Walking

[Andél]

Det virkede helt trist. Markerne. Det der var af dem. Det der ikke var dødt. Det fik også Andél til at føle sig trist. Eller i hvert fald nedtrykt. Solens mangel, var skyld i at så meget døde. Så meget mistede livet. Andél havde en lyst til at heale det hele. Ikke at han kunne, men han ville gerne. Ikke fordi han ville være dagens helt, men fordi han syntes det var synd. Synd for naturen, for dyrene, for andre. Alle. Andél ignorerede kulden, han var kun iklædt lange bukser, en bluse, og en kappe. Intet fansy, men af godt stof. Han var bare gået, i sin søgen efter… ja ingenting. Han ledte kun efter svar. Svar på alt det der var ham uvidende. Hvilket var en hel del. Langsomt gled han ned på hug, lod hånden stryge hen over jorden som kærtegnede han den. Det virkede logisk nok i hans verden i hvert fald.

[Haerion Feredir]

To skikkelser gik over Fiudos marker. Den ene var et æsel, ved navnet Voronwë hvilket betød Den Trofaste, mens den anden var en høj kappe klædt person, men hætten trukket ned foran øjnene og hans hår skjult bag ved det mørkebrune grove stof. Han gik med en stav i hånden. Den var perfekt som vandrestav, og formodentlig lavet af eg eller ask. Den var på højde med manden selv. Hans tøj bar præg af hans lange vandringer over landet, og en halskæde om hans hals viste at han var kendt blandt handlende. De to gik stille over markerne, men de havde intet gods med, som så mange andre handlende. De gik blot omkring, da de havde tænkt sig at blive et stykke tid i Iméra. Mandens barndomshjem, hvilket han havde kendt så godt i fordums tid, da han stadig så sig selv som en del af den store skov.
De bevægede sig mod en skikkelse der sad på hug over nogle planter. At det var en engel var der ingen tvivl om, da de hvide vinger skinnede nærmest som en stjerne i det mørke der havde opslugt verden i over tusind år. Et alt fortærrende mørke, hvor i ingen plante kunne leve, uden elvernes magt.
Kizomi i Nýchta var stort set død. Han havde set det med sine egne øjne mange gange, men det var tæt på at den aldrig mere ville kunne genopstå, og dog skulle man aldrig betvivle naturens magt. Den ville komme til at indtage sin plads igen, men først om lang tid. Denne tid tid ville være betydelig kortere i Iméra, ved hjælp af dets væsner, der sørgede for skoven, og følte stor sorg, når en engang stolt og stor eg, sukkende falder til jorden fordi den er blevet for gammel. Han havde selv følt den sorg, for den rungede gennem skoven som et tordenbrøl, eller en lavine der dundrede gennem dalene på bjergene i Tsúka.

[Andél]

Andél smilte svagt, kun fordi en selvsikkerhed fandt sted i ham. Han var sikker på at dette land engang havde været smukt. Rigtig smukt, lyst og varmt. Mere end det endnu forsøgte at være idag. Han vidste det bare, dybt inde, trods han intet kunne huske. Men bare at være sikker på dette, var alt hvad der skulle til at han kunne være troen om at det nok skulle komme igen. Før eller siden. Andél nikkede svagt, for sig selv, og rejste sig langsomt. Han strakte kort de hvide vinger, baskede let med dem, dog uden at lette fra jorden. Han havde intet imod at gå. Man så mere når man gik. Opfangede mere. lærte mere. Og han ville gerne lære alt. Huske alt. Kort efter begyndte en let nynnen. En blid og varm, næsten fortryllende nynnende stemme. Ikke at han kunne fortrylle nogen på nogen måde. Han tænkte slet ikke på det. Melodien kom bare til ham ud af ingenting. Og den naive Andél fandt slet ikke dette mærkeligt.

[Haerion Feredir]

Han stoppede op, da drengen på et tidspunkt begyndte at nynne en melodi. Det lød ikke dårligt, og han fik også lyst til at nynne med, men hans sirenesang ville stoppe drengen, og den dybe bariton og en lidt lysere anden stemme der dukkede op når han sang lokkede mange mennesker. Både mænd, kvinder og børn. Nej, han ville afsløre sin sørglige hemmelighed foran englen.
I stedet for trak han en fløjte frem der sad i hans bælte han havde om livet. En satte den for munden, og det tog ham ikke lang tid at finde in i rytmen og fange tonen, inden han blæste en sagte tone, som harmonerede med englens nynnen. Han spillede stille og roligt, og Voronwë lagde sig ned i græsset og gumlede lidt på noget af det halvdøde græs der var rundt omkring.
Man kunne ikke kalde Voronwë dum, fordi han vidste meget. Han vidste at han skulle spare på de saftige spirer, så græsset kunne fortsat leve, og han forstod alt hvad folk sagde. Eller det virkede det til nogen gange, og det ville ikke undre Haerion at en dag ville dette æsel kunne tale. Hvorfor at dette æsel var så klogt, vidste han ikke, men han havde hørt om det mange gange. Det var ikke unormalt når et dyr holdt sig tæt op af elvere at de blev vise, men grunden til det var mange et mysterium.

[Andél]

Logisk nok blev Andél en anelse forbavset ved lyden af fløjtens bløde harmonerende tone. Ikke fordi det lød dårligt. Englen havde bare troet han var alene. Dumt måske, men han tænkte ikke andet end simple ting. Alt andet var for besværligt og trættende. De lyse blå øjne strøg let rundt, han vendte sig på stedet, uden at miste balancen. Ville han nok havde gjort hvis det ikke var for de hvide vinger, der var hans støtte på sin vis. Hurtigt undersøgte Andél den smukke fremmede, hvorefter et smil bredte sig på hans læber. Han virkede totalt ubekymret over den andens tilstedeværelse. I stedet begyndte han nynneriet igen. Nynnen, der gik over i en let sang. Han havde intet problem med at synge, hverken for sig selv eller foran andre. Ikke fordi han var selvsikker og vidste han havde en god stemme, men fordi sang var dejligt. Frit. Desuden var det sjovt nok, at synge, spille musik, med denne fremmede.

[Haerion Feredir]

Han blev blot ved med at spille sin musik, og da englen igen begyndte at synge med, fik han sat en anden stemme på så det slet ikke lød dårligt. Han fordybede sig i musiken og det var det eneste han koncentrerede sig om. Alt andet forsvandt fra hans tanker, og ligeledes hans kontrol over vandet der svævede i luften omkring dem. Tempereaturen var ret lav på dette tidspunkt, hvilket det havde været de sidste tusind år. De var omkring nulpunktet, hvor vand stadig flød uden at fryse endnu, men hvis det blev meget koldere ville vandet hurtigt fryse på grund af den utrolig kolde temperatur.
Noget der var mere sjældent i Iméra end Nýchta var de sorte skyer der hang over Fiudo, som truede med at regne, men en trudsel var det vel ikke, siden det var den eneste kilde til liv verdens planter havde når de manglede lys.
De første hvide og rene snefnug begyndte at falde lige så stille ned fra himlen. Den dalede langsomt, og at der ikke var den voldsomme vind, gjorde bare deres dalen mere afslappet, og intet virkede mistænkeligt ved den smule sne der kom. Jorden var kold, men ikke kold nok til at sneen kunne sætte sig, og den smeltede bare langsomt når den ramte græsset. Musikken blev ved og han lagde ikke mærke til noget som helst. Hvis englen bare vidste at dette faktisk slet ikke var et naturligt fænomen, men en Mizus værk, så ville stemningen måske blive anderledes, men sneen dalede stadig og fyldte luften og gjorde bare den uendelige nat en lille smule mere lys end den plejede at være. Et lille lyspunkt i mørket som gjorde så mange bange.
Voronwë der var nogenlunde vandt til sin vens evner med at fremkalde sne, og ligeledes standse den, hvilket var en fantastisk evne når de skulle over Tsúka for at slippe for at skulle skaffe sig en masse papirer, bare for at krydse de forbandede broer, lagde sig på siden og lukkede sine store mørke øjne og virkede fuldstændig ubekymret om verdens problemer.

[Andél]

Øjnene der ellers var gledet i, til nydelsen af den vidunderlige musik de skabte sammen, gled let op da noget vådt rørte hans kind. Udtrykket der dukkede op i Andéls ansigt, var det af et barns første gang det så sne. Siden han ikke kunne huske sin fortid, var dette trods alt også hans ”første gang” han så sne. Hvis han ikke havde været glad før, gled en form for let, urørlig glæde ind over ham nu. Kulden rørte ham ikke rigtig, alt han tænkte på var sneen, den fremmede, sangen og musikken. Det hele var så uvirkelig, så fortryllende, at Andél ikke ønskede det stoppede. Hvis blot denne uvirkelighed, denne skønhed kunne fortsætte for evigt. Hvis han blot kunne vise resten af verdenen dette, var han sikker på at stridighederne ville falde. Selvom dette selvfølgelig kun var en ung drengs drøm. Mod sin vilje måtte han lade sangen dø hen. Siden resten af teksten, kun var et blur for ham i hovedet. Det var også skuffelse, det var udtrykt hos Andél, netop som han lod ordene dø hen. De krystalblå øjne, søgte fra himlen, snefnugne, over til den fremmede. I det mindste fik han noget så smukt at se og høre.