Tik tok says the clock.

[Marion Isabella Fullheart]

Pigen gik langs havnen, hvor hendes sko hele tiden sagde klik, klik, klik. Det var hendes høje hæle. Hendes brune lange hår, som var helt ned til maven, hang i nogen krøller, og hendes øjne var stift sat fast til noget, som om hun lige havde set en mand komme forbi hende. Og hendes tøj, som sagde at hun sikkert kunne ligne en billig luder, men mere sagde, at hun var en helt almindelig kvinde. Pigens flotte taljer kunne ses, og hendes hofter var tydelige. Det var Marion Isabella Fullheart.
Man skulle tro hun var ligeglad med alting, siden hendes blik bare sad stift fast til noget, eller det så det ud som om. Det var tomt, men alligevel kom hun gående og larmede med hendes sko, det dunkle mørke var over alt, og hun vidste godt selv, at der sikkert var andre end hende i det her sted. Der var stille, men hun ødelagde roligt stil heden med hendes sko, og hun vidste ikke selv hvad hun skulle tage sig til.

[Camill Angelique Arnauld]

Luften virkede lettere kølig, men samtidig virkede det også afslappende bare at slentre rundt omkring havnen. Hvor man svært kunne fornemme en let brise, som vandet trak med sig ind over havnen. Langs med havnen befandt der sig flere skibe, der bare var der for at ligge natten over, før de ville sejle videre næsten dag. Egentlig virkede det hele meget roligt og skikkelsen, som befandt sig omkring en af lagerbygningerne, havde længe ventet på noget at lave. Teknisk set var det hendes fridag, som snart ville munde ud i endnu en arbejdsdag på slottet.

Skikkelsen havde placeret sig ovenpå en kasse, som sikkert blev brugt til at fragte varer med skibene. Skikkelsen var iklædt en længere nederdel, bare for at skjule de lettere hvide ben. Men over overkroppen bar hun en hvid skjorte. Utroligt nok så kunne Camill, skikkelsen, godt holde denne skjorte hvid også selvom, hun var den person, som hun nu var. Men slet ikke lignede. Godt nok var hun necromancer, men folk ville have meget svært ved at placere hende i den gruppe med hensyn til hendes udseende, men næppe hendes personlighed.

[Marion Isabella Fullheart]

Hendes blik strejfede rundt over det hele, hun havde egentlig ikke noget at tage sig til, det var kun en gå tur ved havnen, og hendes blik stødte på en kvinde. Hendes blik satte sig stift på kvinden, og hun havde egentlig ikke noget at sige, hun stoppede op, men hendes blik var stadig på denne kvinde. Hun var ikke sulten, og hun havde heller ikke lyst til at få noget særligt ligenu. Hun lænte sig op af en kasse, og et lille lumsk smil kom på læberne af hende, hun vidste ikke selv, om hu ville angribe eller ej, for hvad ville hun få ud af det? Hun kunne jo heller ikke vide, om kvinden var et almindeligt menneske, eller ej.
Hun skubbede sig væk fra denne kasse, og gik roligt mod kvinden, men hendes blik forsvandt fra kvinden, nu var kvinder ikke så interessant for Marion.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var ikke særlig svært, at få øje på den kvinde, som tydeligvis havde valgt at ligge sit blik mod Camill. Det føltes næsten som en stirren, men hvorfor? Den største fejltagelse ville nok være at afsløre sig selv overfor Camill. De fleste burde nemlig vide hvem hun var, så denne kvinde burde ikke være en undtagelse. Hendes blik gled kort over på kvinden, før at hun lod sit blik spejde ud over havnen, som virkede en smule øde. Men hvad, det kunne jo kun betyde, at folk allerede havde fuldført deres arbejde. Et tilfreds smil gled over hendes læber, idet at hun igen lod blikket vandre hen til kvinden. Hvem hun var, var ikke noget der ligefrem intereserede Camill, men alligevel valgte hun at rejse sig fra kassen og bevæge sig mod kvinden. Hun kunne lige så godt finde noget at lave..