamme. "Er vejret virkelig så deprimerende?" spurgte han kort og vendte atter hovedet, da hun alligevel sad over på den anden side. Egentligt havde han på fornemmelsen, at det sandsynligvis ikke havde noget med regnen at gøre, eftersom hun ikke havde vist den mindste tegn på ubehag mod det triste vejr i alt den tid, de havde stået og ventet før. Men hvorfor dog ikke bare fordrive tiden med lidt tom snak. Hvem hvad, hvad det kunne føre til af overraskelser? Aiden betragtede det selv som ønsketænkning, men det havde man vel lov til. Vandet dryppede få steder fra spidsen af de brune hårlokker, og få mørke pletter på den mørkerøde kutte tydede på, at han var blevet en smule ramt af regndråberne. Ellers var han helt tør.

[Cheiko Milay Fayho]

Hun slog øjnene op og smilte bredt. "Nej, bestemt ikke, jeg kan godt lide når det regner," Svarede hun, og tilføjede så lidt efter; "Jeg kom bare i tanke om noget.." Hendes tilføjelse lød en anelse tøvende, hun rystede på hovedet, som for at få tankerne slået ud. "Jeg fik ikke fat i Deres navn?" Spurgte hun med en let spørgende tone, dog høfligt. Hun rejste sig pludseligt, så hendes 165 cm, tydeligt kunne ses, og hejste sig igen op på grenen, mest for at hun kunne sidde mere behageligt end på jorden. Hendes knæ lange kjole var pænt sat under hende, en vane hun havde tillagt sig, efterhånden som hendes arbejde og hverdag skred fremad. Hun så ned på ham, tog ham i øjesyn, dannede en perfekt kopi af ham inde i sit hovede, det kunne jo være hun kunne bruge noget fra hans udseende? Hun smilte igen af sig selv, og rettede igen blikket ud i mod regnen.

[Aiden Zathe]

Aiden forholdt sig tavs, da hun fortalte ham, at hun godt kunne lude regnen. Selv ville han ikke bevidst kunne udpege, hvilke ting han brød sig om, og hvilke han ikke brød sig om - lige bortset fra det at svømme. Og havvand. Skrækkelig sager. Men ellers var det ikke umiddelbart noget, der faldt ham naturligt. Altså det er finde ud af, hvad man kunne lide. "Jeg fik vist heller ikke fat i Deres?" svarede Aiden i et ligeså høfligt tonefald. Et let smil om læberne.
Da hun satte sig op på den store gren, kiggede han kort op, før han atter kiggede ud i regnen igen. Selv ville han nok vurdere Cheikos højde til rimelig passende, hvis det var. Nok fordi mange af de slaver, som han forhandlede med var omtrent den højde. De fleste kvinder han købte og solge var lyshårede, og med mændene var det primært mørkhåret. Hvis man spurgte ham hvorfor, ville han blot trække op i skuldrene og give et af sine lidt flabet blikke og et kækt smil uden at kunne svare på det.

[Cheiko Milay Fayho]

Hun smilte let irriteret, men forholdte sig i ro. "Navnet er Cheiko, og De?" Spurgte hun, stak endnu engang hånden ned i lommen og tog en mindre daggert op, skar endnu en gren af træet, og begyndte igen at snitte i den med de samme vante bevægelser, hun flyttede opmærksomheden fra grenen og daggerten, og kiggede ned på ham, hvilket resulterede i, at hun skar sig selv i hånden, rimelig dybt, dog ikke særlig langt. Et let irriteret udbrud af en række bandeord forlod hendes læber, idet hun stak den anden hånd ned i lommen igen, stadig med daggerten i hånden, og tog en rulle forbindning op. Hun forbandt hurtigt og effektivt sin hånd, uden så meget som tøve over blodet, der bare drybbede ned. Hun var egentlig ligeglad med om et par vampyre skulle dukke op, det ville bare blive sjovt. Hun kedede sig, det var tydeligt, det at hun var begyndt at snitte, gjorde det endnu tydeligere. Og nu udsigten til at hun måske kunne få lidt sjov ud af hverdagen, gjorde at hun begyndte at smile. Smerten fra såret ignorerede hun bare, der var ingen grund til at begynde at beklage sig. Hun rensede hurtigt daggerten i sin kappe, ligeglad med at der kom blod på den, stak den i skeden igen og puttede den i lommen.