Who says the forest is yours ?

[Avery C. Valmont]

Eftermiddagens mørke havde forlængst sænket sig over Kizomi og havde der ved badet den tætte skov i hemmeligheds fulde skygger, og gjorde der ved skoven til en sikker dødsfælde for folk der ikke var vantil at begå sig i den. Dette generede dog ikke Avery der allerede fra da hun blot havde en lille hvalp havde set skoven som hendes egen personlige legeplads, et sted hvad hun fri kunne løbe uden den konstante overvåning fra hendes far og ældre bror som hun så ofte havde følt når hun havde været, hjemme. Avery rystede svagt på hovedet så de lange uglede lokker dansede let omkring hendes ansigt, både hende far, hendes bror og det store hus der havde været hendes barndoms hjem var for Avery nu et overstået kapitel og derfor ikke noget hun gad spilde tiden med at tænke på. Jorden var kold og letter fugtig under Averys nøgne fødder, dog forhindrede det hende ikke i har bevæge sig med rolige selvsikker skrid igennem den tætte underskov, i hvad der for Avery var en evig jagt på føde.

[Jenna]

Jenna gik roligt gennem skoven med selvsikre skridt, endda med god grund selvom en lille skikkelse gik ved siden af hende og til for veksling kunne ligne hende i en flere år yngre udgave af sig selv. Tammy var som altid ved sin mors side, stille som graven og med søgende øjne for at beskytte hende med sin udøde. ja næsten udødelige krop, hjertet bankede stadig og hjernen var stadig fungerende selv som kroppen holdte sig frisk havde hun dog været død i mere en tusind år efterhånden. hvorfor de var i skoven kunne folk kun gætte sig til hvis de så parret af mor og datter med den grå hud og de gyselige øjne med det hvide hår

[Avery C. Valmont]

En ændring i den kolde eftermiddags vind kærtegnede Averys hud og informerede hende om at hun ikke længere var alene, hvilket fik hende til at stoppe op. Hun tog en dyb indånding, smagte prøvende på luften og blev overrasket over at møde færden over ikke bare en men hele to fremmede af ukendt blod. Dog var hun helt sikker på at de fremmede hverken var af varulve, elver eller vampyr blod disse dufte ville hun altid kunne genkende.

[Jenna]

Jenna havde sin datter's hånd i sin og gik i et stadig roligt tempo. Tammy styrede hende uden om fare såsom træer og sådan noget hele tiden, meget rart for hende selv og det var som en hyggelig lille skovtur for dem begge samtidigt på trods af mørket der var omkring dem og gav meget lille sigtbarhed frem for sig. luften var behagelig om end fyld med duften af rådnenings processen for blade i fuld gang. ikke noget der rørte nogen af dem da de begge var meget van til lugten af en værre form for rådenskab

[Avery C. Valmont]

Averys nysgerrighed var nu blevet vækket og med et vat hun langt mere opmærksom på hendes omgivelser, ikke fordi hun var nervøs eller bange, nej det var rent instinktivt, ikke and et naturlig indspil fra de overlevedes instinkter alle varulve var født med. Hun spidsede ørerne og lyttede til skoven omkring hende i søgen efter en hver form for fremmed lyd der kunne give hende bare et lille vink om hvor langt væk de fremmed indtrænger befandt sig.

[Jenna]

Jenna anede som altid aldrig om der var andre væsener. de var mer lydløse end hende i det blad fyldte underlag men der var Tammy mere van til at opdage de små ting over sin mors og sine egne lyde siden hun var i stand til at beskytte sin mor mod langt de fleste ting uden problemer siden hun uden videre kunne overleve det og kæmpe videre om nødvendigt. intet problem for hende at gøre den slags overhovedet samtidigt selvom de da også havde et nogenlunde normalt forhold selvom hendes mor tit var ond og led mod andre men livet havde så heller ikke været helt fair mod dem begge i lange tider

[Avery C. Valmont]

Lige som før var det Averys skarpe lugtesans der advarede hende først, de fremmedes færd var blevet kraftigere hvilket betød at de nærmede sig. Avery så sig kort omkring, hvor på hun udvalgte sig en af de nærmeste træer som hun ubesværet klatrede op i, skønt hun var vantil at klatter i træer så tog et hende lidt længer tid at nå toppen end det normalt ville havde gjort, da hun nøje udvalte sig de stærkeste grene i det halvrådne træ så dan så grenen ikke ville knække under hendes vægt og larmen der ved ville afsløre over for de fremmede for hun befandt sig, for så ville hun ikke længer havde overraskelses momentet på hendes side, noget der måske ville vise sig at være nyttigt.

[Jenna]

Jenna hørte ikke noget men mærkede hvordan Tammy begyndte at blive varsom og spurgte "hvad der galt skat?" hvortil svaret lød med en underlig stemme for en lille pige "der er nogen moder" fra den lille pige ved hendes side. derefter blev de begge mere opmærksomme på deres omgivelser. Jenna for at være klar til at hente hæren frem og Tammy for at give sin mor tid nok til at hente de andre udøde frem for at slås på deres vegne. hun kæmpede kun kort tid for at hendes mor kunne få det antal hun havde brug for frem til kamp og så ellers trække sig tilbage til Jenna's side