kanten... fald!

[Itami]

det var koldt oppe ved bjergeene men det stoppede ikke Itami i at være der oppe. han sad og kiggede ned af bjerget med trætte øjne. han kunne sove hvert øjeblik lige nu mrn han trænede jo også hårdt. dog havde han ikke ondt. han havde dog mange sår. Itami var en lille knægt i udseendet. mange ville endag sige at han lignede en der ikke kunne gøre nogen noget hvilket kun var halvt rigtigt. han ville helst ikke gøre nogen noget. men han fortråd aldrig vis han gjorde. Itami så ned i jorden under sine føder da han jo sad med benene ud over kanten og sad bare der.
hvorfor var der ingen som kunne lære ham hvad smerte var. hvad kærlighed var. hvorfor kunne ingen lære ham det. ingen lærte ham noget om de følelser der fandtes i denne verden og det frustrerede Itami meget.

[Aiko]

Efter en lang gå tur, kom aiko endeligt op på toppen at bjerget, stille lod hun sig falde udmattet ned på jorden imens hun gispede leende, hun elskede at gå langt, men var ikke vandtil at klatre i bjergende på denne måde, så hun blev let udkørt men hun klarede den da, stille kom hun atter på bene og lod en hånd glide igennem sit lange røde hår som hun havde sat op i en høj hestehale, hun var iført sit normale hverdags tøj en åben nederdel og de korte shorts, og den korte top der lige dækkede hendes barm, og hele hendes venstre arm, hun bar også sit sværd på ryggen som altid, stille kiggede hun rundt med sine klare blå øjne imens, hun stille daskede videre, men stoppede dog op da hun fik øje på et lille barn, og lagde bare hovet på skrå og lignede et ?, hun havde da aldrig set et bar oppe på et bjerg før så det overraskede hende da en del,

[Itami]

Itami sad roligt og så bare ned af bjerget. han havde ikke opdaget at der var nogen lidt væk fra ham. Itami havde mange sår på armende og den måde han sad på kunne man ikke se nogen smerter på ham. men han havde en dyb smerte. han manglede omsorg. en ung dreng som Itami havde aldrig oplevet kærlighed. aldrig blevet taget af.
"faldt fugl... fald" hviskede han stille og var klar til at hoppe ud men gjorder det ikke. en smuk rød fjer fald ud af hans t-shirts åbning og fløj med vinden mod kvinden. Itami kaldte tit sig selv for fugl. en lidt dum vane han havde.

[Aiko]

Aiko stod helt stille og studerede drengen, og forstod ikke hvorfor han sagde fald fulg, og gik så stille hen imod ham, hun havde dog sine øjne tæt rettet imod ham, og betraktede hver lille detalje han fortog sig, ""hello?" sagde hun så stille, imens hun gik helt hen imod ham, og satte sig lidt væk fra ham, imens hun betraktede ham stille og roligt, hun havde aldrig været serligt tæt på andre, kun dem hun skulle *lege* med som for det meste aldrig kunne sige hej til nogen efter hun havde været på besøg med sin dolk,

[Itami]

Itami sad roligt og i det kvinden sagde hej kom en helt anden udstrålling fra ham. hans øjne var varsomme og var klar til angreb. han så på hende med en morders øjne nærmest men alligevel så han så uskyldig ud. som en bange eller engel. hvilket han halvt om halvt var. hans far havde været en engel fra imera slottet.
da hun satte sig ned var han virkelig klar til at lave et hop ud over kanten af bjerget. han sad klar med føder og hænder til at hoppe ud. han knyttede næverne og så på hende med lidt skramte øjne.

[Aiko]

Aiko kiggede stadig på ham, og havde ingen lystil at skade den lille dreng eller skramme ham, som hun plejede at ville når hun mødte andre, måske kunne han også være sjov at lege med på nogle områder? "jeg gør dig ikke noget," sagde hun så bare, imens hun rettede blikket imod himle, men blev ved med at lytte til om han kom nærmere eller kunne finde på at gøre hende noget, for hun brød sig ikke om hans øjne på nogen måde, men regnede ikke med han ville gøre hende noget når hun nu ikke gjorde ham noget, men man kunne aldrig vide med andre væsner, de var jo ikke alle ligeså venlige som andre,

[Itami]

Itami så på hende og da hun sagde hun ikke ville noget satte Itami af og hoppede ud over kanten og lagdte på bjergets side og glid ned. han kom op på benene og løb med ned af bjerget til den næste kant hvor han stoppede. ca 10 meter under hende. der var blod på bjerget pga hans glide tur og sådan han løb. der var slet ikke nogen tegn på smerte i Itamis ansigt. han så op på hende og så slet ikke blodet han havde efterladt.

[Aiko]

Aiko sad stille og så på den lille drengs tur ned af bjerget, dog rejste hun sig bare op, og kiggede ned til ham, men blev stående der hvor hun stod, hun overvejede lidt at følge efter ham, men vidste ikke om hun magtede den tur ned, hun ville jo heller ikke ha flere skrammer på kroppen, så hun smilede bare ned til ham, hvor hun så vente ryggen til kanten og forsvandt ud fra hans øjnvinkel, og fortsatte sin tur op af bjerget, for hun ville gerne højere op., bare en smule hun elskede højder hvorfor vidste hun ikke, hun følte sig bare draget imod det, som en kat der sad i et træ.