ene barn?

[Maxwell Gibbs]

Maxwell havde været oppe at slås i gaden pga nogen havde generet hans lille søster og det fandt han sig ikke i da hans lille søster var hans lille blomst. han var blevet anholdt og ført hjem til forældrene og havde fået verdens største skideballe og faren havde slået ham med en lussing som sang. Maxwell fik stuerast fordi han stadig boede hjemme og han var træt af alle de regler. han var hoppet ud af vinduet og var på vej mod kløften. det var mørkt men det generede ikke Maxwell han var rasende. han kom til kløften ikke langt fra en bro. han satte sig ned og så ned i kløften.
hvorfor blev han stadig behandlet som et barn. hans søster blev altid behandlet godt. han så op på stjernerne og rakte ud efter dem han begyndte at synge som han tit gjorde når han var alene. hans søster var nok hans stjerne og en skat for ham men nogen gange ønskede han at være ene barn.
Sang.

[Jacquelin]

Hun vidste godt at han var gået igen, men hun kunne jo egentlig ikke gøre noget, hun havde ikke lyst til at sladre, om at han var gået, for hun vidste godt at han fik en skide balle. Hendes blik var ude af vinduet, hun sad med en blyant i hånden og skrev bare sin tekst ned hun sukkede og hun elskede hans bror som sit et og alt, og hun havde egentlig mest lyst til at sidde sig i vinduet og skrige som en som boede i helvede og blev misbrugt. Hendes røde øjne var overalt udenfor og hun kiggede roligt op på himlen hun havde ingen idé om hvad hun skulle gøre, det eneste hun ikke havde lyst til var at Max skulle komme i fedtefadet. Hun sukkede højlydt og hun fik et sæt da hendes far kom og lagde hånden på hendes ene skulder, og hun vidste godt hun havde sukket for højt, ellers havde hun snakket højt om sine tanker. Hendes tekst, var lang og hun rejste sig og follede papiret sammen og lagde det ind under Maxes dør, så han selv kunne læse det da han kom hjem igen. Den var altid låst når han stak af, men det havde deres forældre jo egentlig aldrig fundet ud af. Det var mere en sang, om mørke og stjerner, men hun vidste at han ville læse det på et eller andet tidspunkt. Hun sad lidt foran hans dør, men alligevel rejste hun sig og gik fra hans dør, inden de fandt ud af døren var låst. Hun kiggede lidt ind i stuen hvor forældrene sad, hun havde vel på fornemmelsen han var et sted derude, de sad der begge tog hun lukkede stille hendes dør og listede sig ud gennem hoveddøren. Hun forvandlede sig hurtigt til ulv, og gik roligt og snuste efter hans fodspor og lugt, hun vidste godt hvor han var nu, og han var ved kløften, hun satte i lidt løb, og alligevel da hun nåede frem, lagde hun sig ned bag en busk, og kiggede på, hvad han havde gang i.

[Maxwell Gibbs]

Maxwell vidste ikke hun log i en busk lidt bag ham. han så ned i kløften og så mod den anden side. han var tæt på at overveje at hoppe i kløften men hvad ville det hjælpe. Maxwell's gråhvide hår hang ned af hans nakke og hans blik var mod Nychta.
"jeg burde bare tage der over. så er der ikke nogen som skal bestemme over mig mere"
Han rejste sig op og så mod broen. han ville gøre det. han ville tage til Nychta så han kunne blive fri fra skæld ud. han forvandlede sig og hans øjne blev langsomt gule som panterens. han begyndte at gå over mod broen med et vredt blik.

[Jacquelin]

Hun sukkede, hun sad sig selv op, og kiggede på ham, hun havde ikke lyst til at stoppe ham, hvis det er det han havde lyst til, hun kunne ikke stoppe ham i hans valg. Men hvad havde han at gøre i Nychta? Hun overvejede at hoppe på ham, men alligevel gjorde hun ikke noget, hun gik væk fra busken, hun kiggede lidt på ham, og så på kløften, og så på broen. Hun havde intet at gøre her. Alligevel gik hun lidt hen mod kløften men lagde sig så ned, og kiggede på ham, hun vidste han var vred men hun kunne jo ikke gøre noget. Hun ville ikke lyde som sine forældre eller stoppe ham, for hun vidste godt at han fik sin vilje i sidste ende. Han var hendes et og alt men hun vidste godt selv hvad der kunne gå galt, og hun forvandlede sig til sin menneske, og hun sad bare og kiggede på ham, hun hadede at stoppe ham, men hvis han fortsatte ville hun gøre noget, men hun ville se hvor langt han ville gå.

[Maxwell Gibbs]

Maxwell gik videre hen af vejen han kom til broen og så på vagtens gang. Maxwell satte sine fødder godt i jorden klar til at spurte når han så en åbning i vagtens gang på broen. Maxwell havde altid set sin søster som forældrenes kærlighed da han altid fik skæld ud og problemer men det var jo bare den han var. han forstod ikke hvorfor han altid skulle ha skæld ud fordi han var sig selv. han kunne da ikke gøre for det. han ville bare gerne ha noget frihed. han ville bare anses for at kunne passe på sig selv!

[Jacquelin]

Hun kiggede ret efter ham, hun rejste sig og forvandlede sig til ulv, og småløb hen til kløften, hun kiggede lidt ned, og hun stivnede. Hun stod bare og gloede, hun hadede sin højdeskræk, hun slugte en klump, og hun kunne ikke helt få blikket væk, og alligevel rystede hun på hovedet og løb ind foran ham. "Hvorfor er det, du vil væk?" spurgte hun stille og roligt, hun sad sig ned, og hendes blik var forvirret, hun ville ikke overgive sin bror til Nychta bare fordi at han hadede at få skæld ud og var træt af det. Han var den eneste bror hun havde, den eneste bror hun elskede. Hun kiggede bare på ham, og alligevel kiggede hun ned i jorden. Hun ville ikke miste sin egen bror, bare fordi han fik stuearrest hele tiden. Det ville hun simpelthen ikke! Hun kiggede alligevel op på ham igen, men gav ikke op, om han så skulle skubbe hende til side for at komme forbi, ville hun ikke lade ham gøre det. Hun sukkede, og lagde en pote på hans.

[Maxwell Gibbs]

Maxwell havde lige til at skulle løbe da hans søster kom ind fora ham. han stilte sig nærmest på bagbenene for ikke at ramme hende. han kom lidt baglæns og stilte sig ned igen. han så på sin søster og satte sig ned og hørte på hende.
"du forstår det ikke Jac. jeg er træt af at blive behandlet som et barn. jeg er voksen. . . jeg vil ikke holdes i snor. Nychta kan måske være det rette for mig... der kan jeg blive behandlet som en voksen."
han så på hende med sine gule øjne og da hun lagde en pote på hans så han ned på det og så på hendes øjne. han hev poten væk og rejste sig og gik over til hende og lagde sit sorte hoved over hendes hals for at berolige hende.

[Jacquelin]

Da det var han lagde sit hovede ved hendes for at berolige hende, rejste hun sig, og tog sit hovede væk. "Det vil sige, du vil heller til Nychta, end at være ved dem, som holder af dig? Du vil altså hellere lade din søster i stikken, og så komme tilbage nu hun er slået halv fordærvet? Mor og far passer jo på os, de gør jo sit bedste så du ikke kommer til skade. Men jeg vil ikke stoppe dig, hvis du hellere vil have et liv i Nychta. Jeg skal ikke stoppe dig Max. Det kan godt være jeg ikke forstår hvordan du egentlig har det, men forstår du mig, hvis jeg siger jeg ikke vil overlade dig til Nychta, fordi jeg elsker dig? Du er min bror Max.." sagde hun, til sidst kunne hun ikke sige mere. "Jeg sætter ikke noget valg for dig.. Du bestemmer selv.." sagde hun kort, men til sidst knækkede hendes stemme over, og en enkelt tårre gled ned af hendes kind. Hun gik lidt baglæns, og alligevel så gik hun væk fra ham, hendes hale svingede lidt hun kiggede lidt tilbage på ham men hun sukkede så og småløb væk fra ham. Hun gad ikke stoppe ham, bare fordi at han ville forlade hende, og Iméra, og deres forældre. Han måtte selv træffe hans beslutninger, hvis han havde et valg, havde han vel et valg selvom det var imod hendes vilje.

[Maxwell Gibbs]

Maxwell så hun trak sig væk og det hun sagde sårede ham og gjorde ondt. han så på hende osm hun gik væk. han så mod nychta og mod hende. han rystede på hovedet og satte i løb mod hende og vidste at hun var ked af det og at hun sagde det i kærlighed. han kom op foran hende og stoppede op foran hende.
"Jac. du ved jeg elsker dig. du er den eneste grund til at jeg altid lader mig komme i knibe. men vis mor og far ikke havde været som de havde over for mig ville jeg ha fået en voksens straf. jeg var kommet i fængsel... jeg vil bare behandles voksent"
Maxwell så på hende og håbede inderligt at hun forstod ham. han var trods alt 20. han så på hende og det var tydeligt at hun som altid havde fået ham til at ændre mening.

[Jacquelin]

Hun stoppede op lige da det var han var foran hende, hun stod og kiggede på ham, men alligevel sad hun sig ned og kiggede ned i jorden. "Jeg ved udemærket godt at du lader dig selv komme i knibe pga. mig, men hvad så hvis du er i Nychta? Du ved aldrig hvornår jeg er i fare? Du ved aldrig hvornår jeg er kommet til skade. Jeg ved godt du er 20, men vil du hellere i fængsel eller passe på familien?" sagde hun, med en lidt såret stemme. Hun kunne ikke forestille sig et liv med at han var i Nychta, og at hun var alene i Iméra, hun kiggede undrende på ham, og hun havde ikke andet valg end at fælde en tårre mere. Uanset hvad, ville hun ikke lade ham være i Nychta, hun elskede ham som sin bror, og det kom aldrig til at ske at miste ham. "Men, jeg skal ikke stoppe dig. Bare ta' til Nychta hvis det er det din beslutning er, jeg skal vel lære at klare mig selv." Hun kiggede væk, men ned i jorden.

[Maxwell Gibbs]

Maxwell så på hende og skubbede hendes hoved op med sit hoved.
"du ved godt jeg ikke kan... du for mig altid til at skifte mening"
han sendte hende et smil med øjnene og satte sig ned ved siden af hende. han vidste godt at de to var tætte og at hun skulle lærer at være selvstændig men også at han skulle til at lærer ikke at overgive sig til sin vrede.
"kom så søs. så går vi hjem"
han skubbede hende op at stå så de kunne gå sammen. han kunne jo ikek efterlade en svag søster der ikke havde lært at forsvare sig inu.

[Jacquelin]

Hun kom op at stå. Og begyndte at gå på hans ene side. "Jeg elsker dig." sagde hun lavt. Hun havde ikke rigtig andet at sige. Hendes blik faldt over på ham, men alligevel kiggede hun væk igen, og ville bare ønske hun snart var hjemme, selvom hun også snart var det. Hun var tavs, hun havde jo egentlig ikke rigtig noget at sige. Hendes blik var i jorden, og hun bed tænderne sammen. Hun var glad for, at han ikke gjorde det, hun ville ikke miste sin eneste bror, hun var glad for at hun bare kunne skifte mening på ham. Men det var nok også mest fordi han ikke ville miste hende. - Hun havde det fint nok med, at hun kunne skifte hans mening. Bare hun havde sin eneste bror ved sin side, var hun glad hun havde jo ikke noget at gøre ellers. Så havde hun jo ikke overlevet særlig længe. Hun vidste bare, at hun elskede ham, og ikke ville miste ham. "Jeg vil aldrig miste dig, husk det." sagde hun.