I am the..

[Jace Valentine]

Jace befandt sig i tronsalen. Et sted som han nød at være dog ikke lige så meget som træningspladsen. Tronsalen var tom, stille og både smuk men dyster. Der var ikke spor meget lys derinde da Jace foretrak mørket som de fleste vampyrer. Han stod henne ved et af de store vinduer med hænderne dybt begravede i lommerne på de mørkeblå jeans. På overkroppen var han iført en grå trøje som sad tæt indtil hans muskuløse overkrop. Hans blik var rettet ud af vinduet og blikket virkede fraværende, dog var han fuldkommen bevidst om sine omgivelser og kunne klart både lufte og høre vagterne der stod udenfor tronsalens dør. De få folk der gik forbi opfattede han helt klart, deres lugt og især lugten af deres blod og vejrtrækning gjorde ham bevidst om hvilke race han selv var.

[Camill Angelique Arnauld]

Camill var sådanset lige ankommet til slottet og stod nede i gården, hvor hun lod blikket glide fra side til side. I hendes tanker var der mange ting, så det var ikke til at finde rundt i. Hun kunne måske endda virke en smule forvirret lige i øjeblik. Hendes blik gled op af slottets mure, hendes blik gled op mod tronsalen, hu kunne tydeligt fornemme en person tilstedeværelse. Men det var svært for hende at vide hvem af de kongelige, som befandt sig derinde. Hun valgte derfor at gå indenfor, for at undersøge det nærmere. Det var en stykke tid siden, at hun havde været i kontakt med en fra familien. Hendes skridt var rolige og ganske lydløse, idet at hun gik igennem gangene.

[Jace Valentine]

Jaces blik faldt på Camill som stod nede i slotsgården. Hans blik hang udtryksløst ved hende og da hun så op på det vindue han stod i flyttede han sig ikke en eneste millimeter. Han fulgte hende med blikket idet hun gik op mod slottet og inden længe fornemmede han hendes tilstedeværelse på samme etage som han selv stod i. Han flyttede sig ikke fra vinduet selvom han var rimelig sikker på at hun snart ville dukke op ved tronsalen inden længe.

[Camill Angelique Arnauld]

Camill stoppede op halvvejs mod tronsalen. Hun vidste jo egentlig ikke hvad hun skulle derinde, men en mindre snak kunne vel ikke skade noget. Langsomt fortsatte hendes skridt og hun stoppede op foran døren og lod blikket glide fra den ene vagt mod den anden med et mindre nik til dem, så hun kunne passere dem. Roligt bankede hun på døren og regnede ikke med at det ville blive nødvendigt for hende at præsentere sig først, nu hvor det var en vampyr, hun snart ville stå overfor, som højst sandsynligt nok kendte hendes hjerterytme.
*Gad vide hvem jeg støder ind i idag. I tilfælde af at det er kongen, så kan han måske forklare mig, hvad nøglen skal bruges til.*
tænkte hun roligt for sig selv, da nøglen lige pludselig var blevet meget vigtigere. Hun havde en mindre tanke omkring hvad den måske skulle bruges til, men hun ville helst gerne være mere sikker end det hun var lige nu. Camill ventede tåålmodigt på svar inde fra tronsalen.

[Jace Valentine]

Jace hørte skam at der blev bankede på og han vidste hvem der stod lige udenfor døren. Hendes fært, hjerterytme og den specielle lugt der hang om Necromancer hvilede over denne kvinde. Dørene til slottet gik op med en lydløshed dog uden at han havde fjernet sig fra vinduet. Han gjorde ned ikke mine til at vende sig om. Hvis man undrede sig over hvordan døren var gået op ville den underen forsvinde når man så den tjenestepige der var dukkede op gennem nogle paneller i den anden ene af salen. Hun åbnede døren uden at sige noget og holdt sig bag ved døren indtil Camill om ind. Det der skete uden for vinduet virkede mere interessant end hvad der skete bag ham alligevel vendte han sig om efter nogle sekunder da han hørte lyden af trin. Det smule lys der strømmede ind gennem vinduet bag ham sørgede for at lade hans ansigt i mørke så kun overnaturlig syn kunne se hans kønne træk.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var langt fra overraskende, at døren lige pludselig gik op uden at det var muligt for Camill, at se hvem der havde åbnet døren. De rolige skridt fortsatte ind i tronsalen og hendes blik gled langsomt rundt i den store sal, først faldt hendes øjne mod tjenestepigen, som højst sandsynligt havde åbnet døren for hende. Dog bagefter faldt blikket mod kongen? Nej, det var Jonathan. Ikke lige ham, hun havde håbet på at støde ind i nu.
"Jeg underskylder, hvis jeg forstyrrer Dem, men jeg ledte egentlig efter Deres far"
sagde hun mere eller mindre, da det selvfølgelig ikke var meningen at hun skulle forstyrre ham, hvis han nu var midt i noget vigtigt, selvom han tilsyneladende blot stod ved vinduet. Hun stoppede op ikke så langt fra døren og det var egentlig meningen at hun ville vende næsen den anden vej igen. Men alligevel ventede hun af ren og skær høflighed på at han havde svaret på hendes "undskyldning" eller havde henvist hende til noget andet. For det så ikke ud til at han havde behov for en livvagt lige nu.

[Jace Valentine]

Hendes ord der brød tavsheden fik ham til at lade hovedet glide en anelse på skrå ”Javel ja.. min far befinder sig midt i et møde men jeg skal gerne bringe det videre som du vil fortælle ham” svarede han ganske roligt og uden så meget som at blinke en eneste gang. Nej livvagt havde han ikke behov for, det havde han sådan set sjældent. Han brød sig ikke spor meget om vagter ikke fordi han havde noget specielt imod dem men mere fordi han vidste at han godt kunne forsvare sig selv. Derimod havde han intet imod hans far var omringet af livvagter blot for at sikre hans sikkerhed. Godt nok så han frem til at blive konge men han var ikke klar til det endnu. Han gik hen imod podiet hvor kongetronen stod frem og de andre troner til konefamilien. Han satte sig på sin egen som stod til højre for de kongetronen og lagde benene overkors.

[Camill Angelique Arnauld]

Egentlig havde hun ikke lyst til at skulle sige ham imod, men kunne det overhovedet skade, hvis det var det hun ville komme til. Hendes blik fulgte ham dog roligt, idet at han svarede på hendes foresprøgelse om at se kongen. Camill nikkede let til hans svar.
"Det kan sagtens vente til senere. Det behøver ikke være lige nu. Bare et spørgsmål omkring en nøgle han gav mig på et tidspunkt."
svarede hun ærligt og fandt roligt nøglen frem fra sin lomme. Det kunne jo være at han havde hørt lidt om den, hvis ikke ville hun selvfølgelig smutte igen og lade ham være i fred. Nøglen lagde hun i sin hånd, så det var muligt for ham at betragte den, selvom han sad oppe i sin egen trone ved siden af kongetronen. Hun blev dog stående lidt på afstand, da hun ikke havde for lov til at nærme sig endnu.

[Jace Valentine]

Da hun nævnte en nøgle så han straks mere interesseret ud. Han havde skam hørt noget om en nøgle men hvilke nøgle det var eller hvad det skulle bruges til havde han ikke fundet ud af. På den anden side havde han jo heller ikke spurgt så det var vel hans egen skyld. Da hun trak nøglen frem betragtede han roligt metalet. Han kunne skam godt se den, hans vampyrsyn sørgede for at det ikke var noget problem at se det. Han gjorde tegn til at hun skulle træde tættere på og rakte hånden ud efter nøglen som et tegn at hun skulle give ham den. At bliver sagt imod var det værste han vidste og noget der virkelig kunne gøre ham sur, folk vidste det skam så de vidste også at de skulle sørg for at gøre som han sagde inden han flippede ud.

[Camill Angelique Arnauld]

Måske var det en smule mistænkeligt den måde han lige pludselig så på hende eller nærmere nøglen, som hun havde i sin hånd. I det at han bad hende komme tættere på, havde hun jo ikke noget valg, når det var ham, hun stod overfor. Hendes blik farede dog hurtigt ned mod jorden, men ramte først nøglen. Der var lagt en form for tavshed hen over dem, men for hende var den mere eller mindre ubehagelig. Camill stoppede op et stykke fra ham og holdt fortsat fat i nøglen. Det var egentlig ikke fordi hun var så tryg ved hele situationen med at skulle give ham nøglen. Som han antydede til.
"Må jeg spørge om, hvad De skal med nøglen?"
sagde hun lettere koldt, men også mere eller mindre forvirret. Idet at hun roligt rakte ham nøglen. Det var vel meningen at hun skulle stole på ham, som sin prins? Eller rettere landets prins.

[Jace Valentine]

Han kunne tydeligt se at situationen ikke behagede hende hvilket den heller ikke skulle. Han var der ikke for at gøre livet lettere eller mere lyst og behageligt for hende. Han fulgte hende med blikket idet hun kom tættere på men havde blikket mere rettet mod nøglen end mod hende. Han havde skam intet imod hende personligt så længe hun gjorde som han bad hende om hvilket hun ikke havde et andet valg end at gøre. Folk vidste hvor slemt det kunne være for dem hvis de nægtede ham noget, desuden bad han hende ikke om noget kæmpe stort blot at se på nøglen som hans egen far havde givet hende. Godt nok var han prinsen af ´det onde land´ men han ønskede sit land det bedste og gik aldrig imod in far. Da hun standsede og tøvede inden hun rakte ham nøglen tog han nøglen fra hende og så den an med underlig interesse i blikket. Han anede ikke hvad den var til men tankerne for alligevel gennem hans kønne hoved mens han forsøgte at huske tilbage på en samtale hans far havde haft. Han havde skam hørt hendes ord og hans svar på hendes ord havde blot været et nej med en kulde i stemmen som hans far ikke ville have brudt sig om at høre. Han sagde nej fordi hun havde spurgt om hun kunne spørge om hvad han skulle bruge den til og nej det kunne hun ikke.


//hvad er det for en nøgle? xD

[Camill Angelique Arnauld]

For hende skete det måske lidt hurtigt, men det var vel også meningen at det skulle ske. Hun så ned på sin hånd i det at nøglen forsvandt ud af hendes besiddelse. Hun opførte sig dog ikke anderledes af den grund, hun lod bare sit blik betragte prinsen fra den korte afstand, som hun nu stod i. Og ventede bare på en reaktion fra ham. Måske han slet ikke kendte noget til den ting, som hvilede i hans hænder nu.
Nøglen havde hun fået overrakt af kongen, den dag hvor hun var kommet for at tage Kiba med sig, efter hendes ret. Eller rettere det testamente, som hendes far havde efterladt hende. Kiba tilhørte på en måde familien, selvom de i virkeligheden ikke vidste hvad Kiba selv var i stand til. Nøglen havde en relation til Kiba, en hun endnu ikke havde fundet frem til. Men det ville vel komme med tiden. Det hun ikke vidste var, at nøglen skulle bruges til at befri Kiba fra hans sele, som han bar rundt om livet. Selerne som holdt hans vinger på plads. Hvis han først ville få fat i nøglen, så ville han kunne flygte. Dog manglede Camill lige den information med at den nøgle kunne betyde en andens frihed. Hvis hun først fandt frem til det, så ville hun sikkert gemme nøglen et sikkert sted.