a little fun

[Jenna]

Jenna stod i trænings gården, mere for at have noget at grine ad end noget andet siden nogle soldater var i færd med at træne nogle temmelig sølle rekrutter i sværd kamp. hun fik svært ved at spille høflig da den ene rekrut snøvlede som en anden baby over et slag i maven, han var virkelig en grønskolling der ville noget men soldaterne gav vist ikke op lige foreløbig. hun kunne godt finde på at blande sig, men så blev det for det første ikke ret kønt og for det andet ville der bestemt ryge en rekrut eller to i forløbet

[Velkan Thomas Valentine]

Han havde fået lov til at teste nogen af rekrutterne. Han glædede sig helt vildt. Det var første gang i utrolig lang tid at hans far havde tilladt ham så meget frihed. Han havde ikke slåsset i alt for lang tid. Det kriblede allerede i hans fingre for at få lov til at lege med de nye rekrutter. Han vidste godt de skulle være uskadte efter hans behandling, og han skulle nok være sød ved dem. Det meste ville være at han ville udfordre sig selv.
Han trådte ind af døren til træningssalen, og straks vente alle blik sig mod ham og de fleste soldater og rekrutter bukkede sig. De rekrutter der ikke gjorde fik visket en hidsig kommentar fra deres sidekammerat, og til sidst havde alle rekrutterne også fået bukket sig. Han blev godt nok lidt irriteret over det, men han måtte vel leve med det.
Han trådte ud på midten af træningssalen. Han smed sin hvide trøje som han havde på, så han bare stod i bar overkrop og et bar løse grå bukser. Han vinkede en rekrut hen til sig. Nervøst lystrede han og gik hen til prinsen. "You are going to fight with me. You may use your sword."
Da rekrutten fandt ud af at Velkan ikke ville bruge andet end hans næver, der var han lige ved at sige imod, men han fik et ondt blik fra både Velkan og hans overordnede. "Just fight me like I was your greatest foe." Velkan ville have det meste ud af det, men han kunne se at det var meget imod rekrutten, der stod i både en leder harnisk og med et sværd, mens prinsen stod der i bar overkrop og med hans næver hævede. En sveddråbe perlede ned ad panden på rekrutten.

[Jenna]

Jenna så hvordan de alle bukkede og skrabede for den unge prins, sådan en gang leflere og spytslikkere, han kunne jo tydeligtvis ikke lide det. mon hun skulle gøre det bare for at pisse ham af? nej så hellere lade ham tage sin irritation ud over han lille stykke legetøj af en rekrut, roligt sagde hun "worry about yourself some more fleshling, he is stronger then your frail human body" bare for at give til kende med at hun ikke så rekrutten som andet end en sæk knogler med ben der kunne blive en del af hendes udøde hær, måske hun skulle til at kalde den for en svøbe i stedet da hun efterhånden havde et enormt antal

[Velkan Thomas Valentine]

Han brød sig ikke rigtig om Necromancerens tilstedeværelse. Lyden fra de dødes skrig vældede ud fra hende, og det tog en del koncentration at få dæmpet dem til en utydelig mumlen. Dette var helt klart en ret stærk Necromancer, på ligefod med Letum. Hun havde flere udøde under sig, men Letum havde de stærkeste og de mest bisarre.
Han vendte koncentrationen tilbage til rekrutten. Velkan havde fået en sergent til at starte kampen. Da der blev råbt start, svingede rekrutten hidsigt med sværdet med et højt råb. Slaget var utrolig forudsigeligt, og han behøvede ikke engang at have set det i fremtiden for at undvige slaget. Med nogle få skridt endte Velkan om bag ved rekrutten der var ude af balance og sparkede ham i knæhaserne, så rekrutten knækkede sammen og tabte sværdet. Velkan tog sværdet og stilte en fod på rekruttens ryg. Han lagde sværdspidsen i nakken på rekrutten. De overordnede begyndte at komme med indvendinger om at han ikke skulle gøre det, men Velkan ignorerede egentlig deres tale, da han aldrig havde tænkt sig at slå rekrutten ihjel. Kun hvis han var sulten, men det var han ikke lige nu. "You better concentrate. Those swings endanger your allies more then your foes. Be precise, and spare your strenght when it's needed. Your fightingstyle uses far to much energy."
Han flyttede sig fra rekrutten, som meget langsomt fik rejst sig op. Hans ben rystede da han troede at han ville dø. Velkan smed sværdet for rekruttens fødder. "Pick it up!" Rekrutten lystrede og samlede det op igen. "Let's try again."

[Jenna]

Jenna havde ikke mødt Letum personligt, og hun var heller ikke intresseret i en kamp om magten, for hendes skyld kunne han beholde leder titlen da det i hendes øjne bare var noget som ville holde hende nede. Tammy stod ved hendes side, den udøde datter der dog havde en fungerende hjerne. lidt af et flot stykke arbejde men hun havde også kun lige akkurat formået at gennemføre det inden hjernen tog skade. nu kunne de være sammen indtil hjernen tog skade eller Jenna døde. hvor længe hun kunne leve endnu anede hun ikke og hun var også temmelig ligeglad med det når bare livet var fedt var hun glad når hun kunne plage en eller anden svag person

[Velkan Thomas Valentine]

Anden gang varede lidt længere. Rekrutten begyndte at svinge sværdet lidt mere behersket, men det endte igen med at rekrutten lå på maven med sværdet i nakken. Han vinkede en af de andre rekrutter hen til sig. "Now, you two will fight. Could be I'm taking another figth."
Han tog sin trøje op fra gulvet og gik hen mod Jenna. Han var nysgerrig efter hvad hun lavede her. Han brød sig dog overhovedet ikke om den lille pige ved siden af Jenna. Dødens essens osede ud fra pigen, men hun var fysisk tilstede samtidig.
Han trak trøjen over hans hoved inden han stoppede op foran Jenna. "Welkom to Kurai, the castle of the Valentine family. What do you want Necromancer?" Selvom det lød en smule formelt, så lagde han sig slet ikke i selen for at lyde høflig, og ordet Necromancer spyttede han næsten ud. Han brød sig ikke om dem, og blandede sig sjældent med dem.

[Jenna]

Jenna tog sig ikke af at han nærmest spyttede navnet ud men svarede "nothing much and thank you for the welcome, i am just looking around for Camill. seen your top guard around?" hvilket ikke var helt løgn, hun ville lige tjekke og se hvordan det gik for hendes elev gennem den tid der var omkring de tusind år. skulle jo lige holde øje og se om der dukkede noget nyt op eller noget gammelt som skulle genopfriskes samtidigt. man måtte altid holde sig skarp hvis man ville være på toppen, ikke som blodsugerne der var næsten helt udødelige. bortset fra at sol lys dræbte dem noget så nydeligt i et flammehav, hun havde engang set det og det havde været meget nysseligt eftersom den lille spradde basse havde troet han kunne voldtage hende og hun så havde fået ham holdt nede til solen stod op med de stærkeste af sine udøde. hun havde mange racer i sin hær jo af dem der altså ikke forduftede uden at efterlade en krop når de døde

[Velkan Thomas Valentine]

Nu kunne han se hvorfor hun virkede en smule bekendt. Det var Camills læremester. Hun havde tjekket op på hende en gang i mellem. Godt nok var han kun 100 år, men så meget havde han alligevel styr på en del. "Well, I haven't seen Camill for a wile. She is probably pandering for my father or my elder brother." Det lød en smule forhånende. Der var så mange der leflede for hans far og Jace, da de jo var dem med den største magt i landet, og han var bare en prins der ikke ligefrem var den der gad alt det der fornemme pis. Egentlig påstod han stort set altid at hvis nogen ledte efter nogen, som han ikke lige vidste hvor var, påstod han altid at de leflede for kongen. Det var tit også rigtigt.

[Jenna]

Jenna svarede ham kækt igen "last i checked, she had earned her reputation with hard work. not sucking up to the king or anybody else" så meget stolede hun ihvertfald på sin eneste elev. meget rart var det skam også at vide at de kunne holde hinanden ud og dele information uden at frygte at det ville blive misbrugt. den tiltro havde sandelig også taget et par århundrede at opbygge for Jenna, Tammy stod bare ved sin mors side og stirrede på Velkan hvilket var uhøfligt så hun rettede sin datter "Tammy, no starring. you know how that can creep people out with eyes like ours" selvom hun var ond ville hun da stadig være et godt eksempel for sin datter der omgående lyttede og så sig lidt omkring istedet

[Velkan Thomas Valentine]

Det kunne godt være at hun arbejdede hårdt, men han syntes at alle bare leflede. Dog hadede han dem der leflede for ham ekstremt meget. Han ville gerne slå dem ihjel på stedet, men alligevel kendte han en smule til det man kalder et rygte. Han skulle vel have et udmærket ry nu hvor han nu en gang var prinsen. Han vidste godt han skulle tage sig sammen, men han gad virkelig ikke. Tænk at han og prinsessen fra Iméra mindede så meget om hinanden. Han havde prøvet at finde hende igen, men det var ikke rigtig lykkedes ham. Han havde ledt i både Kizomi og Shinrin, men hun var ingen steder at finde. De havde jo en aftale om at udforske Do Kutsu sammen.
Han kiggede lige endnu en gang på Tammy. Han havde ikke lagt rigtig mærke til øjnene, da døden svævede over hende, og det var det han opfangede, ligeledes lyste Jenna nærmest af død, men på en anden måde en Tammy.
"How the heck can you Necromancers at all, bear all that death beside you?" Det var noget han havde undret sig længe over. Han kunne jo ikke vide hvordan de opfangede de dødes opmærksomhed. Han vidste det jo kun fra sit eget synspunkt, og det var ikke ligefrem det fedeste indblik i dødens regime.

[Jenna]

Jenna svarede ham roligt "we all see Death in diffrent ways, even us necromancers develop our own ways to use our powers. like my daugther here, her body is dead but her mind is still alive and well but it took effort. she is a one of a kind. not like your standard undead. no brain at all and no way to fully use thier powers. Tammy could possibly be the most powerfull being right now. feeling no pain, able to continue even after her bones are broken" hun nævnte dog ikke at som en zombie kunne datteren gå helt ud da kroppen normalt slet ikke tillod at man brugte den fulde kraft i musklerne. selvfølgelig ville det jo give skader men med en zombie krop kunne det reperares uden problemer. hun så dog ikke Tammy som en ting og ville det nok aldrig

[Velkan Thomas Valentine]

Han skuttede sig lidt. Det lød ikke ligefrem særlig delikat, og han fik også en smule kvalme. Han sank noget spyt. Han var glad for at han slap for alt det der bisarre noget som de der Necromancere arbejdede med dagligt. Han var nok en af de få der var lige så tæt på døden som Necromancere, men han kunne jo ikke bruge den til noget. Han havde heller ikke tænkt sig at bruge det til noget som helst. Han brød sig virkelig ikke om steder der var overfyldte med døde, som for eksempel tronsalen, hvor mange havde ladt livet både for hans far, og den forrige varulvekonge. De døde kunne jo ikke rigtig flytte sig fra deres dødssted, undtagen hvis de blev 'adopteret' af en Necromancer.
"Thats... lucky for Tammy." Et skævt og usikkert smil dukkede op. Han havde ikke ligefrem den samme fascination over for denne skabning som Jenna.

[Jenna]

Jenna tog sig ikke af hans reaktion, hun havde sin datter endnu og det var hvad der talte for hende. desuden var det jo sikkert også svært for de andre racer at fatte necromancere. de var jo døde manere for det meste og specialiserede sig omkring de døde i noget hen af en kunstart fra deres øjne og nok noget nær sindsyge fra andres. hun kunne ihvertfald forstå hvorfor de fleste andre racer undgik en necromancer. først og fremmest lignede de fleste jo nogle værre tudefjæs med deres kutter. en god del var vansirede på en eller anden måde og andre igen så normale ud og så var der Jenna. normal bortset fra hud farven, hårfarven og øjnene

[Velkan Thomas Valentine]

Slåskampen mellem de to rekrutter var ved at slutte. Den havde varet et godt stykke tid og de var også ved at være trætte. En skramlen og et sværds klirren. Han vendte blikket mod kampen. Den han havde slåsset med før stod med en fod på brystet af den anden. Så han havde lært en smule. Han havde hvert fald vundet. Det var da et fremskridt, men han var træt. Hvis den anden rekrut så det, ville han kunne vælte ham og så ville det hele være omvendt.
Han nikkede undskyldende til Jenna inden han bevægede sig mod kampen. Rekrutten der var øverst smilede stolt, men den forsvandt hurtigt igen. Jo han havde vundet, men en fjende ville ikke bare ligge og lave ingenting. Velkan sparkede benet som han havde på jorden væk under ham, så han også væltede. De andre rekrutter grinede, men deres overordnede tyssede på dem med det samme.
"Your stance isn't stabile enough. An enemy would use that chance to turn the tides. You have to be awake." Den gode leder ville have rost rekrutten for at have vundet, hvilket han også var blevet, så det mente Velkan ikke at han skulle. Han skulle vise hvad han vidste. Han havde godt nok ikke været i militæret, men han var jo stadig tvunget til at studere krigskunst, og så fik han nogen gange overtalt Jace til at slås med ham, og han fik præcis de samme instrukser som han gav nu. Han kunne dog holde lidt længere mod Jace, end rekrutterne kunne holde mod ham, men det var ca de samme fejl de lavede som ham.
Rekrutten lå lidt måløs på jorden, men Velkan vinkede ham væk sammen med den anden rekrut. Han vinkede en anden hen til sig. Han løb lydigt hen til Velkan og gjorde honnør og stod ordentligt. Disciplin havde han, men Velkan hadede det.
"You are going to sneak. I stand with closed eyes and my back towards you, and you have to get close enough to me to touch me, without me noticing you." Rekrutten var lidt overrasket, men han tænkte, at så ville han nok ikke komme til skade som den anden rekrut, men han skulle bare vente sig. Velkan stilte sig i den ene ende af træningsfeltet, og rekrutten i den anden. Kommandøren ville fortælle når legen skulle begynde.