Anyone there...?

[Fay]

Den ellers så myldrende fulde gade var næsten mennesketom. Det var omkring spisetid, så man måtte formode, at folk var midt i aftensmaden, hvilket forklarede de øde gader.

En ung dreng med et langt, lyst hår, der havde ligger på taget af en bygning den sidste times tid, forlod nu endelig sit fredelige gemmested. Fay havde næsten opgivet at vente på, at folk blev færdige med aftensmaden, men han blev nødt til det. Jo før de kom ud på gaderne igen, jo bedre, for så kunne han få raget lidt penge til sig og også selv få noget aftensmad.

Mens han begav sig hen af gaden på sine bare fødder, snurrede tankerne i hovedet på ham. De vandrede hen på aftensmaden, hvis form han endnu ikke havde bestemt sig for endnu. Skulle han købe brød eller suppe? Eller, hvis han fik penge nok – han holdt sit åndedræt tilbage bare ved tanken – skulle han så besøge et af de dyrere madsteder? Det føltes som hundrede år siden, han sidst havde fået et ordentligt måltid mad. Æbler og stumper af brød hørte vist ikke rigtigt ind under den kategori.

[Zun Truce Rødhjerte]

Selvom gaderne var tomme, og det virkede forladt, så var der skam andre end Fay. Faktisk ikke langt væk fra ham lå der en mystisk skikkelse. En lang blågrå kat hvilede i skyggerne af nogle huse. Han lå i Fays læside så pelsens stoffer ville ikke ramme Fay, og han ville ikke kunne fange den mystiske kats fært. Vindretningen var forkert til denne opgave, men katten holdte skarpt øje med den lyshårede knægt med de gule øjne, mens halen vippede lidt frem og tilbage. Dens tænder var blottet i nærmest et hånligt smil, der kunne få mange til at gyse. Katte kunne da ikke smile?

Blikket fulgte Fay da han sprang ned på gaden, og kort efter gik der et hul i det massive skydække som hang over Nýchta, og månens stråler strejfede kort kattens pels, og striberne lyste med en blålig farve. Kort efter var månen skjult igen, og de lysende farver blegnede, og igen virkede katten næsten usynlig fra sit skjulested. Ikke at han gjorde meget ud af at skjule sig, men han valgte alligevel at betegne det som et skjulested.

Zun havde allerede spist. Han havde snuppet noget brød og noget kød fra en af de handlende. Meget let var det, og det havde smagt godt. Han forstod ikke hvorfor folk ville tilberede kødet. Råt smagte det da også godt, men en ekstra bid mad ville da ikke gøre noget.
Han rejste sig op og traskede hen til kanten af taget, og med et spring landede han nede på jorden ikke langt foran Fay. Luften omkring Zun duftede af kanel, nelliker og lavendel. Et tegn på at man skulle passe på hvis man kendte denne kat. Stoffet fra pelsen ville påvirke en, og Zun ville kunne fange en, men Zun havde ikke tænkt sig at lege med denne mus. Det havde han ikke behov for, men måske snakke?

Han trådte hen mod Fay med stor elegance, som en kat nu en gang havde. Den blågrå pels bølgede lidt for hvert skridt den tog. De hvide tænder grinede op til Fay, og de gule øjne lyste faretruende, mens de spejdede i mørket. Endnu en gang skinnede månen kort gennem skydækket, og striberne lyste igen mildt op, der hvor månen ramte de fine striber. "Liste rundt på de tomme gader, gør man." sagde han, og en fornemmelse af at han spinnede mens han talte hang i luften. Den trillende stemme var på samme tid behagelig og skræmmende.

[Fay]

Fay gik i sine egne tanker, da en pludselig duft slog imod ham. Han spærrede øjnene op, idet han forsøgte at placere dette nye sanseindtryk. Var det en blanding af kanel, nelliker og lavendel, hans næse havde opfanget…? Den førstnævnte duft fik hans tomme mave til at rumle endnu mere, end den allerede gjorde, og han placerede en knyttet næve uden på sin trøje, idet han skar en grimasse. Blot en halv times tid til… og så ville han kunne spise sig mæt i lige det, han havde lyst til.

Mørket var tykt og uigennemtrængeligt; kun en enkelt gang eller to drev de tunge skyer til side og gav månen plads på himlen. Men lige så pludselig den var kommet frem, lige så pludseligt forsvandt månen igen.

Tredje gang månen igen kortvarigt viste sit blege ansigt, blev Fay opmærksom på et lille væsen, der kom gående imod ham. Dets hvide smil trængte igennem mørket, og Fay blev opmærksom på, at væsnet lignede en kat… men det var langt fra, hvad det var. Katte kunne ikke smile, nej, og så skrækkeligt et tandsmil hørte ikke til på noget dyrs ansigt – det hørte nærmere til på en illustration i en bog med uhyggelige historier.
Selvom kroppen var et dyrs, var han overbevist om, at sindet ikke tilhørte noget normalt dyr… Han kunne nærmest fornemme det.

”Og hvad kommer det dig ved?” lød det lettere afvisende fra Fay.

[Zun Truce Rødhjerte]

Smilet virkede til at blive større da Fay svarede ham. Han var i sit snaksagelige hjørne denne gang, og han kunne godt lide denne persons fært. Den virkede bekendt. Den mindede lidt om sin egen. Måske smagte han godt? Han behøvede dog ikke mad. Han foretrak dog stadig det kød man kunne købe. Han havde dog været nødsaget det sidste stykke tid til at spise tobenede væsner, fordi der ikke var meget andet mad at spise.

Zun gik lidt tættere på Fay og rejste sig op på bagbenene. Samtidig begyndte skikkelsen at ændre form. Den blågrå pels blev sort, smilet forsvandt langsomt, og halen trak sig tilbage. Det der var kommet ud af det var en dreng, lidt ældre end Fay, der nu stod foran ham, med hagen begravet i et sort tørklæde. Han var klædt i sort fra top til tå. Kun den blege hud stod ud, og de gule øjne med kattepupillerne tydede på hans afstamning. Animagus. Katten var hans form. "Du er på mit revir. Jeg jager her. Du må jage et andet sted. Mit revir." Hans blik virkede koldt og en smule fjendtlig. Hans stemme var også blevet en smule dybere og koldere. Hans attitude virkede også en smule mere afvisende, men det han egentlig ville var at snakke. Han havde en underlig måde at komme i kontakt med andre, og oftest jagede han folk hjem, men han vidste ikke hvordan han havde det med det. Følelser var absolut ikke hans stærke side.

[Fay]

Fay var langt fra i sit snaksaglige hjørne. Han havde travlt, for pokker. Han skulle få fingrene i nogen penge, så han kunne få stoppet sin sult… Og alligevel blev han stående, støt stille som en statue, mens hans mørkegrå, let sammenknebne øjne gled observerende over denne finurlige kat. Der var et eller andet over den, noget bekendt og alligevel fremmed.

Fay fulgte opmærksomt med, da katten skiftede form fra dyr til dreng på et par sekunder. Selve forvandlede overraskede ikke Fay spor, for han havde efterhånden regnet ud, at katten umuligt kunne være en ægte kat; nej, hvad der undrede ham var, hvorfor drengen var klædt i sort fra top til tå. Hvis det ikke var, fordi de stod inde i et oplyst by, ville selv Fays falkeblik have haft svært ved at få øje på drengen – han gik simpelthen i et med mørket, hvorimod Fay nærmest lyste op med sit blonde hår, sin blege hud og sine lyse øjne.

”Dit revir?” Fay slog en falsk latter op, som hurtigt forstummede, opslugt i mørket som al solens lys. ”Naive, lille kat. Jeg jager altid her.”
Jager. Ordet lød så underligt, men lå alligevel helt rigtigt på tungen. For var det ikke det, han gjorde, når han stjal folk penge – han var på jagt?

[Zun Truce Rødhjerte]

Han blottede sine tænder i et arrigt smil. Han havde nogle små spidse rovdyrtænder. Små sylespidse hjørnetænder så han nemt kunne holde fast i et bytte. De var ikke så imponerende som en vampyrs tænder, men det var tydeligt at han var en katte animagus. De grønne øjne med kattepupillerne gjorde det hele bare endnu mere tydelig, men at han blev til en blålig kat var ikke lige noget man kunne regne ud ved blot at se på ham. Fuldstændig sort, og så bleg som månen. En underlig animagus, og hans sprog virkede barnligt. Ikke særlig velformuleret.

"Mit revir. Jeg er her nu." Hvis der var noget han ikke forstod, så var det at andre kunne eje noget i længere tid. Han ejede heller ikke reviret når han ikke var der. Når han var der var det hans, og når han ikke var det, så var det ikke hans. Meget simpelt, men det med at kunne have noget i længere tid forstod han ikke rigtig. Så skulle man jo være der hele tiden, og det kunne man da ikke? De ville jo slå en hvis man blev ved det samme sted. Det var bedre at bevæge sig rundt, og så bare have et revir i en kort stund.

Hans 'smil' forsvandt, og de hvide, skarpe tænder forsvandt bag hans læber. I stedet virkede hans blik undrende og undersøgende, og øjnene kørte op og ned ad Fay for at se hvad det var for en ting. Han så meget tit på Fays hår, fordi det var meget lyst. Han nærmede sig også lidt og snusede forsigtig til ham.