|
|
Post by Anna Valerius on Apr 25, 2011 22:29:19 GMT 2
Anna ville have lagt armene over kors, hvis hun havde haft det, og havde nok knurret efter den anden fønix, da den ville belære hende. "Jeg prøver jo bare at lærer ham, hvad jeres art hedder rigtigt."[/color] sagde hun en smule vredt, men Fire sendte hende bare et blik, så hun slog blikket ned. Hun vidste godt, at hun ikke var nogen fønix, så hun havde enlig ikke rettet til at blive sur på andre fønixer. Hun var dog meget bekymret for, at han ikke kunne føle smerte eller noget andet, hvilket måtte være skidt. "Er der ikke en måde, hvorpå man kan røre ham uden at det gør ondt? Jeg kan sagtens bide smerten i mig, men ikke særlig længe af gangen."[/color] forklarede hun, og man kunne virkelig høre, at hun var bekymret for drengen. Det var jo trods alt hendes opgave at beskytte dem alle.
Fire så nu på fønixen og sagde, "Den øverste har savnet at høre noget fra dig."[/color] Derefter flyttede han lidt på sig, hvorefter han fortsatte med at tale, "Og hvis du ikke allerede ved det, så er Anna her, Phoenix Vogteren, hvis opgave er at beskytte andre, både mennesker og fugle. Men jeg må videre."[/color] Han spredte vingerne og fløj af sted.
Anna tænkte over det med at blive afvist, hun blev som sådan ikke afvist, men bare jagtet. Hun savnede også nogen, hun savnede faktisk Kiba. En tåre dryppede ned på brædderne.
|
|
|
|
Post by Itami on Apr 25, 2011 22:38:16 GMT 2
Fønixen lagde sig ved siden af Itami. tydeligt uden at røre ham men den var ham nær og man kunne se et glimt glæde i ham. Fønixen så op mod hende med lidt triste øjne. "vis bare jeg vidste det Anna. desværre ved jeg det ikke. han var jo ikke helt nyfødt da han lagt i grotten..." Fønixen så på Itami som lagde sig ned omkring den som for at søge dens tryghed. fønixen så på den anden fønix og trak lidt undskyldene på vingerne som et undskyld. "jeg har kigget efter ham så har glemt at melle tilbage. han er jo ikke den letteste byrde at ha" Fønixen havde hørt andre tale om anna men aldrig selv mødt hende. Fønixen så på Anna og så på Itami. "jeg håber du kan finde ud af hvordan man rør ham. for han har vist rodet sig ud i noget jeg ikke kan hjælpe ham med" Fønixen så på alle de gamle sår han havde. det var tydeligt tegn på at han blev stukket og hugget i som i trænings kampe men fønixen var ikke sikker på hvad han lavede.
|
|
|
|
Post by Anna Valerius on Apr 25, 2011 22:51:10 GMT 2
Anna sukkede og orkede faktisk ikke at snakke med nogen fønixfugl mere, fordi de sagde altid kloge ting, var bekymret, men kunne ikke rigtig selv gøre noget ved tingene, derfor var hun blevet til. "Jeg skal prøve."[/color] sagde hun, hvorefter hun igen forvandlede sig til et menneske. Hun satte sig på knæ foran drengen. "Jeg hedder Anna Valerius."[/color] præsenterede hun sig med et forsigtigt smil. Man kunne fornemme hendes bekymringer, som dvælede i hende.
Hun så ned, mens hun prøvede at forklare "Der er flere former for smerter, men du kender den ene. Der er ingen, som vil have noget med dig at gøre. Den man føler er også smerte."[/color] Hun håbede lidt, at han ville forstå det lidt bedre denne gang, men vidste aldrig. Hun håbede bare ikke, at han ville bange for hende eller blive sur på hende igen, fordi så afviste han jo hende.
|
|
|
|
Post by Itami on Apr 25, 2011 23:01:30 GMT 2
Da anna sagde hun ville prøve smilte Fønixen til hende som et tak.
Itami så hun blevet menneske igen og da hun satte sig ned ved ham og præssenterede sig så han undrene på hende. "Itami" sagde han kort og så undrene på hende men da hun talte om smerte kunne man så tårende presse på. det var ikke fordi hun sagde smerte. men hun sagde jo direkte at ingen ville ha ham. det var ikke rart at høre. Itami krummede sig sammen og så væk.
"ingen vil ha mig... er det smerte?"
han følte virkelig smerte i hjertet ved at høre ingen ville ha ham. det gjorder ondt når han trode camill ville ha ham.
|
|
|
|
Post by Anna Valerius on Apr 25, 2011 23:12:02 GMT 2
Anna nikkede og sagde, "Hej Itami."[/color] Da han præsenterede sig, hun var glad for, at han ikke bare havde afvist hende eller prøvet at slå hende i gulvet, men ting kunne hurtigt blive skræmmende, eller ikke... eller.. hun rystede på hovedet og afbrød sine tanker, fordi de ikke længere gav mening.
Anna smilte ikke længere, da hun så, hvordan Itami blev ked af det. "Det du føler er en form for smerte."[/color] prøvede hun igen at forklare, "Men det passer ikke, at der er ingen, som vil have dig. Det er bare, at når man røre ved dig, så giver du andre smerte."[/color] Hun håbede, at han ville forstå, fordi hun anede ikke, hvordan det ellers skulle forklares. Og hun opdagede, at hun igen sagde meget, men det var vel bare omkring phoenixer, håbede hun.
|
|
|
|
Post by Itami on Apr 25, 2011 23:16:49 GMT 2
Itami så ikke på hende men så væk. han var væk bare lidt bange for at hun igen sagde ingen vil ha dig. Itami bed sig i læben og kneb øjnene sammen og da hun sagde tingene satte han sig op og så på hende. "jeg har ikke bedt om at gøre det... jeg har ikke bedt om at folk for smerte" Itami havde lyst til at skrige men lod vær. han havde jo ikek bedt om noget af det her.
"jeg har set folk i byen. børn som mig gå med to voksne... hvorfor har jeg ingen voksne med mig.." han hviskede faktisk det her til sig selv da han sad med tænker på alt han havde set. men aldrig forstået.
|
|
|
|
Post by Anna Valerius on Apr 25, 2011 23:26:27 GMT 2
"Itami, det man er, er ikke altid det, man vil være."[/color] sagde Anna og tænkte på sig selv, hun havde heller ikke ønsket at være en phoenix, hun ville bare have levet sit menneskeliv til den dag hun døde, men nu kunne hun ligesom ikke dø en naturlig død, fordi phoenixer var udødelig, ligesom elvere, men mulig at dræbe.
Anna bed sig lidt i læben, da han begyndte at snakke om forældre. Det var meget længe siden, at hun havde haft nogen, men hun savnede dem stadigvæk. "Det kaldes forældre, en mor og en far. Det er dem, som har bragt en til verden. De er dem, som elsker en højest."[/color] forklarede hun, hvorefter hun snøftede og tørrede sine øjne. Nu var det hendes tur til at føle sig alene.
|
|
|
|
Post by Itami on Apr 25, 2011 23:32:14 GMT 2
Itami knyttede sine hænder i hans lår så de rev lidt hud af. "sådan nogen elsker ikke en... kun fugl elsker mig vis det holder om den som er hos en" Itamis far havde jo efterladt ham i grotten til at gå men havde ikke regnet med fønixen tog sig af ham. faren havde taget sit ejet liv efter pga smerterne itami gav. "de elsker ikke en... ikke vis de efterlader en til døden." han havde ikke oplevet kærlighed kun trykhed fra fønixen så han anede ikke hvad det var. Itami så ned på blodet på hans lår. der var ikke meget. det var meget meget lille rift.
|
|
|
|
Post by Anna Valerius on Apr 26, 2011 13:29:18 GMT 2
"Og så er der dem, som efterlader en, fordi de ikke mener, at de kan sig af deres barn."[/color] sagde Anna og prøvede at vende situationen lidt, hun så jo altid positivt på tingene, uanset hvor sort det end måtte se ud. Tja, hun havde endda været positiv, da hun var blevet fanget, men hun slap da væk igen.
Anna så ned på hans hænder og opdagede, at han igen var skadet. Hun kravlede lidt længere hen til ham. "Hold op med at skade dig selv."[/color] sagde hun, hvorefter hun igen tørrede en tåre ud over hans skade, lidt efter tog igen hånden til sig og bed smerterne i sig, som hun følte, da hun havde rørt ham.
|
|
|
|
Post by Itami on Apr 26, 2011 18:45:05 GMT 2
han så på hende da hun kravlede over til ham. han begyndte at spænde i musklerne da hun kom så tæt. han var ikke tryk ved sitiationen. han så hvordan hun tørrede sine tåre på hans små rifter. han så op på hende og rystede på hovedet. det var tydeligt han ikke forstod hvorfor hun gjorder som hun gjorder.
han så tilbage mod byen. han forstod ikke hvad han skulle tro eller gøre. Camil havde jo lært ham tale. lært ham at kæmpe. det havde ingen gjort. ingen havde gidet at se til ham som Camill. hun var hans gud. hans redet og faktisk også hans hersker da hun fik ham af slave fangeren.
|
|
|
|
Post by Anna Valerius on Apr 27, 2011 14:52:49 GMT 2
Anna lagde mærke til hans uforståenhed og sagde, "Du har ikke godt af at miste for meget blod."[/color] Hun trak sig igen lidt væk fra ham, fordi det virkede til, at han ikke brød sig om situationen, og hun ville ikke gøre ham mere utryg, end det han allerede var. Hun tænkte over flere ting, men mest omkring, hvordan man kunne redde staklen fra hans skæbne. Hun tænkte over, om hun måske skulle opsøge oraklet i Shinrin, som så mange snakkede om. Hun havde aldrig været der, fordi hun ikke havde haft brug for hjælp, men nu stod hun ligesom i en situation, hvor fønixerne heller ikke kunne hjælpe.
"Er der nogen, som snakker med dig?"[/color] spurgte Anna og betragtede Itami. Hun vidste ikke, hvad hun ellers lige skulle spørge om, men hun spurgte mere, fordi hun havde andre ting, som hun skulle tænke over.
|
|
|
|
Post by Itami on May 8, 2011 12:43:19 GMT 2
Itami sad længe og bare så ned på sårende som lukkede sig ved hjem af hendes tåre. han var ung så han havde slet ikke de samme evner som hende. Noget som kun tiden ville hjælpe med. Itami så op da hun spurgte om han havde nogen der snakkede med ham. han lagde hovedet på skrå og hev lidt på smilebundet i et lidt undrene udtryk.
"Hvordan mener du med det?"
Itami ville aldrig ha lært at tale som han gjorde nu vis ikke at Camill havde lært ham det for at hun ville kunne snakke til ham så han kunne forstå. Dog var han meget forvirret. Anna virkede så meget anderledes end Camill. hvem skulle han stole på. hvem var ægte og hvem var falsk. det måtte være Camill hun havde jo redet ham fra at få et sværd i hoved og fra den underlige slave fanger. hun måtte være ægte så denne kvinde måtte lyve.
|
|
|
|
Post by Anna Valerius on Sept 21, 2011 20:29:40 GMT 2
//Stadig frisk?// Anna fortsatte bare med at betragte Itami. Hun havde godt lagt mærke til, at han var en ung fugl, men hvorfor var en af fønikserne ikke kommet til hende, da han var blevet efterladt? Han måtte have haft brug for noget hjælp på en eller anden. Men alligevel, han måtte have haft kontakt til nogen, ellers ville han ikke have kunnet tale med hende. Han forstod dog ikke det hele af det, som hun sagde.
”Det vi gør nu, det kaldes at tale. Har du talt med andre, som ikke er mig?” [/color] spurgte Anna om. Selv hun lagde også hovedet en smule på skrå, mens hun overvejede, hvem denne kunne være? Hun havde de værste forestillinger, men også nogen af de bedre, men hun kunne nu ikke lade være med at slippe den dårlige forestilling af sig. Hun brød sig ikke om det, og så vil det tage tid, før hun vil kunne overbevise den unge phoenix om noget. [/blockquote] |
|
