Just walking

[Camill Angelique Arnauld]

Natten var fortsat ung, men sådan havde det jo også været længe efterhånden. Den blev jo heller ikke ældre, da solen aldrig viste sig på himlen. En himmel, som hver eneste dag, var indhylet i mørke og aldrig fik lov til at se noget lys. Men når man bare boede i Nýchta, så gjorde det selvfølgelig ikke noget, det gjorde ikke nogen forskel om man var nattevæsen eller ej, så længe man havde bosat sig i Nýchta, så blev man nød til at vænne sig til mørket. Langsomt var det også blevet en naturlig del af hverdagen hos alle indbyggere.

Inde i det store palæ Kuro kunne man tydeligvis fornemme en skikkelse, som gik rundt fra den ene ende til den anden ende i det store palæ, som var skikkelsen igang med at undersøge hvert eneste hjørne. Men det var egentlig på grund af ren og skær forvirring, at Camill bevægede sig frem og tilbage i huset, for at finde oplysninger om den berømte race Phoenix. Hun blev nød til at komme til bunds i hver eneste evne, som denne race efter signe skulle besidde. Mon hun ville få mulighed for at opdage noget nyt og udnytte Kiba mere endnu end hun allerede gjorde? Hun smed sig hen i sofaen midt i palæet, dog havde hun stadig udsyn ud over gårdspladsen, hvor den eneste indgang befandt sig, da man umuligt ville kunne kravle op over muren, der omgav palæet. Camill gav sig roligt til at læse i den store bog, som skulle indholde flere oplysninger omkring Phoenix'en, efter hvad hun havde hørt.

[Aeden]

Mørket generede ikke den unge varulv, der lige på dette tidspunkt af natten, bevidst søgte mod den store palæ, ejet af ikke mindre end en meget betydningsfuld person. En person selv varulven vidste man ikke burde trodse. De grålige øjne, glimtede, som han spejdede rundt i mørket, dog uden problemer med hensyn til at se. Sanserne var skarpe og trænede, og at der ellers var ganske mørkt omkring ham, betød intet for ham. Desværre dog heller ikke for mange andre af Nýchtas væsner. Mørke var vel en del af dem, også ham, som den varulv han var. Men det ændrede ikke på den sugende fornemmelse i brystet, som nok var bekymringen mere end noget andet, for Kiba. Han havde knap nok snakket med ham. Men han følte et behov for at se ham igen, og ikke mindst gøre noget for ham hvis han kunne. Derfor listede han nu også på lydløse fødder, med hånden let på sværdskaftet, ind på gårdspladsen. Det ville ikke undre ham hvis nogen lurede i mørket for at stoppe uinviterede gæster. Det var dog ikke rundt i mørket han spejdede, men op imod palæet, mod vinduerne. Med håbet om at se Kiba hvad end denne blot ville være en silhuet.

[Camill Angelique Arnauld]

Lige i øjeblikket koncentrerede Camill sig om at læse ned af de lange og store sider, som desværre ikke indholde den information, som hun søgte idag. Hendes blik var ganske roligt, imens at det gled ned over hver eneste side i bogen. Da hun var kommet omkring halvvejs smed hun bogen ned på gulvet og rejste sig op i raseri. Hun knurrede hænderne sammen og så sig lidt omkring i stuen. Der var ikke så meget andet at gøre end blot at lede videre i håb om at få lidt mere information. Kiba kunne jo ikke fortælle hende noget, eller i hvert fald ikke noget, som hun ikke allerede vidste. Hun havde jo næsten fortalt ham det hele. Hun sukkede let, hvorefter hun bevægede sig ud mod gangen og længere væk fra gårdspladsen.

Camill's skridt var lydløse, også selvom hun blot bevægede sig rundt i sit eget hus. Et palæ, som hun havde arvet af sine forældre, som nu var afgået ved døden. Hendes vej bevægede sig mod biblioteket, som befandt sig midt i huset, dog blev hun forstyrret af en af vagterne, som selvfølgelig var en af de udøde, som hun havde kontrol over. Skikkelsen kunne ikke sige noget, men hun vidste udmærket godt hvad det betød. Der var fremmede på grunden, men nu ville hun ikke selv tage sig af det. Der var nok af vagter til at tage sig af sagen. Desuden skulle hun holde øje med, at der ikke var nogen, som gik efter Kiba. Der måtte jo desværre være nogen, som kunne have kendskab til hans race og evner. Hun rystede let på hovedet til vagten og sendte ham mod gårdspladsen, men han var ikke alene..

Ude på gårdspladsen blev det lige pludselig mere og mere tåget, men samtidig også dunkelt, som om der var noget på færde, men det var der jo også. Der var jo trådt en fremmed ind på hendes grund og det kom man sjældent levende fra igen. Foran den store dør rejste der sig flere udøde, som startede med at danne endnu en facade rundt om palæet, bare for at sørge for at der ikke ville komme nogen ind, lige med det samme. De ventede blot på at den fremmede ville blive synlig, han ville næppe kunne slippe fra dem.

[Aeden]

Den pludselige tåge, der kun hurtigt blev tykkere, advarede til dels Aeden. Han kunne i hvert fald regne ud at noget var på færde, da tågen var ganske… unaturlig. Så pludselig. Ikke overraskende. Hvis intet havde sket ville han nok også være blevet skuffet, sådan over at en hver ville have kunnet vade ind. Det var tydeligvis ikke tilfældet alligevel. Selvom det havde været lettere. Specielt fordi tågen forstyrrede synet, og i det hele taget svækkede både lugte sansen og hørelsen. Hånden greb mere fast om sværdet, blikket blev rettet frem for ham, selvom han dog nu var ganske opmærksom som muligt. Noget han næppe nogen sinde ville indrømme var tvivlen. Havde han blot kunne forvandle sig til en varulv når han ville, ville der ikke have været det store problem. Men lige da, havde han i tågen kun sit sværd og svækkede sanseintryk. Alligevel bakkede han ikke ud, hvad end der blev set tåbeligt og naivt på ham af dette. Han fortsatte sine skridt frem. Som han nærmede sig palæet, trak han sværdet, til god grund da han kunne skimte skikkelserne, der tydeligt skulle forhindre ham i at fortsætte.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var ikke ligefrem fordi Camill havde forventet besøg her til aften, men det måtte hun jo bare tage til takke med, men indtil videre skulle de udøde gerne kunne tage sig af den fremmede. Så havde hun i hvert fald lidt mere tid til at undersøge hendes oplysninger, som befandt sig i biblioteket. Camill bevarede roen, også selvom hun var velvidende med at der var trængt nogen ind på hendes grund, men indtil videre vidste hun jo ikke en gang hvem det var om det var nogen hun skulle frygte eller om det var en hun kunne grine af for at gøre forsøget. Den store dør ind til biblioteket, så meget tung ud, og da den først blev åbnet knirkede den også mere end man måske lige ville have forventet, dog var det jo et ældre hus. Camill gik ind gennem en længere gang og kom til sidst til et stort rum, som var omgivet af reoler, der var fyldt op med bøger. Det var næsten ikke til at overskue, hvis man ikke vidste hvor henne man skulle lede. Camill stod lidt med hænderne i lommerne, der blev hun så mindet om den nøgle, som hun bar rundt på. Måske hun snart skulle få fat på Kiba og få undersøgt ham, i stedet for at bruge bøgerne, der tilsyneladende ikke havde de svar, som hun søgte.

Udenfor begyndte de udøde at trække fremad mod den indtrægen, de hævede stille og roligt deres sværd og begyndte at bevæge sig fremad. For de havde jo fået ordre til at jage den fremmede ud fra palæet's grund. Der var ingen som kom ind uden tilladelse, i hvert fald ikke hos Camill. Tågen blev langsomt tykkere, men det var ikke noget som forværrede udsynet for de udøde, da tågen var som skabt til at hjælpe dem i bund og grund.

[Aeden]

Sværdet blev næsten lydløst trukket frem. Det ville være tåbeligt ikke at være parat. Den fortsat tykkende tåge, forstyrrede hans syn. Den svage frygt der lagde sig i ham, forsøgte han at få til at forsvinde ved konstante dybe indåndinger. Og så var det han hørte stemmen. Advarede om ham om at vende om, stikke af, og glemme alt om Kiba og hvad end problemer han var i. Bare smutte sin vej og lade som ingenting og aldrig vende tilbage. For en gangs skyld var det dog at han ikke lyttede til stemmen. Han kunne ikke bakke ud, når han et sted indeni var sikker på at Kiba havde brug for hjælp af nogen art. Og hjalp han ikke, var der næppe mange der gjorde. Med en sidste dyb indånding, spændte han i benene og gav sig i få lette løbende skridt, mod de udøde, der uanset hvad, næppe kunne undgås. Han måtte bare prøve. Hvilken kujon ville han ikke være hvis han ikke gjorde? Hvis det ikke var fordi at den anden ham, stemmen, vidste seriøsiten i dette, ville han nok have fortsat med at protestere. I stedet skete der noget andet. Kroppen der før havde virket spinkel og tvivlende, tøvende, ung, syntes at forvandle, kun fordi en anden side af Aeden tog over. Stemmen. Den voksne del af ham, der beskyttede ham og guidede ham. Et smil voksede på læberne, og blikket, de grå øjne, skinnede nærmest, var vilde som en varulv han var, havde i sig. Skulle dette gå galt, kunne nogen af dem da få det sidste sjov ud af det.

[Camill Angelique Arnauld]

Teknisk set kunne det jo faktisk ikke blive værre end det allerede var. Camill kunne ikke finde flere oplysninger, så måtte hun jo bare prøve at få noget ud af Kiba. Det var også grunden til at hun lagde bøgerne fra sig og vendte sig mod døren endnu en gang. Så fik hun da bevæget sig lidt, også selvom hun måske skulle vælge at deltage i det, som skete udenfor. Men lige nu havde det ikke nogen større betydning for hende, da hun var fast besluttet på hendes slave, der gerne skulle befinde sig på hans værelse. Camill mente dog at Kiba havde været alt for stille idag, så det var måske på tide at tjekke ham.

Med rolige skridt bevægede hun sig hen mod trappen og bevægede sig da også op af den. Det var tydeligt at høre hendes skridt, da hun ville have Kiba til at vide, at hun var på vej mod hans værelse, selvom hun også kunne have kurs mod sit eget værelse, der lå ved siden af hans. Camill's bevægelser var rolige og der var ikke noget som tydede på, at det som skete udenfor havde nogen virkning på hende.

De levende døde vendte al deres opmærksomhed mod skikkelsen, som kom imod dem. Deres våben var hævet og det var da hellere ikke længe før at de farede direkte mod den fremmede. Dog blev nogen tilbage, bare for at være lidt mere taktisk end de levende døde, som blot gik direkte til angreb uden at tage tingene i betragtning.

[Kiba Harunko]

Kiba en ung smuk mand. han vidste at Akemi havde et vågent øje på ham. hvilket lidt var bekymrende for ham da han plejede at ha frihed. han sad på sit værelse med de bøger han havde fået. han havde fået dem for at vide hvordan man læste. så han ikke glemte det. han hørte pludselig hvordan jorden skælvede og rejste sig op. han gik med lydløse skridt over til sit vindue og så ud på gårdspladsen hvor han så den tykke tåge. hans ansigtet havde ikke nogen følelser nu. han havde opgivet det efter Akemi næsten havde dræbt ham da han havde kæmpet imod for en ny ven.

Kampen uden for gjorde at Kiba bare så på. han havde jo længe vidst hvad de udøde var i stand til da cam brugte dem mod ham. han hørte godt at Akemi's skridt lød på gangen men af en eller anden grundt kunne han ikke helt opfatte det ordenligt og så bare ud stadig. han havde stået der længe. ikke bevæget sig eller noget. bare stået. det virkede meget underligt sat nogen bare stod og så på. Kiba havde ikke nået at se hvem det var så han ventede vel bare på at tågen forsvandt så han kunne se det. hans vinger var ømme og hævede som de engang imellem blev pga at de var spændt fast. men han kunne jo ikke gøre noget ved det. han ville dog ønske at han kunne få lov at flyve.

[Aeden]

Aedens taktiske hjerne kom helt sikkert i spil, som han nu delvist ramlede sammen med de udøde. Han havde ingen forstand på udøde. Hvor kloge de var. Hvad der skulle til for at komme af med dem. Et sted betød det dog heller ingenting for den vilde, mørke side af Aeden der nu trådte frem, trods at denne normalt ikke var andet end en stemme til at guide Aeden.
Som han let snoede sig ind mellem de udøde, svang sværdet, var det tydeligt at han ikke var svag. Han vidste hvordan man brugte et sværd. Det hjalp så nok også at være frygtløs, hvilket var hvad denne side af Aeden var. Det var bare som en sjov leg. En leg han skulle vinde. For han skulle hen til døren. Til indgangen. Så han kunne finde Kiba.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var ikke fordi det generede hende det, som foregik udenfor, men det virkede dog som en irritation, når kampen ikke gik over af sig selv, fordi modstanderen enten trak sig eller var så svag, at personen ville blive slået i jorden med det samme. Camill overvejede om hun måske ikke skulle skænke kampen et lille øjeblik, dog havde hun ikke tænkt sig at flytte sig fra sin nuværende postionen. Hun lukkede roligt øjnene og begyndte langsomt at mumle en remse, som hun havde lært for længe siden. Udenfor rejste der sig endnu en udøde, men denne var dog anderledes, fordi Camill havde forbundet dens krop med hendes egen, så hun kunne styre den til perfektion. Men det ville så også bare betyde, at der ville være en som skilte sig ud i mængden, medmindre at hun lod den køre sit eget show, indtil at det ville blive bødvendigt at gribe ind. Kort tid efter fortsatte hun mod Kibas værelse og rev nærmest døren op bare for at overraske ham lidt.

"Du skal ikke bruge tiden på det som sker udenfor. Hold øje med mig"
sagde hun lettere koldt og gik hen til ham, hvor hun derefter greb fat eller ud efter hans arm for efterfølgende at trække ham med sig. Hun havde da en lille tanke omkring, hvordan hun kunne få mere at vide om Phoenix racen, som strømmede igennem hans blod. Dog ville han næppe komme til at kunne lide hendes ide. Men det kunne hun jo ikke koncentrere sig om.

[Kiba Harunko]

Kiba stod roligt og så ud på tågen. han kunne ikke rigtigt se noget kun høre lydene fra kampen. han kunne se lidt knistre fra når klinger mødte klinger. da døren blev smadret op vendte Kiba sig om og så på hende. da hun sagde han skulle holde øje med hende så man frygten. det kunne ikke være godt. da hun kom ind mod ham gik han tilbage i det uheld at han ikke havde haft lukket sit vindue ordenligt og fik åbnet det. han gled i sine øjne føder og faldt ned på vindues kammen. lydene uden for blev højere nu og han blev nervøs.

"frue jeg ber dig... jeg sværger jeg har intet gjort. jeg har været på mit værelse hele dagen. straf mig ikke for noget jeg ikke har gjort."
Kiba hadede at be om nåde men når hun var som hun var nu var han nød til det. han vidste at hun ikke altid ville være sød og rar mod ham. hun ville nok aldrig tilgive at han havde brandt pga fønix vogteren.

[Aeden]

Selv hvis kampen måske for mange virkede tåbelig og umuligt, var det ikke helt det Aeden så. Og jo, så var han nok ganske tåbelig sig selv, men noget havde simpelt hen fået ham til at slippe alle hæmninger. Og han havde ladet den anden side af ham overtage fuldstændig, selv på den bekostning af døden. Selvom han selv havde Kiba som mål, havde denne mørke side, kun i sinde af more sig, vel vidne om at det kunne ende galt. Dette gjorde dog kun kampen endnu mere spændende åbenbart.
Med år, efter år, hvor han bare var gået rundt, bare havde levet uden formål, havde han siden han havde set Kiba... ja fået et mål. Selvom det sikkert lød ganske tåbeligt at man ville ofre sit liv for en man kun lige havde set i glimts. Men man kunne også se på det sådan... at når han nu intet andet havde at lave med sit liv, ville han da kunne redde den dreng der i sig selv havde fanget hans interesse.
Som hans mørke side morede sig, holdt han slet ikke øje med hvad der skete med de udøde. Faktisk, så tanken om at de blot kom på benene igen, tiltalte ham, i form af at han nok engang kunne smadre dem. Han havde sådan set ikke forventet megen modstand… til han mødte den nye udøde. Ikke at han havde opdaget hvordan denne var kommet efter de andre. Og havde han ville han sikkert bare have tænkt efternøler om den. Slet ikke at denne udøde, skulle være så forfærdelig mere kompliceret end de andre. Hvorfor skulle han tro det når kampen ind til videre, højst havde givet ham nogle småskrammer?

[Camill Angelique Arnauld]

I takt med at kampen skred mere og mere fremad, kunne området virke en anelse tomt, men det ville også kun være noget man ville ligge mærke til, hvis man var knap så koncentreret om den kamp, man nu havde gang i. Grunden til at kampen virkede mindre eller at den i hvert fald var mindre befolket var fordi der efterhånden lå udøde over det hele. De var jo i virkeligheden ikke den helt store form for udfordring, så det var vel forståeligt nok, at det var kommet til det stykke. Lige nu stod der muligvis kun 5 tilbage, som stod tættere på palæet, end de andre havde gjort. De 4 af dem valgte at fare hurtigt frem, hvorimod den anden valgte at undersøge sin modstander. Selvfølgelig var det den, som Camill styrede, der brugte hjernen mere, som blot at kaste sig ud i en kamp, der tydeligvis ikke ville ende til hendes fordel, hvis det fortsatte sådan her.

Indenfor syntes det at gå mere eller mindre roligt for sig, når man tænkte på at Kiba stod overfor en lettere frustreret kvinde, der tydeligvis ikke brød sig om kampen udenfor. Hun bevægede sig roligt fremad mod Kiba, dog var hun en anelse fraværende, da hun også blev nød til at koncentrere sig om, det der jo foregik udenfor.
"Ser du Kiba, du bliver nød til at følge med mig nedenunder. Jeg mangler en smule informationer omkring din slags, før at jeg kan fuldføre mine forsøg"
Hendes stemme var kold og det var da også tydeligt, at hun ikke rigtig havde nogen følelser for, hvad der kunne gå galt eller hvad han ville synes om hendes ideer, men det måtte han jo hellere se at vænne sig til, da hun ikke havde tænkt sig at ændre på sin personlighed eller opførelse over for ham.

[Kiba Harunko]

Kiba så på hende og anede faktisk ikke helt hvad han skulle gøre. Kiba sukkede og fulgte med hende. han så på hendes ryg og fulgte med sin den lydige slave han var blevet efter hun havde troet Anna. Han havde jo fået en fantastisk ven i Anna. De kom fordi hoveddøren og Kiba standsede op og lyttede til det der foregik uden for. han så efter Camill og tænkte over hvad anna havde sagt, han skulle ikke lade sig styre. Han så tilbage på Camill og pludselig farede han mod hoveddøren og åbnede den med et brag. Han måtte se hvem det var som var der ude. Han vidste Camil ikke ville blive glad for det havde hun jo aldrig været når han satte sig mod hende. han så mod tågen og løb mod tågen. han løb alt han kunne ud mod tågen. Han frygtede det værste men håbede på det var Ham. Kiba stoppede op da han kunne se lidt mere fra tågen. "Pas på. " råbte han op og var lidt bange for at Camil ville fare efter ham

(undskyld vis det kommer til at lyde som om jeg syre dig cam. du ved det ikke er med vilje.)

[Aeden]

Som alt dette mest af alt havde virket som en leg, og som de angrebende uddøde syntes at segne hen, og efterlade kun få tilbage, ville det - hvis man spurgte Aedens mørke side - Ikke længere være så specielt morsomt. Uanende om at ejeren af dette hus, og disse udøde, selvfølgelig havde været klog nok til ikke blot at holde tilbage og lade ham vade ind og tage hendes legetøj. Men når nu ejeren, Camill, var klogere, ville legen fortsætte. Det ind til en stemme skar den tætte stille tåge omkring dem, og at den mørke side i Aeden blev usikker. Kun fordi Aeden trak i sig selv, som han genkendte lyden af Kibas stemme. Hvis blot den unge fønix havde vidst at det var Kibas stemme han skulle vogte sig for og ikke den udøde der var dem imellem, ville han nok ikke have advaret ham. For som nævnt, gjorde det ham usikker. Ikke mindre bestemt på at vilel redde ham, slet ikke. Men det var svært at ønske at se Kiba, og samtidigt lyste at slagte hvad end der måtte være tilbage af uddøde, og det var sådanne bestridende følelser der farede rundt inden i ham nu, som den rigtig Aeden, og den mørke side, strides. ”Kiba! Løb!”. Aeden råbte det, som det slog ham at Kiba ikke var udenfor i tågen på Camills ordre, men at den unge fønix selv måtte være den der var rendt ud. Og kunne han bare få Kiba hen til sig… Så var vejen ud jo lige ”foran dem”… Bag ved dem godt nok, men pointen var at blot han kunne få fat i Kiba.