[Fortid, Privat] We meet again - Gren

[Revion Talant]

//Dette møde foregår i fortiden.. og grundet fravær og kidnapningen, så bliver det skrevet nu. Så ved alle det. ^^'//


I den sydligste del af Shinrin i udkanten af skoven mod Cyappu stod Yalathanil ved siden af sin beigefarvede hest med hånden på dens hals. Han havde i dag taget en kappe på, da han ikke ville genkendes af eventuelle, som han skulle møde på sin vej. Det var meget sen aften, fordi natten var igen blevet mørk. Selvom forskellen ikke var stor, så kunne Yalathanil se den, da han havde meget trænet øjne, som elvere nu engang havde.
Han stod og ventede på varulven Gren, da han havde nogle ting, som han måske gerne vil diskutere med ham, men det vigtigste måtte vel være det med, at han havde opgivet solen, men han kunne sagtens få andre til at klare opgaven for ham, men han kunne ikke selv søge. Han havde sendt Estela afsted og håbede, at hun kunne få Gren med, hun havde selvfølgelig ikke været meget glad for det, fordi hun stadig havde en uvilje mod Gren.
Han stod mellem den sidste række træer og kiggede mod Cyappus ene bro, hvor han næsten forventede, at Gren ville komme fra. Hvis man gik mod skoven, så ville man kunne skimte Yalathanil og hesten, men ikke se, at det var ham, som stod der og ventede.

[Gren Shade]

Gren var allerede på broen. Han havde kun Kania med denne her gang, da han ville have at Luke skulle bruges som afledningsmanøvre, når de skulle tilbage igen. Han kiggede ned på sin arm, jo han havde stadig det hvide armbånd på fra prinsen.. Men så vidt han havde forstået fra falken, havde det været en hastesag.. Var der sket noget i Iméra? Gren havde en stor sort kappe på, og hætten var trukket over hovedet. Kappen dækkede hele hans krop, så man kunne heller ikke se de våben han havde ved sin side, i tilfælde af at der skulle opstå en kamp mellem ham og de andre vagter fra Nýchtas side af. Han sukkede lidt.. Han savnede lidt spænding, men han havde for meget at køre oppe i hovedet lige nu, så han kunne ikke overskue det lige nu. Men det her var vigtigt, så der var ikke rigtig noget at skulle overskue, det skulle bare gøres.
Han anede skikkelsen af de andre vagter, og han skubbede lidt op i det ene ærme så vagterne kunne komme til at se hans armbånd. Som han havde forventet, løb vagterne ned mod broen, så snart de opdagede ham. Han stoppede op, vel vidende om at det ville være dumt at gøre modstand i den nuværende situation. Han kiggede efter falken, den måtte de vel kunne genkende, men den var åbenbart fløjet i forvejen. *Stupid bird,* tænkte han stille, og han skulede lidt op til himlen. "Take the hood down," blev der råbt fra vagterne, og uden modstand tog han sin hætte af. Det røde hår stod tydeligt frem, da han havde taget hætten af. Han trak sin arm frem og viste vagterne hans armbånd. Begge vagter skulede lidt til ham, de stolede ikke på at det var et armbånd han havde fået fra prinsen, men de gik da med ham tilbage over broen til Iméras side uden bøvl. Men derefter kom balladen.. "Where did you get this bracelet?" råbte en af vagterne. Han sukkede stille, han havde halvt forventet at dette ville ske. Han sagde bare helt afslappet, "I got this from Prince Yalathanil. He said, I should said something like Mellon.."[/color] Han kiggede op på vagterne og smilede venligt. Han kunne godt lide deres chokerede ansigtsudtryk, da de genkendte ordet. Begge vagterne sukkede. "Welcome to Iméra, person from Nýchta," de lød ikke ligefrem imødekommende de vagter, men det var da bedre end afsky. Han smilede til dem.. "Well thank you,"[/color] Han smilede glad ned til Kania, over at det var lykkedes at komme over broen uden problemer. Nu skulle han bare finde prinsen.

[Revion Talant]

Yalathanil tog fat i hesten tøjler med den ene hånd, da Estela satte sig på han skulder. Hun forklarede ham, at hun havde hentet varulven og, at han var på vej over broen på dette tidspunkt. Inderst inde så hun helst varulven i dybe problemer, men det sagde hun dog intet om. ”Good girl, you may fly home now.” sagde han til hende og nussede hende blidt. Dog mente hun, at hun ikke ville flyve hjem, da hun ville beskytte ham mod varulven, hvilket fik Yalathanil til at grine lidt, men han værdsatte hendes bekymringer. Derefter satte han sig op på hesten, hvorefter han satte den i galop på vejen over mod broen. Han havde enlig ikke meget tid at spilde, fordi de ville nok opdage på slottet, at han manglede, og derefter ville de nok sende et hold ud, som skulle finde ham. Han havde nemlig ikke fortalt nogen, at han var taget af sted, og han havde jo fået besked på, at han skulle blive på slottet. Han havde endnu ikke fået talt med sin søster om prinsen fra Nýchta, som hun havde mødt. Han ville gerne dække over hende, men han ønskede ikke, at hun skulle være i nogen fare situation, og det var hun jo på en måde.
Yalathanil vidste næsten allerede, hvordan han skulle fremtræde, når han ville bede om hjælp. Ja, han ville bede om hjælp fra en varulv, som han ganske vist kun havde mødt en gang før, men Gren havde været villig til at hjælpe ved at holde udkig efter barnet på Nýchtas side, og det havde på en måde gjort, at Yalathanil stolede på ham. Han klappede sig selv på lommen for at sikre sig, at han havde det med, som han skulle bruge. Det eneste våben, som han havde med sig, var hans sværd, som hang ved hans side.
Der gik ikke længe, inden han fik øje på en masse skikkelser, hvilket fik ham til at holde hesten an, da han ikke ønskede en konfrontation med vagterne.

[Gren Shade]

Gren kiggede tilbage på vagterne, bare lige for at tjekke at de kunne finde på noget dumt. Han sukkede irriteret, hvorfor kunne de bare ikke stole på ham? Bare fordi han havde stukket over broerne et par gange eller to, var det ikke ensbetydende med at han ville gøre det hver gang uden tilladelse. Han stoppede op og smilede stort, da han indså hans egen dumhed.. *Maybe I also asked for it myself,* han rystede smilende på hovedet, og gik videre.
Kania som havde været ved Grens side hele tiden, kiggede op på hendes herre. Hun kunne lugte en i nærheden, og hun gættede på at det sikkert var ham, der kunne tale med hende. Men det burde hendes herre havde opdaget, eller havde han for travlt med at tænke? Hun gøede en enkelt gang, og det fik ham til at se ned på hende.
Gren kiggede ned på hende, overrasket over hendes pludselig gøen. Men det var nok til at få ham til at komme væk fra sin tankegang, og han kunne nu lugte lugten af prinsen. Han stoppede op og kiggede sig omkring, for at se om han kunne få øje på ham.

[Revion Talant]

Hesten stod og trippede under ham, da den blev en smule nervøs anspændt, men Yalathanil holdte roligt fast i snoren og klappede forsigtigt hesten på halsen. Han fik endelig øje på Gren og en firbenet skikkelse, hvilket han regnede med måtte være en af ulvene, som også havde været ved Grens side sidste gang. Han hoppede af hesten og tog den igen ved tøjlerne, mens han forsigtigt gik mod Gren. Estela satte sig på den frie plads på sadlen og gemte sit hoved under sin vinge.
Da Yalathanil var kommet tæt nok på Gren, hvilket var omkring en meter eller to. Han hilste ved at bukke med hovedet. ”Jeg er ked af, at jeg må trække dig ud af din hule på dette tidspunkt, men er der opstået en form for nødsituation.” undskyldte han, hvorefter han begav sig lidt længere fra Cyappu, han vinkede ad Gren, så han skulle følge efter ham. Efter lidt tid stak han hånden i sin lomme og trak et armbånd frem, som var magen til det, som Gren allerede havde, forskellen var, at det nye armbånd var præget af mørkegrå perler. Gren havde jo et sted klaget over farven sidste gang. ”En mere passende farve?”[/color] spurgte han med et smil. Lidt sjov kunne han stadig lave, selvom situationen var meget alvorlig.

[Gren Shade]

Gren så hurtigt prinsen med sin hest, og han begyndte at gå lidt hurtigere. Han havde forstået at det var en alvorlig situation, og derfor mente han at han måtte skynde sig så meget som han kunne. Heldigvis var det kun en side han skulle flygte fra vagterne, mens den anden kunne det gå stille og roligt. Så gik det hele ligesom meget bedre.
Han bukkede lidt, da han nærmede sig prinsen, og han hørte skam også de første ord der blev ytret fra prinsens side af. "It's ok, I got nothing to do anyway," Han smilede venligt til prinsen, og han var hurtigt ved hans side.
Han grinede lidt da han så armbåndet, og han tog det af han havde på. "People asked me about a girlfriend, when they saw this bracelet.. So I'm very grateful for that one,"[/b] han grinte lidt, mens han tog det nye armbånd på med de mørkegrå perler, og han nikkede tilfreds, da det sad om hans håndled.

[Revion Talant]

”Good, cause this can take time.”[/color] sagde Yalathanil og tænkte lidt. Det behøvede ikke at tage tid, det kunne også tage meget kort tid, hvis Gren forstod det hele med det same og accepterede det. Og det kunne også ende i en mindre diskussion frem og tilbage omkring, hvordan det ville fungere, men han ville se tiden an og ikke gætte sig frem lige nu. Tiden var kostbar specielt, fordi slottets soldater snart ville kigge efter ham.
Yalathanil nøjedes med at smile bredt over det med Grens ukendte ”kæreste”, selvom der jo ikke var nogen. Han tog i mod armbåndet med de hvide perler, hvorefter han gemte det væk. De fortsatte et stykke endnu i stilhed. Han sagde noget til hesten, hvorefter han gav slip på dens tøjler, men den fortsatte med at følge efter dem.
Han stak hænderne i lommerne og tog en dyb indånding, hvorefter han sagde, ”I’ve given up the sun. I can’t search after it anymore, which also means that I can’t look for the child either.” Så var kortene lagt på bordet, og nu mangled han en reaktion fra Gren.

[Gren Shade]

Gren smilede høfligt til Yalathanil.. "I got nothing to do, but that doesnt mean I can stay here forever,"[/color] han blinkede drillende til Yalathanil og smilede. Han havde dog også sine pligter som leder af flokken som også skulle nå at blive gjort noget ved.
Han blev lidt urolig da de gik i stilhed, men han var af naturen en tålmodig mand, så han havde intet imod dette, istedet for lod han sig nyde naturen mens de gik i stilhed.
Han blev dog chokeret da Yalathanil endelig begyndte at snakke om grunden til dette visit. Han kiggede chokeret på prinsen.. "What have changed since you made this decision and so sudden?"[/color] han smilede forsigtigt til prinsen, men han var alt andet end glad lige nu.. Hvem skulle så hjælpe med at lede efter barnet i Iméra, hvem skulle være hans ven fra denne side? Han skulede lidt til prinsen, men det var på ingen måde tydeligt.

[Revion Talant]

”I know.”

[/color] sagde Yalathanil og smilede svagt, ”I will make it as fast as possible, cause I guess, that someone will be looking for me soon.”[/color] Og selvfølgelig tænkte han på soldaterne, som ville blive sendt ud af sine forældre.

Yalathanil tog faktisk Grens reaktion meget roligt, fordi det var sådan en reaktion, som han havde forventet og spørgsmålet kom heller ikke bag på ham. ”I can’t explain it all in details now, but..”[/color]Han tog en dyb indånding, inden han fortsatte, ”I have seen the prophecy.”[/color] Var man opmærksom, så ville man kunne se, at Yalathanil virkede trist på grund af profetien.[/blockquote]

[Gren Shade]

Gren kiggede uforstående på Yalathanil, men blev dog også lidt vred. "You're throwing all this away because of a stupud prophecy!"[/color] som man nok kunne høre troede Gren ikke på ting som profetier. Han skulede til Yalathanil, denne gang helt tydeligt og han sparkede hårdt til det nærmeste træ, frustreret over det han lige havde fået af vide. "You can expect me to do all the work!"[/color] han kiggede på Yalathanil, stadig helt chokeret, forvirret og frustreret.

[Revion Talant]

Yalathanil blev meget overrasket over udbruddet, men Gren havde dog sin ret til dette. Han kunne jo ikke forlange, at varulven ville forstå det hele med det samme, så han måtte vel komme med den lidt længere forklaring, eller bare den enlig grund til, at han havde opgivet det hele. ”I vowed in elvish, that I... That I would give up the sun.”

[/color] Han havde tøvet lidt, fordi han vidste ikke helt, hvordan han skulle forklare det, men man kunne fornemme, at der stak noget dybere. Han sukkede tungt og fortsatte sin forklaring, ”Elvish is a very strong language, and you can’t break a promise. I know, it is stupid.. but I didn’t have a choice. And I’m sorry, that I have to leave it to you, but Dramorion is still too young.”[/color] Han vidste godt, at han ikke burde bruge det argument mod sin bror, men han ønskede ikke, at der skulle ske hans bror noget. Han ville ikke også kunne leve med den tanke.[/blockquote]

[Gren Shade]

Gren sukkede, han kunne vel ikke gøre noget ved det. Han kiggede dog stadig lidt trodsigt op på Yalathanil. "I can't do it all! I also need time to do my job, and do you know how hard it is to keep all this a secret? I also have my share of problems back home!"[/color] og når han sagde problemer, så var det nok mest hovedsagligt om hans søn Seth. Det havde været fuldstændig umuligt at komme op og enes med ham ved deres sidste møde, noget han nok burde få gjort noget ved, og frustrationen fra det blev forstærket af det prinsen lige havde sagt. Han kunne bare ikke overskue det hele. "But then what? Who can help from this side who will trust me? If this Dramorion is too young, then who?"[/color] han hævede sine øjenbryn mens han kiggede på Yalathanil. Vreden i ham kom mere og mere frem, han holdte den dog i skak. Det var sjældent, meget sjældent, han blev så vred som han var nu.

[Revion Talant]

Hesten ved Yalathanils side prustede højlydt ved Grens protester. Yalathanil lagde en hånd på hestens hals og sagde svagt til den på dyresprog, ”Easy… he have his rights to yell.” Han klappede endnu en gang, hvorefter hesten igen blev mere rolig.
Han hørte Gren til ende og tænkte lidt over det. ”I have to admit, that I didn’t think about, that you have your own things to think about.. but right now you’re the only one, that I can trust, because I don’t want that my siblings get involved and the people I should trust, I just don’t trust them as much as I trust you.”

[/color] forklarede han så roligt, som det nu lykkedes for ham. Han vidste godt, at det lød lidt underligt. Han ønskede ikke, at hans søskende blev indblandet, fordi han ville stadig ikke kunne leve med det, hvis der skulle ske dem noget, fordi han skulle jo beskytte dem, da han jo er den ældste. ”I know it isn’t fair to say this, but I will do it anyway: I will se, what I can do. And you don’t have to think about the child.” Problemet var, at han sikkert intet kunne gøre på grund af løftet, som han havde afgivet.[/blockquote]