Kom og køb! [Åben]

[Velkan Thomas Valentine]

Endnu en dag på markedet. Magdalene var lige taget en tur til Beorn, hendes bror, som havde trænet ham i brug af sværd og bue. Han kunne godt lide den store mand. Han var stærk og meget dygtig, men af en eller anden grund var han alligevel stærkere end Beorn,og det kunne han bare ikke forklare. Beorn var da langt mere muskuløs, men hvis de begyndte at bryde, så vandt han altid. Beorn var altid den der lå nederst.
Nu stod han så ved Magdalenes bod hvor der var stillet nogle urter, salver, teblandinger og andet medicin som skulle sælges. Det var ikke rigtig meningen at han skulle sælge noget, blot passe på at det ikke blev stjålet. Han havde fået foræret et sværd af Beorn. Det var utrolig flot og meget skarpt, og en god bue med tilhørende pile. Han var blevet utrolig glad for dem. Han passede meget på de våben, for det var en stor gave som han fik. Det var ikke noget Magdalene ville have råd til. Heldigvis var Beorn hendes bror, så han var villig til at sponsorere til hendes sikkerhedsstyrke.
Nu stod han bag alle krukker og de tørrede urter og var en smule skjult i skyggerne. Hans sorte hår og skægget gjorde det ikke lettere at se ham, men en fakkel var tændt både foran og bagved ham, så man kunne godt se at han stod der.
Han stod og snakkede med en yngre kvinde om nogle urter. Mens han havde været hos Magdalene har han lært en masse om urter. Han kunne mange af deres virkning, og hvordan de skulle blandes for at de kunne få en ny virkning, så han kunne sagtens sælge dem. Nu skulle han dog også huske forskel på hvordan planterne så ud, fordi en god plante havde tit en giftig søster, så når han var ude og finde urter, var Magdalene altid med, så han kunne lære det ordentligt.
De købslog lidt om en krukke med en salve der skulle sørge for at huden kunne blive glat og blød. Meget populært blandt de unge kvinder, og det gjorde det ikke værre at der også stod en flot fyr i boden. Han havde fået solgt mange krukker med den salve, og Magdalene blev nød til at lave ekstra salve ret tit.
Kvinden gik glad fra boden med krukken, mens Thomas lagde pengene i den pung han havde i bæltet. Det var ikke sin egen pung, fordi sådan en havde han ikke. Det var alt sammen Magdalenes penge. Han havde fået solgt en smule i løbet af de to timer han havde stået der. Noget te mod hoste, urter til forkølelse, ligtorne salve og masser af hudsalve. Han havde det lidt underligt med at blive beundret af alle de unge kvinder, men han kunne også lide det. Magdalene og Beorn havde sagt at han skulle ikke lade det stige ham til hovedet. Han havde også husket at smile til dem med en lukket mund. Der var et eller andet ved hans tænder der gjorde folk utrygge, men der var aldrig nogen der fortalte ham det.

---

Kom og vær med hvis det lyster dig!

[Izumi Mei Yin]

Der var egentlig meget underligt, at Iméra var så tiltrækkende for skikkelsen, som havde valgt at besøge landet endnu en gang. Hun havde også svært ved at holde sig fra stedet efterhånden, selvom hun faktisk var vokset op i Iméra, så havde hun valgt at flytte til Nýchta, da hun følte sig mere hjemme der. Eller sådan havde det i hvert fald været efter nogle år sammen med de samme personer. Hun trængte blot til noget nyt. Dog var hendes opmærksomhed blevet vendt mod Iméra igen, i det sekund, hvor hun fik taget sig sammen, muligvis for at besøge gamle venner eller veninder. Familien havde hun for længst droppet, på nær hendes søster og deres halvsøster. De ældste Mizu'er. Det var egentlig underligt og lettere irriterende, at man blev kaldt for en af de ældste, det fik hende bare til at føle sig mere gammel.
Izumi, var kvindens navn, selvom hun ikke så gammel ud, så følte hun det ofte, især hvis der først var nogen som genkendte hende. Egentlig var hun glad for at kunne leve så længe, som hun nu gjorde. Det havde jo sine fordele, men også ulemper, at være så gammel. Hun kunne da også stadigvæk huske den gang hvor solen herskede over himlen og skaffede varme til befolkningen i Iméra, som også behøvede det. Men nu var solen forsvundet? Det var underligt at tænke på, men det var også langsomt blot blevet en del af hverdagen?

Izumi bevægede sig ned igennem markedet og vidste egentlig ikke hvad hun søgte efter? Lige nu ønskede hun blot at slå tiden ihjel, da hun gerne ville have at denne dag skulle ende. Nok mest fordi hun havde haft en dårlig oplevelse i Nýchta, også af den grund til at hun var taget til Iméra. Men sket var sket, så hun skulle ikke hænge sig i fortiden? Hendes blik spejdede rundt på de mange bode, som alle kunne tilbyde noget forskelligt. Det kunne næsten virke som om at der ikke var nogen form for konkurrenter i Iméra. Der stod kun en bod af hver slags, aldrig to som for eksempel solgte frugter? Underligt, men det var alligevel noget, hun kunne få tiden til at gå med, blot at betragte gaden. Hendes påklædning var knap så udfordrende, som man måske kunne forvente af en stripper, der var stolt af sit arbejde. Hun var iført en længere nederdel, dog gik den ikke længere ned end til lige over knæene. Overkroppen bar hun en langærmet bluse, da hun havde det med at frys efterhånden. Noget der også gik hende på. Derfor man nok også kunne få et indtryk af, at hun ville være lettere irriteret denne dag, så man skulle nødig stå i vejen for hende.