Back to black

[Velkan Thomas Valentine]

Nýchta. Tilbage til larmen og det mere kriminelle miljø. Han havde ellers godt kunne lide Iméra. Der havde været så dejlig roligt, og der var let nok at undgå at folk stjal, men her skulle han virkelig være på vagt. Hans fantastiske nattesyn havde givet ham en stor fordel, men han vidste også at der var andre end ham der havde et godt syn.
Han var kommet med Magdalene til Katsu for nogle få dage siden. De havde rejsetilladelse så de kunne passere grænsen. Salget gik godt, fordi der var nogle stamkunder, hvilket var dem man bedst kunne stole på i Nýchta. Dem der altid kom og købte hos Magdalene. Dette menneske var af en eller anden grund respekteret af denne mørke befolkning, fordi hun havde klaret sig selv så længe, men nu var Thomas der til at passe på hende.
Han havde tændt nogle fakler så Magdalene selv kunne se noget når hun solgte sine varer. Hun kunne ikke se lige så godt som Thomas kunne eller andre fra Nýchta.
Mange af stamkunderne havde bemærket Thomas, og ligesom i Iméra var der også en god bunke piger der gerne kom forbi for at se ham an. Denne gang var der dog ikke nogen der vendte sig væk når han gav dem et tandsmil. Han havde fået at vide hvorfor pigerne i Iméra havde været lidt bekymrede når de så hans tænder, men det havde stadig ikke vendt ham tilbage til de gamle vaner. Han havde ikke behov for blodet.

Lige nu stod han ved siden af boden, mens Magdalene diskuterede med en yngre mand omkring nogle urter der skulle hjælpe ham mod nogle smerter i maveregionerne.
Han strøg sig gennem det sorte hår der var blevet en smule længere og det tætte skæg. Han havde lige klippet det pænt, så det ikke var langt og sjusket. Det var et tæt skæg hvilket han faktisk godt kunne lide. Han synes at det klædte ham.
Han stod i en mørkegrå kjortel og et bar grå bukser, med sværdet i en skede. Buen og pilene var godt skjult i Magdalenes vogn, så det ikke blev stjålet, mens de var i Katsu. Det skulle ikke ske nu. Han var glad for buen, og den var god at lege med. Han havde det bedre med buen end sværdet, men det var en større fordel at bruge sværdet i gaderne, mens buen var bedst på det åbne land.

[Noctis Késina]

Noctis gik rundt og kiggede mellem alle boderne. Noget han gjorde tit for tiden, han trængte til noget nyt tøj syntes han selv, idag han havde han dog ikke sit normale tøj på, men han havde et par hullede jeans og en sort, tanktop. Hans hvide hår var ligeså rodet som det altid var, det var nok noget han aldrig ville få rettet på.
Han kiggede efter nye smykker og nyt tøj igen, han trængte altid til nye smykker og tøj, det var da også det, det meste af hans løn blev brugt på, måtte han ærligt indrømme, lige meget hvor dumt det var, kunne han ikke lade vær med at købe tøj og smykker.
Der var stadig oprør oppe i slottet over at prinserne var forsvundet, og forståeligt nok. Man havde stadig ikke fundet nogen af dem, og de fleste troede på at de var døde, der var selvfølgelig bare ikke nogen der snakkede højt om det.

Han kunne se udmærket i de her ellers mørke gader, men det var også mest på grund af at han var vampyr, det var en medfødt evne at se i det her mørke. Han sukkede stille mens han kiggede på tøj og smykker, han syntes ikke rigtig der var noget der tiltalte ham, i hvert fald ikke lige pt.

[Velkan Thomas Valentine]

Noget fangede Thomas' opmærksomhed. Noget der virkede bekendt. Han vendte hovedet med et hastigt ryk mod det han mente at han kunne genkende. Noget hvidt hår, men han vidste ikke hvorfor det her lige frem tiltrak hans opmærksomhed. Der var et eller andet der sagde ham at han kendte ejeren af håret, men han kunne ikke fortælle det.
Magdalene var også blevet færdig med kunden og havde lagt mærke til Thomas' bevægelse. Hun kendte ham alligevel så godt at hun kunne se når noget fangede hans opmærksomhed. "Which is it this time?" Thomas fortalte hende hvem det var og hun nikkede lidt for sig selv. Hun kaldte på Noctis. "You, with the white hair. Yes you! Would you please come over here." Hun talte mere barskt end hun plejede, men for resten af markedet var det så høfligt så selv de royale havde svært ved at være mere høflige. Hun vinkede til Noctis indtil hun fangede hans opmærksomhed.
Thomas stod lidt henlagt i skyggerne, da han gerne ville se personen lidt an. Han havde tit haft en fornemmelse af at der var nogen han kendte, men ingen havde genkendt ham og der var heller ikke nogen som havde givet ham flere minder. Alt var stadig sort for ham.

[Noctis Késina]

Noctis stod midt ude på gaden, og tænkte på om han bare ikke skulle vende om, men lige pludselig var der en der kaldte på ham, eller han gættede i hvert fald det var ham der blev kaldt på, da han var den eneste med hvidt hår. han vendte sig mod stemmen, og han pegede på ham selv, for at være sikker på det nu var ham der var blevet kaldt på. Det var det åbenbart, så han gik hen til boden, usikker på hvorfor han var blevet kaldt derhen.
Han kiggede på kvinden der havde kaldt på ham, hvad ville hun dog med ham? "What is it?"[/color] Han smilede venligt med sin naturlige charme over sig. Hele hans kropssprog udstrålede venlighed, og der var intet truende over ham. Han kiggede lidt på det der var i boden, ikke rigtig noget der interesserede ham lige pt, måske var det derfor han var blevet kaldt herover? Måske havde det noget at gøre med hendes bod?

[Velkan Thomas Valentine]

Thomas holdt vejret. Han kunne nærmest lugte at det var en anden vampyr. Hans lugtesans var blevet skærpet efter han havde fået at vide at han var vampyr. Lysten til blod var dog ikke dukket op endnu, men han tænkte at den først dukkede op når han fik smagt det igen. Han havde lidt lyst til at smage blod igen, for at finde ud af om hans teori var rigtig, men hvis den var ville han ikke kunne beskytte Magdalene som han skyldte sit liv. Uden hende ville han nok ikke have overlevet.
"You seem like one that could use something for your skin. It looks awfully dry." Thomas prikkede til hende, som et tegn på at han gerne ville have mandens opmærksomhed. Han talte dog ikke selv, men lod blot Magdalene tale. "Well, actually it's Thomas who wants to talk to you, sir." Hun vendte sit blik mod Thomas som stod og var en smule spændt på om han blev genkendt. Indtil videre var der ikke nogen der kunne med god grund. Alt ved ham var ændret. Hans hår var længere, han havde anlagt skæg, hans natur var blevet rolig, mild og voksent, hans stemme var blevet dybere og mere rug, hans muskulatur kraftigere og det stolte og hovmodige blik var forsvundet. Han var svær at genkende.

[Noctis Késina]

Noctis lugtede lidt til luften, der var tydeligvis en vampyr i nærheden af denne vampyr. Lugten var velkendt, men hvorfra? Der var selvfølgelig mange vampyrer her, men lige denne her skilte sig ud. Men gad vide hvorfra? Han fik ondt i hovedet, af at prøve at komme til at tænke på det, så han slog det ud af hovedet for nu.
Han kiggede på kvinden som havde kaldt på ham. Han tog sig til kinden efter hendes bemærkning, hans hud var da ikke tør, det syntes han i hvert fald ikke.. Han kiggede nysgerrig på kvinden, vidste hun noget han ikke selv vidste om hans hud? Men lige pludselig var der en der prikkede kvinden på skulderen. En ung mand.. Det var ham der var vampyren, der kunne man tydeligt lugte. Men han havde da ikke set ham før, eller havde han? Lugten fra denne mand var velkendt.. Men det var en han ikke havde lugtet til i et godt stykke tid nu.. Og han kendte da heller ikke nogen der hed Thomas..
Noctis kiggede nysgerrigt på den unge mand. Granskede ansigtet grundigt, kroppen og det hele. Han kunne godt minde lidt om Velkan, den kære, forsvundne prins.. Men ham her var mere moden, og han var heller ikke så vild som den anden. Han var meget mere voksen end Velkan. Men han begyndte at tvivle. Han kendte ikke denne mand, og jo mere han kiggede på ham forsvandt håbet om det var Velkan, men hans fornemmelser sagde at dette var Velkan. Men hvis det var ham, havde han forandret sig meget.. Og hvorfor gik han under navnet Thomas, og hvis det var Velkan burde han ikke havde genkendt Noctis med det samme? Eller var der en grund til alt det her?
Han kiggede grundigt på knægten. Der var nogen ting der helt klart pegede på at det var Velkan. Han ville lige prøve, og se om hans fornemmelser holdte stik. Han stolede altid på sine fornemmelser, men lige i det her tilfælde tvivlede han altså lidt på dem. "Velkan.. Is that you?"[/color] Han kiggede nysgerrigt på den unge mand, for at se om han reagerede på navnet, og hvis ikke var det bare en nitte. Men der var altså noget velkendt over ham, og noget der bare skreg i hans hoved, at dette var den forsvundne prins Velkan.

[Velkan Thomas Valentine]

Han var stadig spændt på at se om personen kunne genkende ham. Han havde dog den der fornemmelse at personen tvivlede. Der havde været rigtig mange nitter og faktisk var der ingen der kunne genkende ham. Hverken Iméra eller Nýchta. Nýchta var nok der, hvor der var størst mulighed for at blive genkendt.
Endelig til sidst nævnte manden med det hvide hår et navn. Magdalene vendte sig mod Thomas. "Does it reminde you of something?" Magdalene kendte ikke så meget til de kongelige, så hun reagerede ikke på navnet Velkan. "I don't remember. I can't say that it is my real name." Hans stemme var uigenkendelig. Hans drengede stemme var virkelig væk. Saltvandet havde slidt hans stemmebånd så voldsomt at den var blevet meget rug, og overraskende behagelig. Den virkede mere venlig, så på den ville Noctis ikke kunne genkende ham ved.

[Noctis Késina]

Noctis stod og stirrede på manden der lignede Velkan.. Men det kunne da ikke være ham? Tvivlen sneg sig ind på ham, alt ved ham sagde imod at det var Velkan. Ham her var moden, ikke så drenget, og han virkede heller ikke så flabet og arrogant som Velkan.. Men alligevel var der et eller andet over ham, der pegede på at det var Velkan.
Noctis begyndte at bide hans negle, en vane han havde fået, når han tænkte meget over nogen ting. Kunne der være noget bestemt man kunne huske Velkan på? "Doesn't remember? Have you lost your memory?"[/color] Han kiggede overrasket på manden. Det kunne stadig være Velkan, der var bare en eller anden autoritet over ham, men alligevel ikke. Han tog sig til hovedet, det var virkelig frustrerende det her.
Han stod og tappede lidt med hans fod ned på jorden, mens han tænkte.

[Velkan Thomas Valentine]

Han rystede på hovedet og så skamfuldt ned. Det var underligt at se en mand der udstrålede så meget autoritet og magt med nedbøjet hovede i skam. Det var hvert fald anderledes at se på. Egentlig havde han værke autoritet eller magt, men den smule havde alligevel overlevet i ham. Dog var den ikke flabet, men moden og besluttet. Han havde ændret sig meget på sin tur. Han lignede heller ikke længere kun femten men faktisk 18-20 år hvis man sammenlignede ham med menneskerne. Magdalene klappede ham trøstende på skulderen.
"The only thing I remember is me waking op on a black beach, and horrible nightmares." Hans mareridt var med tiden begyndt at hænge bedre fast og blive mere tydelige. Han havde set at det var på et skib det startede og det sluttede i havet, men han kunne stadig ikke genkende nogen fra drømmene. Han kunne også huske lænker, så han tænkte at han var en slave oprindeligt, så han var meget lykkelig for den skæbne han havde fået nu.

[Noctis Késina]

Noctis kiggede fuldstændig forvirret på manden der lignede Velkan.. Kunne man måske lugte på blodet om det var Velkan? Han ville ikke selv kunne genkende den, men hvis han måskede hentede kongen eller en anden, der måske ville kunne genkende lugten af Velkans blod.. Men han turde ikke forlade stedet, hvad hvis de ikke var her imorgen, så ville "Velkan" måske være væk igen, og han turde ikke give kongen noget håb om at hans søn stadig var i live, hvis det skulle vise sig at være en nitte.
Han bed stædigt i sine negle.. Hvad skulle han gøre? Han kiggede skiftevis på manden og kvinden. Kunne man måske få dem med op på slottet? Ville de gå med til det?
"If you want, I can take you with me up to the castle, maybe there's someone there who recognize you,"[/b] Han smilede forsigtigt til dem. Han ville ikke prøve at forskrække dem eller noget, men det var den eneste valgmulighed han havde, at få den dreng/mand med op til slottet. Men han ville selvfølgelig godt kunne forstå det hvis han sagde nej, der var ikke ligefrem kønne rygter om slottet.