Keep Going

[Aeden]

Skovens mørke, at intet lys rørte forbi træerne, var det perfekte skjulested. Selvom det nu ikke var fordi at Aeden direkte forsøgte at skjule sig. Hvorfor skulle han dette? Det var i hvert fald ikke fordi han frygtede noget. Frygtede hvad der ellers kunne være i denne skov. Hvilke væsner, der foruden ham selv kunne lure i mørket. Nej… Aeden rystede de skøre tanker ud af hovedet. Det ville bare være et spild af tid at tænke på sådan noget. Tåbeligt. Aedens gang var rolig, men ikke afslappet. Han var skam på vagt, sådan som man altid burde være det. Men at tage sorgerne på forskud var kun tåbeligt. De gråblå øjne, søgte let rundt blandt tæerne mellem ham. Som om han søgte noget. Hvilket også var dels rigtigt. Og så alligevel forkert. Mest af alt kunne han bare ikke sidde stille. Han kunne ikke tillade sig selv at sidde stille, ikke fortsætte, ikke gøre noget. Og hvorfor dog også sætte sig ned her? Absolut spild af tid. Han ignorerede på sin vis kulden, bedst det nu var muligt, i det lasede tøj. Selvom der var vindstille, var der utrolig koldt. Endnu en god grund til at holde sig gående.

[Gren Shade]

Gren gik stille gennem skoven. Han var vant til denne skov og han fandt den underlig behagelig. Han sukkede dog stille, Kania og Luke var stadig med Seth, og han følte sig lidt ensom uden dem. Han sparkede lidt vredt til en sten. Hvorfor skulle han også lade begge ulve passe på Seth, han kunne vel have taget en med til sig selv, men det havde han ikke gjort. Dumt. For nu følte han sig en smule ensom. Følelsen af sørgmodig hang stadig i ham, efter han havde besøgt Mary Janes grav, men det var som om at det havde lettet en del følelsmæssigt på ham, at han havde besøgt graven, og sådan rigtig endeligt fået sagt farvel til hende. Han måtte vel stille komme videre, det burde han egentlig havde gjort fra starten af, men det var så svært. Selv nu, da hun var død, følte han stadig at han var hende utro, hvis han var sammen med en anden. Han stoppede op og kiggede op på den grå nattehimmel. Han savnede at se stjernerne, det var et stykke tid siden han sidst havde set dem, nu hvor han tænkte over det. Men nu havde hans hoved også været mere foroverbøjet her på det seneste. Han lagde sig stille ned på jordbunden på ryggen, og han kiggede bare op på himlen, mens han prøvede at få styr på alle sine tanker der kørte rundt i hans hoved lige nu.

[Aeden]

Mærkeligt, det var, at stilhed på en gang kunne være så behagelig, og dog stadig så.. ildevarslende. Som i stilhed før stormen. Selvom det ikke ligefrem var det tilfælde der dukkede op i hovedet på Aeden lige da. Tankerne fløj bare rundt, ukontrolleret. Han havde intet emne, intet direkte bestemt at skulle tænke på. Han kunne tænke på hvorvidt han burde jage. Hvorvidt han burde skaffe mad, eller varmere tøj. Men det ville kun være til egen ulykke. Til egen sorg. Så ville han ende med slet ikke at kunne tænke på andet end det næste måltid. På overlevelse.
Aeden løftede hånden og strøg let noget af det tynde grålige hår væk fra ansigtet, dels fordi det generede, dels fordi det ville ’’vække ham’’, få ham til at tænke på andet. Som han havde lært det af sine forældre… altid positive tanker… Eller noget i den stil. Bare tanken fik ham til at smile. Sjovt hvad forældre sagde til deres børn. Virkelig morsomt. Skøre ting børnene faktisk troede på. Bare tanken gjorde at Aeden måtte stoppe op, og trods sine omgivelser, skoven han var i som i hans verden bestemt ikke var hyggelig, kunne han alligevel ikke holder en indædt stille latter tilbage.

[Gren Shade]

Gren sukkede stille, og alle tankerne fløj stadig rundt i hovedet på ham. Han kunne bare ikke koncentrere sig lige nu.. Han rejste sig stille op, han måtte finde noget koldt vand han lige kunne klaske i hovedet, det plejede at hjælpe når han skulle køle sig selv ned. Han børstede støv og sådan lidt af sit tøj, efter han havde rejst sig op. Han kiggede sig hurtigt omkring, han syntes han havde hørt en lyd. Han trak på skuldrene. Det måtte havde været hans fantasi, der var ikke mange der opholdte sig i denne skov, de syntes den var uhyggelig og alt det der, hvilket han ikke kunne forstå da han jo fandt skoven behagelig. Pludselig hørte han en til lyd, han stoppede med at trække vejret. Der var nogen der grinte.. Han sniffede stille til luften, måske kunne han opfange noget. Han lugtede hurtigt, at der var en anden varulv, men det var ikke en han kendte. Han rynkede stille på sine bryn, og gik stille derhen hvor lugten kom fra.

[Aeden]

Aeden luftede ikke noget. Lugtede ikke den fremmede varulv. Han bemærkede ham ikke før denne kom tæt nok på, til at Aeden hørte ham. Måske blot som en lille svag lyd, men det var også nok. Den leende, unge mand der før havde været der, ændredes. Latteren forstummmedes, blikket blev søgende, fast, og hånden søgte, ren reaktions handling, ned til sværdet. Men hey… man kunne ikke være for forsigtig, ikke i disse tider. Heller ikke da han syntes at fornemme hos den anden at denne var en varulv, slappede han af. Aeden havde ikke rigtig haft kontakt med andre varulve… siden dengang. Sidenhen. Det var lettere at holde sig for sig selv, og ikke blande sig i sager og folks liv. Det kunne alle da forstå? Ingen social omgangskreds, intet socialt ansvar. More or less.

[Gren Shade]

Gren nærmede sig stille. Hans hånd nede ved hans våben, hvis det nu skulle gå helt galt. Han gik stille, og han blev helt lydløs da latteren stoppede. Han var blevet opdaget. Han kunne altid bruge sin alfastemme, da han vidste at denne fremmede var en varulv, og at denne person ikke havde andet valg end at adlyde ham, hvis han brugte sin stemme. Han trak på skuldrene med et smil, ej det ville være for nemt. Han nærmede sig lydløst. Det varede ikke længe før han kunne se den fremmede. Han gemte sig bag det nærmeste træ, og han tog nogle dybe indåndinger, og han bad til at man ikke kunne høre ham, da han prøvede at være så lydløs som muligt. Han turde dog ikke sige, om denne varulv kunne styre sine forvandlinger, hvis ikke så var det en god ide at bruge alfastemmen, hvis nu personen forvandlede sig. Han tog endnu en dyb indånding og kom frem fra sit skjul.

[Aeden]

Aedens udtryk bar alvorlighed og koncentration. Han forsøgte at opfange, personens tilstedeværelse, hvorvidt denne havde opdaget ham eller ignoreret ham. Han antog mest at hvem end den fremmede var, var det en der var ved at snige sig ind på ham. Det gav sig selv, når det der før havde været uforsigtighed, nu blev passet på. Den fremmede forsøgte at være så lydløs som muligt. Aeden forsøgte ikke at holde vejret. Ingen grund til at han selv var lydløs trods alt. Han burde blot koncentrere sig om at finde ud af hvor den fremmede var henne. Hvad denne ville. Mistænksomheden var tydeligt fra Aedens side af, da den fremmede mand trådte frem, tydeligvis selv klar til hvis Aeden skulle angribe. Han trak dog ikke sværdet… hvorfor åbenlyst starte et slagsmål, når det bare ville koste kræfter og være komplet spild af tid. Og endda kunne ende i en dårlig situation for ham selv. En ting han kunne sige ved at betragte den fremmede var at denne bestemt ikke tog let på våben. Han var intet fjols. Aeden blev stående… rykkede han tilbage kunne det tages som et tegn på svaghed, og rykkede han frem kunne det tages som provokation. Han ønskede ingen af delene. Blot en forklaring på hvem denne fremmede varulv var. Og alligevel åbnede han ikke munden for at spørge. Fordi manden virkede... anderledes? Måske... Uanset hvad ville en konfrontation være tåbeligt.

[Gren Shade]

Gren kiggede på den fremmede med lidt smalle øjne, han kendte ikke til denne varulv, hvorfor gjorde han ikke det? Det burde han havde gjort. Han sukkede stille inde i sig selv, ingen grund til at lade sine frustrationer gå ud over denne varulv. Han kiggede på den fremmede varulv med studerende øjne. Han virkede til at være ne klog varulv, og en der foretrak en fredelig løsning, istedet for at gå i kamp med det samme. Klog dreng, han havde tænkt sig om. Han smilede stille til denne fremmede varulv, og stillede sig selv i en lidt mere afslappende stilling, for at vise at han intet ondt ville. "Jamen halløjsa. Hvad bringer dig her til Kizomi?"[/b] Hans stemme var rolig, men havde dog en vis autoritet over sig.

[Aeden]

Aeden kneb øjnene let sammen, som den fremmede syntes at antage en mere afslappet position. Og kom med ordene. Et trik?. Måske. Selvom den fremmede, lige så lidt som ham selv, undgik unødvendig slagsmål. Som sagt, kunne det ende med at være et spild af kræfter, eller ende katastrofalt. Og han havde virkelig ikke tid til at komme til skade. Selvom stemmen i hovedet, blev ved med at presse på og sige han ikke burde falde for det… der for denne urolige indre person, virkelig var et triks. Det var nok mest den der autoritet der var over stemmen, der fik Aeden til at slippe sværdet, og selv slappe en anelse mere af. Sikker på nu, at denne varulv ikke var en han skulle komme i vejen for. Ikke at dét kunne beskrives bedre, siden varulve var det sidste han dels havde og dels ville kæmpe imod. Selvom han ikke havde boet med nogle siden dengang han var ung, var de stadig fæller. ”Tomheden bringer mig vel afsted. Bringer mig hertil. Ikke at jeg søger noget” svarede han så langsomt, roligt, med et let smil, tydeligt… mere rolig. Hvis denne varulv endelig havde et problem med ham, kunne han jo bare endelig sige han var ”helt alene i verdenen”.