|
|
Post by Seth Calisto Shade on Feb 1, 2011 23:20:54 GMT 2
Seth gik endnu engang rundt ved havnen. Han gik rundt langs havne kanten og kiggede ned i vandet og tænkte over, hvad han havde tænkt sidst, han havde været her, han havde overvejet at drukne sig selv. Det var også her i nærheden, at han havde mødt dødsenglen, Kamatayan, som havde fortalt ham, hvor hans far var henne. Og han havde også sagt, at han bare kunne komme til ham. Han syntes, at det var åndsvagt, at han ville tale med en anden, om hans problemer, når han plejede at klare dem selv.
Seth trådte væk fra kanten igen og gik lidt rundt på havnen. Der var ikke særlige mange her, kun nogle stykke, som klarede de sidste opgaver. Han gik enlig kun rundt her, fordi han håbede et sted, at dødsenglen ville dukke op her igen, selvom det virkede åndsvagt. Han betragtede nu de to ulve, som fulgte tavst efter ham. Han kunne sagtens forestille sig, at de hellere ville være ved Gren. Han havde faktisk bedt dem om op til flere gange at tage hjem, men han havde opgivet til sidst og bare ignoreret dem. Han sukkede, sparkede til en sten og fortsatte stille sin vandring med hænderne i lommerne.
|
|
|
|
Post by Kamatayan Anghel on Feb 1, 2011 23:31:50 GMT 2
Denne gang færdede han sig faktisk til fods. Noget der skete meget sjældent, og han kunne også forstå hvorfor. Han var ikke vant til at gå så meget, så hans fødder gjorde faktisk en smule ondt. Han var helt klart vant til at flyve, og han ville også tage luftvejen når han skulle hjem.
Han så en skikkelse længere henne. Han genkendte straks Luke og Kania, så han regnede med at det var Gren der gik sammen med dem. Han fløj hen til Seth og landede lig foran ham.
"Well, if it isn't Grens puppy again. I can see you found him. I never thought Luke and Kania would leave his side at all, but I can see that I've been mistaken." Han smilede til Seth og lagde armene over kors. |
|
|
|
Post by Seth Calisto Shade on Feb 1, 2011 23:46:49 GMT 2
Seth lagde mærke til, at ulvene blev opmærksomme, så han kiggede selv op og fremad. Han så lidt overrasket ud til at starte med, han havde faktisk ikke regnet med, at dødsenglen ville dukke op igen. Han ventede roligt på, at dødsenglen fløj det stykke hen til ham, som der var mellem dem, hvorefter han stoppede med at gå fremad. Han lagde nu armene over kors. Han knurrede let, da han endnu engang blev kaldt hvalp. "Didn't I tell you last time, that you shouldn't call me that?"[/color] sagde han med en irriterende tone, men ikke aggressivt, som sidste gang. "I got a name, just so you know. And since I didn't introduce myself last time, then I will do it now. I'm Seth Calisto Shade, son of Gren Shade and Mary Jane Goldheart, but you know them."[/color] Han rakte ikke hånden frem eller noget, men håbede lidt at det ville stoppe englen i at kalde ham hvalp.
|
|
|
|
Post by Kamatayan Anghel on Feb 1, 2011 23:56:26 GMT 2
"Cool down puppy. It's nothing else than a nickname. Nothing bad meant with that." Han smilede lidt drillende til Seth. Seth skulle bare op med humøret. Ingen kunne da være i dårligt humør hele tiden. Nogen ville påstå han var en usædvanlig dødsengel når han var så glad hele tiden, men de havde heller ikke set ham dræbe endnu, så ville de hurtigt skifte mening. At kunne myrde koldblodigt og stadig være i godt humør og lige så underholdt, det er ikke mange der kan. Det er en kunst dødsengle har lært, og så er der bare dem der er nogle værre dødbider resten af tiden, og de er dog nogen af de mest røvsyge dødsengle. De overgår oven i købet englenes ynkelige og overdrevne godhed over for alle. De kan i det mindste finde ud af at grine og have det sjovt, men nok mere på en anden måde end han nu en gang bedst kunne lide det. Lige til grænsen. |
|
|
|
Post by Seth Calisto Shade on Feb 2, 2011 0:04:18 GMT 2
Seth begyndte igen at knurre stille, denne gang i lidt længere tid. Han hadede virkelig det ord, nok også, fordi det mindede ham om, at han enlig var Grens søn. Han regnede nok med, at denne dødsengel vil blive ved at kalde ham det, også fordi han kendte Gren. Typisk. Hvilket mindede ham om det sidste, som han enlig ikke fik svaret på. "Yea'... I have met him. And it's not my fault, that these stupid wolfs are hanging out with me, I have said to them, that they should go home, but they won't listened to me."[/color] sagde han, og man kunne godt fornemme, at han var irriteret over, at de fulgte efter ham, når han enlig havde brug for alene tid, fordi der var nogle ting, som han skulle tænke over. Og nu hvor han stod overfor Kamatayan, så vidste han faktisk ikke, hvordan han skulle forklare tingene, nok fordi det virkede så dumt.
|
|
|
|
Post by Kamatayan Anghel on Feb 3, 2011 11:06:03 GMT 2
Luke listede hen til Kama. Kama satte sig på hug og kløede den hvide han-ulv bag ørerne. Han kunne se at Luke godt kunne huske sidste gang Kama havde kløet ham bag ørerne. "I've never seen those two leave Grens side ever. Unless he had ordered them to it, so either he has asked the wolves to follow you, or else they really like you." Luke lænede hovedet lidt op af Kamas ene hånd og lukkede sine øjne. Kania kom også hen for at snuse til Kama, selvom hun nok var den der kendte ham bedst, var hun langt fra den der var tryggest ved dødsenglen. Han havde egentlig aldrig aet Kania, men det var nu også svært at komme til ulvene, hvis Gren ikke sagde til dem at det var helt i orden, men Lukes unaturlige tryghed over for Kama, gjorde af en eller anden grund Kania lige så tryg. Det plejede ellers at være omvendt, siden Luke var den agrassive og Kania den blide og rolige, men nu havde Kama også aet Luke en gang før. |
|
|
|
Post by Seth Calisto Shade on Feb 3, 2011 13:11:13 GMT 2
Seth blev meget irriteret over at høre forklaringen på, hvorfor de to ulve fulgte efter ham, hvorefter han mumlede, "Jeg vædder med at det er Gren." Den mand, varulv, gjorde det heller ikke lettere for ham at være ham. Han kiggede nu på dødsenglen igen og en tanke strejfede ham. "Do me a favor and kill me, and let me be dead." sagde han toneløst. Han havde jo gjort, som hans mor havde sagt, godt nok ikke helt, som hun måske havde forestillet sig, men han ønskede virkelig at gøre en ende på sit liv. Og alle hans andre tanker kunne da også være lige meget nu. Han skulle være hoppet udover Cyappus kant og ned i dybet, dengagn hvor han var der, hvor han havde chancen. Han kunne også bare hoppe i vandet nu og drukne, men han havde hørt rygter om, at folk genopstod, hvis de druknede, og det var ikke det, som han ville.
|
|
|
|
Post by Kamatayan Anghel on Apr 27, 2011 9:47:28 GMT 2
Han himlede med øjnene. Han kunne ikke forstå hvorfor folk så gerne ville af med livet. Hvis knægten havde spurgt en anden dødsengel, ville sandsynligheden for succes være større, men han var Grens ven. Han stod en smule i et dilemma, selvom det var nemt nok at beslutte sig. Enten skulle han følge drengens ønsker, og Kama ville få fred fra hans brokeri, men så ville han få Gren på nakken, ellers skulle han lade være, gøre Gren glad og have en chance til at få knægten til at acceptere livet.
"Look puppy. I'm a friend of your father, so I'm not going to kill you. I'll actually going to protect you more or less. You're not going to die. Not before I wish that you die. Do you read me puppy?" Han pressede måske også en smule med grænserne, men han var da ligeglad. Så længe knægten fattede at han ikke kom til at dø ved hans hånd, indtil han var blevet tvunget til det i en bestemt situation. |
|
|
|
Post by Seth Calisto Shade on Apr 27, 2011 19:13:46 GMT 2
Seth knurrede svagt, da dødsenglen endnu engang kaldte ham Puppy. Han havde dog opgivet at sige imod, men han ville nok fortsætte med at knurre, når folk de sagde det til ham. Han knurrede dog endnu engang, men denne gang over dødsenglens svar. ”Well.. then I will just find someone else.”[/color] sagde han og vendte ryggen til dødsenglen, hvorefter han kiggede rundt på havnen for at finde en mulig modstander, som ville kunne gøre det af med ham. Også tanken om, at han ville blive beskyttet brød han sig ikke om, fordi han passede sig selv, og der var ingen, som skulle blande sig, uanset hvad der skete. Dog kunne han umiddelbart ikke få øje på nogen, så derfor måtte han vel håbe, at han blev sendt ud på et job, hvor han ville dø, eller bare myrde nogen, så han kunne komme af med sin vrede.
|
|
|
|
Post by Kamatayan Anghel on May 3, 2011 14:04:54 GMT 2
Han små lo. Det var faktisk overraskende svært at finde en der ville opfylde en persons ønske om at blive slået ihjel. Der var mange der foretrak at have en smule udfordring og sjov i at slå ihjel. De ville have dem der klynkede om nåde eller kæmpede for deres liv. De skulle ikke være sådan nogen der bare vendte den anden kind til. Det var sådan noget folk fra Iméra gjorde, men hvalpen skulle nok finde ud af det på et tidspunkt. Han skulle skam kæmpe for sin død. Ellers indtraf døden uventet. Den eneste måde Seth kunne dø på når han ville var ved at stikke en dolk ind i sit hjerte. Det var bare ikke særlig ærefuldt. Meget pjevset.
"Watch out for yourself puppy. We'll meet once again. Before you know of it." Han grinede af Seth før han foldede sin vinger ud, lettede og fløj væk. |
|
|
|
Post by Seth Calisto Shade on May 3, 2011 15:25:09 GMT 2
Seth brød sig ikke helt om, at dødsenglen grinede af ham. Og ja, han kendte vel godt til det, at folk ikke ville slå ihjel, når man frivilligt ville dø. Derfor ville han heller ikke opgive uden kamp, men han havde endnu ikke mødt nogen, som var stærkere, end ha, og han havde heller ikke tænkt sig at begå selvmord, fordi så havde han allerede gjort det for længe siden, dengang hvor han havde fundet ud af, at han var en varulv.
Seth mærkede suset, da Kamatayan satte af. Han havde også vendt sig for at sige, at han håbede, at de ikke ville mødes igen, men der var han ligesom væk. Han sparkede til en sten, som endte ude i vandet, hvorefter han begravede hænderne i lommerne og begav sig væk fra stedet. Han ville finde noget bedre at lave.
|
|
