It's a wierd place.

[Gren Shade]

Gren stod på sin side af kløften og holdte øje med vagten og broen. Han ville gerne over på den anden side, og prøve at se hvordan der så ud der. Han havde aldrig været der for, og han var ærlig talt lidt nysgerrig efter at finde ud af det. Men hvordan han vil snige sig derover, vidste han ikke lige nu. Han kunne jo slå vagten fra denne side ned, også prøve at flygte over til den anden side, men der vil sikkert også være en vagt. Men hvad skulle han gøre der? Også slå den vagt ned, men så var muligheden for at han ville blive opdaget stor, og der vil helt sikkert blive slået alarm på begge sider, hvis han slog bare en af vagterne ned. Han sad i skjul og tænkte sig om. Han havde sit normale tøj på, og han frøs overhovedet ikk. Han sad godt i skjul, plus det var også tåget, så det kunne sagtens hjælpe ham med, at komme over på den anden side. Så vejret var med ham idag. Han sad og tænkte over hvad han skulle gøre. Han kunne selvfølgelig også bare prøve at distrahere vagten med et eller andet. Men med hvad? Han kiggede ned på Kania, hvis han måske fik Kalia til at distrahere vagten, for derefter selv at løbe over, også derefter Kania, og så at de også gjorde det samme med den næste vagt. Men kunne det lade sig gøre? Han sad helt stille og tænkte over, hvad han kunne gøre.

[Runya Tile]

Arwen rendte rundt i tågen, hun var ikke helt sikker på, hvor hun enlig var henne. Hun undersøgte langsomt omgivelserne.
Hun havde førhen jagte noget, som hun havde fået øje på, men hun vidste ikke, hvad det var. Hendes nysgerrighed efter at vide, hvad det var havde overtalt hende til at løbe efter det, selvom hun havde hørt hendes far kalde på hende. Det havde lykkedes hendes at følge efter det ukendte længe, men pludselig var underlaget blevet for ujævt, og hun væltede så lang (eller kort), som hun nu var. Hun havde rejst sig op og børste sin kjole.
Arwen lagde nu mærke til, hvor koldt det enlig var, og hun havde selvfølgelig ikke taget nogen jakke på. Hun havde jo heller ikke regnet med, at hun skulle løbe så længe. Hun åndede hurtigt og tungt. En lille frygt sneg sig ind på hende, hun brød sig ikke om følelsen af, at hun ikke vidste, hvor hun var.

Arwen gik pludseligt ind i noget stort og væltede bagud. Hun kiggede nu op på en mand, som kiggede bekymret ned på hende. "Hvad laver en pige, som dig herude?" spurgte manden og hjalp hende op igen. Han lagde mærke til, at hun måske frøs og fandt store læderjakke og lagde den over hendes skulder. Jakken var selvfølgelig alt for stor. Hun forklarede ham, hvad der var sket, og han smilte venligt til hende. "Vent du her, så følger jeg dig hjem, når min vagt er ovre."[/color] Arwen nikkede og fandt sig en stor sten, hvor hun kravlede op og satte sig med jakken omkring sig. Hendes øjne skiftede til en grøn farve, mens hendes hår forblev mørkebrunt.

[Gren Shade]

Gren sad stadig og tænkte, og endelig blev han ved den idé han fik før. Kania vil distrahere vagten, længe nok til at han kunne snige sig uset forbi. Det blev nok lidt svære på vej tilbage, men der gjorde det forhåbentlig ikke noget at vagten så ham, da han sikkert kunne vil se ryggen af ham. Han rejste sig langsomt op og kiggede ned op Kania.
"Kania, kan du distrahere vagten, mens jeg sniger mig forbi?" Han nussede hende stille på hovedet, og han syntes bestemt at det så ud som om Kania nikkede med hendes hovede. Han rystede på hovedet, han fantaserede om de underligste ting. Kania løb ud til vagten, og begyndte at irritere vagten, med at skubbe til ham, tage hans ting og løbe langt væk og alt muligt. Han så sin chance og han skyndte sig over til broen og begynde at løbe over den. I det fjerne kunne han høre vagten råbe efter Kania, da hun sikkert også var på vej over broen. Han stoppede op halvvejs, sikker på at ingen kunne se ham, på grund af det var så tåget. "Godt arbejde tøs" Sagde han og nussede Kania, da hun vendte tilbage til ham. Hun nød hans nus, og hun satte sig ned på broen. De bevægede sig stille videre, usikker på om vagten på den anden side var vågen, her var den en dårlig og god ting at det var tåget. Da de nåede lidt længere fremme, kunne de høre stemmer. Han skyndte sig stoppe op. Han kiggede ned på Kania, og hun forstod med det samme hvad hun skulle. Hun løb videre, og det varede ikke længe før han kunne høre en vagt råbe op. Yes, tænkte han og han skyndte sig over broen. Han løb hurtigt lige ud, mens Kania "underholdte" vagten. Han nåede hurtigt over broen, og heldigvis opdagede denne vagt heller intet. Han blev stående hvor han var, og han kunne forhåbentlig snyde sig til at han var fra denne del af landet.

[Runya Tile]

Arwen kiggede ned, da hun så noget komme hen og generede vagten, så han var nød til at løbe efter det. ”Bliv siddende.”[/color] havde han tydeligt sagt til hende med en alvorlig stemme, inden han var løbet af sted. Hun havde trukket jakken tættere omkring sig, hun regnede med, at der fare på færde, og derfor skulle hun blive, hvor hun var. Hun sad og kiggede mod det sted, hvor vagten var forsvundet i tågen, mon han kunne finde tilbage?
Arwen kiggede hurtigt mere opmærksomt, da der var noget, som løb forbi hende. Det var nogen eller noget, som var kommet fra broen. Hun lagde jakken fra sig og løb hurtigt efter skikkelsen. Hun havde glemt, at hun skulle blive på sin plads. Hun var mere nysgerrig efter at vide, hvad det var, som var kommet fra den anden side af broen, selvom hun havde hørt mange skræmme historier.

Arwen stoppede op, hun måtte holde en pause, da hun ikke havde mere luft tilbage, da hun stadig ikke var kommet ovenpå den sidste løbetur. Hun sig nu rundt og blev fortvivlet, hun kunne intet genkende og kunne sikkert ikke finde tilbage til broen, hvor hun skulle have ventet. Hun havde nu igen problemer. Gad vide, hvad hendes far ville sige?
Hun var automatisk begyndt at gå videre, og pludselige gik hun igen ind i noget, men denne gang trådte hun nogle skridt tilbage, for at genoprette balancen. Hun så forvirret frem for sig, for at se, hvad hun denne gang havde ramt.

[Gren Shade]

Gren stod stille og ventede på at Kania kom tilbage til ham. Han vidste, at hun ville kunne lugte hans lugt og derved meget hurtigt finde ham igen. Han lagde lagt mærke til, at der havde siddet en lille pige ved en sten. Var det vagtens datter? Godt, han så ikke valgte planen for han ville havde slået vagterne ned. Han kiggede rundt omkring, her var underligt. Man kunne ligesom fornemme hvor frodigt dette land var, så forskelligt fra Nýchta. Han rystede stille på hovedet, på en måde gad han godt have at Nýchta skulle være sådan her, men det ville betyde at der skulle være mere lys, og det kunne han så ikke godtage. Så hellere tage herover på en tåget idag. Men han følte sig meget fremmede her, han havde jo heller aldrig været der før, men det var som om selv naturen sagde at han skulle skrubbe tilbage dertil hvor han kom fra, og det var en ret underlig følelse. Ellers var det bare det her sted der var sådan? Han trak på skuldrene. Han kunne vel på en måde være ligeglad. Lige pludselig kunne han mærke dumpe ind i hans ben, han væltede ikke men han vaklede dog et par skridt bagud. Han vidste det ikke var Kania, hun var ikk så uforsigtig. Så hans hænder fandt automatisk ned til hans sværd. Han trak dem ikk, men han var parat til det, hvis det nu var tilfældet. Så kiggede han ned, og han så en lille pige. Det var den lille pige, der havde siddet over ved stenen før. Hvorfor var hun her? Havde hun fulgt efter ham? Han tænkte alle mulige tanke, og tænkte på alle de ting han kunne sige for at snyde barnet, lyve for hende og måske manipulere lidt med hende. Lidt efter kunne han høre Kania komme nærmere. Han sukkede af lettelse, godt at der ikke var sket hende noget. Hvis der var ville han ikke kunne tilgive ham selv for at udsætte hende for den fare. Han kiggede ned på barnet igen, og prøvede at beslutte hvad han skulle stille op med det. Han satte sig dog til sidst på hug og sagde: "Er du ok lille pige?" Han smilede et forsigtigt smil til hende og prøvede at virke venlig.

[Runya Tile]

Arwen spærrede øjne op, da hun endelig kunne se et tydeligt billede af skikkelsen, som stod foran hende. Han var hvert fald højere, end hende, men det var de fleste nu også, fordi hun stadig var et barn, og kun var omkring de 60-70 cm. Hun betragtede manden med sine grønne øjne, da han satte sig i hug foran hende. ”Du er fra den anden side af broen, ikk?” spurgte hun og smilte bredt. Hun svarede ikke engang på hans spørgsmål, hun var mere nysgerrig efter at vide noget, om den anden side. Hun så på hans røde, og hendes hår fik pludselig samme farve, som hans havde, hun lagde ikke selv mærke til det, da det til tider bare skete. Hun gad vide, hvilken race han var.
Uden videre at tænke over det, begyndte Arwen at prikke forsigtigt til hans kind med sin pegefinger. Jo, han var ægte nok, det var ikke noget, som hun bildte sig ind. Hendes bange følelse begyndte let at forsvinde fra hende igen, fordi hun ikke længere var alene i tågen og mørket. Hun hørte vagtens stemme i det fjerne, men reagerede ikke på det, da hun var fordybet i hendes tanker. Hun tog let fat i kinden og begyndte let at trække i den. Hun begyndte igen at smile for sig selv. Hvad ville hendes far mon sige til, at hun havde mødt en fra den anden side af broen?

[Gren Shade]

Gren smilede blidt til hende, da hun spurgte om han var fra den anden side. Han kunne bare ikke få sig selv til at lyve for et lille barn. "Ja, det er jeg. Men du må ikke sige det til nogen ok?" Han smilede til hende, og han kiggede forundret på hende, da han så hendes hår skifte farve. Hvilken race var hun mon? Han havde hørt om en race, som kunne skifte udseende efter kommando, men han kunne ikke huske hvad racen hed. Plus det her var et barn, så chancen for at det var ubevidst var ret høj, men han kunne ikke lade vær med at grine lidt alligevel, at hun bare kunne skifte hårfarve som hun ville.
Han kiggede overrasket på hende, da hun begyndte at prikke til hans kind, og han kunne ikke lade vær med at grine. Han hørte i det fjerne vagtens stemme. Han kaldte sikkert på pigen. Han så sig hurtigt om, måske skulle han flygte. Eller måske få pigen til at lyve for ham, men løj folk herfra egentlig? Han anede intet om, hvordan folk fra denne side opførte sig, det var det der havde gjort ham så nysgerrig.
Han blev endnu en gang overrasket, da den lille pige tog fat i hans kind og begyndte at trække i den. Det gjorde egentlig ret ondt. "Det gør lidt ondt det der." Sagde han grinende. Kania havde stillet sig ved siden af ham, og hun knurrede af den lille pige. Han gav tegn til Kania, at alt var ok. Kania stoppede med at knurre, men hun forblev i angrebsposition.
Han rejste sig stille op og kiggede rundt om sig. Gad vide hvad der egentlig ville ske med ham, hvis man fandt ud af at han havde været over på den anden side? Hvad vil der ske med hans flok? Han blev lidt bekymret over konsekvenserne nu, men han kunne jo ikke gøre det om. Og nu hvor han alligevel var her, ville han gerne udforske landet lidt.

[Runya Tile]

Arwen nikkede til ham, da han sagde, at hun ikke måtte sige det til nogen. ”Det er, fordi du er fra den anden side, ikk? Og du kan få ballade, hvis andre ved, at du er her?”[/color] spurgte hun. Hun ville jo selv få ballade, hvis hun fortalte hendes far, at hun havde snakket med en fra den anden side, men hvis de ikke sagde noget, så ville det ikke være noget problem.
Arwen holdte op med at hive ham i kinden, da han sagde, at det gjorde ondt. ”Undskyld.”[/color] sagde hun, selvom det lød alvorligt, kunne hun stadig ikke holde op med at smile. Hun blev dog forskrækket, da dyret, ved siden af manden, begyndte at knurre af hende. Uvilkårligt skiftede hendes hår farve til sort, men skiftede tilbage til det røde igen. Hendes øjne havde også skiftet farve, men forblev ved den tyrkiske farve, som de havde fået. Hun kiggede undersøgende på dyret, da manden rejste sig op.
Følelsen af at blive efterladt sneg sig ind på hende, og hun greb fat i mandens arm, men uden at sige noget.

[Gren Shade]

Gren blev lidt overrasket da hun tog fat i hans arm. Han kiggede nysgerrig ned på hende. Lige før var hendes hår sort, og nu var det rødt igen. Han rystede smilende på hovedet. Han skulle lige vende sig til det. Han satte sig på hug foran hende igen. "Jo jeg er fra den anden side, og hvis de finder ud af det, får jeg rigtig meget ballade." Han lavede store armbevægelser, for virkelig at understrege hvad han mente, når han sagde at han ville få ballade. Han smilede stille til hende, da hun sagde undskyld for at havde nevet ham i kinden. "Det er ok. Så ondt gjorde det heller ikke" Han smilede og nussede hendes hår. Hun var rigtig kær hende her, og sikkert også en rigtig ballademager, syntes han, at han kunne fornemme. "Men vil du gerne med mig, siden du tog fat i min arm, eller skal jeg blive her sammen med dig?" Han kiggede på hende, spændt på at se om der skete noget mere med hendes hårfarve, og om den ville skifte endnu en gang. Han syntes det var så spændende, at en lille pige som hende kunne havde sådan en komisk evne, men evnen var jo samtidig rigtig god at have. Hun ville have det nemt, når hun blev ældre med at smugle sig forbi vagterne, og komme over på den anden side hvis det var det hun ville. Han grinte lidt ved tanken. Han kunne nærmest se det for sig, at hendes hår lige pludselig vil komme til at skifte farve igen.
Kania begyndte at puffe til ham, og han lagde mærke til at vagtens stemme var kommet nærmere. Han skulle væk nu, hvis han ikke skulle opdages og ryge i alvorlige problemer. Han kiggede hurtigt på den lille pige. "Hvis du ikke vil med, så er jeg altså nød til at smutte nu. Ellers er det jeg får ballade" Han lavede de store armbevægelser endnu en gang, for virkelig at understrege at han vil gøre alt, for ikke at få de problemer, han ville få hvis han blev opdaget. "Kania, kan du gøre mig den tjeneste at distrahere vagten igen?" Han kiggede smilende hen på Kania, som først så ud til ikke at ville det, men hun gik efter et stykke tid. Nu skulle de skynde sig, hvis de ikke vil blive opdaget.

[Runya Tile]

Arwen nikkede for at vise, at hun havde forstået det. Så han ville få ballade, hvis nogen vidste, at han var på den forkerte side af broen. Hun ville ikke afsløre ham, fordi så ville hun nok ikke kunne se ham igen, og det ville hun gerne. ”Jeg holder på din hemmelighed.”[/color] sagde hun og smilte til ham med både munden og øjne, som nu fik en mørkere blå farve. Hun fortsatte med at smile, da han nussede hendes i forvejen meget filtret hår, hun havde aldrig tålmodighed til at redde alle knuderne ud. Hun kiggede fortsat på, men så da han spurgte, om hun ville med ham, måtte hun slå blikket ned, og betragte det mørke græs, som hun stod på. Hun kunne også lige skimte sine fødder i mørket. ”Jeg vil bare ikke være alene.” sagde hun meget stille, hun var bange for, at der ikke var nogen, som ville finde hende, hvis hun nu skulle blive væk. Hendes hår fik igen hendes originale mørkebrune farve tilbage. Hendes far, syntes faktisk, at det kunne blive træls, at hendes hår eller øjne hele tiden skiftede farve ubevidst, men når hun gjorde det bevidst, syntes han, at hun strammede den, og den kun bare, fordi hendes far selv syntes, at det var uærligt at blive ved med at skifte udseende. Hun syntes selv, at det var sjovt.
Da der blev stille mellem dem, lagde Arwen mærke til, hvordan vagten kaldte efter hende, men da han endnu ikke kendte hendes navn, råbte han bare ’lille pige’, hvilket hun fandt meget underholdene. Hun var meget fristet til at følge efter den fremmede, men hun ville også gerne hjem, så måske skulle hun bare gå til vagten. ”Jeg må hellere gå tilbage igen, men jeg håber vi ses igen.”[/color] det første lød trist, men det andet sagde hun glad og med et smil, hvorefter hun vendte sig og begyndte at kalde på vagten, som nu igen blev distraheret. Hun håbede lidt på, at han ville finde hende. Og hun havde allerede noget, som hun kunne fortælle ham, nemlig at hun troede, at hun havde set en hare, som hun ville fange, men så at hun igen var faret vild. Hun fortsatte sin råben efter vagten, hvilket nok også var med til at distrahere ham.

[Gren Shade]

Gren smilede taknemmeligt til hende, da hun sagde at hun nok skulle holde på hans hemmelighed. Det var han glad for, mest på sin floks skyld i hvert fald, for de ville nok også blive straffet hvis han blev opdaget.
Han smilede til hende, da hun sagde at der var fordi hun ikke vil være alene, at hun tog fat i hans ærme. Han kunne ikke lade vær med at grine lidt, det var så sødt. De eneste andre børn han havde mødt var hans søskende, og de var ikke ligefremme de sødeste englebørn.
Han kunne høre vagtens stemme komme nærmere og nærmere. Han bandede indvendig, han ville ikke bande foran et lille barn. Han måtte afsted nu, og han måtte også hellere smutte tilbage til sit eget land nu, inden det blev for sent. Og han ville også få et problem hvis tågen lettede op. Han piftede pludselig, og lige så stille kom Kania løbende. "Kom Kania, vi må hellere smutte igen. Forresten hvilken race er du lille pige?" Han kendte godt racen, han kunne bare ikke huske navnet, og det ville være rart at få det genopfrisket. Kania satte sig ved siden af den lille pige, og Kania nussede hendes store hovede mod den lille piges. Han kunne ikke lade vær med at grine, men han var samtidig forbløffet. Kania gik sjældent tættere på andre folk end ham selv, men det undrede ham ikke. Den lille pige havde sikkert lige nu fået sig en ven i Kania. Han rejste sig stille op og kiggede ned på den lille pige med et smil.

[Runya Tile]

Arwen blev sådan helt glad for, at hun skulle holde på en hemmelighed, som hun ikke kunne fortælle til andre, end de feer, som hun kunne se, men ingen andre omkring hende, hvilket hun syntes var underlig. Men de var ikke til stede, fordi det sikkert var nat, hvilket ville sige, at hun enlig skulle sove nu. Som kaldet, begyndte hun at gabe og måtte gnide sig i det ene øje, søvnen var ved at indhente hende. Hun betragtede manden endnu engang med et smil, hvor hun kort lukkede øjne.
Arwen havde været ved at forsvinde mod vagten, da spørgsmålet var kommet mod hende. Hun vendte sig hurtigt om og sagde med et smil, ”Arwen er formskifter.”[/color] Hun lød lidt, som en på 3 år. Hun grinte kort, før hun igen begyndte at forsvinde mod vagten. Hun havde samtidig sagt hendes navn, men også uden at spørge til ham, fordi så havde han en god grund til at se hende igen, han var hende et svar skyldig. Og på denne måde ville hun nok ikke så hurtig glemme ham igen, men hun glemte jo heller ikke folk så hurtig, hun havde det med at huske dem, som hun mødte. Hendes øjne begyndte også langsomt at få sin originale farve, grøn.
Endelig fandt hun vagten, eller vagten fandt hende. Han udtrykte sine bekymringer for hende, og fortalte, at hans vagt snart ville være ovre, så de kunne komme tilbage, så hendes forældre ikke behøvede at være bekymret for hende. Og han skulle nok forklare dem situationen for dem. Arwen nikkede bare til vagten, nu kunne hun igen slippe for ballade.

[Gren Shade]

Gren smilede stille til hende og han knipsede med fingrene, da han hørte det var formskifter. "Nåår ja, det var det den race hed. Men vi ses lille, formskifter Arwen" Han smilede sødt til hende, og han lavede et dyb prinsebuk for hende. Han vendte stille ryggen til hende. Han begyndte stille at snige sig den modsatte retning, end den Arwen gik, da han kunne lugte det var den vej vagten var. Kania gik stille ved siden af ham. "Kania, kan du huske hvilken vej broen er?" Han kiggede ned på hende. Han kunne ikke rigtig finde rundt i tågen et helt fremmede sted, der var Kania nok lidt bedre til det end han var lige nu, da hun havde været lidt mere rundt omkring. Han vendte sit hovede om, og kiggede i den retning Arwen havde gået. Han sukkede stille, han var vel på en måde tvunget nu til at komme tilbage. Han skyldte hende et svar for hvad han hed, og hvad han var. Han rystede stille på hovedet med et smil. Hun var en lille ballademager. Han kiggede ned på Kania, og lød hende gå foran, så hun kunne finde vej for dem begge to. Det varede ikke længe før de ankom til broen, men da de var der, kunne de lige ane skikkelsen af en anden vagt. Han bandede sagte. "Kania, jeg tror desværre, at jeg er nød til at skifte til ulveform, hvis vi skal slippe ud af den her knibe" Han smilede stille ned til Kania, og han nussede stille hendes hovede, inden han lige så langsomt begyndte at skifte form til varulv.

[Runya Tile]

Arwen grinte over hele hovedet, da manden bukkede for hende, og lavede en nej (at neje), for at gengælde gestusen. Hun smilte også over hans reaktion på, at hun havde fortalt, hvad hun var. Det burde enlig være ret så logisk, men det var nok ikke alle, som kunne tænke så langt.
Arwen blev ført hen til en hest af vagten, som de skulle ride tilbage på, der var stadig sadeltøj, fordi den anden vagt, som var kommet, havde reddet den herhen. Hun blev løftet op på hesten af vagten, hvorefter han selv sad og satte hesten i gang. De bevægede sig langsomt mod byen.

//I think out now. ^^//

[Gren Shade]

Gren smilede stille for sig selv, da han kom i tanke om, hvordan den lille pige havde nejet til ham. Han grinte lidt for sig selv, inden han stille forvandlige sig om til varulv. Han kunne stille mærke, hvordan hans krop forandrede sig, knoglerne rykkede rundt på sig. Han fik pels, som var lige så mørkerød som hans hår. Han begyndte stille at danne en snude, hans øre blev lidt lange og spidse foranden. Hans kranie blev mere fladt. Hans fødder begyndte at blive større. Hans tøj blev fuldstændig destrueret. Hans hænder begyndte at blive større. Hans fødder og hænder fik klør, og hans tænder begyndte også lige så stille at blive længere. Han elskede at være i ulveform, han kunne mærke kræften i hvert et led af sin krop, og han følte sig også mere fri. Og mere dyrisk end han plejer at være. Han blinkede stille til Kania, og hun begyndte at løbe mod broen. Han kunne høre, hvordan vagten begyndte at råbe efter Kania, da hun begyndte at løbe over broen. Han smilede et meget dyrisk smil, og han begyndte også at løbe mod broen. Han kunne se meget bedre nu i tågen, end han kunne før med sine menneskeøjne. Han sprang over vagten, og begyndte at løbe over broen inden vagten kunne nå ham. Han elskede følelsen af vinden mod hans pels. Han hylede op, mens han løb over broen. Ligeglad med om den anden vagt kunne høre det kom fra broen. Han indhentede hurtigt Kania, og der gik ikke lang tid før de løb side ved side. Da de nåede enden af broen hoppede han også over den her vagt, mens Kania fik smøget sig udenom ham. Han kunne høre råb efter sig, men han var ligeglad. Han havde været over på den anden side, og bare selve bedriften af det, fik adrenalinen inden i ham til at køre rundt. Han hylede op endnu en gang, og han begyndte stille at løbe imod Kizomi.

//out//