Want to heal it all....

[Andél]

De spæde marker, der med solens forsvinden var svundet ind, virkede så triste i det svage lys. Mørket var uransageligt og ødelagde. Sådan ville mange direkte fortolke det. Og jo, Andél kunne da godt se at solens forsvinden var skyld i at markene havde svært ved at gro. Men alligevel lykkedes det med elvernes hjælp. Det var magi, og livet var magisk. Blot fordi solen var væk, var alt jo ikke ude, og alt var ikke dødt. Derfor hvilede det også et smil, på skikkelsen af en ung dreng, der ikke lignede mere end en på de 16 år. Andél. Drengen var iklædt nogle lette klæder, af fint stof. De var dog ikke prangene, men simple. Mønsteret ned over stoffet, fortalt dog at ejeren af tøjet, var betydningsfuld, hvilket Andél ikke selv havde fundet rede i endnu. Han var gledet ned i hug, efter at være gået til markerne. Samlede nu lidt jord i hånden og betragtede det. Som sagt, smilende. At han selv kunne bringe lidt liv til dette jord anede han ikke. Healing af naturen var ment for elverne, mens englene healede andre levende væsner. Alligevel lå det i denne dreng hjerte at heale alle der havde brug for det. Hvis han da kunne. De smukke blå øjne, kunne virkelig ikke stemple nogen som ond. Alle havde grunde, hvad end de var rigtige eller forkerte.

[Tatiana Bellerose]

Tatiana kom flyvende hen over himmelen med et pænt hastighed, og nu hvor solen ikke længere var der, kunne hendes meget lange og brede snehvide vinger ikke kaste skygge hen over marken. hun kiggede ned og skimtede en skikkelse nede på jorden, hun cirklede rundt, mens hun stille nærmede sig jorden, for at se nærmer på personen der var dernede. Tatiana besluttede sig for at lande da hun ikke kunne se hvem det var ordenligt. Hun landede let og elegant på jorden, baskede kort med vingerne hvorefter hun foldede dem sammen på ryggen. Hun så over mod personen som var et godt stykke foran hende, hun havde sin knækkede stav i hånden og sit sværd på ryggen, som var beskyttet med et hylster der var lavet af stof, begge ting var noget hendes far havde lavet til hende. Tatiana var klædt i sine tynde hullede bukser og sin kortærmed trøje som matchede bukserne, og hendes lange røde hår lå ned langs hendes ryg og ansigt. Tatiana havde ikke været her før. så hun så sig om med et nysgerrigt blik.

[Andél]

Andéls blå øjne gled ikke fra jorden i hans hænder. Han fandt dette interessant og smukt, tanken om hvordan en lille plante en dag ville vokse frem fra under dette jord. En dag når solen måske kom igen. Eller bare en dag. Han var overbevidst om at magien nok skulle hjælpe dem, naturen, alt. Langsomt, lod han jordbunken drysse ned til dets ligemænd. Ikke at Andél rejste sig, slet ikke. Han rettede sig dog, lod hovedet glide tilbage, og nød en let vind, der strøg hen over markerne. Fik det blonde hår til at blafre med. Han kunne slet ikke lade være med at løfte og strække vingerne, så også de kunne mærke vinden. Han elskede dette sted, fordi det på en gang viste hvor hårdt manglen på solen var, men også hvordan der var styrke tilbage, til at forsøge at komme igen. Der var håb, og Andél elskede håb. Han bemærkede slet ikke den anden skikkelse, englen, der kom ned fra himlen. Den unge naive dreng, der jo egentlig ikke var så ung igen, kunne kun nyde øjeblikket, som han så mange gange før havde gjort det. Hvad end han huskede det eller ej. ”En dag bliver verdenen smuk igen. Som den var før” hviskede han let, noget der umiskændeligt lød som noget af et løfte. Et løfte der selvfølgelig så ville være til naturen.

[Tatiana Bellerose]

Da hun havde set sig om, lod hun blikket glide over mod personen over for. Hun havde landet et godt stykke bag ham og det lod ikke til at personen havde lagt mærke til, eller hørt at hun var kommet. Tatiana bemærkede, at det var samme race som hende selv, engel, men han var dog ikke blå hudet som hun, men hun var også speciel, det havde hendes mor sagt, og Tatiana var ikke flov over at være anderledes end alle andre engle, hun var som hun var.
Hun bevægede sig i en stor cirkel hen mod personen, for at set nærmer efter. Hun var meget nysgerrig, da hun ikke havde mød nogen af hendes egen race før. Men samtidig var hun også forsigtig, hun viste ikke hvem denne person var eller nogen. Da hun var kommet en lille smugle nærmer kunne hun se det var en fyr. Hun sagde ikke noget men så på ham med et meget nysgerrig blik.

[Andél]

Andel smilte blot tilfreds ved sine egne ord. Jeps. Han skulle nok gøre sit bedste for at det skete. At lyset kom tilbage. Og hvor ville det da ikke være dejligt at se solen med sine egne øjne. Han havde kun hørt om den. Af hvad han kunne huske. At han havde set solen før, levet for længe siden, huskede han trods alt ikke. Den muntre dreng, lod sig tydeligt ikke gå på af de lidt tvivlende omgivelser. Han, som han nu let hoppende tog et par skridt, nynnede glad. I hvert fald i nogle sekunder. Så bemærkede han skikkelsen ud af øjenkrogen. Nynneriet døde kort hen, men ikke fordi han fik et chok. Faktisk udtrykte blikket, ansigtet, blot undren, ved denne anden person. Hovedet var lagt let på sned, så håret gled ind foran ansigtet. Han bakkede ikke væk fra hende, hvorfor skulle han dog? Hun var jo sikkert ikke farlig… Eller måske? Naaah. Et smil voksede på de lyse læber igen, et stort glad smil, han åbenlyst sendte hende.

[Tatiana Bellerose]

Tatiana forsatte roligt frem. Hun stoppede brat, hun spærrede overrasket øjne op, med løftende øjenbryn. Den unge fyr havde fået øje op hende og sendte hende et glad smil. Hvem var han? var han farlig? Naaah. han smilede jo til hende. Tatiana tråde nogle skridt tilbage, og løftede sin stav, bare for at bare parat til hvis han nu skulle finde på at angribe, det kunne jo måske godt være en måde at snyde hende på, så han fik hende til at tro at han ikke ville gøre hende noget. Tatiana sagde ikke noget, men så blot på ham med et varsomt blik.

[Andél]

Andéls hoved gled let på sned. De store, krystalblå øjne, virkede komplet forvirrede. Jo, han kunne nok godt spille dum. Det kunne vel godt have været et triks. Men hvorfor skulle han dog gøre sådan noget? Hvis det stod til ham, var alle gode mod hinanden, og hjalp hinanden i den her, nedtrykte solmanglende verden. Jah. Han trådte let frem mod hende. Kun et par skridt. Han var ikke glad for at hun hævede staven, det betød hun var utryg ved ham, og han ville jo ikke skade hende. ”Jeg… Jeg gør dig ikke noget ?” lød der pludseligt, temmelig usikkert fra Andél. Hvis ikke udseendet, så da stemmen nu, afgjorde at han var ung. I hvert fald af personlighed. Ikke alder.

[Tatiana Bellerose]

Tatiana trådte endnu et skridt tilbage da han trådte let frem mod hende. Hun sænket langsomt staven så den rørte jorden. Så han gjorde altså hende ikke noget. hun valgte at tro ham efter at havde stået i lidt tid i tavshed. Hun lage hoved en smugle på sned "hvem er du?" Spurte hun rolig og forsigtigt. hendes blik faldt pludselig på hans store krystalblå øjne. Hun stod i en slags trangse med et nysgerrig blik. hun havde aldrig set så blå øjne før, var det naturligt? hun rettede sig op og vente blikket væk. så blot op på himmelen uden at sige mere.

[Andél]

Andél blev tydeligt lettet, da hun sænkede staven, så ud til at acceptere at han faktisk ikke var noget ondt væsen. Faktisk var han jo nok alt lige modsat. Selvom han stadig ikke kunne tro på at man bare kunne være ond af natur. Det handlede om miljø nemlig. Han smilte stort, imødekommende til hende, dels over hun blot ikke var så agtpågiven, men også fordi hun spurgte ham. Hovedet blev dog kort langt på skrå ved hendes korte stirren ind i hans øjne. ? Han forstod ikke. Selvom det nok burde have slået ham. Han havde allerede fået afvide flere gange at det var sjældent at andre end Mizu'er havde så krystalblå øjne som ham selv. "Uhm... Altså mig navn er Andél ? Hvad hedder du ??" spurgte han, sikkert med denne her barnlige nysgerrighed der skinnede igennem.

[Tatiana Bellerose]

Hun vente ikke blikket bort, da Andél svaret på hendes spørgsmål. Hun forholde sig tavs i et pænt stykke tid, så længe at det man skulle tro hun ikke havde hørt hvad han havde sagt.
Tatiana stod i sin tavshed og spekuleret på hvad han enlig tænkte om hende og i det hele taget andre folk, for Tatiana havde vænnet sig til at folk kiggede på hende vær gang de fik øje på hende, for hun så ikke ud som alle andre engle, hun var nok den eneste engle der havde hudfarven "blå". Måske tænkte de: "hvilken planet kommer hun fra". Hun lukkede øjne og lod vinden som lige var dukket op, feje hendes hår væk fra ansigtet og lod det blafre frit i luften.

Enlig efter en lang pause ude at havde sagt en lyd, vente Tatiana hoved med Andél. "Navnet er Tatiana" sagde hun roligt. Hun stod helt stille og kiggede på ham, ikke en muskel i hendes krop bevægede sig.

[Andél]

Andél var nok den mindst dømmende hun kunne finde. Han ville højst syntes det var sejt, at hendes hud var blå. Han havde trods alt intet imod forskelligheder. Uden dem, ville der i realiteten ikke vær noget liv. Så ville alle være kloner af hinanden… forbandet til at dø ensomme. Noget i den stil, det var han sikker på. Det var derfor de var skabt forskellige, ikke kun i racer, men også i udseende og som personer. Og han tvivlede faktisk ikke et sekund på at Tatiana var en god person. Blå hud eller ej. Hun virkede måske lidt… agtpågiven, men det var mange i denne tid, selvom Andél selv kun kunne tænkte at tænkte man først skidt om andre, kunne det kun føre til undergang. Derfor smilte han også blot da hun endelig nævnte sit navn. Varmt og imødekommende. Måske ville hun så være på vagt, men han ville altså have det sjovt og være glad. Ikke opspændt og muggen. ”Du burde virkelig slappe mere af Tatiana… Jeg vil virkelig ikke gøre dig noget…” lovede han med en let fnisende latter. Hvis det ikke var fordi hans krop tydeligt var af en drengs, kunne han sagtens have været den der lille sukkersøde pige figur lige nu. Men han mente det jo virkelig godt. Og et sted ville han bare gerne lære hende at kende. Få sig en ven?

[Tatiana Bellerose]

Tatiana venter sig helt om så hun stod med fronten mod ham og ik med siden til.
Hun løftede det ene øjenbryn og rettede ryggen en smugle, da han sagde med en let fnisen, at han intet ondt ville gøre hende. Hun stod i lidt tid og så på ham, "hmm, udmærket jeg stoler på dig" sagde hun roligt og bukkede langsom hoved som tegn på tillid. Hun sendte Andél et lille venligt smil, og trådte nogle stridt nærmere. "Og slapper af" tilføjede hun og rakte hånden frem. " En fornøjelse at møde dig, hvad laver du her?, hvis jeg må ha' lov at spørge?" spurte hun høfligt.
Andél virkede som en god person, dog var Tatiana stadig varsom, man viste jo aldrig hvad der ville ske. Men hun valgte alligevel at tro ham, og noget sagde hende, at hun gerne ville lære ham at kende, nu hvor hun havde mødt en af sin egen race.

[Andél]

Andél gengældte uden tøven hendes smil. Det var kun dejligt hun troede på ham. Hun behøvede ikke som sådan stole på ham. Bare hun ikke troede han var nogen ubehagelig type. Selvom man sikkert kunne komme langt med ondskab også ved at se så lille og uskyldig ud, som Andél kunne gøre det. Andél trådte bare roligt nærmere hende og tog hendes hånd. Trykkede den let, med hovedet storsmilende på skrå. Ved hendes spørsgmål, så han lidt undersøgende omkring dem, som havde han glemt hvad han lavede det. Det var ikke tilfældet, men det var mere for alligevel at komme i tanke om hvorfor det var han var gået derned. ”Jeg kan godt lide at være her… Det kan være det opløfter naturens humør? Så markerne vil spirre”. Han vidste godt det lød lidt dumt… eller nej, det gjorde han ikke. han troede på at han kunne gøre en sådan forskel. Naturen var jo mere end blot et begreb, det var alt omkring dem.

[Tatiana Bellerose]

Tatiana nikkede og smilte roligt, hun slap hans hånd og betragtede området "det er også et dejligt sted" hun sagde ikke mere, hun stod stille i tavshed og mærkede vinden der stadig var omkring dem. Efter noget der føltes som flere minutter rettet hun sig op og bevægede sig frem, hun satte sig så på hug og tog noget jord op i hænderne og mærkede forsigtigt på det "Ja, det kunne være så skønt at se marken igen som den var før, at se den sådan her, opløfter ikke vores humør." Hun drejede sin hånd så jorden smuldrede mellem hendes fingre og lande mellem det tørre græs. "i hvert fald ikke mit humør" tilføjede hun stille.

[Andél]

Andél stod blot og betragtede hende tålmodigt. Han havde intet han skulle. Sådan af hvad han huskede af. Men som tiden gik lagde han dog let hovedet på skrå. Sagde intet. Han havde det fint nok med blot at stå og mærke vinden. Hendes ord fik ham til at smile skævt og tænkende, hvorefter han satte sig ned i hug ved hendes side. ”… Det bliver bedre… Det ved jeg… Helt sikkert” svarede han let, lovende. Smilte blot et glad og opmuntrende smil til hende. Han var hundrede procent sikker på at verdenen ville ændre sig, Blive smuk igen. Selvom han kun havde en vag fornemmelse af hvordan det havde været førhen.