|
|
Post by Noctis Késina on Apr 24, 2011 21:30:29 GMT 2
Noctis stod ude ved kløften. Han stod med spredte arme, og nød hvordan vinden blæste omkring ham. Han smilede saligt, mens han kiggede ud over kløften. Han var i godt humør i dag, igen en dag. Men det var dog en af de sjældne dage hvor han var alene, og det var fordi han ville være alene med sine tanker.
Han havde sine hvide løse bukser, med sort klæde foran, og et blåt stof som bælte, som også hang løst om hans bukser. Han havde også noget blåt stof bundet løst rundt om hans venstre overarm, og hans højre underarm. Han havde bar overkrop, men han bar nogle guldsmykker, der havde blå diamanter i, dog falske diamanter, og han havde et par gladiator sandaler på.
Han lukkede sine øjne, og han lod sig falde bagover med et smil på læberne. Han ramte jorden med et bump, og han åbnede atter sine øjne, og han gav sig til at kigge op på himlen. Han sukkede stille af salighed, der var en vidunderlig stilhed her, og den fik ham til at slappe af.
Han rejste sig op, og han tog en dyb indånding. Der gik lidt til for han åndede ud igen, men da han åndede ud begyndte han at danse. Der var ingen sammenhæng i hans dans. Det var bare en løssluppen dans, der var lidt en blanding af det hele.
|
|
|
|
Post by night on Apr 24, 2011 22:05:22 GMT 2
Ud af mørket, bevægede en skikkelse sig, med rolige skridt, nærmest, tøvende skridt. Men sådan var det når man var… ustabil. Og det var Night bestemt lige nu. Eller han følte sig ustabil. Derfor havde kløften også været det mest tiltalte sted at søge hen. Her var ingen. Ingen der kunne komme til skade. Det plejede der ikke. Så da de hvide øjne løftedes fra jorden, og faldt på en dansende skikkelse, stoppede Night da helt op. Mere fordi han… ikke kunne fatte det. Nogen stod faktisk og… dansede? Ved kløften? Totalt ubekymret? Det kunne vel være så let lige at… dukke frem fra mørket… angribe. Night rystede hurtigt på hovedet af sig selv. Han kunne ikke tillade sådanne tanker. Han kunne dog heller ikke lade være med at lade de kolde hvide øjne falde tilbage på den dansende mand. Det var bare for… mærkeligt. Unaturligt. Men det tænkte han nok mere fordi han ikke selv havde rytme i kroppen, eller i det hele taget nogen sinde ville indrømme det hvis det var.
|
|
|
|
Post by Noctis Késina on Apr 24, 2011 22:18:27 GMT 2
Noctis havde hørt at der var kommet nogen, men han ignorede det og han lod sig fange af sin dans. Hans hvide hår blafrede mens han dansede, og vinden gjorde også sit til at det blafrede. Han smilede lykkeligt mens han dansede, han var altid så glad når han dansede. Og han elskede at gøre det sted hvor han var alene, han brød sig ikke helt om at folk kunne se ham danse, i det han selv mente han dansede dårligt, mens der var andre sagde at han dansede godt.
Han stoppede dog op efter et stykke tid, han var blevet helt svedig og forpustet over at danse så vildt, men det var en dejlig følelse. Man følte sig ligesom fri. Han sukkede og han satte sig ned på græsset med et bump. Indtil han kom i tanke om at han havde hørt nogen komme til kløften. Han begyndte at kigge sig omkring efter denne person.
|
|
|
|
Post by night on Apr 24, 2011 22:59:21 GMT 2
Night havde langsomt nærmet sig. Delvist opmærksom på bevægelserne fra den anden. Dans var så mærkeligt. Han havde set det før. Havde været til nogle fester med sine forældre, når han var stabil. Selvom… pænt tøj slet ikke var ham. Nu var denne mand dog på ingen måde… festlig klædt. Det lignede mere noget… ja han vidste ikke hvad det lignede. Som han tænkte på mandens underlige tøj, lod han blikket glide ned på højre arm. Strøg ærmet op. Night var simpelt klædt. Mørke bukser, en hvid bluse. Ærmet var allerede en smule rødt. Han kunne ikke lade være, nu han så det, med som sagt at stryge ærmet til side og betragte såret. Så man efter kunne man ane mange, tynde lyse ar. Fra de sår der havde været dybe nok. Et smil af tilfredshed, bredte sig på Night læber ved synet af blodet. De hvide øjne blev kun vildere. Han bemærkede slet ikke hvordan manden stoppede sin dansen. Eller hvordan han kort efter søgte rundt i mørket efter ham. En finger strøg over den lette stribe blod, og strøg bagefter blodet over kinden. Ved dette løftede han dog blikket igen. Så imod manden. Opdagede hvordan han havde stoppet, og stivnede lidt. Damn.
|
|
|
|
Post by Noctis Késina on Apr 24, 2011 23:15:08 GMT 2
Noctis var ivrig efter at få noget selskab, så da han syntes han havde set nogen, blev han glad. Selskab var altid dejligt. Han kiggede ned på sit tøj, og han grinte lidt over det. Han vidste godt at hans tøjsmag var anderledes end så mange andres, men han elskede sit tøj, det var anderledes og han følte sig fri i det.
Han rejste sig op efter et stykke tid og han begyndte at strække lidt ud. Men han kunne pludselig lugte blod, og han drejede sig med det samme mod lugten. Det var sikkert den person som han havde opdaget. Blødte personen selv, eller var det en andens blod han kunne lugte? Han undrede sig lidt over det, og han så pludselig den fremmede person i øjnene.
|
|
|
|
Post by night on Apr 24, 2011 23:35:11 GMT 2
Night vidste med det samme han var opdaget da deres øjne mødtes. Andet var utænkeligt. Det fik hånden til at falde. Fik ham til at gå yderligere i stå. Selvom han nok burde tørre blodet væk inden det størknede. Det var ikke hans skyld at blod var så smukt? Så rent. Rødt. Hvis han ikke havde holdt blikket på manden lige da ville han sikkert have forsøgt at åbne cuttet i armen med neglene. Selvom han ellers gik efter… ja hans mor havde foreslået ham dyr, i stedet for andre væsner. Dyr var bare… for lettet… det var intet sjov i dem. Det endte med at Night i deres øjenkontakt blinkede. Hvilket fik ham til at realisere at han af en eller anden grund i det hele taget var gået i stå. Unødvendigt. Tanken fik Night til at smile. Intet venligt smil. Et koldt, tilfreds smil, som han nu uden yderligere tøven, faktisk nærmede sig den fremmede. Sjov sjov sjov, var desværre alt der kørte rundt i hans hoved lige nu.
|
|
|
|
Post by Noctis Késina on Apr 24, 2011 23:59:11 GMT 2
Noctis smilede glad til personen, da han fik øjenkontakt med den fremmede inde i skyggen. Han gav sig til at vinke til personen, men han blev stående hvor han var. Han turde ikke risikere noget, men han prøvede at få personen derover med den naturlige charme han havde over sig. Han kiggede nysgerrigt derind, han ville gerne se hvem det var der gemte sig derinde i skyggen. Han syntes han kunne ane et smil derinde i skyggerne, men hvad smilet betød kunne han dog ikke helt gennemskue, men han tænkte at det sikkert var et godt tegn, så han begyndte stille at nærme sig den mystiske person.
|
|
|
|
Post by night on Apr 25, 2011 0:07:34 GMT 2
Smilet fra den fremmede var lige til at slå Night ud af den. Ingen smilte sådan til ham. Ingen! Ikke fordi han hadede det. Det var blot uvant, at nogle ville smile så… imødekommende, til et monster som ham. Lysten til at dræbe, havde jo sneget sig ind på ham igen. Nu hvor denne fremmede så virkede så, ja i mødekommende, var det at han kunne skubbe til bæstet, tøjle det lidt. Og de vilde tanker om at ville flå den fremmede med hænderne forsvandt da. Også smilet forsvandt, men det mere fordi det var kommet med tankerne. Fantasien om at denne mands blod, flød, så flot. Nej, Night to sig ikke af det faktum at manden nok var vampyr, som ham selv. Race betød intet for monsteret. Et sted ønskede han at advare ham. Bede ham om at holde sig væk. Hvor desperat det måtte virke. ”Du ønsker ikke at nærme dig mig”. Ordene var mere tomme end bedende. Hvad end der skete, ville han ikke virke ynkelig, så manden pludselig fik medfølelse for ham eller noget i den stil. Han trådte roligt ud af skyggen, afslørede sig selv. Såret på armen havde næsten lukket sig, og kun en let blodstreg antydede nu at blodet på kinden kom der fra. Måske han kunne skræmme ham væk? Det var altid forsøget værd.
|
|
|
|
Post by Noctis Késina on Apr 25, 2011 13:36:29 GMT 2
Noctis som stille havde nærmet sig den fremmede person, fik lidt af et chok da den fremmede snakkede til ham. Han smilede bare overbærende, men dog stadig venligt. "And why wouldn't I wish that?"[/color] Han stoppede op og smilede venligt til den fremmede i skyggerne. Han var stadig helt svedig over hans dans, men han havde fået pusten igen. Han satte sig ned i hug der hvor han var. Den fremmede ville jo ikke have han kom nærmere, så det ville han ikke, men der var ikke blevet sagt noget om at han skulle gå længere væk, så han blev hvor han var. Et par meter derfra.
|
|
|
|
Post by night on Apr 25, 2011 21:15:48 GMT 2
Mandens uvidenhed… eller det Night så som uvidenhed… var irriterende. Faktisk ganske provokorende. Hvorfor fattede folk ikke bare at når man sagde de skulle holde sig væk, skulle de holde sig væk? Så svært var det vel ikke. Uanset hvad var han generelt næppe en, nogen faktisk gad komme ind på livet af. Psykisk. Følelsesmæssigt. Det var lettere når alle var på afstand. Så selvfølgelig generede det Night, at manden på trods af advarslen, blot spurgte sådan. Som… var det kun en simpel joke Night havde kommet med. Var det ikke fordi at denne fremmede i det mindste blev hvor han var, ville situationen sikkert have endt anderledes. Vreden ville være kommet, som den allerede var på vej. Den ville nære dyret. Det var nok også derfra smilet kom. Som Night løftede hånden igen og strøg en finger over blodstriben på kinden, dukkede det her… syge smil op på hans læber. At overse at han var fuldstændig sinddsyg i dét øjeblik, var umuligt. ”Jeg er farlig…”. Ordene kom ikke med den tristhed man måske kunne forvente. Havde han svaret hurtigere, end vreden var blusset, ville han nok have indrømmet dette i en trist tone. I stedet lød han nærmest stolt og glad over det.
|
|
|
|
Post by Noctis Késina on Apr 27, 2011 21:25:14 GMT 2
Noctis satte sig ned og begyndte at studere naturen lidt, af den smule natur han nu kunne studere, men skidt pyt. Han sukkede stille, og han begyndte at nynne lidt med på en sang, han havde haft på hjernen hele dagen. Han begyndte stille at rokke til musikken, mens han sad der på græsset, men det stoppede han med efter et stykke tid.
Han kiggede hen mod buskadset, mod den stadige mystiske person, der gemte sig derinde. Han satte sig i skrædderstilling, og lod hans hoved hvile på hans hånd, (lidt ligesom på billedet) med et saligt smil på læberne. Han ville gerne snakke med personen der var inde i skyggerne, og det var ikke fordi han havde fundet hans bemærkning, om at han skulle holde sig væk, komisk. Han var bare ligeglad, om hvad folk bad om ham. Hvis han ville snakke med personen, så vil han også snakke og sådan var det bare.
Han hævede dog det ene øjenbryn, da den næste bemærkning kom inde fra skyggerne. Måden orderne blev talt ud på, lod som om han var stolt af det.. Kan man være stolt over at være farlig? Han trak lidt på skuldrene, det kunne man vel. Man kunne være stolt at så mange underlige ting. Han kiggede dog stadig inde mod skyggerne, prøvede at få øjenkontakt med den der nu var inde i buskadset. Han fik selv et ondt smil frem i på hans læber, og hans ellers positive udstråling blev helt kold, og man kunne tydeligt mærke en lyst efter blod. Han havde lige trådt ind i sin kampmode, andet end det kun var for sjov han gik ind i den, i den nuværende situation. "Og du tror du er den eneste der er det?"[/color] Han var også selv farlig, men det var sjældent han var på denne måde. Han tænkte bare, at det sikkert var den eneste måde at kunne få denne mystiske person frem, for at se hvem personen egentlig var.. Han var begyndt at blive lidt nysgerrig.
Men der gik ikke lang tid, før han gik tilbage til sin kropssprog og laidback attitude.
|
|
