Endelig..

[Gren Shade]

Gren trak stille på sine skuldre. Han orkede ikke at slås, han var træt af alt det her. Han kiggede ned på Kania som også kiggede op på ham. Han smilede stille til hende og begyndte at nusse hendes hoved. Han satte sig ned op hug og nussede videre, mens han kiggede på hende. "Du må tro hvad du vil"[/b] Han trak uinteresseret på sine skuldre, og blev ved med at nusse Kania. Han kiggede hen mod hende, og kiggede på hendes kropssprog og eventuelt våben i hænderne. "Men jeg er da ikke den eneste som virker truende"[/b] Han kiggede på hende med hævede øjenbryn, og et lidt koldt smil på læberne.

[Camill Angelique Arnauld]

Lige med et stod hun stille og lod bare blikket hvile mod hans ulv. Som om den var mere interessant end ham. Det kunne godt være at han ikke længere virkede truende, men hun manglede en form for morskab. Hendes blik var ganske roligt, men lige pludselig viste der sig et ansigt i hendes øjne. Det kunne ligne døden, men det kunne også sagtens være en indbildning.
"Jeg gør da slet ingen ting"
sagde hun med en rolig stemme, men også lettere hånligt. Bagved dem skete der noget nede i undergrunden. Det var da helt klart meningen, at hun ville prøve at lege lidt rundt med dem, nu hvor de alligevel bare stod og snakkede hendes blik hvilede dog hele tiden på dem. Der skulle ikke så meget til for at hun ville kunne fremkalde de levende døde, hvor hun ønskede det, uden at hun skulle koncentrere sig al for meget. Hendes blik farede dog roligt ned mod ulven igen. Idet at hun i et kort øjeblik havde betragtet ham.

[Gren Shade]

Gren skulede hen til hende. Han ville gerne havde fundet en fredeligere metode, men det kunne godt tyde på at det var umuligt med hende her. Pludselig gav Kania et lille piv fra sig, hun virkede bange for et eller andet. Han kiggede hurtigt over på kvinden. Hun havde sikkert gjort et eller andet. Sikkert ikke fysisk men mentalt mod Kania. Han kunne mærke hvordan vreden blussede op i ham. Han kunne sagtens tage det, hvis det havde været imod ham, men han ville ikke tilgive det, hvis der var nogen der gjorde Kania ondt. Han rejste sig stille op igen, og han skulede ondt til hende. Han fnøs stille ved hendes ord. "Der tror jeg vi er uenige!" Han knyttede stille sine hænder, mens han skulede. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, flygte for at blive sparet for en masse problemer, men stadig få et sår på hans ære, eller skulle han blive og slås, få en masse problemer, men stadig forsvare sin ære. Han kunne stille høre noget bevæge sig under jorden, et stykke væk fra dem og bagved dem. Han lod som om, at han ikke havde lagt mærke til det. Men lige nu lå det meste af hans koncentration der, så han kunne være parat til at forsvare sig selv, hvis der nu kom et angreb.

[Camill Angelique Arnauld]

Camill rystede let på hovedet i det at Kania begyndte at pive. Var det virkelig en ulv, som ikke kunne klare noget som helst. Der var jo ingen grund til at begynde at pive over noget der skete nede i jorden. Hvem sagde at det overhovedet havde noget med dem at gøre. Hendes blik var fastlåst på Gren nu, hun havde en underlig fornemmelse, men kendte ikke grunden til det. Langsomt begyndte hun dog at bevæge sig tilbage. Væk fra dem. En hånd stak nu op af jorden og sørgede for at en krop kom til syne. Skikkelsen bevægede sig lige mod Gren, men underligt nok sørgede skikkelsen ikke for at skjule sig. Den gik bare lige på.
"Se nu der"
sagde hun lettere opgivende, også selvom hun udmærket godt vidste, hvem der havde gjort det. Hun stod jo selv bagved det. Skikkelsen af den levende død, bevægede sig mod Gren, men den bar ingen våben. Underligt at nogen så ville gå til angreb. Men skikkelsen valgte til sidst at løbe mod både Gren og Kania, imens at Camill bare så på.

[Gren Shade]

Gren kiggede med afsky på det lig der kom gående mod ham. *Necromancer, huh..* tænkte han, mens han stille så hen på hende. Kania var ikke bange for lig, men det blik der havde været i kvindens øjne havde skræmt hende, men et lig som dette, hvorfor skulle hun være bange for det? "Hvad vil du have jeg skal se? At du var truende alligevel?" Han himlede stille med øjnene. Han kunne virkelig ikke klare den type. Han trak stille sine sværd. Han stod stille og i forsvarsposition da liget kom løbende hen imod ham. Han stod helt stille, og ventede bare på at liget kom nærmere. Da det var helt tæt på ham, svingede han sit højre sværd over brystet, og derefter kom venstre sværd nedefra og huggede højre arm af. Derefter kom Kania og bed liget i hovedet, og væltede liget omkuld, hvorefter hun bed liget i struben.

[Camill Angelique Arnauld]

En mindre latter strømmede igennem luften, idet at hun hørte hans spørgsmål, men hun havde dog ikke tænkt sig at svare på hans spørgsmål for lige nu var det ikke særlig relevant for hende. Liget der meget hurtigt blev angrebet, havde dog ikke tænkt sig at give op lige nu. Camill lænede sig blot op af træet igen, som hun havde stået ved længe. Hun var afslappet, imens at liget bare kæmpede videre for at få dyret væk fra sig. Dog havde det nu kun en arm og så sad Kania fat i dens strube, ikke fordi det gjorde synderligt meget ondt, men det var da nok til at holde den nede.
Dog var Camill ikke færdig bagved hende stod der nu flere levende døde og ventede på at det var deres tur. Camill kastede nogle knive ud til dem. Den ene var dog kaste speciel, så hvis man ville blive ramt af den, ville man være i store problemer. Den kniv, som hun havde fået special lavet til sig selv, men nu lå den altså i hånden på en af de levende døde, men hvilken? De farede alle mod Gren og ulven, som holdt den ene nede. De var omkring de 10 stykker, måske.

[Gren Shade]

Gren kiggede mod de flere lig der var på vej imod dem. Han bandede sagte for sig selv. Kania flyttede sig væk fra liget, og han skyndte sig at hugge hovedet af det lig der lå ned. Han smilede koldt hen imod hende, og derefter vendte han sig mod Kania. Han smilede stille til ulven, og hun forstod straks hvor han ville hen. Han vendte sig stille mod ligene igen og han tog en dyb indånding. Hvis det blev nødvendigt ville han forvandle sig, men nu ville han lige se om han kunne klare ti mere af disse lig. *gå efter hovederne*, lød hans tanker, og de blev ved med at gentage sig selv. Han lukkede stille sine øjne, og han hørte hvordan ligene kom nærmere og nærmere. Da de var 4 meter fra ham, åbnede han hurtigt sine øjne, og han fik hugget hovedet af de to første på et split sekund, nu kom det svære bare. Kania gik til angreb bag dem bagfra, og hun fik hovedet bidt deres hovede af, efter nogen få hug med hendes hugtænder og bid. Han svingede lidt med sværdene i hans hånd, mens han ventede på at de næste 8 var ved ham. Han fik hurtigt dræbt en til, og et ondt, koldt smil blev hurtigt dannet på hans læber, mens han dræbte disse lig. Selvom han normalt hadede blodudgydelse, men så snart han kom igang, elskede han fornemmelsen af det hele. Han blev ramt i armen af et af dolkene, af nr 6 lig, og han fik hurtigt dræbt det lig, mens han bandede sagte for sig selv igen. Kania havde allerede taget sig af 4 af dem, og han havde taget sig af 6. Det havde taget et stykke tid for dem at fået tag på alle ligene. De var slap nogenlunde uskadte fra det, det eneste sår var det han havde fået i sin arm. Han skulede ondt til hende. "Hvad er dit formål med dette?" Han kiggede på hende med kolde øjne.

[Camill Angelique Arnauld]

Det kunne godt være at ligene i sig selv ikke gav den helt store modstand, som Gren måske havde forestillet sig at møde. Men i virkeligheden var dette møde kun lige begyndt. Ligene, som nu lå rundt omkring dem, uden hoved, bevæger sig ikke synderlig meget, men alligevel var der noget ved dem, som sagde at de endnu ikke var færdige med at kæmpe. I det at det lykkedes for det ene lig at ramme ham i armen, kunne Camill ikke andet end at fryde sig over synet. Dolken var ikke helt normal, den var fremstillet af Phoenix fjer, hvilket gav den en speciel effekt, når den først kom i kontakt med noget hud.
"Kan du mærke kniven brænde sig ind i din hud?"
spurgte hun ganske roligt, da hun også selv havde prøvet kniven på sin egen krop. Dog havde hun altid noget med sig, som ville kunne heale såret på et split sekund. Kniven ville seriøst brænde sig ned i hans hud, hvis han ikke ville få den fjernet hurtigt. Hun hørte skam udmærket hans spørgsmål og havde da også tænkt sig at svare på det, men lige nu var der noget andet som tiltrak hendes opmærksomhed. Nede under Kania stak der lige pludselig nogle arme op, mange flere end man måske lige havde regnet med. De greb fat om ulvens ben, eller prøvede i hvert fald at holde hende nede, så hun ikke havde mulighed for at flygte eller for den sags skyld hjælpe Gren.

[Gren Shade]

Gren forstod ikke rigtig hvad hun mente. Han kiggede på hende med et underligt ansigtsudtryk og et hævet øjenbryn. "Hva mener du me..."[/b] Han fik ikke snakket færdigt, før han bare kunne mærke hvordan hans hud begyndte at brænde. Han bed tænderne hårdt sammen, da han ikke ville sige av eller skrige op i smerter. Men smerterne var så intense, at han begyndte at svede, og at han begyndte at bløde fra hans underlæbe da han bed virkelig hårdt, på grund af alle smerterne. Han skulede ondt til kvinden, da han fandt ud af at der havde været gift på kniven. Måske havde der været det på alle knivene. Kania begyndte igen at knurre af kvinden, da hun opdagede hvad der var sket med ham.

[Camill Angelique Arnauld]

Teknisk set var det ikke gift, som han havde fået ned i armen. Men han var beklageligvis blevet ramt af den eneste kniv, som havde den form for virkning på andre. Phoenix's fjeren var den som spillede en rolle på den mærkelig reaktion. Ilden kom fra kernen, som jo var fjeren. Hendes smil blev langsomt bredere. Imens at ligene i undergrunden greb hårdt fat rundt om Kanias ben, så hun ville blive holdt fast og ikke ville have mulighed for at angribe Camill, hvis hun nu ville tættere på dem.
"Hvis jeg var dig, ville jeg få kniven ud hurtigst muligt. Ellers brænder du op indefra"
sagde hun koldt, det lød næsten bare som et råd, men i virkeligheden ville hun bare se, hvordan han ville reagere på det og om han overhovedet turde trække kniven ud. Mon der ville være nogle efterfølgende virkninger, i det at han ville fjerne kniven. Langsomt bevægede hun sig tættere på ham, Kania skulle hun ikke bekymre sig om for den ulv eller rettere køter, tog de udøde sig jo af lige nu.

[Gren Shade]

Gren skulede bare til hende, han gad ikke svare. Han orkede det simpelthen ikke, også mest fordi, at holde smerteskrigende tilbage, havde virkelig kostet ham massere af kræfter. Han kunne høre Kania pive bekymret ved siden af ham, men han viftede med hans hånd til hende, for at vise at det var ok. Det var det bare ikke, det gjorde forbandet ond. Han trak kniven ud, så hurtigt han kunne, og han bed samtidig tænderne så hårdt sammen, han kunne. Han svedte utrolig meget, på grund af alle smerterne. Men han havde fået det lidt bedre, efter han lige havde fået trukket kniven ud. Han hørte Kania pive, og han kiggede bekymret på hende. Han fik hurtigt øje på, hvorfor hun pev. Hun blev simpelthen holdt fast af hænder fra undergrunden. Han kiggede hurtigt hen på kvinden, han vidste det var hendes skyld. Han bandede sagte, han turde ikke hugge hænderne af i frygt for også at komme til at skade Kania. Han skulede til hende, og han holdte stadig den kniv i hånden, som han lige havde trukket ud af sin højre arm.

[Camill Angelique Arnauld]

De udøde tog et hård greb om Kania og pressede hende bare tættere mod jorden, så hun ikke havde mulighed for at flygte. Camill blev bare stående og smilte blot til ham, da han begyndte at skule til hende. Hun var jo kun lige begyndt og det første angreb havde sådan set bare været en afledningsmanøvre, men samtidig også en mulighed for Camill for at se hvad denne varulv var i stand til. Hun var da lettere imponeret over at drengen ikke i det mindste afgav en lyd, da han først trak kniven ud igen. Dog var hun også mere på vagt nu, da han jo sikkert kunne finde på at gå til modangreb, nu hvor hun selv havde startet det hele.
"Mistet stemmen?"
spurgte hun lettere hånligt, og smilet på hendes læbe, blev mere kold og ufølsom. Til sidst udtrykte de ikke engang nogen følelser i hvert fald ikke nogen der var ægte. Hun var ganske kold og stod fortsat op af træet. Dette gik næsten al for langsomt? Den ene udøde bed pludselig fat i Kanias hals og blev der. Måske havde det på fornemmelsen af at Gren ikke ville begynde at skære i dem.

[Gren Shade]

Gren tog nogle dybe indåndinger, kæmpede for at bevare roen og ikke begynde at gå berserk. Han slappede af i kroppen, prøvede at lade vær med at spænde for meget, da det bare vil gøre smerten værre. Han skulede stadig hen til hende, hvad var meningen med dette? Han kiggede bekymret ned på Kania, da de uddøde strammede grebet om hendes ben. Han var nød til at gøre noget ved det, men hvad vidste han ikke. Han sukkede, og tog endnu en dyb indånding, mens en ide begyndte at danne sig i hans hoved. Han blev dog afbrudt af hendes stemme. Han skulede til hende, og han valgte at ignore hende, det var nok bedre at spare lidt på energien. Han prøvede atter en gang at slappe af, men han blev igen afbrudt, denne gang af Kanias piv, da en uddød havde bidt sig fast i hendes hals. Dette kunne han ikke tilgive. Han hviskede stille. "Undskyld hvis jeg rammer dig Kania!" Han smilede undskyldende til Kania, mens han huggede hovedet af den uddød, som havde bidt hende i halsen, og han begyndte hurtigt at hugge hænderne af de uddøde der holdte Kania fast ned til jorden. Han fik heldigvis gjort det smertefrit for Kania, og hun kom hurtigt fri fra deres greb.

[Camill Angelique Arnauld]

Underligt så tålmodig denne varulv var i bund og grund. Det virkede næsten som om at han faktisk prøvede at bevare roen bare for at koncentrere sig mere omkring, hvad han skulle gøre ved problemet. Hendes blik blev ikke mere barmhjertig af at de udøde bed sig fast i ulvens hals. Hun virkede fuldstændig ligeglad med det som skete. Men det var vist bare sådan som hun altid havde haft det. Camill viste sjældent andre former for følelse end ligegyldighed og det som lignede.

Lige nu så hun blot til uden at sige et ord, nok fordi der faktisk ikke lå noget i hendes mund, hun var faktisk blevet lettere blank, men mon ikke det bare var et lille øjeblik? Hendes ansigts udtryk blev lige pludselig meget overrasket, idet at Gren valgte at gøre noget for at befri Kania, det lod næsten til at Gren ville gøre meget for denne ulv, som om de havde et stærkt bånd, noget hun aldrig ville komme til at kende til, hvis hun fortsatte på den sti, som hun befandt sig på lige nu.
"Noget ganske særligt"
lod det lige pludselig fra hendes læber, det var ikke ligefrem en sætning, som var gennemtænkt, det røg bare ud af hende, i det sekund hvor hun så Gren befri Kania fra de udøde. Stille og roligt lagde der sig et tæppe af ro og fred over dem. Camill var mundlam og vendte blot ryggen til Gren og ulven, som nu var kommet fri. De udøde var nu også forsvundet. Mon hun bare prøvede at stikke af nu? Og håbe på at han ville glemme det? Sikkert ikke, men hun gik blot sin vej længere ind i skoven.

[Gren Shade]

Gren gjorde alt hvad han kunne for at redde Kania, hun betød alt for ham. Hun var hans familie, og han var glad for at han ikke havde kommet til at ramme hende, i hans forsøg på at redde hende. Han skulede hen mod Camil.. Han kunne ikke fatte hvad der lige var sket, men han kunne langsomt mærke vreden komme frem, men han tog nogen dybe indåndinger, det ville ikke hjælpe noget hvis han blev vred.
Han kiggede mod hende, pludselig overrasket over de ord hun sagde. Hvad skulle det betyde? og det næste der skete var at alle de uddøde forsvandt. Han kiggede uforstående hen imod hende. Han rejste sig op og fulgte efter hende. Han ville ikke slås mere, men han ville have en forklaring. "Hey! Where are you going?"[/color] han råbte efter hende, mens han fulgte efter hende længere ind i skoven. Stak hun af? Kania humpede med, da hun var kommet ret slemt til skade på det ene ben. Han bandede og tog Kania op og begyndte at bære hende.