|
|
Post by Itami on Apr 25, 2011 19:45:08 GMT 2
Fønix racen var ved at få flere. Itami var en fønix kun på 50 år men han var i udseendet ikke så gammel. han stod stille og roligt ved kanten til at falde ned. vingerne var skjuldt i hans t-shirt og det uskyldige ansigt skjuldte hvem han virkelig var. Itami var meget anderledes men det var ikke mange som vidste pga at han jo bare lignede alle. Itami var smerte. men føle det var noget andet. han så ned i kløften og trak vejret dybt. skulle man hoppe ned og se hvad der skete. han kunne jo også bare finde en der ville slås. det kunne han jo. han så rundt og så så på broerne. der var jo vagter på broen. han kunne angribe og så hvad han selv havde lært.
Itami nikkede til sig selv og løb mod vagterne på broen. manden på brugen var et almindeligt menneske og angreb Itami da han kom fra Nychta siden. han angreb vagten og angreb ham også med et svært. vagten vik ramt ITami meget og itami var lige ved falde ud af broen.
|
|
|
|
Post by Anna Valerius on Apr 25, 2011 20:07:23 GMT 2
Anna havde fornemmet en anden phoenix, hvilket hun ikke havde gjort tit på det sidste, men hun havde virkelig også forsømmet sig arbejde lidt, men samtidig med det, så havde hun jo lært nye ting af Fire, der var alligevel ikke sket så meget. Hun kunne stadig i baghoved fornemme Kiba, men hun kunne ikke hjælpe, hvilket gjorde hende ked af det, men der var også andre phoenixer, som havde brug for hendes hjælp. Hun havde straks forvandlet sig til sin fugle udgave og var fløjet afsted.
Anna havde opdaget, at der var en ung dreng, som var i færd med at slås med nogle vagter på den ene bro mellem landene og var ved at falde. Hun dykkede hurtigt og fløj lidt længere ned end broen, hvorefter hun igen fløj op. Hun skubbede blit til knægten, så han ikke ville falde, hvorefter hun landede på broen og forvandlede sig til menneskeskikkelse igen. Hun betragtede vagterne, som vidste, hvem hun var. Ham den ene knurrede lavt. De havde lagt sig ud med phoenixer.
|
|
|
|
Post by Itami on Apr 25, 2011 20:15:26 GMT 2
idet kvinden rørte ham ville hun få voldsomme smerter. i dobbelt så lang tid som hun rørte ham. han havde ikke opdaget hun havde rørt ham men mændene havde ikke mærket smerterne de de havde hygget ud efter ham med sværd. Itami så på mændene og da de knurrede af en bag Itami vendte han sig om og så på kvinden.
hvem var det. Itami så ned på de hug han havde fået. han slikkede kort blodet af og vendte sig mod kvinden. han stilte sig klar til et angreb og blottede tænder som et vildt dyr. det var tydeligt at menneskekontakt ikke var det han havde fået i sit liv. Itami var smerte. rørte man ham fik man smerte.
|
|
|
|
Post by Anna Valerius on Apr 25, 2011 20:22:58 GMT 2
Anna var lidt overrasket over, at det gjorde ondt, da hun rørte ved knægten, det havde hvert fald slået pusten ud af hende, men smerterne igen, lidt kort før, at hun var blevet menneske. Hun var sikker på, at knægten var en phoenix, men hvad hans evner var og, hvorvidt han havde gjort det med vilje vidste hun jo ikke, hun var jo bare dumpet ind i en slåskamp. Hun smilede til drengen, da han kiggede på hende.
Anna trak hurtigt sin dolk, hvorefter betragtede vagterne. Hun kunne se på den ene, at han vidste, hvem hun var, hvilket gjorde, at hun sikkert var sikker på, at de gerne ville prøve at fange hende, så de kunne bringe hende til kongen, så han kunne få en smule glæde i livet, nu hvor hans sønner ikke var til stede. Anna havde sådan fat i dolken, at bladet vendte ned ad, hun var klar på et eventuelt angreb, da det så ud til, at vagterne planlagde noget. "Overgiv jer, så sker der ikke noget." sagde vagten. Anna rystede på hovedet og smilede.
|
|
|
|
Post by Itami on Apr 25, 2011 20:35:38 GMT 2
Itami stod med fronten mod Anna så han så ikke på vagterne. bag vagten som ville ha de overgav sig kom en vagt fra imera og slå ham ud. den anden vag skyndte sig afsted og prøvede at tage fat i Itami på samme tid. han havde handsker på så da han tog fat i Itami mærkede han intet. Itami så mod anna som vagten løb forbi sammen med Itami. Itami vendte sig rundt i armende og bed sig fast i mandens tøj og rev til. Itami selv kunne ikek få det til at virke. ITami så mod anna igen med en form for utrykke øjne. han så på manden han var fanget af og pressede sine vinger af af t-shirten. de røde vinger kom til syne og man kunne se hvor meget koncentration det kravede for ham. han begyndte at baske med vingerne så han til sidst fik slået vagtens ben væk under ham og da han faldt tabte han Itami der røg lidt længere.
|
|
|
|
Post by Anna Valerius on Apr 25, 2011 20:42:59 GMT 2
Anna var meget overrasket, da der lige pludselig var en vagt fra Iméra, som dumpede forbi og tog sig af den ene vagt, hun forstod ikke, hvorfor han blandede sig, hvilket gjorde, at hun så lidt på ham. Han undskyldte og skyndte sig væk igen, da dem fra Iméra ikke ville tage phoenixer til fange, da disse væsner skulle leve frit. Pludselig så Anna, hvordan den ene vagt stak af med drengen, hun rakte ud efter ham, men da hendes hånd strejfede ham, følte hun igen smerte, hvilket hun igen ikke forstod, hun gik efter, da hun overvejede, hvordan det skulle gøres dette.
Pludselig slog drengen nogle vinger ud, som han havde. Hun havde ikke selv vinger, men hun kunne også flyve. Hun skyndte sig straks hen til vagten, som var blevet væltet. Han lå på maven og hun satte på ryggen af ham, mens hun vred hans arm om på ryggen, men den anden hånd løsnede hun alle hans våben og smed dem ned i kløften. "Forsvind." var det eneste, som Anna sagde til vagten, hvorefter hun rejste sig op. Vagten, der var overrumplet og meget forvirret, måske chokeret, begyndte at løbe sin vej.
|
|
|
|
Post by Itami on Apr 25, 2011 20:54:35 GMT 2
Itami log bare på jorden og virkede forvirret over hvad der var sket. men Itami var jo ikke den der altid vidste det. han kom op og side og så om på sine vinger som han lagde om på ryggen og ind under t-shirten. Itami så mod anna og lagde hovedet på skrå. hvorfor hjalp hun ham. og hvorfor havde hun samme farve hår som hans vinger. det var meget underligt.
Itami rejste sig langsomt op og gik langsomt over mod Anna. hans uskyldige ansigt virkede bange og forvirret som han var. mest bange for at hun faktisk bare ville gøre ham noget også. Itami så længe på anna og kunne ikek finde ord at sige så han lov vær.
|
|
|
|
Post by Anna Valerius on Apr 25, 2011 21:01:10 GMT 2
Anna så længe efter vagten, så hun forsikrede sig, at han ikke kom tilbage igen, hvilket han ikke gjorde. Hun sukkede tungt og gemte igen sin dolk væk. Hun rettede lidt på sin kjole, hvorefter hun vendte sig mod drengen, som hun lige havde hjulpet. Hun havde ikke set ham før, og fønixerne havde heller ikke fortalt hende noget om ham. Hun forblev stående, mens han kom nærmere. Hun turde ikke rigtig gå hen og røre ved ham, fordi hvad nu hvis det gjorde ondt igen. Ganske ubevidst lagde hun en hånd på den skulder, hvor hendes fønixmærke var, også den arm, hvor hendes smykke var. Hun smilede til drengen, da han så ud til at have det godt. "Er du uskadt?"[/color] spurgte hun bekymret.
|
|
|
|
Post by Itami on Apr 25, 2011 21:12:55 GMT 2
Itami så på hende og da hun spurgte om han var uskadt så han meget undrene ud. "hvordan er man ikke uskadt?" spurgte ham med en lidt forvirret stemme og det var tydeligt han ikke var helt mester i sproget. Itami havde et hug fra sværdet på den ene arm men det så ikke ud til at han lige havde opdaget det. Itami så hvordan hun blev på afstand. man kunne nærmest se hadet og tristheden i hans øjne da hun ikke ville nærme sig. han trak sig selv væk og følte igen at folk afvidste ham og skubbede ham væk. han vidste jo ikke at det var fordi at han var anderledes. ITami havde aldrig oplevet nærhed. aldrig fået et kram eller noget. Itami troede det var fordi at folk ikke kunne lig ham.
|
|
|
|
Post by Anna Valerius on Apr 25, 2011 21:19:38 GMT 2
Anna så meget forvirret på drengen, da han ikke vidste, hvad det ville sige at være uskadt. "Uhm.. er du..."[/color] hun afsluttede aldrig sætningen, fordi det var der, hun fik øje på hans arm, som blødte. Hun tog nogle hurtige skridt hen til ham, men stoppede nogle centimeter fra ham. Hun bed sig sig læben, hvorefter hun bed tænderne sammen. "Stå stille! Du er skadet."[/color] sagde hun, hvorefter tog fat i hans arm, hun gav ikke slip, uanset hvor ondt det gjorde. Med den anden hånd greb hun de tårer, som hun fik grædt, hvorefter hun tørrede tårerne ud på hans arm, kort efter skulle såret gerne heale med det samme. Hun gav igen slip, og følte, hvordan smerterne stadigvæk bed i hendes arm, hun greb rundt om armen sin hånd, hvorefter hun bed tænderne sammen, mens hun prøvede at ignorere smerterne. Dog begyndte langsomt at holde op igen.
|
|
|
|
Post by Itami on Apr 25, 2011 21:29:07 GMT 2
smerterne hun fik ville være indre smerter. da hun sagde han var skadet kunne man se han ikke følte smerte. men da hun tog fat i ham så han chokkeret på hende ikke fordi han følte det men pga han så det han kunne se hvordan hun vred sit ansigt og han havde lyst til at tage sin dolk og hugge hende væk. da hun lagde sine tåre på hans sår lukkede det sig hurtiger end vis han selv gjorde det men han var også kun 50 år gammel. da hun slap ham igen kunne han så at hun ikke brød sig om det og det gjorde at han havde lyst til at angribe. hans ansigt blev nærmest vredt og angrebslysten. han havde lyst til at grade inden i fordi alle gjorde sådan når de rørte ham og det gjorde ham jo ikke specielt glad at folk ikke kunne røre ham.
|
|
|
|
Post by Anna Valerius on Apr 25, 2011 21:44:00 GMT 2
Anna slap igen sin arm, og hun kunne igen slappe helt af i musklerne. Hun så op og sendte drengen et smil, men det faldt da en smule sammen, da hun så hans udtryk, hun flyttede lidt på sin ene fod. Hun kunne ikke helt forklare det, men det var ikke noget godt. Og så var hun nok ikke så god til det med ord. "Hvorfor gør det ondt, når man rører ved dig?"[/color] spurgte hun forsigtigt og håbede, at han ville kunne give hende et svar. Ja, hun havde endnu ikke præsenterede sig, men der var lige andre ting, som optog hende hjerne mere.
Pludselig var der en fønixfugl, som satte sig på Annas skulder, hun så på fuglen og smilte til den, mens den så nysgerrig på drengen. Anna betragtede igen drengen, da hun stadig ventede på et svar.
|
|
|
|
Post by Itami on Apr 25, 2011 21:53:35 GMT 2
Itami vidste tænder og gik lidt tilbage. da hun sendte et smil sendte han et dræberblik som havde tåre i kanten. "jeg aner ikke hvad du taler om!... jeg aner ikke hvad smerte er" Itami rystede i vrede og forvirring også på fønixen på hendes skuldre. hans øjne blev store og det var tydeligt at han kom i tænke om noget.
"fugl?" han så rundt og op mod himlen han havde ikke set fugl siden han mødte ulvepigen. havde fugl forladt ham. var han alene. Itami faldt ned på sine knæ imens han stirrede op på himlen.
"du må ikke forlade mig fugl" hviskede han i det at der kom en fønix fra imera og landte ved siden af Anna. den satte sig ikke på hende men på jorden og så på Itami. Itami så på fønixen og et lille glad smil kom på hans læber. "hey fugl" Fønixen hoppede over mod Itami og lagde hovedet på skrå. det var tydeligt de kendte hinanden.
|
|
|
|
Post by Anna Valerius on Apr 25, 2011 22:06:41 GMT 2
Anna så meget forvirret på drengen, da han trådte tilbage, men ligesom heller ikke vidste, hvad det ville sige, når noget gjorde ondt. Det så ud til, at fuglen, der sad på hendes skulder, prøvede at fortælle hende noget, men Anna kunne jo ikke forstå, hvad den sagde, når var i menneske skikkelse. "Smerte er noget, som ikke er godt."[/color] prøvede hun så at forklare, da hun ikke anede, hvad hun ellers skulle sige, smerte var noget, som der bare var der.
Anna så på drengen med store øjne, da han ligesom faldt ned på knæ og begyndte at mene, at fugl ikke måtte forlade ham. Lidt efter fik hun øje på en anden fønixfugl, som landede på broen ved siden af hende og betragtede drengen. Fønixen, som sad på Annas skulder betragtede den anden, han var trods alt den øverstes højre hånd. "Ikke fugl, fønix."[/color] sagde Anna, hvorefter hun puffede lidt til den fønix, der sad på hendes skulder, så den hoppede af og satte sig på gelænderet. Lidt efter forvandlede Anna sig til en fønix.
"Jeg har hørt om drengen før, men jeg ved ikke, hvad han fejler."[/color] fortalte Fire (Fire, er det, som hun kalder ham), den fønix, der havde siddet på hendes skulder før. Hun rystede lidt på sin fjerdragt, hvorefter hun betragtede den anden fønixfugl, som betragtede drengen. Hun forblev dog tavs. Hun håbede ikke, at drengen var blevet bange.
|
|
|
|
Post by Itami on Apr 25, 2011 22:16:52 GMT 2
fønixen som kendte til Itami tog sig ikke af at han sagde fugl. det havde han jo gjort siden han lærte lidt menneskesprog. Da anna sagde det var fønix så han blot lidt vredt på hende. "ikke fønix... Fugl."
Fønixen hoppede over til Itami og så på det størknede blod han havde. Itami så kvinden blev en fønix og lagde hovedet på skrå. Fønixen hørte hvad de sagde og rystede på hovedet. Den fløj over på gelæneret og så på dem. "han hedder Itami. Det betyder smerte det som han giver men ikke for. og ja. jeg er en fønix men da han ikke havde lært et ordenligt sprog for for ca en uge siden har han kaldt mig fugl." Fønixen snakkede nok mest til anna da hun jo selv var menneske og ville kunne hjælpe ham mere end fønixen kunne. det var også hende der spørget hvad han fejlede. Fønixen fløj ned til Itami og sendte kærlige øjne.
"ingen har hørt om ham fordi hans far bare efterlod ham i den grotte jeg og Itami bor i. Itami kan ikke føle desværre. han har aldrig kunne. men jeg tror at han ved hvad smerte er når det gælder at blive afvist" Fønixen havde jo set mange afvise ham pga at han gav smerte og det havde så såret ham på en anden måde. dog sagde fønixen ikke at det faktisk var ham som havde forvandlet Itami til at starte med ved et uheld.
|
|
