|
|
Post by Velkan Thomas Valentine on Apr 12, 2011 13:16:03 GMT 2
Bølgerne brød på den sorte strand. Vandets døsige klukken og vindens lave hylen klang mellem de sorte klitter. Alt virkede normalt. Sort som altid. Havet, sandet og himlen gik i et. Den mørke nat som havde varet i mange år, men folk begyndte at være ligeglade med det. De var begyndt at vende sig til det. 1000 år fik mange til at vende sig til det faktum. Der var dog dem med en lang levealder der havde sværere ved at tilpasse de nye omgivelser, men dem var der ikke mange af. Der var elverne, englene, mizuer og vampyrerne der havde så lang en levealder, samt nogle andre.
Der var dog nået der var anderledes. Får nogle måneder siden havde de royale familier mistet deres børn. De var forsvundet meget pludseligt og ingen havde set dem siden. De var væk og ingen vidste hvad der skulle ske.
På stranden lå der en livløs skikkelse. Kroppen glinsede i det blege månelys af det sorte vand, og sandet klistrede til den nøgne krop. Håret var klistret og slidt og hans hage var dækket afet tæt lag skægstubbe. Det var lige før det mindede om et skæg, men ansigtet var svært at genkende. Selv drengens egen far skulle bruge tid på at genkende ansigtet. Det mindede langt mere om en mands end det fra den lille legesyge knægt han en gang var.
En gammel kvinde var tilfældigvis på tur hen over stranden. Hun fik øje på den blege muskuløse krop der lå i vandkanten og hun nåede hurtig hen til knægten. Hun genkendte ham selvfølgelig ikke fordi hun havde intet at gøre med den royale familie. Hun var en handlende. En der rejste mellem de to lande og hun kunne godt bruge en til at beskytte hende. Denne knægt kunne måske bruges. Hun fandt hurtigt ud af at han stadig levede og hun listede en væske ned i hans mund, så han kunne få lidt kræfter igen. Hun kunne ikke få slæbt ham hen til det sted hun lige opholdte sig. Så længe han kunne gå selv, mens hun støttede ham ville det være lettere. Knægten åbnede også sine øjne. Han prøvede at sige noget, men øjnene var tågede og der var ikke meget liv i dem. Hans stemme var rug og det var kun en hæs hvisken uden sammenhæng.
"Don't worry. I'm here to help you. Can you stand? Good. Come here. You need shelter, clothes and some food." Hun fik bakset den unge dreng op på benene. Hans kræfter var nærmest væk, men drikken havde givet ham nogle af dem tilbage, men hans knæ gav nærmest efter under hans vægt, men han fik stavret af sted hen over de mørke sandbanker. Han kunne ikke mærke den kolde vind mod hans nøgne og fugtige hud. Han blev aldrig berørt af det. Han var vampyr, men alligevel var hans kræfter forsvundet, men han kunne heller ikke mærke den ellers så normale lyst til blod. Den var væk. Han var nærmest blevet et menneske.
TBC New Home |
|
