Out Again

[night]

Blodets dryppen, den rungende blob lyd, for hver dråbe der ramte jorden, var… tilfredsstillende. For Night, var denne lyd i hvert fald rungende i mørket. Den fyldte hans verden. Lige som blodet gjorde. Ikke at blodet var andre steder, end ud over skjorten, hænderne, hans krop. Det eneste blod der var at finde i hans ansigt var det der havde sprøjtet ved drabet. Han havde ikke drukket noget af blodet. Så desperat var han slet ikke. Nej, for blodet var ikke andet end et dyrs. En stor hare, præcist. En hare der nu, måtte hoppe videre på de lange græsgange.
Night var roligt igen, nu, hvor han havde fået styret trangen. Og da han nåede floden, gled den rolige vampyr blot ned på knæ, og begyndte at vaske sig ren i det kolde vand. Han kunne ikke vende hjem, indsmurt i blod. Selvom hans far næppe ville sige noget, ville han ikke skræmme sin mor. Selvom hele skikkelsen, virkede afslappet og rolig, viste de hvide øjne, hans sande væsen. Ikke at det personligt generede ham. Det holdte kun folk på afstand. Det mørke vand generede ham heller ikke. En ting Night ikke var, var at være en kujon. Mørkt, sortagtige vand kunne ikke skræmme ham. Hvad end floden var unormal eller ej. Han vaskede blot blodet væk i det.

[Marion Isabella Fullheart]

Denne vampyr sad skjult, ved siden af et træ, i en sort skygge. Hendes øjne var på denne mand, fyldt af blod, som sad og vaskede sig selv. Denne kvinde, med dette brune hår, med hendes krøller gik ned af hendes ene skuldre. Alligevel rykkede hun sig ud til vandet og kiggede på denne mand, men lod så sit blik glide rundt udover det hele. Hendes høje hæle, hendes top gik til navlen, og hendes stramme bukser, som sad tæt ind til hendes talje.
Det var Marion, som sad der. Lige præcis i denne mørke. Hendes kat sad lige, ved siden af hende, dens røde øjne lyste op i mørket, men lod sig selv glide bag ved Marion, som sad og holdte et fast blik på denne mand. Han så rimelig ung ud, men alligevel ikke. Hun rejste sig roligt og lod sig selv gå ud fra mørket, med katten på skulderen, og hendes brune hår hang roligt ned af hendes skuldre. Hun holdte dog øje med denne mand i øjenkrogen, men hun sad sig roligt ved vand kanten.

[night]

Night løftede ikke blikket. På trods af følelsen af at blive kigget på. Og da hun nærmede sig ham, kunne han roligt fornemme han ikke var alene. Ikke at det gjorde ham nervøs. Det lå ikke til ham. Sådan at blive bange, nervøs. Det var nærmere ham der skræmte andre til ukendeligheder. Han sagde intet. Stirrede blot ned i vandet, da det var han havde fået det værste af blodet væk. Det stank ligefrem, hvis man ikke vaskede det væk. Gammelt blod var kun ubehageligt, derfor forsøgte han også kun at gøre sig så mulig ren. I noget tid ignorerede han hende. Den anden person, han vidste var der. Men som nogle minutter gik, rettede han sig op, rejste sig. Hovedet gled først let på sned, hvorefter han vendte de hvide, moderiske øjne mod hende. Et let smil gled over læberne. Ikke et venlig smil af nogen art. Ikke at han havde i sinde at ville komme op og toppes med den fremmede. Det lå bare ikke til Night at være… hvad man kaldte venlig..

[Marion Isabella Fullheart]

Hendes blik gled over på ham. Hendes lettere chamerende smil kom over på hende. Hun var næppe nervøs. Hendes brune øjne fulgte kun hvad han havde gang i, men hun vendte dog ryggen til, hun havde ingen frygt, hun havde kun sin egen charme på sig ligenu.
Hun havde ikke noget at skulle være bange for, og hendes krop var smuk. Hun lagde godt mærke til hans øjne, og hans smil. Men hun gjorde ikke noget. Hun havde ikke nogen trang til at komme nærmere på ham og hun kunne godt mærke hun havde en trang til blod, men lod sig styre sin trang, og lod sin trang vente. Hun havde ikke travlt, hun vendte blot blikket ned i vandet lige foran ham, som var blod rødt, og hun kunne sagtens få den blodlige duft op i næsen, som fik hendes trang til blod komme længere frem i hende. Hun lod bare en finger glide ned i vandet, men alligevel lod hun bare som om han ikke var der, der var ingen grund til at komme i kontakt med ham. Hendes blik rettede sig på Revo, som sad på hendes skulder, som sad og kiggede på denne mand, med dens blodrøde øjne.

[night]

Som hun dyppede en finger i det blodlige vand, syntes en interesse, en nysgerrighed, at vokse i de intense hvide øjne. Det var blodet, men også hendes egen interesse i det, der fik Night til at reagere. Blod var smukt. Så rødt... så... dejligt. Burde sprøjte over det hele... De burde svømme i blod. Det ville være kuns... NEJ! Han blinkede hurtigt med øjnene, tvang blikket bort fra hende og vandet. Blodet. Rusen var taget en gang, han måtte ikke opildne monsteret igen. Han rystede let på hovedet, trak sig bort fra vandet og hende. Det gik ikke. Selv hvis han ville have ført en samtale, ville blodet forstyrre ham. Vent, føre en samtale? Han havde aldrig direkte overvejet det. Måske var det delvist fordi hun tydeligt var vampyr. Som ham selv. Måske de havde noget til fælles?. De hvide øjne løftedes fra jorden ved tanken. Gled hen på hende, betragtede hende siddende der i hug i mørket. Han tøvede. Endte med... kun et trække sig endnu lidt tilbage.

[Marion Isabella Fullheart]

Hun lod sig selv tage hånden helt ned i det her blod røde vand, som fascinerede hende. Blod var altid noget for hende. Revo hoppede ned fra hendes skuldre, og løb ind i mørket, og fandt sig vel et sted at sove. Et mindre smil kom på læberne af hende, hun kunne dog se manden kigge på hende, i hendes øjenkrog. Hun rejste sig, og tog sin hånd lidt op i luften, så det her blodrøde vand løbe ned af hendes arm, når det kom tæt nok på, lod hun sin tunge glide op af hendes arm, og lod denne ene dråbe og dens stråle komme ind i hendes mund. Hun gled roligt sine brune øjne rundt på sin hånd, som egentlig var fuldt af dette blod røde vand, det smagte ikke af det samme, men det var bedre end ingenting, hun lod sin arm være op af, imens dråber trillede ned af hendes arm, men til sidste slikkede hun dog sin arm og hånd fri fra dette blodvand. Hun kiggede på denne mand, bare sådan, da han også kiggede på hende, hendes krøllede hår, sad tæt ind til hendes ansigt. Hendes charmerende smil var på læberne. Det var dog lidt undrende han alligevel begyndte at trække sig væk fra hende.

[night]

Hendes reaktioner, fremkaldte hans rædsel. Jo, han elskede blod. Jo, han elskede synet af hende, slikke sig ren af blodvandet. Men han måtte ikke elske det! Det var problemet. Han vidste han ikke måtte lade sig fuldstændig styre af vampyren, monsteret i ham. Men hendes handlinger hjalp ikke meget på hans fustrationer og kæmpen om retten til at styre kroppen.
En hånd lagde sig op over øjnene, men på trods af dette, kunne han alligevel ikke lade være med at se på. Trods hans fuldblod, var han nok mindst lige så ustyrlig når det galt blod, som en halvblods vampyr. Han kunne ikke styre sig selv, og med tiden havde dette jo dannet to sider af ham. Ham selv, den almindelige, rolige vampyr, der nok mest af alt mindede om en rigtig fuldblodsvampyr. Og så monsteret, der blot var en personlighed, der gennem tiden havde skabt sig, ved Night, eller rette Kyes, ustyrlige trang til at ”lege med maden”.
”Stop det…”. Hans stemme var kun en let hvisken. Han ønskede hun holdte op med at lege med blodet… for så ville han ellers lege med. Desuden ville han helst ikke angribe hende, hvilket han jo også vidste det sagtens kunne komme til. Han havde før angrebet sin far eller deres tjenere. Alt efter hans humør og hvad hans vrede ellers var vendt imod. Hun skulle endelig ikke tro der var noget charmerende ved hende. Eller det var der ganske nok, men ikke for Night, der lige nu forsøgte at få sig selv under kontrol. Han ønskede på sin hvis han blot var blevet på sit værelse, spærret inde, men nej nej… han skulle ud og dræbe. Igen rystede Night let på hovedet. sådan som det var tydeligt en psykisk mentalt ustabil person ville gøre det. Hvis der da var en speciel måde for dette.

[Marion Isabella Fullheart]

Hun løftede det ene øjenbryn, og kiggede på ham. Hun hørte godt hvad han sagde, men hun gjorde skam ikke noget. Hun lod sig selv bide sig i underlæben. Hun svarede ikke, hun kiggede blot på ham. *Skulle jeg svare, eller ej?* Hun gik dog lidt væk fra ham, og kiggede lidt ned i vandet, men lod dog blikket glide op på denne mand igen. Marion lod en tunge glide på hendes underlæbe, men lod dog hendes skridt glide mod et træ, men alligevel stoppede hun op. "Undskyld mig." sagde hun, dog lettere mere irriteret og svagt, end et hvisken. Hun lod blikket glide rundt, men ramte ham. Men kiggede roligt ned i dette blod røde vand, det var så fascinerende i hendes øjne, hun elskede den røde farve, ligenu var hun ligeglad med de meste ting, hun kunne bare godt lide, at farven var så blodlig. Hun gik roligt ned til vandet igen, og lod sig selv glide fingrene igennem, som et mønster. Hendes øjne blinkede dog ikke én eneste gang. Hun bed sig selv i underlæben, og lod fingrene glide op af vandet igen, og små bølger var i vandet, hun slikkede sine fingre rene. Hvorfor var blod så fascinerende, i hendes øjne? hun smilede lettere.