Papfar?

[Roia Shui]

Dagende gik og Hoshi havde ikke hørt fra Andél længe. Hoshi var bange. hun vidste at stuepigen passede på hende men hun så Andél som en far for hende da han altid beskyttede hende. Hendes mor havde næsten lige afleveret hende til stuepigen igen efter at været sammen med hende i 2 dage. Roia havde taget tilbage til havet og vidste at Hoshi var nød til at blive hjemme. Dog turde hun ikke så hun gik ud helt alene og ned til stranden. hun kendte til hendes mors hemmelighed og sad og grad fordi hun manglede Andél.
"Papfar hvor er du?" hviskede hun med den lille søde stemme og så rundt. hvor var han dog henne.

[Andél]

At Andél var tyet til havet var mere eller mindre en tilfældighed. Det ville sige, han var kommet hjem for nogle dage siden, var blevet anvist af dem der havde reddet hans liv så at sige, og var blevet mødt af sin stuepige, en gammel venlig dame, som han heller ikke kunne huske. Hun havde selvfølgelig hurtigt mindet ham om de almindeligste ting, også at han burde tage til havet. Hun havde sikkert ikke sagt at "hans datter", ventede hende der. Det kunne sikekrt giver ham et chok i forhold til hans hukommelsestab, som ville kunne skade mere end gavne. Trods han ikke forstod sammenhænget, var han alligevel med anvisning, gået til stranden. Et sted, blandt sine forvirrede følelser, vidste han at han elskede stranden. Og havet. Ikke hvorfor, men noget sagde det ham blot. At følelsen af at det var noget i havet han elskede, og ikke havet selv, ignorerede han. Han opdagede nok sandheden med tiden.
For problemet med hukommelsestabet, var at det havde sat ham tilbage til hans egen ungdom. Han var blot en ubekymret engel, der ønskede at passe på alt og alle. Hvilket vel heller ikke var så galt? Kun hvis det lige var fordi han faktisk havde et barn at forsørge.
Andél havde taget skoene af, som han havde landt i sandet. Det kølige sand var helt behageligt, på trods af at det var koldt, og han mærkeligt nok savnede følelsen af at det var varmt. Selvom han ikke kunne huske han nogen sinde havde oplevet sandet sådan. Tanken forlod ham med det samme, han hørte en gråd. De krystal blå øjne søgte hurtigt op, og faldt på den smukke lille pige, der tydeligt lignede en fortabt sjæl. Det første der slog ham, var hvorfor hendes forældre dog ikke var der til at passe på hende og føre hende hjem i sikkerhed. Men så slog noget andet ham, noget inden i… kendte denne pige. Det smukke lyse hår, de hvide vinger… Det sagde ham noget, noget så inderligt at han kunne blive irriteret over ikke at huske det. ”Shh... Du behøver ikke græde… jeg er her nu…” Lød det let, hviskende og opmuntrende fra ham. Et sted havde han hendes navn lige på tungen, men kunne så alligevel ikke komme på det. Men jo, han kendte hende… men hvorfra? hvorfor?.

[Roia Shui]

Hoshi var fortabt og hendes mor boede jo i havet for at leve. hun tørte øjnene i ærmet. men da hun hørte en stemme lidt fra hende så hun op fra ærmerne og så på Andél hun fik store tårefyldte øjne og løb ind i Andél's favn. hun grad og rystede lidt. hun var bange og hadede at være alene. hun knugede sig ind til ham og ville bare slet ikke slippe ham. "hvorfor var du væk... Du ved jeg er bange for at være alene" sagde hun helt grådfuldt og vidste intet om hans hukommelses tab. hun holdte bare fat i hans trøje og knugede sig ind til ham. det var tydeligt at hun var bange for at miste. og dte var også pga hun stadig huskede at hendes far var død. hun vidste at Andél ikke var hendes far. også grunden til hun kaldte ham papfar.

[Andél]

Andél følte sig pludselig… fortabt. Han kunne jo ikke huske han havde haft med børn, og specielt Hoshi at gøre før. Så da den lille pige, pludselig klamrede sig ind til ham. Kunne han kun klappe hende blidt på hovedet og hviske såså. Hvad ellers skulle han gøre? Han huskede jo ikke hvilket forhold han havde til pigen. Men de kendte jo tydeligvis hinanden… ellers ville hun vel ikke sige han vidste hun var bange for at være alene? Blidt trak han Hoshi ud af sin favn, satte sig på hug og smilte opmuntrende til hende. ”Det går nok okay. Som jeg sagde, så er jeg her nu…. Nårh… Hvor er dine forældre henne?” spurgte han blidt. Uanende om sin egen fejltagelse. Selvom det næppe kunne kaldes en fejltagelse når han intet huskede om at være pigens papfar. Om at kende hende eller hendes mor. Måske var han hende onkel, eller fætter? Noget i den stil måske… de var jo begge engle. Havde han været sig selv, havde han jo længe hentet hende, bragt hende med sig hjem, og ja… lavet nogle far datter ting med hende. Sådan som han jo for år siden tog ansvaret over hende. Han elskede jo i realiteten Hoshi som sin egen datter…. han huskede det bare ikke lige.

[Roia Shui]

Hoshi tørte øjnene da han klappede hende på hovedet og inden at hun nåede at svar ham kom et hoved op fra havet og kravlede ind til land. en hale var med og det hvide hår og lillae øjne så på Hoshi og Andél. "Andél?..." Af en eller anden grund kunne Roia som var Hoshis mor mærke noget var forandret ved Andél. hun kravlede helt op på land og satte sig med halen under sig. hun så på Hoshi og smilte vamrt. Hoshi løb over til hende og krammede hende imens hun sagde mor. Roia trøstede hende og sendte et bekymret blik til Andél. "gå over og leg med sandet skat. vi bliver lige her" Roia klappede på jorden til Andél imens at Hoshi gik lidt væk og legede med sandet.

[Andél]

Andél stivnede blot da Hoshi løb hen til sin mor. Hans blik var faldet på den smukke kvinde… men han stivnede nu ikke over hendes skønhed. Men noget andet der rørte sig i ham. Han kendte denne kvinde. Han kendte hende godt… Hun betød noget for ham. Han vidste det. Men han kunne ikke huske hvad, hvorfor og hvordan. På nogen måde. Og det skræmte ham ærligtalt. Selvom han ved synet af Roia, var endnu mere sikker på Hoshis betydning for ham. De betød begge meget… Men hvad!? Andél tog sig let til hovedet. Som prøvede han at huske noget. Der kom ikke meget. Han bemærkede godt Roias henvisning. Han gik også langsomt nærmere hende. Usikker, tydeligt. ”Jeg kender dig… Jeg kender dig… rigtig godt…” kommenterede han usikkert. Som et barn der var bange for at sige noget forkert, gøre noget forkert… i dette tilfælde, bange for ikke at huske rigtigt. Han ville gerne huske rigtigt. Han ville gerne huske… For Hoshi virkede så… Så vidunderlig. Hvis det ikke var fordi han var så forvirret, havde han gerne krammet hende tæt og beskyttet hende imod verdens farer.

[Roia Shui]

da han nærmede sig og talte smilte Roia varmt som altid. "ja andél... jeg skal nok svare på alt.. men først må du svare mig på, Hvad er der sket med dig?" Roia var en stor del af andéls liv da han huskede. han var hendes betroede ven og kendte til hendes hemmelighed. han var der altid for hende jo og han havde lovet at passe på Hoshi det var også grunden til at Roia var kommet op til land hun havde følt noget var galt med hoshi men kunne ikke vide hvad før nu. Roia kunne mærke der var noget galt. hans udseende virkede meget yngre end før. hans måde at være på var ikke så modent som før. Hoshi så mod dem og byggede et sandslot med 4 tårne imens de snakkede.

[Andél]

Hvis det ikke var fordi at han vidste han kendte Roia, men ikke kunne huske hvorfra, ville han nok have undret sig over at hun var kommet op fra vandet, havde en hale. Han huskede jo heller intet om hendes race, selvom han var sikker på at det var hende han holdt af, og ikke havet… Sådan i forhold til det han havde tænkt da han først så havet. Andél gled let ned i sandet ved Roias side. Han lignede sikkert noget af et spørgsmålstegn, eller blot en der virkelig var irriteret. For det var han, over at han ikke kunne huske dem. I hvert fald ikke med minder. De krystalblå øjne søgte hen imod den unge pige. Han kunne kun tænke at hun virkelig virkede sød og dejlig. Han havde virkelig… et behov for at passe på hende. Selvom han ikke kunne huske hende. ”… Jeg ved det ikke helt… De sagde jeg nok var blevet overfaldet. Men jeg husker det ikke… Siden da husker jeg ikke noget.” hviskede han stille, pint tydeligt. Han ville gerne huske. Og hjælpe.

[Roia Shui]

Roia så at han satte sig forsigtigt og så mod Hoshi. Roia kunne stadig fornemme lidt af den gamle Andél men sagde intet. hun lyttede til ham og lagde en hånd på hans med et varmt smil. "det kan meget vel ha været sket... og som læge tror jeg at du har fået hukommelsestab... så du skal nok komme dig... men det kan tage langtid"sagde hun varmt og roligt. hun så på ham og elskede hans smukke blå øjne. de havde altid fået ham til at virke mere omsorgsfuld end andre. Roia smilte og vidste at han sikkert havde mange spørgsmål.

[Andél]

Andél kunne ikke lade være med at se bedende på hende, ønskede hun forklarede, selvom han godt vidste at der nok ikke var andre end dem der havde overfaldt ham, der vidste hvad der var sket den dag. I det mindste kunne hun jo sige han havde hukommelsestab, og selvom en anden læge også havde konstateret dette, følte han sig mere lettet i sit sind når denne kvinde sagde det. ”Tager det typisk lang tid?” mumlede han spørgende. Han ville gerne huske dem. Fordi han kunne mærke de betød en hel del for ham. De havde sikkert nogle fantastiske minder. Han smilte lidt over Hoshis sandslot. Det var rigtig flot. Det var bare mærkeligt, at han havde disse splittede følelser. På en gang ville han gerne hen og lege med, ikke som en far ville hjælpe sin datter, men som et barn ville lege med et andet barn. Han så lidt trist ned i jorden. Sukkede svagt. ”… Jeg har lyst til at gøre hende glad…”. Først var Andél ved at sige at det var uretfærdigt at han havde mistet hukommelsen, men så kunne han alligevel ikke sige det. I det mindste havde han sig selv og andre der hjalp ham omkring sig. Mange andre havde det sikkert værre. I stedet så han op på Hoshi igen, smilte, som han nævnte dette. Det var jo sandheden, de følelser der lå i ham når han så på denne søde pige.

[Roia Shui]

Roia så på ham og kunne se at han ikek var helt normal. hun så på ham og lagde en forsigtig hånd på hans hoved og begyndte at undersøge for buler eller kraniebrud. Roia så på ham og kyssede let hans kind og smilte. "jeg kan ikke svare i dit tilfælle da jeg ikke kender årsagen men det kommer an på hvad det er fpr en skade man har." hun så på sin hale og anede ikke hvad hun skulle stille op. da han nævne hoshi så hun mod hoshi som bare legede og grinte. "sådan har du altid haft det med hende. Du har altid været glad for hende og hun for dig" hun smilte og vidste at Andél havde passet godt på hende i de næsten 45 år han havde haft hende hos sig og Hoshi havde altid været glad for ham og ville ikke være hos nogen anden familie

[Andél]

Andél smilte lidt, nikkede forstående. Roia mente det godt, også selvom hun ikke kunne konkludere noget. Det ville nok også bare være for farligt. Og hvad betød det også, bare han kunne passe på dem. Sådan som han følte det var han skulle. Mest af alt lille Hoshi. Han betragtede hende lidt, ved Roias ord om at de to, altid havde været glade for hinanden. Det vidste han faktisk godt. Indeni. Selvom det var mærkeligt bare sådan at vide ting uden at huske hvordan han vidste det. Tanken fik ham til at se lidt ned. Så fumlede han lidt med blusen, som han endte med at trække over hovedet. Fingrene strøg let ned over brystkassen. Der var ingen ar at se overhovedet. Sårene, der jo egentlig havde dræbt ham dengang, var usynlige. Væk. ”De fortalte mig at da de fandt mig, havde jeg åbne sår her… og i ryggen… Men de kunne ikke sige hvornår det var sket… fordi det healer” forklarede han stille Roia. Det fik ham til at gyse, som det nok ville få alle børn til at gyse over sådan noget. Han snakkede jo også lavt nu, mere for at Hoshi ikke skulle høre ham.

[Roia Shui]

Roia så på ham og lagde stille en arm om ham og trykkede ham ind til sig som var hun hans mor. men hun var bare kærlig og moderlig af natur. hun så roligt på ham. "engle healer. I har det i blodet" sagde hun varmt og så bedrøvet på ham. hun ville ønske at hun kunne gi ham hans hukommelse tilbage selv om hun vidste at hun ikke kunne. Andél var ældre end hende jo men nu huskede han det heller ikke. hun så roligt på ham og sukkede trist over ikke at kunne hjælpe den mand som havde hjulpet hende igennem meget og havde Passet på Hoshi igennem Roias svære tider.

[Andél]

Andél nikkede let. Det var jo rigtigt nok. Engle healede. Andre og deres egne fysiske sår. Han havde endda hørt om engle der kunne heale egne sygdomme, gift og sådan, og endda genoplive. Sådan som han var nu, med hukommelsestab, havde han heller ingen anelse om sine egne fantastiske evner som healer. Han var jo blevet værdsat som healer førhen af mange, både på Iméra siden og Nýchta siden. Men siden han ikke huske dette, syntes han at det lød helt fantastisk, de engle der var så stærke. De krystalblå øjne søgte hen på Hoshi. Han ville gerne beskytte hende, det kunne han mærke… men han havde ingen hukommelse om at være stærk, så han tvivlede selvfølgelig på at han kunne. ”… Jeg passer hende… Hoshi…” hviskede han let… ud af det blå som han havde tænkt. Navnet vidste han ikke hvor kom fra… men han havde fundet det, som det så længe havde lagt på hans læber. Han vidste han passede på hende. Gav hende et hjem over vand. ”… Jeg vil gerne fortsætte med at passe på hende” tilføjede han langsomt, men på sin vis selvsikkert. Noget sagde ham, at han ville blive ulykkelig uden den lille dejlige pige i sit liv.

[Roia Shui]

Roia så at han kiggede på Hoshi meget og da han sagde han ville passe hende kunne man se Roias smukke moderlige smil. hun kyssede Andél på kinden og smilte. "det ved jeg Andél. Det har du altid ville. Nok fordi at vi to altid har været gode venner... men nu vil jeg se om jeg kan hjælpe dig. du kan spørger om alt jeg svare så godt jeg kan" Roia smitle til andél og så mod Hoshi og gik rundt på stranden for at finde muslinger og sten som pynt til hendes sanslot vis ene tør var faldet.