What was that?

[Anna Valerius]

Anna var blevet skældt ud under hele sin flyvetur. Hendes trofaste ven, Fire, en føniksfugl, havde gang på gang fortalt hende, at det var hendes hidtil dummeste idé, som hun havde fået. Hun havde dog bare modargumenterede, at fuglene selv havde fortalt hende, at hun skulle gøre noget ved indfangningen af phoenixer. Og for en gangs skyld havde hun tænkt sig at gøre noget ved det, og så var det også forkert. Til sidst havde hun fået lukket munden på Fire, som dog havde afsluttet med, at hun var på egen hånd og ikke ville få nogen hjælp fra ham. Det havde gjort hende glad, men lidt senere gjorde det hende dog trist, fordi hun manglede lidt selskab på rejsen, men hun glemte dog alt om det, da hun fik øje på Kurai Slottet.

En form for kaos havde bredt sig på slottet, men i det diskrete, da man ikke ville lade andre vide, hvad der var sket.. men nok, fordi ingen enlig var sikker på, hvad der enlig var sket. Dog var der en, som hårdnakket påstod, at han havde set en føniksfugl i området omkring slottet. Det havde selvfølgelig vækket interessen hos folk. Og da en så sagde, at de havde set fuglen inde på slottet, så gik den mindre eftersøgning i gang.

Anna havde fået forvildet sig rundt, fordi hun havde ingen anelse om, hvor hun var henne på slottet, dog da hun åbnede døren til et bibliotek, kunne hun selvfølgelig genkende stedet med det samme. Hun gik rundt i sin menneskeskikkelse på bare fødder og i sin kjole. Hun sneg sig rundt og lyttede efter alle lyde, og så efter alle bevægelser.

[Jace Valentine]

Jace havde selvfølgelig hørt larmen og han havde også fået at vide havde det drejede sig om. Selvom det var noget interessant han havde fået at vide havde det ikke fået ham til andet end at smutte ned til biblioteket efter bøger omkring fønikser og selve racen. Han havde hurtigt fundet hvad han søgte og havde givet sig til at læse i en stor bog, gammel og med tyk omslag. Han havde siddet i dyb koncentration at han ikke havde bemærkede at larmen steg men dog hævede han blikket fra sin bog som hans sad med henne ved en mørk hjørne bagerst i biblioteket og læste i. Lugten af føniks var mere end tydelig for hans følsomme næse, og selvom denne var stille kunne han høre lyden af bar fødder mod gulvet.

Selv var Jace iført en sort skjorte, og sorte bukser. De intense øjne hvilede mod det punkt han vidste føniksen ville dukke op fra om ikke så længe idet denne bevægede sig i hans retning nok uvidende om at der sad en person der. For han hverken trak vejret, eller blinkede, han havde hverken puls eller andet der indikerede et levende væsen, ganske enkelt fordi han ikke var levende. Ved hans bælte hang en dolk klar til brug, ellers så han ikke ud til at bære andre våben men mon ikke man alligevel skulle være opmærksom for Jace havde en tendens til a trylle våben frem ud af det rene ingenting.

Lugten af føniks var anderledes en almindelig lugte, hans sanser var alle vakte, synet, hørelsen og lugtesansen, desuden var han klar til at rykke sig hvis han skulle blive angrebet men indtil da sad han fuldkommen lydløst. At dømme efter skridtende var det en kvinde, lette, feminine skridt. For de andet lugtede hun sødt, og parfumen var også tydelig om end hun måske ikke havde noget på sig. for folk havde en speciel parfume, eller fært, en fært som fortalte køn, alder og race, i hvert fald gjorde det det for en erfaren vampyr.

[Anna Valerius]

Anna stod et øjeblik stille bare for at lytte endnu mere intens til stilheden, som herskede i det store bibliotek. Hun spejdede ud i mørket. Hun havde lige glemt den faktor, at der faktisk var mørkt her på slottet, fordi vampyrer ikke havde brug for lyset. En faktor, som generede hende, men hun turde ikke fremkalde hendes ild i frygt for, hvilken opmærksomhed, hun kunne tiltrække sig. Og mørket havde også på en måde hjulpet hende, fordi så kunne hun skjule sig for dem, som var kommet for tæt hende, altså af dem, som ikke lige var vampyrer. Men hun brød sig virkelig ikke om mørket!
Hun havde desværre ikke så meget erfaring med vampyrer. Hun havde før kun mødt en enkelt vampyr, som havde haft navnet Hi. Hun havde nemlig forsøgt og undgå vampyrer så meget, som muligt. Hun brød sig ikke rigtig om den faktor, at de drak blod fra en anden. Og hun ville ikke prøve at være et af deres offer, men alligevel havde hun vovet sig ind i flagermusens hule, og så uden den nødvendige erfaring.

Anna klemte lidt hårdere om hendes dolk, som hun havde i hånden, som var gemt bag ryggen. Hun havde den omvendt i hånden, hvilket hun altid havde. Hun ville helst undgå og bruge den, hun brød sig ikke om at slå ihjel, men hun vidste, at det kunne blive nødvendigt at skulle forsvare sig selv, hun var trods alt i fjendens land. Hun brød sig i det hele taget ikke rigtig om denne situation. Hendes instinkter fortalte hende, at hun skulle vende om med det samme og forsvinde fra slottet. Men hun havde heller ikke rigtig lyst til at vende om, hendes nysgerrighed drev hende fremad og sikkert længere ind i faren. Hun gik lidt ned i knæ og fortsatte med større forsigtighed.

Pludselig stoppede hun. Hun stod med ryggen meget tæt op ad en reol, som var fyldt med bøger. Hun kneb øjne en anelse sammen. Hun strammede grebet om dolken og holdte næsten på vejret. Hun kunne skimte omridset på en skikkelse, men hun var ikke sikker, fordi skikkelsen bevægede sig ikke, men hun havde dog hørt, at vampyrer kunne sidde så stille, som statuer. Hun flyttede ikke øjne fra skikkelsen. Hun ventede på, at der ville ske noget.

[Jace Valentine]

Hun standsede, det kunne han høre og han sad blot fortsat roligt indtil hun atter satte sig i bevægelse. Han lænede sig lydløst tilbage i stolen og placeret det ene ben over det andet mens han tålmodigt… ventede. Ikke mange sekunder op dukkede hun op mellem nogle reoler og standsede med ryggen til en af disse. Hun kastede et blik rundt kunne han se og havde den ene hånd skjult bag ryggen hvor hun sandsynligvis bar på et våben, nok en kniv eller en dolk. Hans blik gled hen over hendes ansigt hvor han så hende an, men ikke kunne genkende hende. Hvem mon de havde her. En føniks ja, men hvad lavede sådan en her. Den stod stille, derefter så den… nej det var en kvinde. Derefter så hun hen imod ham, han kunne tydeligt se at hun så på ham men fordi hendes syn ikke var så god som hans så kunne hun vidst ikke helt beslutte om det var et levende væsen eller statue.

Han sad så stille at han ikke gav hende anledning til at tro at han var levende. Han hverken blinkede, trak vejret eller bevægede sig. Ja han gjorde intet. Larmen fortsatte udenfor og steg i takt med at soldater og vagter ledte nu inde på slottet. Larmen steg sekund for sekund og snart ville de være lige ud for biblioteket. ”Mon han eller hun er inde på biblioteket?” lød en intens stemme ud for døren ”Nej .. eller jo… ej jeg ved det ikke… lad os kigge døren til biblioteket blev åbnede og lidt lys strømmede ind. Inden lyset strømmede rigtigt ind hvor denne person der stod ikke langt fra ham nok opmærksomt ville vende blikket mod lyset og derved miste fokus fra ham skyndte han sig i skjul i sådan en fart, som hun vampyrer ejede.

[Anna Valerius]

Anna fjernede ikke blikket fra ’statuen’, fordi hun, der var noget, som sagde hende, at det var et væsen, men nok ikke et levende, så det måtte være en vampyr. Eller bare en ganske almindelig statue, det var bare et meget underligt sted at placere statuen. Og hun syntes stadig, der var underlig stille på biblioteket, men nu havde hun heller ikke været i et før, som havde været så stort. Hun var imponeret over biblioteket, og hun kendte endnu ikke til den fulde størrelse af biblioteket. Hun ville have kunnet have et bedre overblik, hvis der havde været mere lys, men der var ingen muligheder lige nu, da hun ikke skulle nyde noget af at blive opdaget. Hun turde slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis hun blev opdaget. Måske havde Fire haft ret, dette var den dummeste idé, som hun havde fået. Hun måtte hellere finde ud igen.

Anna stivnede, da hun hørte stemmer, men hun kunne ikke rigtig høre, hvad der blev snakket om, men hun hørte noget med et bibliotek. Hun flyttede svagt på fødderne, da hun så en svag lysstribe. Hun tog ikke megen betænkningstid. Hun gemte hurtigt sin dolk væk, hvorefter hun vendte fronten mod reolen, hvorefter hun kravlede op ad den. Selvom hun gjorde det hurtigt, så skubbede hun ikke til nogen af bøgerne, selv reolen stod stille. Hun havde glemt alt om statuen. Da hun nåede toppen af reolen, opdagede hun til sin glæde, at der var plads mellem loftet og reolens top. Hun kravlede derop og satte sig i hug, hvorefter hun kiggede ned og betragtede svagt de to vagter, som var kommet ind og nu gik rundt på biblioteket og ledte efter hende.

Pludselig kom en vagt mere løbende og stoppede i døren. ”Der er blevet spottet en føniks på en af de øvre etager, og der er brug for assistance.” sagde han, da han havde fået øje på de to vagter, hvorefter han løb videre. Havde man set godt efter, så havde man kunne spotte, at han gerne ville have fortalt mere.

*Der må være en føniksfugl.. men gad vide, hvor længe de vil lade sig aflede, i stedet for at afsøge hele slottet.* tænkte Anna, mens hun havde betragtet det hele oppefra. Hun så, hvordan de to vagter tøvede, de ville sikkert gerne gennemsøge biblioteket, men de ville sikkert også hjælpe til.
Anna forsøgte at gennemsøge biblioteket med øjne, selvom det ikke gik så godt i mørket.

[Jace Valentine]

Døren gled op og hun skyndte sig i skjul. Måske ikke verdens bedste sted men ikke desto mindre et skjulested. Han selv kunne uden problemer holde øje med hende der hvor hans stod, og de to vagter var hurtigt væk igen. Han betragtede hende roligt mens hun sad deroppe, bemærkede da hun lod blikket glide rundt og var hurtigt om bag en reol således at hun ikke ville se ham. Han sørgede for at hans skygge ikke afslørede ham, og på samme tid at han ikke larmet. Normalt larmede vampyrer ikke når de bevægede sig, at han så oven i købet var opmærksom på ikke at larme fik ham til at bevæge sig endnu mere stille end normalt. Han ventede længe, meget længe inden han igen kastede et blik hen imod det sted hun sad, han lyttede efter lyde men den nærmeste var nogle etager under dem. Han overvejede sit næste træk, for han skulle nok komme i nærheden af hende men indtil videre ville han se hvad hendes næste træk var, og derfor blev han hvor han var.

[Anna Valerius]

Anna betragtede de to vagter, da de forlod biblioteket og lukkede døren efter sig, så de igen efterlod biblioteket i mørket. Der var de små lys rundt omkring, men Anna syntes nu, at det stadig var meget mørkt. Hun brød sig ikke ret meget om mørket. Måske burde hun bare forlade stedet, men der var nu alligevel noget, som hun ville undersøge. Hun så endnu engang rundt. Hun så undersøgende på stedet, hvor hun havde kigget før, hvor hun nogen eller noget havde været, og opdagede, at det, som hun havde set, at det ikke længere var det. Så hun var altså ikke alene, som hun nu alligevel havde troet. Det gjorde bare, at hun brød sig endnu mindre om stilheden, som indhyllede biblioteket. Den gjorde hende utryg, og hendes instinkter fortalte, at hun skulle forlade biblioteket med det samme.. eller at hun i det hele tage skulle forlade slottet. Hun kunne bare ikke få sig til det, hun var for nysgerrig.

Anna valgte at kravle ned fra reolen igen, og igen uden at skubbe til nogen af bøgerne. Hun listede sig hen til stedet, hvor hun mente, at hun havde set nogen. Hun fik øje på en bog, som lå på bordet. Hun så lige engang rundt, sikrede sig, at hun ikke lige kunne skimte noget, inden hun gik helt hen til bordet og så ned i bogen og undersøgte dens indhold. Hun brød sig ikke om det! Det var en bog om phoenixer! Hvordan havde fjenden fået den? Hun valgte dog at gøre noget ved det. Hun lagde så rundt igen, mens hun lagde sin hånd på bogen. Og fik et koncentreret udtryk.
Lidt efter begyndte der at stige røg op mellem fingrene på hende og lidt efter gik der ild i bogen. Om muligt, at hun havde afsløret, at hun var her, men nu var der en bog mindre.

[Jace Valentine]

Hun kastede et blik mod det sted han lige havde været, og det var tydeligt at hun ikke brød sig om at han ikke længere var der for så vidste hun at hun ikke var alene. Han fulgte hende med blikket idet hun kravlede ned fra reolen og kiggede sig omkring inden hun gik hen til bordet og kastede et blik ned i bogen. Han stod tavst og så til mens hun brændte bogen. Han himlede med øjnene, hvor dum kunne man have lov at være! Med to skridt var han om bag hende ”Dem har vi mange af” hviskede han tæt ved hendes øre og sørgede for at flytte sig hvis hun skulle vende sig om og angribe.

Han ville da ikke have efterladt en vigtig og værdifuld bog åben midt på bordet, disse havde de mange af, generelt havde slottet en masse kopier hængende rundt omkring. Originalen lå sikkert gemt et sted som kun ganske få kendte til. Og jo, Jace var en af de få. ”Det er endelig ikke hver da man møder en af dine slags… men jeg må indrømme at jeg kunne være foruden det møde” sagde han lettere ligegyldigt. Stemmen var arrogant, selvoptaget og ligegyldigt.

[Anna Valerius]

Anna gav sig ikke tid til at vende sig om. Hun valgte at hoppe hen over bordet og den brændende bog, som dog snart var udbrændt. Hun trådte sågar på bogen med sin bare fod, men det generede hende ikke, selvom det gjorde en smule ondt. Hun var trods alt ikke immun overfor ild, selvom hun kunne bruge den. Da hun havde nået den anden side af bordet, vendte hun sig mod den, som havde hvisket tæt ved hendes øre. Hun havde reageret ganske instinktivt, men overrasket, det var hun skam nu alligevel blevet. Hun havde ingen forestilling om, hvad en vampyr var i stand til, så det havde overrasket hende, at han havde været så stille og så hurtig.
Men irritationen steg op i hende. Selvfølgelig havde de flere af de samme bøger! Hvorfor tænkte hun dog ikke på det? Og de kunne jo bare lavet et nyt eksemplar. Hun ville allerhelst knurre og skære en vred grimasse, men hendes ansigt forblev neutralt.

Hun betragtede skikkelsen. En mand, og helt sikkert en vampyr med den hudfarve, som havde. Hun fnøs ved hans ord om, at han kunne have undgået dette møde. Denne verden kunne godt have været foruden alle vampyrerne. Og så ville varulvene stadig sidde på tronen, og der ville have hersket en større fred mellem landene. Alt dette holdte hun dog for sig selv. Hun havde ikke lyst til at tale. Generelt talte hun ikke særlig meget. Det var faktisk kun noget, som hun gjorde, når hun var i nærheden af en anden phoenix. Hvorfor kunne hun ikke forklare. Hendes opgave lå generelt mere til handlingen, som til ordene.
Et lille smil bredte sig på hendes læber. Han genkendte hende ikke, han antog, at hun var en ganske almindelig phoenix. Det kunne give hende en fordel.

[Jace Valentine]

Da hun hoppede væk fra ham, tværs af bordet og om på den anden side himlede han med øjnene og rystede på hovedet. Hun havde da oplevet at han var hurtig, troede hun virkelig at det vil hjælpe hende hvis hun løb om på den anden side af bordet? Han ville alligevel kunne være der før hende hvis han virkelig ønskede det. Naivt af hende at tro andet. Hun studerede ham fra den anden side af bordet og han så vrede og irritation i hendes ansigt som senere blev til et smil i nærmest triumf. Han hævede det ene bryn og øjnene blev smalle og tænkende. Hvad ville have fået hende til at blive så glad? Noget han havde sagt sikkert. Han gentog sin egen sætning i hovedet og konkluderet at smilet betød at han ikke havde genkendt hende, nej det havde han faktisk ikke… skulle han det? han betragtede hende roligt, ligegyldigt. ”Hvad vil du her ..?” spurgte han. for hun havde vel et formål med at komme til slottet, altså udover at brænde en ligegyldig værdiløs bog og skabe kaos. Eller ... opmærksomhed? Var det virkelig hvad hun savnede? Opmærksomhed? Hvor latterligt! Måske skulle hun hellere tage hjem til sin mor og fortælle hende om sine dumheder.

[Anna Valerius]

Anna var ret ligeglad med, om det ville hjælpe hende eller ej, at hun stod på den anden side af bordet. Hun følte sig dog bare en smule mere sikker, fordi der var et brod mellem dem, selvom hun var klar over, at han ville kunne stå ved siden af hende, før hun kunne nå at blinke med øjne. Det var hvert fald det, som hun havde ladet sig fortælle. Men hun følte sig alligevel mere sikker, da der var afstand mellem dem. En forkert sikkerhed, hvilket hun var klar over, men det var bedre, end ingenting. Hun var trods alt i fjendelandet.
Anna betragtede vampyren med et roligt blik, da denne talte til hende. Hun forblev stille i lang tid. Hun overvejede nemlig, hvorvidt hun skulle sige noget, eller ej. Hun kunne ikke se døren fra hendes position, men hun vidste nogenlunde, hvor den var. Og så vidt, som hun kunne høre, så var der ingen i nærheden af døren. Hun overvejede et øjeblik, om hun skulle tage flugten, men det ville være nytteløst at løbe fra en vampyr. Hun rettede sig op, selvom det ikke fik hende til at virke meget højere, end hun allerede var i forvejen. ”Ingenting.”

[/color] svarede hun og virkede også ganske roligt.[/blockquote]