long night/day

[Aiko]

Eftersom solen ikke havde været oppe i mange mange år, var den jo stadig ikke stået op så det var let mørkt som hver dag, en skikkelse som helt klart var en pige, sad oppe i et træ der stod lænet lidt ind over floden imens pigen, kastede sten ned i det sorte vand, og trak svagt på næsen hver gang stenen forsvandt i det kuld sorte vand, "for hunden da osse"mumlede hun så, og kom let på bene, og daskede helt ud på grenens spids, og så ned i det sorte vand, imens en lille vind fik fingerne i det lange røde hår som altid var sat op i en høj hestehale, "hvorfor er det så sort"mumlede phun så imens næsen stadig rynkede ved synet af de sten hun kastede ned i floden hun var nu meget sjældent i nærheden af floden, for hun kunne bedst lide at være så langt væk fra vand som overhovet muligt, men det var ikke altid lige heldigt at hun kunne slippe fra det, endeligt spreng hun ned ved flodens bred, og satte sig på knæ imens hun trak sit svær hun havde spændt på ryggen og prikkede til vandet, og ventede enligt lidt på det forvandlede sig til en stor sø slange og åd hende, hvilket det jo ikke gjorde, stille rettede hun sig op igen, og lod sin ene hånd hvile imod den smalle talje hun havde, og hævede det ene bryn, Hun var iført en lang nederdel som var skåret op til låret i højre sider, så hun let kunne bevæge sig, dog havde hun også en kort top på, som dækkede det den skulle, eftersom hun helst ville gå i det tøj der var nemmest at bevæge sig i, så hun med lethed ville kunne stikke af hvis en person hun ikke ville møde dukkede op, stille satte hun sig atter på knæ ved flodens kant, og prikkede atter til det med sit svær, før hun satte den på plads i dens hylster,

[Camill Angelique Arnauld]

Det var lidt som om at floden var blevet et fristed for denne skikkelse, som nu bevægede sig med en form for hast mod flodens bred. Indtil videre var hun ikke engang tæt på den, men alligevel kunne hun dufte vandets kendetegn, hun gøs lidt ved tanken. Sjovt nok så havde hun aldrig været ude i vandet, hun var næsten altid på land, som om hun følte sig tryg der? Men måske det var ved at være på tide at bryde den grænse. Camill brød sig i det hele taget ikke om grænser, så hun var allerede nu fast besluttet på at mærke vandets kulde mod sin hud.

Det var ikke fordi hun havde travlt, men på den anden side, så skulle hun da nyde en mulig fridag til fulde, og hvad ville være bedre end at nyde den ved flodens bred, hvor der sjældent befandt sig nogen. Der var fortsat mange, som undrede sig over vandets farve, men det havde Camill langsomt fundet sig i, og så det bare som ganske normalt vand efter hånden. Det kunne jo være at det bare skulle have været sådan fra starten af. Eller havde det mon noget at gøre med at solen ikke havde vist sig længe og det så betød at vandet blev sort, fordi det ikke fik nogen varme? Der var vel mange tanker omkring mysteriet, men Camill var ligeglad.

Hun løb nu endelig langs med bredden, men stoppede pludselig op, da hun fornemmede en anden i nærheden af hende. Let rystede hun på hovedet i det at et lumsk smil langsomt gled frem på hendes læber. Måske hun skulle droppe sin fridag? For at holde varmen, men stadig kunne bevæge sig, havde hun blot hurtigt trukket en kappe over sig. Den skulle blot dække hendes arme og ryggen. Ellers var den åben foran, så man kunne se hendes former, der trængte frem igennem den hvide skjorte og den røde nederdel.

[Aiko]

ai havde godt opfanget skridt et godt stykke fra hende, men hun valgte ikke at tage notat af det, for hvis personen lod hende være, gjorde hun heller ikke personen noget, stikke prikkede hun til foden med sin barefod, før hun gav et langt hvæs fra sig, og for op i træet igen, og lagde sig helt ud på grenen, imens hun betraktede floden, med et ondt blik som om den lige havde bidt hende, hvilke den jo faktis havde, for hun haede vand mere end noget andet, nok hendes katte gener der tog over når det kom til sagen, stille lagde hun sig på ryggen og betraktede himlen, og tænkte lidt over hvorfor solen mon ikke stod op mere, "kan det mon være fordi vi ikke tilbeder solen, eller sådan noget fis?"mumlede hun så fjernt, imens hun lod sin hånd glide igennem luften som om hun legede med noget, kun hun kunne se, dog fnøs hun kort og lagde sig atter på maven, imens hendes ben viftede lystigt rundt i luften, stille lagde hun armende over kors og lod hovet hvilke imod dem, imens hun betraktede det sorte vand, hun var enligt ligeglad med farven, vand var vand i hendes øjne, og hun haede det ligemeget hvilken farve, oka måske ikke hvis det var rødt, så ville hun nok elske det mere end noget andet!, for hun elskede da farven rød, hvilket dem der kendte hende morede sig over det, for de fleste piger elskede jo blå!, et lille lusket smil gled over hendes læber imens hun lå der og betraktede, det hun ville kalde 'døden' som gled stille forbi under hende, vand, hvorfor fandtes det? væsner kunne leve uden solen, hvorfor så have vand?

[Camill Angelique Arnauld]

Camill blev blot stående på afstand af skikkelsen, som tilsyneladende allerede havde lagt mærke til at hun var kommet for at forstyrre hendes ro. Eller hvad det nu var at skikkelsen havde i tankerne omkring vandet, som lå for hendes fødder. Stille og roligt vendte Camill sig mod floden, der strakte sig så langt, som hun nu lige kunne se. Det var ikke fordi hun kunne se så meget, pga mørket, som længe som hun kunne huske.

Pludselig blev hendes opmærksomhed rette mod skikkelse, som tydeligvis udråbte en form for hvæs. Nok var hun nysgerrig, men hun var ikke helt sikker på, at hun ville undersøge sagen. Men hun valgte at forblive lidt på afstand. Dog gik hun alligevel lidt tættere på bare for at se om hun muligvis kunne genkende skikkelse. Det kunne jo være at det var en som hun havde mødt før ved floden, man kunne aldrig vide i Nýchta. Der var selvfølgelig også en mulighed for at støde ind i en person, som hun absolut ikke ville følge sig tilpas hos. Hendes blik var lettere fjernt, men det var fordi hun ønskede koncentrerede sig om noget andet..

[Aiko]

Aiko rettede sig lidt op da hun opfangede den anden person som åbentbart kom hen imod hende, dog fnøs hun blot kort, og rettede sine øjne imod skikkelsen, og sendte et blik der advarede om ikke at komme nærmere, for hun brød sig da ikke om når folk kom og ødelagde hendes ro, for hun elskede da at ligge selv og studer det sorte vand, når hun da endeligt turde gå der ned, stille rejste hun sig op og sprang ned på jorden, og trak sit svær igen, og stilte sig i en truende, og advarende stilling, om hvis hun kom nærmere ville hun ikke havde noget imod at angrebe, dog lod hun sit ene knæ hvile imod jorden, imens hun lod spidsen af sit svær bore sig lidt ned i jorden, bare for sjov skyld, dog lod hun ikke sine øjne fjerne sig fra skikkelsen, som enligt ikke var serligt langt fra hende, efter hendes egen mening, et lille lusket smil gled frem på hendes læber, hun ville slet ikke have noget imod, hvis dette endte i en lille slås kamp, for hun havde da ikke lavet noget længe, så det var altid sjovt når hun mødte en der var værd at slås med, eller bruge sin energi på, dog så skikkelsen lidt sølle ud så hun overvejede lidt, bare at gå sin vej? et lille fnys gled over hendes læber, imens hun smilede et bredt smil, og holdte stadig sine øjne rettet imod skikkelsen, som hun allerede have gættet var en kvinde,

[Camill Angelique Arnauld]

Skikkelsen så ud til at have opdaget hende, men hvad mere kunne man forvente, når hun ikke engan prøvede at skjule sin tilstedeværelse. Hun valgte dog af ren og skær nysgerrighed at fortsætte mod skikkelsen, selvom hun havde en mindre fornemmelse af, at det kunne ende galt, hvis hun fortsatte, dog var hun ikke typen, som trak sig tilbage fra en slåskamp, det kunne jo ende med at blive sjovt. Hendes blik var også ganske roligt og det tydede slet ikke på at hun havde i sinde at stoppe sin vandren mod kvinden. Ja, selvfølgelig var det en kvinde, det havde hun jo faktisk allerede hørt på hendes hvæs. Men hvorfor hun stødte det, vidste hun ikke.

Camill valgte at stoppe op ganske få meter fra kvinden og lod bare sit blik betragte hende i ro. Hun havde ikke tænkt sig at sige noget til hende. Kvindens stilling skræmte hende heller ikke. En sølle person ville aldrig være nok til at stoppe hende, fra at gøre hvad hun ønskede. Så hun kunne da bare komme an. Desuden så var der ikke kun Camill, som hun skulle kæmpe imod, hvis hun først valgte at gå imod hende.
"Jamen godaften"
sagde hun lettere drilsk med et koldt smil på læben. Stemmen i sig selv var kold, men også meget roligt, som tegn på at hun ikke var bange for hende.

[Aiko]

Aiko fnøs let, men rettede sig dog op, imens hun stadig holde om sit svær, og betraktede kvinden foran sig, der ikke så ud til at være et nemt bytte hvis dette skulle ende i et slagsmål, dog smilede hun blot sit afvisende smil, og svarede ikke kvinden da hun sagde goddag, for hun fandt det ikke passende at snakke til en hun ikke kendte, eller en der faktis ikke så ud til meget, så hun fnøs bare, og puttede sit svær tilbage i skeden, og sagde for sig selv "for let," og snurede så yndefuldt rundt på hælende og forsvandt op i træet igen, eftersom hun ikke ville spilde sin tid på kvinden mere, selvom hun da gerne ville slås, men eftersom denne kvinde hun lige havde set, ikke så ud af nogen, ville hun ikke spilde sin energi på hende, hun ville hellere vente til senere hvis der nu ville dukke en op, der så mere sej ud, så hun kunne spilde sin energi på den person, dog kravlede hun uden tøven helt op i toppen af træet, og satte sig på den tyndeste gren hun kunne finde, og svingede let med bene imens, hun betraktede det sorte vand under hende,

[Camill Angelique Arnauld]

Til at starte med så det ikke ud til at Camill fortrak en eneste mine ved kvindens hamløse kommentar. Det rørte hende faktisk ikke det mindste, at kvinden mente at hun var for let. Det var jo hendes egen skyld, når hun først begyndte at undervurdere sine modstandere. Det kunne sagtens ende meget galt, hvis Camill først blev rigtig irriteret. Hendes blik gled efterfølgende ud over vandet. En kold og hensynsløs latter forlod hendes læber, da hun kom i tanke om den lille kommentar.
"Små, harmløse børn ved jo slet ikke hvad de snakker om"
sagde hun koldt, men også lettere ligeglad. Bare for at vente lidt på at kvinden muligvis ville forsvinde satte hun sig nedenunder træet med ryggen mod stammen, imens hendes blik hvilede mod vandet. Hun lænede sig roligt tilbage og slappede bare af. Det kunne sikkert godt opfattes som en provokation, men det var jo kvindens problem. Den kvinde, som åbenbart elskede at klatre i træer, som en abe?

[Aiko]

Aiko kiggede ned og opdagede at kvinden stadig var der, men fnøs bare og lagde sig ned på sin gren, men dog lød der et højt knasende lyd, i det den gren hun lå på knækkede af, så der kom et hvin fra Aiko og det hun faldt til jorden, og endte ude i vandet, og gav et højt hvin fra sig igen, i det hun kom op over vandet, og spreng skrækslagende op på land, og spreng op på den nærmeste gren, og klamrede sig til den, imens vandet gled ned af hendes drivvåde krop, og tøj, hun haede virkelig vand, mere end noget andet efterhånden, for hun brød sig virkelig ikke om at få våde fødder, eller hår til den sags skyld, stille lod hun sig glede ned af grenen hun klamrede sig til, og lanede på rumpen med ryggen imod kvinden, og begyndte at vride sit lange røde hår, før hun rejste sig op, og vred sit tøj tørt, og sendte vandet et giftigt blik, bare for at vise hvis hun endag fandt en måde at få vandet til at forsvinde ville hun bruge den uden tøven,

[Camill Angelique Arnauld]

Det kom endda en smule bag på Camill, da hun hørt grenen knække, men nu havde kvinden jo også valgt den tyndeste gren af dem alle sammen, så det var vel hendes egen skyld? Dog kunne Camill ikke lade vær med at grine højt, da hun først ramte vandet, dog havde hun ikke tænkt sig at holde det inde, da hun faktisk ikke havde noget imod det. Grinet var kold og hånligt. Det at kvinden hvinede op hver gang, der skete noget uventet, fik hende blot til at le lidt mere, fordi det var underholdende at kigge på.

Af ren og skær refleks flyttede Camill sig en anelse, da hun igen kom op af vandet for at tørre sig. Dog kom det lidt bag på hende, at hun dumpede ned ved siden af hende. Men til at starte med valgte hun at ignorere hende, selvom hun havde svært ved at holde de sidste grin inde.
"Nårh blev du lidt våd"sagde hun med et smil på læben, dog var stemmen fortsat kold, og man kunne fornemme at hun var blevet en lille smule irriteret, da hun også selv var blevet ramt af vandet.

[Aiko]

Aiko fnøs let, og lod som om hun ikke havde hørt hvad damen sagde, og slog bare ud med håret så hun ramte hende ved et 'uheld' og smilede så bare hånligt til hende, og svarede køligt igen "nej slet ikke, blev de lidt våd ma'am!" hendes stemme var kold og uden tegn på følser, og sneg sig nærmet ind på en, som vinden, hvilket hun var godt tilfreds med, så rejste hun sig op, og lod sin ene hånd hvile imod hendes smalle hofte, imens hendes blik roligt faldt på damen igen, dog fik hun et bredt koldt smil på læberne, og var enligt ligeglad med om hun lo af hende eller ej, for det var da lidt sjovt hun røg i vandet, når det kom til sagden ville hun selv nok havde grint på den måde hvis en anden havde været ligså uheldig som hun lige havde været, selvom det var irrerterende at hendes tøj var smadret, ville hun da ikke give kvinden noget mere at more sig om, så hun lod blot som intet var hent, og valgte at gå hen til vandkanten, og kiggede ned på det sorte vand, imens hun lyttede til hvor damen var henne af, hvis hun nu skulle kunne finde på at snige sig ind på hende,

[Camill Angelique Arnauld]

Nu var det snart ved at blive for meget for Camill, hun var sjældent så rolig, som hun havde været indtil nu, men det var altså også kvindens skyld, som åbenbart skulle skubbe til hendes grænse. Hendes blik blev blot mere og mere koldt, eftersom at hun lige pludselig fik kvindens hår i hovedet og så var der også noget, som kunne tyde på at det ikke var et uheld.
"Dont mess with me"
sagde hun lettere irriteret og vendte sig om mod hende, da hun begyndte at gå ned til vandkanten. Camill vidste dog godt, hvad denne kvindes svaghed var, det var jo meget tydeligt, at hun ikke brød sig om at blive våd eller i det hele taget vand. Det kolde smil gled endnu en gang over hendes læber, da hun havde en mindre lusket tankegang nu. Men det var vel naturligt for hende. Hun vidste godt at dette ville ende galt, men også at det var hende, som ville komme til at starte det.

Uden at Camill bevægede sig, var det som om der var noget nede i vandet, der begyndte at bevæge sig. Dette skulle nok blive sjovt. Lige med et stak en hånd eller faktisk flere hænder ud efter Aiko. De greb alle sammen ud efter hende og i tilfælde af at det lykkedes dem, at få fat på hende, ville de blot trække hende ned i vandet. Imens at Camill selvfølgelig blot ville blive siddende oppe ved træet, måske en smule på afstand, men der ville ikke være nogen grund til at anklage hende.