Endelig..

[Camill Angelique Arnauld]

Nok var det svært at kende forskel på nat og dag, men det blev da først værre, da hun bevægede sig sig ind i Kizomi skoven. Men det var ikke rigtig noget, som rørte hende det mindste. Hun var ligeglad med mørket eller i hvert fald den ændring som der var sket siden hun gik ind i skoven. Det var blevet umenneskelig mørkt, så det var svært at se noget som helst. Dog kunne hun, Camill, fornemme de forskellige ting rundt om hende. Camill var gået ud i skoven for at se lidt rundt omkring, bare for at vide hvor stor skoven egentlig var og om det ville være muligt at fragte de kongelige igennem skoven sikkert. Det kunne jo hurtigt blive nødvendigt, hvis der ville opstå en faresituation på et tidspunkt. Dog ville det også kunne skabe problemer at bevæge sig ind i denne skov, der kunne sagtens komme et modangreb fra flere sider uden at de ville opdage noget før det ville være for sent.
Selvom hun egentlig var taget derud med et formål, så var det faktisk en af hendes fridage, som hun ikke havde særlig mange af. En fridag, som hun faktisk valgte at bruge fornuftigt. Men grunden til at dette var blevet hendes fridag var at der ikke skete så forfærdelig meget i kongehuset hos vampyrerne. Men det kunne vel have forskellige grunde. Camill var iklædt det sædvanlige sæt tøj, som hun kunne bevæge sig mere frit i. Egentlig på udseende lignede hun ikke en necromancer, men skindet kunne jo altid bedrage.

[Gren Shade]

Gren gik stille rundt i skoven. Han elskede at være her, her var så melankolsk, stille og naturligt. Han havde sit sædvanlige sæt tøj på, han havde ingen anelser om, hvor mange sæt han havde af det samme tøj, uendeligt mange i hvert fald. Kania gik ved siden af ham, og hun snusede til alt der var omkring dem. Især ved træerne og grøften, det kunne jo måske lykkedes hende at opspore et dyr, som de kunne jage og spise. Han smilede ned til Kania. Hvad skulle han dog have gjort uden hende? Hans trofaste følger i 3 år..
Mens han gik derinde i skoven, tænkte han på sin tur til den anden side af kløften, sin familie og hvordan han skulle lede flokken. Selvom han havde ledt den i et stykke tid nu, følte han stadig at han ikke havde autoritet nok til rigtig at kunne kontrollere dem, og det ville han gerne have opbygget. Men hvordan skulle han gøre det? Han tænkte over dette problem, mens han i stilhed gik videre gennem skoven.

[Camill Angelique Arnauld]

Med en smule held havde hun fundet sig en sti af følge, da hun stadig skulle vænne sig til at det var mere mørkt end udenfor skoven. Hendes øjne skulle i hvert fald lige vænne sig til det før at hun ville kunne se optimalt, som til dagligt. Hendes blik var roligt, da hun jo bare var alene? Dog havde hun flere våben gemt rundt omkring på sin krop i tilfælde af at hun skulle støde ind i nogen, der ville komme for tæt på hende. Pludselig stoppede hun op i det at hun opfangede en anden lugt eller en andens tilstedeværelse. En hun ikke kendte. Det fik hende bare til at virke mere opmærksom, selvom det måske godt kunne være at personen ikke var fjendtlig. Hendes skridt var varsomme og meget forsigtige, måske endda nærmest lydløs, medmindre at man kunne høre meget godt. Hendes vejrtrækning kunne tyde på en vis form for ro, som næsten virkede umenneskelig fordi hun netop havde en ro inde i sig efter al den træning, som hun havde gennemgået i flere 100 år.
*Utroligt som den her skov kan sætte mine sanser på prøve*
tænkte hun en smule irriteret, da det både var irriterende, men også en mulighed for hende at træne lidt mere med sine sanser. Det var jo ikke ligefrem sanserne, hun brugte mest af. Det hun kunne se og høre var dog det vigtigste, derved kunne det være smart, hvis hun kunne finde nogen af træne med i skoven. Det kunne gøre soldaterne i landet bedre med mørke områder. Lyset kunne ingen jo klare fuldt ud, ikke den lys, som lyselverne kunne klare.

[Gren Shade]

Gren var stoppet og og havde sat sig ned, med et stort træ som rygstøtte. Han smilede til Kania, som legede et stykke væk fra ham. Hun var stadig så ung, i hvert i forhold til hans levealder, men hun ville også dø hurtigere end ham, tænkte han bedrøvet. Han havde altid vidst det, men han syntes stadig det var hårdt at indse. Hvis han kunne, ville han give Kania evig ungdom som ulv, men det ville ikke være muligt. Eller det vidste han faktisk ikk, det kunne blive muligt, men han ville ikke risikere at der skulle ske noget med Kania. Han smilede bedrøvet, mens han sad der og holdte øje med Kania. Pludselig var Kania i forsvarsposition, var der noget derude? Det var sjældent at der var andre, syntes han. Han havde i hvert fald ikke møde nogen, men til gengæld var skoven jo også stor. Han rejste sig stille op. Hans hænder var nede ved hans sværd, klar til at trække dem hvis det var nødvendigt. Han stillede sig hen ved siden af Kania, hun var hans rygstøtte. Hans højre hånd, og han vil nok ikke kunne finde nogen han stolede mere på end hende. Han tænkte sig om, det ville sikkert bare være en anden varulv, men det vil sikkert ikke få Kania til at reagere på den måde. Kania begyndte stille at gå hen imod, der hvor hun havde hørt lyden, og han fulgte lydløs efter hende. Usikker på hvad der var på vej hen imod dem.

[Camill Angelique Arnauld]

Camill blev dog ikke stående, hvor hun var stoppet op, også selvom hun ikke havde nogen fornemmelse af hvor i skoven hun befandt sig, så følte hun sig egentlig sikker, selvom hun kunne mærke at der var nogen på hendes vej. Eller nok ikke hendes vej, hun ejede sådanset ikke det helt store, selvom hun ville komme til at arve det. Hendes blik blev langsomt koldt og hensynsløs. Hun var klar til at angribe, hvis det var en som prøvede at overraske hende. Hun blev dog sjældent overrasket. Da hun jo havde kontrollen over de levende døde, som kunne dukke op hvor det skulle være. Det eneste hun behøvede at vide ville være, hvor de var placeret. Hun stillede sig op i skyggen af et træ for at skjule sig mere endnu, selvom mørket nok ville være hendes bedste dække lige nu. Dog kunne hun jo ikke regne med at der ville være et dyr til at ledsage den fremmede.
*Ikke fordi jeg har lyst til at kæmpe lige nu*
tænkte hun roligt og trak let på skulderne, hun lod sin krop læne sig op af træet, hvorefter hun lod blikket glide op mod himlen, som var fyldt med stjerner, der kun lyste svagt. Men det var også fordi det blev påvirket af det dække har mørke, som lå hen over skoven.

[Gren Shade]

Gren begyndte at gå langsommere, både ham og Kania gik helt lydløst, eller i hvert fald så godt de kunne. Han havde ikke rigtig lyst til at kæmpe nu, eller han havde aldrig sådan rigtig lyst til at kæmpe, det var kun hvis det var højst nødvendigt, og han fornemmede ikke at det var højst nødvendig lige nu. Hans fornemmelse sagde, at alt var ok og han bare skulle råbe op, men det stred imod al hans træning. Han stoppede op, usikker på hvad han skulle gøre. Den gamle leder af flokken, havde altid sagt at han skulle stole på sine fornemmelser, mens hans 20 åre lange træning sagde akkurat det modsatte. Det splittede ham. Kania havde stoppet op sammen med ham, og hun kiggede undrene på ham. Han ønskede nogen gange, at han kunne snakke med hende. Hun virkede til at være ret så intelligent, han vil endda vove at sige at hun sikkert var klogere end størstedelen af de folk han kendte. Men det vil han aldrig sige til dem, de vil tage det som en fornærmelse.
Han kiggede omkring sig, han kunne lugte en fremmede person. Det var en herfra, men racen havde han lidt svært ved at genkende. Han kiggede ned på Kania og trak på skuldrene. "Er der nogen? Jeg vil ikke noget ondt, jeg vil bare finde ud af hvem du er" Han stillede sig midt ude på det åbne, 100 % sikker på at hans evner var gode nok til at undgå kommende projektiler, hvis der vil komme nogen af den slags. Kania fulgte stille efter ham, men denne gang gik hun bagved ham, som om hun var bange for noget.

[Camill Angelique Arnauld]

Træet gav Camill en form for skygge og hvis hun først begyndte at sprede sin lugt eller duft rundt omkring i skoven, så ville det nok blive svært at finde hende, men al det besvær ville hun slet ikke igennem nu, det orkede hun egentlig ikke, selvom det bare ville svække hendes forsvar. Hendes blik gled rundt i den mørke skov og langsomt kunne hun fornemme de forskellige træer ikke så langt fra hende. Det måtte jo betyde at hendes øjne snart havde vænet sig til den mere tætte mørke. Hun lyttede efter og kunne sagtens fornemme nogen tæt, endda meget tæt på hende. Hun vendte blikket mod stemmen og valgte at træde ud fra træets dække. Ud fra stemmen kunne hun høre at det var en mandlig stemme. Derefter gled et mindre smil over hendes læber.
"Det er vel ikke Dem, som lusker rundt i skoven?"
spurgte hun med en stille og rolig stemme. En stemme, hvor man ikke ville kunne konkludere noget som helst ud fra. Det var i hvert fald ikke til at sige, hvilken ide hun havde med at befinde sig i skoven, desuden så var det jo egentlig også hende, som luskede rundt i skoven.

[Gren Shade]

Gren smilte stille ud til intetheden, da han endnu ikke havde opdaget nogen. Han kunne lugte personen, men hans øjne gad ikke rigtig fungere for ham idag syntes han. "Jeg lusker adels ikke. Jeg gik mig bare en tur" Han begyndte stille at gå imod det sted, hvor han syntes han havde hørt stemmen. Han fik hurtigt øje på en skikkelse i tågen, også stoppede han op. Han vil ikke komme nærmere end det her lige nu. Hans hænder var ved hans sværd, og han kunne også se at Kania var spændt i hele kroppen i tilfælde af et angreb.
Han kiggede rundt omkring sig, for at se om han kunne finde dække hvis der pludselig skulle flyve noget imod ham. Han fandt et træ, som han hurtigt kunne finde dække bag hvis det var.
Tågen begyndte at forsvinde lidt, og det blev nemmere for ham at se skikkelsen. Det tog ikke lang tid, før han opdagede det lange hår og tynde skikkelse, og han konkluderede automatisk, at det sikkert var en kvinde, selvom det lige så godt kunne havde været en mand. Selv mænd havde jo tynde skikkelser, han var jo en af dem. "Hvem er du egentlig? Og hvad laver du herude i denne skov?" Han følte nærmest at han ejede skoven, nok fordi han var så meget herude, og at han aldrig havde set andre herinde. Han boede næsten rent faktisk i den skov, Kania tilbragte meget af sin tid herinde, og det samme gjorde han jo så. Det ville også gøre det lettere for ham, hvis han kendte skoven, hvis der nu skulle ske et eller andet underligt, som det der f.eks. skete nu. Han kiggede på skikkelsen og prøvede at konkludere race og styrke, mens han kiggede på hende. Men han vidste godt at man ikke skulle dømme ud efter udseende, så det var ikke meget ekstra han fandt ud af.

[Camill Angelique Arnauld]

Den tætte tåge af mørke var som et tæppe, man bare skulle fjerne, dog ville det slet ikke blive let at fjerne, hvis man først begyndt. Det var noget som skulle forsvinde langsomt selv. Da hun endelig fik øje på den mandlige skikkelse. Hendes kropssprog virkede helt rolig og hun viste overhovedet ikke tegn på at være en trussel, men hun var heller ikke så sikker på hvorvidt han muligvis kunne være en trussel. Da hendes blik først faldt ned på ulve skikkelsen, fik hun en mindre fornemmelse af hvilken race han muligvis kunne være.
"Interessant"
sagde hun stille til sig selv, som om hun slet ikke ville svare på hans spørgsmål, men det var mere som en tanke, der var blevet tænkt højt. Men egentlig gjorde det ikke noget, for det havde jo ikke nogen betydning for hvad hun havde i tankerne lige nu. Kunne han være en varulv? Camill valgte næsten altid at skjule sin race, så længe det overhovedet var muligt, også selvom at hun hurtigt lagde mærke til at han kiggede efter et dække, ligesom hun selv havde brugt træet, som var lå lige bagved hende nu. Et roligt smil gled over hendes læber, da det virkede som om den fremmede ikke var helt så tryg.
"Jeg laver det samme, som du vist selv også gør"
sagde hun med en rolig stemme, dog kunne hun ikke skjule den kolde undertone. Hun var bare generelt meget kold, til tider kunne hendes kropssprog også virke koldt og måske en smule umenneskeligt, fordi hun var den, som hun var.

[Gren Shade]

Gren skulede til hende. Han brød sig ikke rigtig om hende, der var noget over hende som lugtede af død. Om det havde noget med hendes race og gøre, turde han ikke sige noget om, men han brød sig ikke om lugten. Han hørte også at hun sagde, interessant. Hvorfor sagde hun det? Han kiggede på hende. "Hvad er det der er så interessant?" Han lød ikke truende på nogen måde, men hans kropssprog kunne godt antyde det. Han begyndte stille at føle sig mere rolig i hendes selskab, selvom lugten af død hang i luften. Han kiggede over på hende endnu en gang.. *Kunne hun være? Necromancer måske* Han stod og tænkte sig om, mens han kiggede på hende grundigt. Der var ikke nogen antydning på at hun havde nogen våben på sig. Det kunne være et bevis på, at hun var necromancer, eftersom de døde er hendes våben. Tågen lettede endnu mere op, og det varede ikke længe før de kunne se hinanden helt tydeligt, også kunne han se at han havde haft ret. Hun havde ingen våben. Mistanken på at hun skulle være necromancer blev større. "Men du er da velkommen til at gå videre, hvis det er det du gerne vil" Han smilede koldt til hende. Han gøs også lidt, da han havde hørt køligheden i hendes stemme.

[Camill Angelique Arnauld]

Det virkede egentlig, som en evighed, hvor de bare stod og kiggede på hinanden for at studere den anden. Hun rystede dog let på hovedet til hans spørgsmål, noget der kunne tyde på at hun ikke ville svare på hans spørgsmål. Det kunne hun da også sagtens tillade sig, for hun havde intet med ham at gøre. Nok kunne man ikke se nogle våben, og nok var de døde hendes våben, men de var langt fra hendes eneste mulighed.
"Egentlig stod jeg bare og betragtede din ulv. Det var egentlig grunden til at jeg kom til at sige: interessant"
sagde hun en smule tænkende, for det var lidt den, som havde ført til tanken om at han måske var varulv, lige nu kunne hun ikke lugte noget specielt ved ham, da ulven måtte overdøve den lugt. Hendes blik hvilede nu kun på ham og hendes øjne blev langsomt koldere. Det var egentlig ikke særlig sjovt at snakke sammen hele tiden. Hun kunne godt trænge til noget underholdning og hvad mere kunne være underholdende end en kamp, når man alligevel kedede sig. I tilfælde af at det skulle lykkedes dem at komme forbi de levende døde, som hun kunne fremkalde, hvornår det skulle være, så havde hun forskellige knive gemt under tøjet, dog dækkede krøllerne i hendes nederdel for synligheden af dem.
"Undskyld jeg spørger, men jeg har det som om du prøver at virke truende overfor mig?"
sagde hun med en rolig stemme, men hendes øjne var nu ganske kolde. Koldt som dødens hud ville være. Kold og ubarmhjertig, fordi der nok aldrig ville komme nogen følelser ind i hendes krop. Det virkede al for usandsynligt.

[Gren Shade]

Gren skulede bare stille til hende, han brød sig overhovedet ikke om hende. Og hvis de nu endte i kamp, så vil han forvandle sig. Han ville ikke kæmpe mod hende, med bare sine våben. Han følte at hun var en erfaren kæmper, og det krævede at han gjorde alt han kunne for at han skulle vinde. "Hvad er der så interessant ved min ulv?" Han kunne selv høre, hvor tæt på han var at knurre, men Kania som stod ved siden af ham, knurrede og viste tænder til hende. Når han var åbenbart ikke den eneste som ikke brød sig om den kvinde. Han så stille hvor kolde hendes øjne begyndte at blive. Han tog en dyb indånding og slappede helt af i kroppen, da han igen pustede alt luften ud. Hans blik var iskoldt, og han blik blev bare koldere, på grund af hans blege, grå øjne. Han strakte sig helt op, og han fjernede stille sine hænder fra hans våben og stod bare helt afslappet og kiggede på hende, med sine iskolde øjne. "Du må tro hvad du vil" Han trak afslappet på skuldrene. Han vidste godt selv, at han havde virket truende overfor hende fra starten af, men han hadede hendes lugt, den bragte dårlige minder frem, som han for alt i verden ikke vil blive mindet om. Han kunne mærke, hvordan han stillede knyttede hans hånd i vrede og sorg, da han kom i tanke om det der skete for lang tid siden. Han knyttede sin hånd så meget, at han stille kunne lugte og mærke nogen få bloddråber. Kania kiggede op på ham med en bekymret mine, men han så ikke på hende. Det eneste der fyldte ham lige nu var vrede og sorg, mest på grund af hans minder, men hans vrede var styret imod hende, fordi hun havde fået ham til at huske på de ting, og det kunne hun selvfølgelig ikke gøre for, men han gav hende skylden for det alligevel.

[Camill Angelique Arnauld]

Idet at han stilte hende det første spørgsmål faldt hendes blik ned på ulven ved hans side. Hun kunne tydeligt mærke at der var en form for anspændelse imellem dem og hende. De brød sig vist ikke om hende og ulvens knurren gjorde det bare mere tydeligt for hende. Dog lod hun sig ikke rigtig påvirke af situationen, da hun ikke rigtig kunne se nogen grund til deres nuværende had til hende. De stod jo bare og snakkede.
"Jeg tænkte bare lidt på om det kunne være muligt, at du er en varulv?"
sagde hun lettere spørgende, da det jo bare var en tanke, som hun langsomt begyndte at tro mere og mere på, efterhånden som deres samtale skred fremad. Hun trådte roligt længere frem mod dem bare for at se deres reaktion på hendes fremgang. Hun havde vel lov til at bevæge sig lidt, så hun ikke lige pludselig faldt i søvn.
"En ting er sikkert, det nytter ikke noget at true mig. Jeg har mulighed for at forsvare og angribe, når jeg har lyst til det"
sagde hun lettere truende bare for at vise ham, at hun i hvert fald ikke var bange for ham. Egentlig var det lidt ligemeget, hvem han var. Hun handlede, som hun gjorde og hvis det modførte en straf måtte det jo være sådan.

[Gren Shade]

Gren fnøs, da hun spurgte om han var en varulv. Han gjorde stille en bevægelse til Kania, og hun holdte op med at knurre med det samme, men hun var stadig spændt i hele kroppen. Han slappede dog helt af i kroppen og stod helt afslappet. Det var bedst, at han var afslappet, hvis han lige pludselig skulle skifte form, det ville redde ham fra mange smerter, end hvis han var spændt i hele kroppen som Kania var. "Ja det er jeg. Det troede jeg var tydeligt" Han hævede stille sit ene øjenbryn, da hun nærmede sig ham. Men han ville ikke gøre noget endnu. Hun skulle noget tættere på, hvis han skulle gå til angreb. Men han var ikke bestemt ikke helt tryg ved at hun kom nærmere, og han holdte skarpt øje med hende. Men kunne ikke se på ham, at han var en erfaren kriger. Han havde lært at skjule det, men man kunne aldrig vide om der var nogen der ville kunne gennemskue ham. Han tog endnu en dyb indånding og han faldt stille til ro. Han knyttede ikke sin hånd længere, og han begyndte at vænne sig til den lugt af død, som hun stank af. Hvis man altså kunne sige, at man kunne vænne sig til den lugt. Hans tanker kom væk fra hans minder, og han virkede mindre truende og vred nu. Han var helt klar i hovedet nu, og han prøvede at gennemskue om hun gerne ville slås, eller om hun prøvede at få ham kølet ned. Han gættede nok mest på det første, for det virkede ikke som om hun havde prøvet at få ham kølet ned, faktisk nærmest det modsatte. "Skulle det gøre en forskel? Han hævede nu begge sine øjenbryn mens han kiggede på hende med neutrale øjne. De vidste hverken kulde eller vrede.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var egentlig meget tydeligt for Camill, at han i bund og grund ikke var andet end en facade, som bare skulle gennemskues. Hendes blik var fortsat koldt og viste ikke andre følelser end kulde og en mindre form for had. Men den had var til, ville ingen kunne svare på. Måske heller ikke Camill selv. Hun lagde hænderne sammen, men den måde som hun holdt sine hænder på kunne antyde at hun havde noget i hænderne. Noget, som kunne få det hele til at tage en mindre drejning.
"Sandt nok, men dit kropssprog og din køter siger mig noget andet"
svarede hun lettere hånligt, da det jo havde været ulven, som havde startet med at knurre af hende. Derfor var det nok også den, som det ville gå ud over først og fremmest. Egentlig havde hun ikke så meget tilovers for andre dyr end dem hun kunne kalde sin egen. Kun det som hun selv havde kontrol over. hendes hånd bevægede sig roligt langs med et blad, et kniv skarpt blad. Kniven var speciel for hende og ville nok også hurtig blive speciel for dem der ville blive ramt af den blad.