en lille tyv som mig.

[Izumi Mei Yin]

Det var ikke fordi det gjorde hende noget, at han forsøgte at flygte, det var faktisk bare noget der morede hende. Fordi det ville jo blot betyde, at hun skulle bruge nogle flere kræfter på at holde ham nede. Derfor ville det blive udfordrende for hende, da hun efterhånden ikke havde brugt blodstyrring i en evighed - efter hendes egen mening. Mizu'ernes evner var altid nyttige i hver deres situation, og heldigvis for Izumi, så havde hun mulighed for at bruge den mest nyttige - blodstyrring, eller det var blot hendes meningen. Det at være en af de ældste var måske noget specielt, men hun følte sig ikke så speciel igen, da hun ikke opførte sig, som en af de ældste. Hvis man tænkte på den ældste, så var Izumi en modsætning.

Et koldt smil gled over hendes læber, da det var tydeligt at drengen ikke vidste, hvad der foregik, men det gjorde hende ikke synderlig meget, det var blot morsomt at se ham prøve.
"Uanset hvor mange skældsord du kan smide i hovedet på mig, så giver jeg ikke slip" sagde Izumi koldt og lettere drilsk, da han nok ville få svært ved at flygte. Hun valgte også at trække ham tættere ned mod jorden. I det at han ville få fødderne på jorden ville hun gribe fat i ham og trække ham med sig. Det kuneng odt være at de befandt sig i Iméra, men det betød ikke at alle folk var venlige, så hun ville vel ikke få helt vildt meget opmærksomhed ved at trække ham igennem byen. Enten frivilligt eller med hendes evner, det ville ikke gøre den helt store forskel for hende.

[Itami]

da han ramte jorden begyndte hans krop at gå mod hende uden at han kunne gøre noget. han hev og sled i sine muskler men der skete intet hans krop lystrede ikek hans tænker som de plejede. han anede slet ikke hvad der skete. og det hun sagde gav ingen mening overhovedt. Itami blottede tænder af hende og anede slet ikke hvad det var som skete for hende siden hun kunen få ham over til sig.

[Izumi Mei Yin]

Et tilfreds smil gled over hendes læber, da noget kunne tyde på, at han så småt havde givet op med hensyn til at flygte fra hende. Men i bund og grund havde han ikke noget valg, da han jo nærmest havde tvunget hende til at bruge sine evner på ham, så det var vist ikke hendes skyld? Det var sikkert meget let at give andre skylden, selvom Izumi's temperament nogle gange overskred andres grænser til visse punkter. Smilet på hendes læber forsvandt ikke, da han ikke valgte at svare hende igen, det måtte jo bare betyde, at drengen ikke havde mere at sige?
"Lad os gå en tur igennem byen"
sagde hun med et roligt smil, som om det bare var en invitation, men i virkeligheden var det jo det stik modsatte, som for eksempel en ordre, nu hvor hun havde kontrollen over hans krop. Izumi trak ham roligt tættere på sig, og da hans først var kommet op på siden af hende, begyndte hun at gå videre igennem byen, ligeglad med hvad der faktisk foregik rundt om hende.