På en svip tur

[Andél]

Selvom der var mørkt over alt med solens forsvinden, syntes den anden side af kløften alligevel altid at være... mørkere. Andél havde af hvad han kunne huske kun været ved kløften og grænsen, en gang før. Dette var altså anden gang. At han havde været der masser af gange var ham uklart. Selvom noget i ham altid trak ham samme sted hen ved grænsekløften. Et sted, der med afstand lå pænt fra hver bro, og som med træerne skjulte hvad end nogle måtte have at skjule. Han havde ikke kunnet finde på noget at lave, det havde virket kedeligt, og derfor havde nysgerrigheden taget over da nogle snakkede om hvorvidt Nýchta stod bag den række småforbrydelser der havde været. Andél havde set tyverierne. Det var bare unge der havde fundet på en leg. Turde, turde ikke.
Andéls krystalblå øjne, stirrede nysgerrigt over mod den anden side. Vingerne flaffede let, som han overvejede at søge derover. Han havde ikke gjort det før. Men havde tit overvejet om det ville hjælpe ham med at huske. Måske han endda kom derfra? Nej, engle kom jo fra Iméra. Selvom han da også havde hørt om Nýchta væsner blive født i Iméra. Det var den tanke, der fik den unge dreng, der alligevel ikke var så ung, til at blaffe ydermere med vingerne, så han lettede fra jorden, kun for at søge over kløften og lande på den anden side. Han rettede let på den langærmede bluse, der tydeligt var af bedre stof, men samtidigt ikke var prangene. Det samme galt de lange bukser, og skoene, der mest af alt var sandaler. Han frøs ikke rigtig, men så igen, han syntes aldrig han rigtig frøs. Med mindre han var i koldt vand. Uopmærksom, vadede han blot nogle skridt frem, og lod de krystal blå øjne undersøge.

[Aiden Zathe]

Lige ved foden af kløften stod Aiden med hovedet lænet så meget bagover, at det næsten gjorde ondt i nakken. For et ganske kort øjeblik siden syntes han at have set en bevægelse et eller andet sted helt oppe på toppen af kløften, men det korte glimt af noget hvidt forsvandt ligeså hurtigt igen, at han ikke var helt sikker på, om det blot havde været indbildning. Mon alt dette formålsløse tidsfordriv var gået hen og blevet så voldsomt, at han var begyndt at hallucinere?
Lige et halv sekund før han besluttede sig for at opgive og vende om, fangede han atter en bevægelse oppefra. Denne gang, helt sikker på, at det han så, var virkeligt, gik han nogle skridt baglæns i håb om at kunne identificere kilden til hans midlertidige undren. Lidt fraværende gned han sine øjne, som ville det gøre hans syn skarpere og endelig, lige som han var kommet langt nok tilbage til at kunne se skikkelsen af et væsen, lettede det pludseligt og fløj - til Aidens forbløffelse- over på Nýchtas side. Aiden drejede 180 grader rundt, da englen var landet omkring de ti meter bag ham. Med en anelse nysgerrighed i de grønne øjne, nærmede Aiden sig langsomt den anden person. Hans mørkerøde kåbe flagrede let i den kolde vind, og hætten var gledet ned tidligere, så hans ansigt var fuldt synlig. "Det er ikke tit, at væsner fra Iméra færdes på denne side af kløften," sagde han med et let smil, men alligevel med en vis undren i de grønne øjne. Han lod automatisk et rutineret blik glide ned af den fremmede og smilede tilfreds ved synet af det lyse hår.

[Andél]

Andél fik intet mindre end et chok. Selvfølgelig gjorde han det. Han ønskede ikke at nogen så ham gøre dette. Han ønskede ikke at man troede forkert om ham. Han var jo bare nysgerrig? Meget nysgerrig. Desuden havde han været sikker på at han ville huske noget hvis han kom til dette land. Han havde så slet ikke tænkt på hvordan han skulle skjule sine vinger eller forklare sig. Faktisk havde dette mest af alt været en hurtig pludselig handling. At så være opdaget på så kort tid, gav ham bare følelsen af at have gjort noget forkert.
Hvis det ikke var for de dejlige hvide vinger, der hjalp med balancen, var han nok røget bagover som han hurtigt vendte sig imod den fremmede mand. Usikkerheden var tydeligt hos Andél, men man skulle stadig lede længe for at finde frygten i ham. Han frygtede ikke den fremmede. Uanset hvad, kunne han jo altid flyve sin vej og stikke af, hvis denne fremmed ville ham noget ondt. Den ene hånd gled op og strøg let det blonde hår væk fra ansigtet. Kun for at forblive og lege med en lok. Han følte sig lidt flov. Sådan at krydse grænsen uden at have fået lov. men han kunne jo ikke huske hvordan det med grænsen overhovedet hang sammen. ”Jeg ville bare kigge mig omkring det alt!...” Påpegede han udbrydende… Hvad nu hvis manden var sur over at han var der? Man kunne jo aldrig vide. Og uanset hvad ønskede han ikke at gøre nogen sure. De krystalblå øjne, søgte fra jorden, op på den fremmede. Betragtede ham med en tilbagetrukken interesse. Han antog jo at manden kom herfra. Hvilket kun gjorde ham mere spændende. Han havde mødt vampyrer før. Aina. Men hun var venlig. han havde aldrig mødt, af hvad han huskede, nogen onde personer.

[Aiden Zathe]

Aiden smilede svagt over englens stærke reaktion og løftede håndfladerne op på hver sin side af hovedet, som for at afværge en hver form for beskyldning. "Jeg har ikke tænkt mig at standse Dem," sagde han med et overfladisk skuldertræk og sænkede atter hænderne for at gemme dem i bukselommerne. Han så ingen spænding eller sjov i at standse en engel i at komme over til Nýchta, tværtimod ville det næsten være mere interessant at overtale denne til at fortsætte sit "eventyr", eller hvad det nu var, der havde drevet Andél til at være her. Desuden ville et almindeligt menneske som Aiden heller ikke kunne stille særlig meget op mod et overnaturligt væsen. "Er De på vej nogen steder hen?" spurgte han med hovedet let på skrå, og undrede sig indvendigt over, om det virkelig var muligt at opføre sig skyldbevidst overfor en fremmed, man knap havde mødt og som overhovedet ikke havde noget med én at gøre.
Selv ville Aiden nok ikke have følt det mindste. "Eller mener De virkelig bare "omkring", når de siger "omkring"?" For ærligt talt var det ganske enkelt livsfarligt at vandre rundt i gaderne her i Nýchta uden rigtigt at have et formål med det. Slendrede man rundt i lang tid nok, ville man før eller siden blive slået ned. I englens tilfælde ville der højst sandsynligt ikke gå særlig lang tid, eftersom denne nærmest udstrålede den rene godhed og naivitet, hvilket jo passede ganske fint sammen med hans race. Alligevel syntes Aiden, at det virkede lidt i overkanten- måske fordi han ikke selv var van til den slags typer, måske fordi denne person virkelig er usædvanlig renhjertet, eller hvad man nu siger.

[Andél]

Andél smilte automatisk da det var at den fremmede mand, forklarede at han ikke havde noget imod at han ønskede at udforske dette land. Andél tænkte jo heller ikke rigtig på hvor farligt det var. Naiv som han var lige nu, havde han i det hele taget svært ved at tro at folk automatisk var onde, eller havde bagtanker. Hvis det ikke var fordi han havde mistet hukommelsen, havde dette nok været anderledes. Selvom hans godhed nok havde været det samme. Han kunne bare ikke lade være, med at ville hjælpe andre, og tro på folk. Naiv som han var, tænkte han heller ikke på om denne mand ønskede at føre ham i uføre.
Ved spørgsmålet, rystede Andél let på hovedet så de blonde hår blafrede let. ”Jeg leder bare… Jah… Måske jeg kunne huske noget her” afslørede Andél ubekymret, smilende. Han kunne ikke lade være med at afsløre sin situation, kun fordi han tænkte at denne fremmede måske kunne hjælpe ham. Altså… med at finde rundt. Selvom retningssansen intet fejlede, var det af hvad han huskede jo hans første gang i Nýchta. Han tænkte heller ikke på om det for denne mand kunne være en irritation at han evt. var så godhjertet. For rigtigt nok lyste godheden ud af Andél. Ubevidst fra hans side af selvfølgelig.

[Aiden Zathe]

Aiden nikkede langsomt og strøg sig kort over panden for at fjerne nogle hårlokker, der var blæst hen foran så de generede hans syn. "Ville det være for uforskammet, hvis jeg spurgte Dem, hvad De har glemt?" spurgte han med hovedet let på skrå og trak et op i smilebåndet, sådan som han havde lært det. Egentligt udgjorde Aiden ikke rigtigt nogen særlig trussel mod andre, eftersom han udmærket kendte til alle de begrænsninger det indebar, når man var menneske, hvilket han konstant ærgrede sig over. Men på et eller andet punkt var det sikkert ret godt, at han ikke besad overnaturlige kræfter, eftersom han med sikkerhed ville ende med at misbruge dem til sin egen fordel. Men han var blot et menneske- selvom han dog havde overvejet at blive bidt af en vampyr, men tanken om at skulle rende efter blod hele tiden tiltalte ham ikke. Måske han ville skifte mening en dag, men lige nu ville han heller beholde sin menneskerace.
Aiden kiggede indgående på englen. Det ville ikke undre ham, hvis denne person var blevet ført bag lyset mere end én gang. Aiden havde allerede forventet at få et hurtigt og ærligt svar fra Andél, da han stillede sit spørgsmål, men alligevel kom det bag på ham, at denne virkelig ikke anede nogen uråd.

[Andél]

Andéls blik havde søgte væk fra den fremmede, kun for igen at betragte deres omgivelser. Han følte sig spændt og nysgerrig når det kom til at han pludselig var et sted, han vidste han nok ikke burde være. Det var sådan spændingen i hvad der kunne ske og alt dette. Han følte sig kun heldig over at have mødt nogen med det samme. Specielt fordi Aiden ikke virkede slem på nogen måde. Han ville trods alt helst ikke skulle til at tænke skidt om alt og alle så pludseligt. Og som Aiden ikke virkede specielt ond eller som en med bagtanker, regnede han jo med han kunne stole på ham. ”Uhm, Jeg har faktisk glemt alt” svarede Andél uden megen tøven. Stemmen og de let røde kinder, afslørede at han var ganske flov over dette. Han kunne jo heller ikke huske hvad der var sket, og kun at nogle havde fundet ham indsmurt i blod. Han tænkte ikke på at det måske ikke var smart at fortælle Aiden dette. Han havde heller ikke på noget tidspunkt tænkt på at dem der evt havde været skyld i hans ulykke kunne være her i Nýchta. Men når man bare ville huske fortiden, og personligt havde glemt alt og var gået i barndommen, var der meget at tænke på.

[Aiden Zathe]

Aiden lod blikket glide henover omgivelser og standsede atter ved englen. "Så nu har De tænkt Dem at flakke lidt rundt omkring i håb om at kunne genkalde et eller andet?" spurgte han med et smil og løftede let op i det ene øjenbryn. "Hvad siger De til, at jeg viser Dem rundt i Nýchtas gader? Man har let ved at farer vild blandt alle blindgyderne, og så oven i købet i alt dette mørke." Aiden trådte nærmere den blonde engel, så afstanden mellem dem blev reduceret til halvanden meter, ganske langsomt og roligt, for ikke at gøre ham utryg. "Til gengæld ville det være dejligt, hvis De kunne hjælpe mig over på den anden side..." Et sørgmodigt glimt strøg flygtigt henover de grønne øjne, hvorefter Aiden vendte sig om for at se om på den anden side af kløften. Et opgivende suk undslap hans læber, idet han atter vendte fronten mod englen og smilede svagt, opgivende. "Blot en gang," sukkede han. Det længselsfulde smil sitrede i et kort øjeblik, som om den sidste gnist af håb ville forsvinde når som helst.

Skuespil, selvfølgelig.

[Andél]

Andél skulle lige til at juble, eller… tilbageholdende selvfølgelig, men stadig, hvis Aiden gad vise ham rundt, ville han jo ikke fare vild, og så kunne han med sikkerhed også komme hjem igen. Uden at ende i problemer. Eller sådan troede han jo det ville gå. Han kendte jo ikke til de ufine planer Aiden havde, eller det faktum at han spillede på hans følelser og natur. Selvfølgelig ville han hjælpe ham. Han vidste ikke bedre som han intet kunne huske lige nu. Havde han været den voksen han havde været før mordet på ham, ville han nok have gennemskuet Aiden. Men sådan lå landet ikke lige nu. Og blot det sørgmodige udtryk, bare Aidens skuespil af en håbefuld mand, var nok til at få Andél til at nikke let. Det var jo ikke hans skyld… som sådan. Eller som man sagde, han vidste ikke bedre. Han håbede blot på at kunne huske noget, her i Nýchta. Det var jo heller ikke fordi der ikke allerede var nogle fra Nýchta i Iméra. Aina, var jo en vampyr, og hun var ikke ond. Derfor antog han jo også at fordi Aiden ville til Iméra, at han ikke var ond. Andél nikkede let igen, denne gang mere sikker. Han troede virkelig det var det rigtige, meget fordi han så kunne gøre Aiden glad.

[Aiden Zathe]

"Jeg håber virkelig på, at De er en mand, der holder Deres ord," kommenterede han med et bredt smil. Egentligt havde Aiden ikke lige umiddelbart tænkt på, hvorfor han godt kunne tænke sig at komme over og se Iméra. Måske bare for at opleve noget nyt. Måske ikke.
Atter fangede englens lyse hår hans blik. "Er det Deres naturlige hårfarve?" spurgte han og rakte hånden ud for kort at strejfe de lyse lokker, uden rigtigt at tage hensyn til, om Andél måske helst foretrak en vis afstand til fremmed mennesker som de fleste folk nok gjorde.
Aiden kunne mindes at have stillet det samme spørgsmål til en anden for ikke så mange dage siden, og selvom han i sidste ende mente, at det egentligt ikke gjorde nogen forskel, om det lyse hår var ægte eller uægte, så var der alligevel et eller andet med naturligt hår. Lidt bedre. På en eller anden måde. Bare lidt,

[Andél]

Andél følte ikke han havde noget behov for at svare på Aidens ord. Om han var en der holdt sit ord. De vidste vidst begge to at landet ikke lå anderledes. Andél var jo blot af natur godhjertet. Endda mere end man måske kunne forvente selv af en engel. Han ønskede blot at alle fik en chance, og derfor var han nok den sidste der bare ville tro på rygter. Selvom det da også kunne bringe ham i ulykker.
Andél blinkede let med de krystalblå øjne da Aidens hånd legede med en lok af hans hår. Ikke at det som sådan var ham ubehageligt… bare mærkeligt. Han syntes jo selv han godt kunne lige sådan noget som kram og nus og det, og det var jo ikke ubehageligt. Så havde han selvfølgelig hurtigt trukket sig væk. Spørgsmålet fik ham til at se på Aidens ansigt igen. Han kunne kun trække usikkert på skuldrende. ”Jeg… Jeg husker det ikke… men det tror jeg?” svarede han, som han håbede svaret var godt nok. Han havde en følelse af at han ikke var en der havde lyst til at farve sit hår og skjule sin identitet, derfor antog han jo også det var hans rigtige hårfarve. Selvom spørgsmålet i sig selv var mærkeligt. Det eneste folk faktisk havde kommenteret om hans udseende siden han vågnede, var hans utrolig krystalblå øjne, der normalt kun vedkom Mizu’er. Men han ville et sted ikke skuffe Aiden. Omkring hårfarven.

[Aiden Zathe]

Aiden lyste op i et oprigtigt smil ved englens svar, men reaktionen forduftede dog ligeså hurtigt, som det var kommet. Han trak sin hånd tilbage for at stikke den ned i lommen på hans bukser igen. "Det klæder Dem," komplimenterede han kort og pustede en af hans egne hårlokker væk, der havde forvildet sig og atter stak ham i øjnene.
De krystalblå øjne havde Aiden ganske vist lagt mærke til, men personligt fangede de ikke hans interesse nær så godt, som det helt lyse hår gjorde. Af en eller anden grund virkede det langt mere attraktivt end de usædvanlige øjne, og det var ikke engang noget, som Aiden var bevidst om selv.

Kort tid efter lagde Aiden hovedet en anelse på skrå for at se på Andél med et eftertænksomt blik. "Hm... Der er ikke meget, De husker, er der?" spurgte han en smule undrende.

[Andél]

Andél virkede fortsat lidt undrende. Klædte ham? Det var vel okay. Ikke at han helt forstod det. Men nu mindedes han jo heller ikke at nogen havde sagt at hans hårfarve klædte ham før, så i teorien var Aidens kompliment hans første. Tilbage til hvornår han kunne huske. Men da drengen indså at komplimenten var den første af hvad han kunne huske, smilte han igen. Glad. ”Taak” hviskede han let, tydeligt glad for at Aiden syntes om hans hår. I det mindste havde han jo ikke skuffet ham. Selvom det ville være mærkeligt for mange at tro at man ville være bekymret om at en fremmed ikke ville synes om ens hårfarve. Men for Andél var det jo normal tankegang. Aidens spørgsmål, fik dog Andél til at virke… mindre glad… mere alvorlig. Han bed sig let i underlæben, usikker, som han så rystede svagt på hovedet. ”Mit navn… Det var det eneste jeg rigtig huskede” fortalte han delvist trist… han forsøgte dog at smile ved den ene positive ting han kunne sige. Hans navn. Det var jo bedre end ingenting, og så vidste han hvem han var.

[Aiden Zathe]

Aiden var tavs i et øjeblik, mens han indvendigt overvejede, hvordan det mon ville være bedst at reagere. Englen virkede umådeligt trist over sit hukommelsestab, og Aiden vidste udmærket, at det ville være sund fornuft at opføre sig empatisk og forstående. Alligevel kunne han ikke lade være med at undre sig over, hvordan det mon var ikke at vide, hvor man kom fra, eller hvilken fortid man havde haft. Tanken forekom ham utrolig spændende- måske fordi han egentligt bare ikke anede, hvor frustrerende det kunne være, måske fordi han simpelthen ikke havde noget at miste.
"Så nu er De kommet her i den tro at kunne huske noget fra Deres fortid?" spurgte han med hovedet let på skrå. "Vil De starte med at søge rundt i de skumle gader af byen eller lidt længere oppe i de højere klasser?" Aiden trådte et par skridt tilbage og spredte armene. "Nýchta er et stor land," tilføjede han med et lettere drilsk glimt i de ellers så følelsesforladte øjne. "Jeg har alligevel ikke noget fornuftigt at give mig til for øjeblikket, og det ville kun glæde mig at hjælpe en ven i nød, så hvorfor starter vi ikke bare med det samme?"