en skorv tur

[flint]

Dagen var som den altid hadet været siden solen var gået ud sort og trist mange væsner var bukket under for Mørket da man let kunde blive depressive af den mørke som om gav en i sær hos menneskerne var der faldet mange men i skoven var det kun dyrene som det var gået ud over elver folket kunde holde Fokus men det var kun fordi af elver folket så frem og hadet håb om at se lyset Stige op igen vis de overlevet godt og vel men selv om solen var gået ud og sollyset ikke længer Skindet ned på den skov som var så smuk at være i men elver folket var svær af finde i sær fordi de ikke blandet sig for meget i hvad menneskerne hvad de gik og fortog sig det styret de selv men af og til kunde de da godt finde på at snakke med dem vis det altså hadet lyst til det. en lille folk elver gik en tur på vide heste og smukt tøj de sang stille for skoven en sang om håb og at de måtte være lyset for dem sangen som de sang var stille og rolige deres stemmer lød gennem skoven og man kunde se et svagt lyst skinde ind mellem tæren sangen var smuk en som kom fra de Ælste af de Ælste ind i plandt dem gik flint han sag også selv med

sang

[Anna Valerius]

Anna sad højt oppe i et af træerne, så hun ikke kunne ses nedefra. Hun var i menneskeform og havde sin røde kjole på. Hun havde siddet stille og roligt på en af de tykke grene, mens hun lyttede til omgivelserne. Dagen havde ikke budt på sig meget at lave og ingen fønixer var i fare, så hun havde valgt at slappe af i skoven.
Dog pludseligt kunne høre sang, hvilket fik hende til at rette sig opmærksomt op, eller rettere ned. Hun kunne dog ikke se noget, så hun var nød til at kravle en smule længere ned, hvorefter hun kiggede ud mellem bladene og fik øje på flokken, som sang.
Anna havde været så opslugt af sangen og de smukke stemmer, at hun ikke havde lagt mærke til, at grenen under hende var ved at give efter, hun opdagede, da hun faldt og skreg i forskrækkelse. Og i det næsten øjeblik sad hun på jorden og ømmede sin bagdel. Hun kiggede op og stivnede i sine bevægelser, fordi hun var endt ved siden af den syngende flok. Hun sad enlig bare stirrede, fordi hun var for chokeret til at kunne gøre andet.

[flint]

Elveren stoppet op og rette sine bure i mode kvinden som var Endt mellem dem flint stod også og så på hinden men han hævet bar øjet stille hvad var hun foret væsen ” ai hasun Lindra ” kom det fra en af elverne stille løfte flint hånden op mens han så på kvinden hun så ikke ud til at ville dem noget ondt ” ai landaru hestan ” flint bad dem sænke deres bure han ville ikke noget ondt eller noget men hans blik var stadie over hinden hvad var hun foren stille satte han sig ned på huk og kikket på hindens ben han håbet ikke hun hadet brækket noget i den stil ” mit navn er flint ” svaret han stille og rolige ” hvorfor snakker du til den person det var jo tydelig at hun udspionerede os jeg stoler ikke på denne væsen ” flint kikket lidt ned og sukket ” dit sind har altid være hår mod andre du bedømmer for hurtit…. Unskyld min ven men er di kommet noget til?” kom det stille fra flint mens han lage hovet på skår

[Anna Valerius]

Anna gispede forskrækket, da der lige pludselig var en masse buer og spidse pile mod hende. Hun så rundt og fik øje på deres spidse øre, og hun havde ellers troet, at elvere var fredelige. Hun så forvirret på den, som talte. Det var et sprog, som hun ikke forstod, men det lød smukt, hun havde hørt det før, så hun regnede med, at det var elvisk, elvernes sprog. Det var derfor, at hun havde følt, at deres sang var så fortryllende.
Anna åndede lettet op, da de sænkede deres buer, selvom de ikke så helt frivillige ud. De troede virkelig, at hun var en trussel, en fjende. Hun sine ben lidt tættere ind til sig og satte sig på knæ, hvordan skulle hun overbevise dem om, at hun ikke var deres fjende?
Hun så på elveren, som præsenterede sig, hun nåede dog ikke at sige noget, før der var en, som anklagede hende for at spionere. Kunne han ikke genkende hendes hår, som virkede, som fjer? Og hendes smykke på armen? Næsten alle kendte til hende, så hvorfor gjorde de så ikke? Hun så igen tilbage mod den, som havde præsenteret sig. ”Det er okay.”[/color] sagde Anna og accepterede undskyldningen, hun ville sikkert selv mistænke en person, som faldte fra himlen. Hun rystede svagt på hovedet, som svar til, om hun var kommet til skade, hvilket hun ikke var.

[flint]

tja du er da velkommen til at tage med os vis du ville, det var et hårdt flad du lavet der min ven det ville være dumt at forsætte. Vis der nu skulde være noget ”, flint smilet og rakte hans bløde hånd flint underet sig godt nok over at hun hadet fjer som hår men flint bliv på en måde forelsket i hinden på et Pungt hun virket til af være en sød kvinde stille smilet flint stille mens hans hjerte hammeret lidt hurtit hun var et smuk væsen men flint måtte nok tite stille med hvad hun var for han hadet kun hørt historier om dem flint ville invtere hinden med sig hjem vis hun altså ville så kunde hun også se hvor dan de boget ” jeg fik vist ikke deres navn unge frøken ” sveget flint de andre elver kunde ikke regtit lide af hun bar var faldet ned fra oven der var noget lusket over hinden flint håbet da lidt på at hun ville bruge noget tid i Elvers hjem by han ville godt lære hinden beder at kende flint vente stille og rolige på at hun skulde give ham hånden for at hjælpe hinden op

[Anna Valerius]

”Jeg har det fint. Jeg er uskadt.”[/color] skyndte Anna sig at sige, hvorefter hun hurtigt kiggede rundt på de andre elver, som stadig ikke så ud til at kunne lide hende. ”Jeg vil ikke være til besvær.”[/color] sagde hun og smilte undskyldende, da hun på en måde takkede nej til invitationen om at tage med dem. Men hun var uskadt og var ikke kommet til skade, og skulle det være sket, så ville hun hurtigt komme sig igen, da hun jo healede.
”Uhm.. Anna Valerius.”[/color] svarede Anna på hans spørgsmål og smilede igen undskyldende. Hun var ikke helt ved sine fulde fem, fordi hun var stadig meget forvirret over, at hun faktisk var faldet ned fra træet. Hun opdagede endelig Flints hånd, hvilket igen fik hende til at smile undskyldende. Hun tog forsigtigt fat i hans hånd, hvorefter hun kom op at stå. Hun ville forsigtigt børste sin kjole for det støv, som der lige havde samlet sig, mens hun havde siddet på jorden.

[flint]

Flint kikket på det andre ” hasanu bardura ” flint bad om at lade dem være i fred i det han sagde det vente de sig alle sammen om og begyndte at gå flint smilet stille og rolige til Anna ” smukt Navn ” svaret han stille vinden leget lidt med hans hår flint følte sig for første gang varm inden i var det sådan kærlighed var ” du må Unskylde mine venner efter solen er gået ud har de været meget over vogtet efter sort elver ” svaget flint stille hans stemme var lys og fin stemme var også varm flint kikket igen på Anna ” du ville ikke være til besvær søde ven ” kom det stille fra ham mes han smilet stille og rolige igen der var nu noget over hinden han godt kunde lide de ander elver begydte af gå hjem til deres huse hvad mund ville vente de to flint kikket lidt ned af sig selv og rømdet lidt i mens var der nogle skyr som var på vej over dem de bar reng og en stom med sig flint vente hovet igen mens han så bekymrede ud ” der kommer en storm og den er ikke mil men meget hår ” flint vente sig stille om ” kom du kan få ly i min hytte ind til storme har lagt sig det er ikke sikkert at være ude i sådan et vær

[Anna Valerius]

Anna så lidt fra Flint og de andre, da ligeså stille begyndte at forlade stedet. Det undrede hende lidt, men der var stadig nogen, som sendte hende et skeptisk blik, hvilket fik hende til at sukke uvilkårligt. Hendes opmærksomhed blev dog vendt mod Flint, da han kommenterede hendes navn. Hun ville ikke selv kalde det smukt, men bare almindeligt, hun var vel ikke den eneste, som hed Anna? Hun havde dog ikke selv mødt nogen, som havde heddet det.
”Alle mistænker alle.”[/color] mumlede Anna bare lidt trist, da han undskyldte for de andre elver. Alle havde en mistanke til en hver, fordi de jo alle ønskede at solen ville vende tilbage. Men det var ikke lige til. Det ville tage tid, alt for lang tid ifølge Anna. Hun brød sig i forvejen ikke om mørket, hvilket fik hende til at løfte den ene hånd. Hun så på den et godt stykke tid og lidt efter dukkede en lille ildkugle frem, som kunne oplyse stedet lidt. Anna smilede forsigtigt, fordi hun ikke vidste, hvordan Flint ville have det med det.
Anna så selv op, da Flint nævnte, at der var et storm vejr på vej. ”Jeg må nok hellere…”[/color] Hun blev afbrudt, da en buldren fra torden lød. ”..tag hjem.”[/color] afsluttede hun. Hun ville ikke kunne nå hjem, uanset om hun begyndte at flyve eller, om hun løb. Flyve ville hun ikke kunne, fordi så ville regnen trække hende ned, hvis det begyndte at regne.

[flint]

Flint kunde ikke forstå det så godt han gik lidt til bage ” du ville ikke kunde nå hjem jeg bor lige i nærheden der er ikke så langt her fra ” flint så beden på Anna det var ikke så tit han så andre væsner ind hans ejene han sukket stille og rolige han håbet virkelige på at hun ville ellers kunde han også godt tag hjem til hinden stille så han ned mens et blik kaste sig på hinden et varmt blik ”vis jeg altså ikke må komme med dem ” svaret han rolige der var meget andet han kunde men at have en hos sig stille mærket flint vinden bag sig som bliv kraftiger flint bliv dov også lidt overrasket over hun kunde lave ild men hvad skulde han ellers sige stille og rolige to han om hindens hånd og nusset den blidt hvad skulde han sige blikket bliv vedt stille ned mod hindens hånd

[Anna Valerius]

Anna lagde selv mærke til forandringen i vinden, da det nu også var begyndt at lege med hendes hår. "Vi må nok hellere komme indenfor, inden det regner."[/color] sagde Anna, da hun ikke var meget for regnen. Hun ville hellere end gerne hjem, selvom hendes hjem ligenu kun var en hule, hvor hun opholdte sig, når hun skulle sove, fordi hun tilbragte jo meget af sin tid rundt i landet, hvor hun søgte efter andre phoenixer.
Anna betragtede sin hånd, da Flint tog fat i den og nussede den. Hun forstod ikke helt, hvad det var, som han lavede. Hun kiggede dernæst på ilden i hendes hånd, så længe hun havde den der, så havde hun kontrol over den, men gav hun slip på den eller ramte noget, så havde hun ikke længere kontrol over det, så hun var forsigtig.

[flint]

Flint kikket lige som hende selv på ilden den fik ham til af minde ham og gode tider stille så han til bage på skyren ” du har nok ret vi Budte nok gå ” flint vente sig hurtigt og begyndte at gå men stille vente han sig om for at sikker sig at Anna var med stille og rolige smilte han det lange vide hår og vide dragt han hadet på gjord ham næsten til en engel eller sådan så det i var fald ud flint vente sig om og begyndte at gå igen hen i mod en stor bakke det så ikke ud af meget men bakken vente på en hemmelighed for inden for var en grotte som førte et sted hen og inden i det kunde man se et højt hus der var flint kikket stille rundt for at sikker sig for at der ikke var nogle her men han var sikker på at der nok skulde komme noget ud af dagen i dag ” velkommen til mit hjem ” flint smilet stille og lage armen rolige om kring Annas rug flint ville se hindens reinkarnation på det gad vide om hun var sulten der skulde nok gå lidt tid inden de ville få noget af spise stille begyndte han at gå ned af bakken og så ind til sit hus der var 4 etager på den nok så det lille ud uden fra men det var stort inden i

[Anna Valerius]

Anna nikkede, da Flint gav hende ret. Hun ville hellere hjem, men hun ønskede ikke, at flyve hjem i regnvejr, når nu hun kunne få noget ly for den, selvom hun hellere ville krybe sammen i sin hule, hvor hun kunne tænke og være selv.
Hun fulgte roligt efter Flint, da han bevægede sig i en retning. Hendes skridt blev dog langsommere, da han kort vendte sig om for at se, om hun nu også gik med, men da han igen vendte sig om, så gik hun igen i et normalt tempo. Hun kiggede ned på jorden kort, så hun var sikker på, at hun ikke trådte på noget spidst eller en fælde, selvom det ikke var sandsynligt i Iméra.
Anna stoppede op ved siden af Flint, da han også var stoppet. Hun fik øje på huset, hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle tænke om det, men det første hun tænkte var, at der nok var lige så komfortabel, som i det fleste huse, som hun havde set. Hun havde sjældent været inde nogen steder.
Anna spændte i nogle muskler, da Flint lagde en arm om hende, men reagerede ikke videre på det. Han havde faktisk været stille længe, men hun anede ikke, hvad hun skulle sige. Hun blev stående, da Flint fortsatte videre, men fulgte dog kort efter med.

[flint]

Flint kikket stile på Anna og viste ikke helt hvad for en Emmen han skulde komme med måske var det bar en ting som han skulde vænne sig til men man kunde vel godt sige noget ” hvor længe har du så været en Phoenix ? ” flint kikket stille på hinden så vidt han husker fra sine Bøger så skulde man blive bidt af en inden man selv kunde blive det men vis hun ikke hadet lyst til at snakke om det så kunden han godt forstå det men han ville bar lære hinden beder at kende for det Følte som om hun ikke var så vand til at være i nær heden af menisker så hvad kunde ha godt det stille og rolige gik han ned mod huset det var smukt rødt og så gammel dages ud Flint så lidt på hinden hår der var meget hun så ellers godt ud flint studere hinden lidt men gad vide hvad der skule ske når de kom hjem til dem flint åbet nu døren ind til det første rom det var en lang gang der var et bor og et Køkken der var fir værelser og en spir der gik langt oppe flint hadet selv lavet det i gennem sin tid