Papfar?

[Andél]

Andél nikkede lidt. skævede hele tiden mod Hoshi. Som han så at tårnet var faldet, havde han mest af alt lyst til at gå hen og redde det. For Hoshi. Så hun kunne pynte sit slot bagefter. Men han vidste det ikke ville være fair imod Roia, der jo faktisk ville hjælpe ham. Selvom de nok begge kunne forstå hvorfor han ville hjælpe den dejlige lille pige. ”Vores forhold… Vi er gode venner ikke? Og Hoshi… Hendes far?” spurgte han nysgerrigt… tilbageholdent dog. Det var sikkert et ømt emne, så meget kunne han da regne ud af sig selv. For tydeligvis var Hoshis far her ikke. Derfor passede han jo selv den søde pige. Men han blev nød til at vide det, også for at prøve at huske. ”Hvordan er jeg… Som person?” tilføjede han usikkert. Ingen havde kunnet svare ham på dette. Og han var jo lidt bange for at han var… en skidt person. Naivt nok at tænke sådan, da engle i sig selv havde svært ved at være onde personer.

[Roia Shui]

Hoshi samlede masser af smukke ting fra stranden og gik over til sit sandslot og begyndte at bygge det tårn som var faldet bygge det op igen.
Roia smilte roligt til Andél og så mod havet med sit moderlige smil. "Jo Andél vi er gode venner. Du har altid været min ven og du har hjulpet mig igennem med så meget... og ja.. Hoshi har ingen far mere... Det var også en grund til du lovede at hjælpe mig med at gi hende et hjem." ja hoshis far var et følsomt emne da han havde været Roia's sande kærlighed og hendes kommende mand. dog blev de aldrig gift. Roia så på ham og smilte roligt. hvordan han havde været. det var meget nemt. "du var altid glad for at hjælpe andre, lige som nu. Du var altid blid og god mod folk, og du var moden og venlig. en sand ven. Du kunne altid se hvad der var rigtigt og hvad der var forkert. Ansvarlig Det vil jeg mene du virkelig var sådan som du har Passet på min dejlige datter" sagde hun og smilte varmt og så kærligt på ham.

[Andél]

Andél nikkede tavst til de første ord. Han havde haft det på fornemmelsen. Men han ville vide det. Han ville huske. Og det kunne da kun ske hvis han vidste mere om det hele. Vidste mere om hvem han var… Så da Roia sagde, hvordan han havde været… følte han sig lettet. Varm indeni. Lykkelig. Han havde ikke været noget udyr. Faktisk… havde han været præcis som han ønskede at være. Eller... var… være? Mærkelig følelse. Han nikkede hurtigt, glad, taknemmelig. ”Lige som jeg ønsker… Ønsker at hjælpe alle… ønsker at gøre det rigtige for dem der har brug for hjælp. Selv hvis andre siger det ikke burde gøres. Alle har brug for støtte en gang i mellem. Og så vil jeg gerne være der hvis ingen andre er det” hviskede han glad. Leende. Nogle ville sikkert sige han var skør, selv for en engel. Men han følte sig ikke skør. Bare som en med megen kærlighed han gerne ville give til andre. Specielt Roia og Hoshi. det kunne han mærke, nu han huskede dem. ”Tak Roia… Jeg er sikker på jeg snart husker alt igen” tilføjede han taknemmeligt.

[Roia Shui]

Roia smilte og var glad for at han snart ville huske mere. hun så mod Hoshi og så på Andél. "jeg håber bare du husker at du altid kan komme til mig... men jeg må til at komme tilbage... jeg skal lige ha fornyet energi så pas godt på min lille øjesten" sagde hun varmt og smilte til Andél og vinkede til Hoshi som vinkede igen. Roia hoppede ud i vandet og så en sidste gang på Andél og sagde roligt. "husk på at du altid vil betyde meget for Hoshi og mig." sagde hun og svømmede ud. Hoshi fik bygget slottet færdig og gik over til Andél og tog hans hånd og hev lidt i ham for at få ham med over til slottet hun havde bygget.

[Andél]

Andél skulle til at protestere. Angående at Roia gik. Jo, han ville gerne passe og beskytte Hoshi. Men som han var nu… var han ikke selv bare et barn? Siden han jo ikke kunne huske sin fortid, sin opvækst, og i sig selv var blevet barn/teenager igen. Han så lidt fortvivlet efter Roia, der åbenbart ikke var synderligt bekymret for dem. Men hun vidste jo også hvordan Andél altid ville beskytte Hoshi med sit eget liv. Selv når han ikke selv vidste han ville gøre sådan. Han fulgte blot lidt forvirret med Hoshi hen til sandslottet, men endte med at smile da han så det. Satte sig i hug ved siden af det, studerede det nøje. ”En prinsesse værdig Hoshi… En sød prinsesse som dig” roste han hende kærligt. Han kunne slet ikke lade være. Selvom han ikke personligheds mæssigt følte sig mange år ældre end hende, havde han jo beskyttende faderfølelser for hende. Selvom hukommelsen var væk var følelserne der stadig.

[Roia Shui]

Hoshi havde helt glemt at hun havde været alene fordi hun var sammen med ham. da han sagde hun var en prinsesse grinte hun og krammede ham. "det skal være vores hjem når jeg bliver voksen."sagde Hoshi og så varmt på Andél som hun jo så som sin pap far. hun elskede ham overalt og ville ha han altid var der for hende. Hun smilte og så på ham. "Pap?... jeg er sulten... hvornår skal vi hjem og spise" spurgte hun varmt og så på ham med bedene øjne. hun vidste at stuepigen altid lavede lækkert mad når de to var ude på tur.

[Andél]

Andél smilte til Hoshi da den søde lille pige spurgte ham med mad. Mad havde han slet ikke tænkt på. Faktisk havde han ikke følt sig specielt sulten siden han vågnede op fra hvad end der var sket for ham. Han havde spist lidt de sidste par dage, mest frugt eller brød. Intet dårligt, da der trods alt var passet godt på ham. At stuepigen, husholdesken, lavede lækkert mad nu de var ude, og generelt for Hoshi, huskede han selvfølgelig heller ikke. Men noget anede ham at de ville komme hjem til det savnede mad. ”Kom, lad os tage hjem Hoshi. Så du kan få noget at spise” svarede han blot. Tog let den lille hånd i sin igen. At hun nævnte at slottet var hvor de skulle bo når hun blev voksen, morede ham kun ubemærkeligt. Et slot var jo en stor ting. En royal ting.

[Roia Shui]

Hoshi smilte til ham og da han tog hendes hånd så hun op på ham med de søde øjne. hun fulgte med ham og slikkede sig om munden pga tænken om maden som ventede gjorde hende glad. hun smilte og halvt løb ved hans side fordi hun var glad. "Pap? tror du hun har lavet frugtsalat idag?" Hoshi smilte til ham og så ind i hans øjne. Hoshi løg faktisk ikke. hun var sat til at arve et stort palæ når hun blev gammel nok. hun vidste det ikke rigtigt helt men hun kunne huske små ting fra da hendes for levede. som det store palæ.

[Andél]

Andél trak svagt på skuldrende ved spørgsmålet. Fugtsalat… det sagde ham ikke meget. Jo, frugt vidste han hvad var jo. Og Salat… vidste han også var. Så sammen måtte det jo være frugt skåret i mange stykker blandet sammen? Det gav da mening. Han mødte hendes blik og smilte blot til hende. ”Det må vi jo håbe på… hvis det er det du kan lide Hoshi” svarede han kærligt, opmuntrende. Nej, nu han tænkte over det… han vidste ikke hvad Hoshi kunne lide. Hvad skulle han lave med hende? Give hende af mad? Tøj…? Han anede ikke hvad pigen syntes om og ikke syntes op. Selvom han også vidste han burde. Det var som en trykken i hovedet og brystet. Noget han burde vide, noget han vidste, men som bare ikke ville komme frem. ”Hoshi… Er du lykkelig sammen med mig?” spurgte han stille, usikkert.

[Roia Shui]

da han sagde han håbede det smilte Hoshi og hoppede op og ned. hver gang hun hoppede op baskede de små vinger voldsomt men det hjælp lige lidt. men det så rigtig kært ud. hun elskede frugt blandet sammen. og andél havde jo altid sørget for at hun ikke blev afhængi af dårlig mad. Hoshi så på ham og da hun kunne se at noget trykkede ham tog hun fat i hans hånd med begge hænder. "andél hvorfor skal du lærer mig at flyve?" hun anede faktisk ikek at hendes vinger var for unge til at kunne flyve hos hende. fordi hun kun var halv engel så gjorde det at hendes vinger ikke voksede så hurtigt som de plejede. da han spurgte om hun var lykkelig nussede hun sig op af ham og smilte. "ja. jeg elsker dig. du er min ynglings papfar og min eneste. Du altid sød ved mig" sagde hun glad og vidste faktisk ikke at han havde glemt alt.

[Andél]

Andél skulle til at forklare hvorfor han spurgte… men som pigen nussede sig op af ham, snakkede om at han var hendes yndlings papfar, indså han at hun ikke havde opdaget, eller hørt hvad der var sket. Ikke at han ønskede hun vidste det, men måske hun havde lyttet til hans og hendes mors snak. Åbenbart ikke. Men så ville han heller ikke sige det. Og spurgte hun måtte han jo forklare det. Så… han valgte ikke at forklare det alligevel. Faktisk droppede han helt emnet og ville kommentere hendes vinger… da hun spurgte med flyvning. ”Dine vinger skal være større for at kunne flyve Hoshi. Men når de er det lærer jeg dig at flyve ja. Så du kan mærke hvordan det er… og så du kan være en rigtig dygtig engel og gøre din mor stolt” forklarede han stille. Han anede ikke hvor ordene kom fra, de kom bare… som havde svaret lagt i hans hoved i evigheder.

[Roia Shui]

Hoshi så på sine vinger og baskede lidt med dem."bliver mor stolt vis jeg kan flyve" Hoshi kunne stadig godt huske sin far lidt og vidste at han var engel og derfor var hun nok bange for at Roia ville hade hende vis hun mindede for meget om sin far. Hoshi så på Andél og så om på hans ryg. ja han havde faktisk større vinger end hende. hun så på ham og smilte sødt. "hvordan føles det endelig når man flyver?" spurgte hun med et lille smil.

[Andél]

Andél stoppede let op, ved hendes spørgsmål. Begge spørgsmål. Herfra gled hen let ned i hug og strøg Hoshi over håret. Han kunne ikke lade være faktisk… Med at se hende som den dejlige lille pige, den datter, han skulle beskytte, gøre glad. Lykkelig. ”Det tror jeg da hun ville Hoshi. Når du kan flyve, og rigtigt heale andre, og er en rigtig engel… Uanset hvad er din mor altid stolt af dig. Uanset hvad du måtte vælge okay?” forklarede han stille, hviskende, opmuntrende. Uanset om Hoshi ville være en stærk eller svag engel, var Roia glad. Det var han sikker på. Et sted var han selv glad, blot den unge pige kunne vokse op og blive til noget. Selvom han heller ikke var i tvivl om dette på nogen måde. ”Tjaa… Man føler sig fri når man flyver… Som om intet kan binde dig til noget, og som om ingen kan holde dig fanget” sagde han stille. Egentlig velvidne om at Hoshi ikke havde behov for denne følelse. Hun var jo i sig selv fri. Noget mindede ham bare ved tanken om at han ikke altid selv havde været fri.