A coincidence?

[Gren Shade]

Gren gik roligt langs Black Kawa floden. Han havde dog efterladt begge ulve hjemme idag, denne gang ville han bare gå lidt alene. Alt havde forandret sig for tiden for ham. Hans byrder var steget, og han kunne snart ikke klare presset fra dem mere. Han kiggede op og så på månen. Noget af det smukkeste han nogensinde havde set. Månen havde altid haft en særlig plads i hans hjerte, der var bare noget fortryllende over den. Han havde ubevidst stoppet op mens han kiggede op på månen, og han sukkede. Vinden tog til og blæste i hans halvlange hår, som det nu var blevet. Han havde kun en vest på, så man kunne tydeligt se hans trænede krop. Han havde taget sit vilddyrs sæt på, som han nu kaldte det. (det på billedet) Han elskede at have det sæt på, når han var i det humør han nu var i. Frustreret, ensom og bare i det hele taget ligeglad med alt. Han havde bare trængt til en aften helt alene, uden forpligtelse uden noget som helst. Hvor han kunne gøre hvad han ville, og ikke stå til ansvar for sine handlinger. Bare en enkelt gang være uansvarlig. Han satte sig ned i skrædderstilling ned ved siden af floden, med kroppen vendt mod vandet. Han kiggede ned på sit spejlbillede i floden, og så månen næsten lige over hans ansigt. Så meget som han dog havde forandret sig. Han sukkede endnu en gang og lænede sig tilbage ned på græsset og kiggede op på himlen. Hvor var det fristende at tage til byen for at lave ballade. Han havde virkelig lyst til det, men noget holdte ham dog alligevel tilbage. Han lukkede sine øjne og mærkede vindens blide strøg mod sin krop. Alt var så fredfyldt lige nu. Han havde lagt sine hænder ved sine et-hånds sværd, i tilfælde af at en mulig fjende måske kom forbi. Han smilede et lidt djævelsk smil, mens han lå der. Han havde ikke noget imod en lille slåskamp, hvor han måske kunne komme af med nogen af alle hans frustrationer. Hans øjne blev lidt kolde, hvor de før var fredfyldt. Han kiggede op på månen og slappede af.

[Kurai Momonatiqon]

søen havde altid været beroligene. selv for en tybe som Kurai men hun havde en underlig fornemmelse over at noget var galt med hendes hjemsted. hendes folks hjem. ja mange ville ikke mene en kvinde burde være leder. det mente hendes rådgivere heller ikke. nok også derfor hun altid var så grov over for folk. hun sad på sin sorte hest og red roligt mod søen. på hendes skuldre log en smuk slange. hun kom ud til søen og hoppede ned fra hesten. hun havde sit almindelige tøj på. nogen mente det var vovet min for hende var det lettere at bevæge sig i end en kæmpe kjole, eller et par kæmpe bukser. småt er godt. også når man var elver. Kurai var ikke en almindelig elver. ja hun var mørkelver men hun vidste at man ikke skulle være en fin pige vis man ville beholde hvad der faktisk var ens. Kurais halv lange hår som som altid helt naturligt og hendes tøj flot til hende. hun så ned i floden og kunne pludselig skimte en skikkelse længere nede af floden. hendes gule øjne så op og faldt på fyren. langt hår? meget usædvanligt. men mørkelver var han i hvert fald ikke så han var nok ikke ude efter hendes leder skab. Kurai tog fat i hestens manke og svang sig op på hesten og lagde sig ned på dens hals og så mod ham. Kurai så altid meget på folk for at finde ud af dem før hun sagde noget. hesten bøjede hovedet og begyndte at spise lige det der faldt den ind. den gik roligt ned af mod søen og prustede da den ramte vandet.

[Gren Shade]

Gren kunne høre en hest nærme sig, men han rykkede ikke på sig, det eneste der ændrede sig var at han tog fat i sine sværd. Han kunne lugte sig frem til at dette ikke var en varulv, heldigvis. For hvis han skulle slås, skulle det i hvert fald ikke være med en fra hans egen flok. Dog heller ikke hvis det var en leder for en af de andre racer, det kunne nok skabe lidt problemer. Han savnede egentlig at have Kania eller Luke ved sig lige nu, de plejede at give ham en følelse af tryghed når de var i nærheden af ham.
Han rejste sig dovent op og kiggede op på månen, det var nu tydeligt at han holdte fast i sine sværd. Han drejede hovedet, så han kom til at kigge lige mod den fremmede. Hans gule øjne havde fået et dyrisk koldt glimt, mens han kiggede mod den måske mulige modstander. Månen lyste ned på ham, mens han kiggede på den fremmede og vinden tog fat i hans hår og blæste det ud til siden. I det fjerne kunne man høre Kania og Luke hyle efter ham, idet de kunne fornemme at der var noget galt.

[Kurai Momonatiqon]

Kurai så pludselig at manden rejste sig. bestemt ikke nogen mørkelver. hun lagde sig ned på hesten og så bare på ham. hendes gule øjne så ned af ham og så at han holdte fast i sværdet. et koldt smil som var klar på morskab var bredt i hendes indre men uden på lignede hun en som bare ville sove. Kurai elskede en god kamp også for at holde sig i form og hun vidste at ingen slå hende mod hendes vilje. Kurai satte sig op på hesten så hun sad ordenligt. hun så på hans sværd og sukkede. ulvehyl? enten var han varulv eller også var han bare ulveopdrætter. Kurai kunne ikke finde ud af det lige nu. hun rejste sig op og hoppede ned og landte perfekt på jorden. hendes lille nederdel blæfrede i vinden og hendes top som lignede et korset sad perfekt på hende.

[Gren Shade]

Gren vendte hele kroppen mod denne fremmede med et smil. Han kunne høre Kania og Luke hyle videre, og han kunne ikke lade vær med at smile. Det var dejligt at høre de bekymrede sig for ham, men de vidste også godt de ikke måtte komme herhen, lige meget hvor meget i fare han nu end var. Han kiggede nysgerrig på denne fremmede, da personen kom frem i lyset. Det var tydeligvis en kvinde, og en mørkelver så det ud til. Han smilede et lidt koldt smil til hende. "Hvad laver en lille mørkelver som dig ved floden i denne aften?"[/color] han havde sat sine sværd på plads i hans bælte, men han havde dog stadig sine hænder ved dem. Han smilede venligt, dog koldt til denne kvinde. Han havde trængt til at få rørt sig lidt, så nu måtte han se tiden an om det blev en venlig snaksalig aften eller lidt motion i en kamp, han var lidt græsk katolsk om hvilken en af delene det blev, bare det blev en af dem.

[Kurai Momonatiqon]

Kurai så på ham og så han lagde sværdet tilbage. hun rullede øjnene og puffede til slangen på hendes skuldre. den så op og fik øje på den fremme. hun så på slangen og hævede brynet. Slangen snoede sig over på den anden skuldre og op på hestens ryg imens den så på den fremmede med sine kolde øjne. Kurai kastede lidt af sit hår væk da han talte til hende. hun gik roligt langs floden som var den anden side end ham hun sp op ham imens og vendte sig mod ham da hun kom ned hvor han også var.
"for det første. jeg er ikke lille. for det andet. jeg gør hvad der passer mig"
Kurai så roligt på ham og var faktisk skuffet over det lignede at hun ikke fik lov at more sig alligevel. men det kunne man ikke se.

[Gren Shade]

Gren skulede lidt til hende da hun gik langs floden. Hun var den type han ikke turde vende ryggen til, uden at have noget rygstøtte fra en han stolede på. Han så på slangen hun havde ved skuldrene, han hadede slanger. De var nogle ækle kryb, han var dog ikke bange for dem på nogen måde, han syntes bare slanger var ækle. Han kiggede på den fremmede. "Lidt nærtagende er man ikke?"[/color] han kiggede på hende med hævede øjenbryn, lidt anderledes var hun. Den provokerende type, var det første indtryk han lige pt. fik af hende. Han smilede dog venligt til hende. "Hvor blive mine manere af? Mit navn er Gren Shade, varulvenes leder."[/color] han bukkede lidt til kvinden, men dog ikke uden at tage øjnene fra hende, der stolede han ikke nok på hende. Hans hænder lå ved sværdene, klar til at blive trukket hvis det skulle gøres. Hans øjne var kolde, mens han kiggede på hende.

[Kurai Momonatiqon]

Kurai var måske nærtagene eller også ville hun bare ikke blive set som et barn. hun lagde armende over kors og så på hesten som gik om bag hende så hun lænede sig op af den. hun så på ham med kolde gule øjne og hævede sit bryn.
"måske er jeg. måske er jeg ikke. det er sagen helt uvedkommende"
at hun var en leder ville man ikke gætte. men det var nok fordi hun ikke ville gøre som hendes rådgivere. de ville ha hende gift. de ville ha hendes kommende mand skulle blive leder. noget hun ikke ville lade ske. hun så på ham da han sagde det med manere. hun lagde hånden på sin pande og rystede på hovedet.
"hvilken tid er vi i. helt ærligt. manere var hvad man havde i gamle dage. nu bliver det der bare mere set som venlighed, Gren Shade."
gren? shade? hvor havde hun hørt det navn før. var det mon i hendes undervisning. eller var det nogen af hendes"venner" som havde sagt det navn før. nu var hun snart ikke sikker. men hun glemte også hvad hendes lærer sagde.

[Gren Shade]

Gren himlede med øjnene af denne kvinde, hun var helt klart den provokerende type, men hun sagde dog sin mening lige ud så det ud til. Han satte sig i skrædderstilling ved floden, mens han kiggede på kvinden. Han trak stille på sine skuldre over hendes kommentar. Det kunne godt være det var sagen uvedkommende, men han havde nok ramt et ømt punkt hos hende der. "Lige meget om det er manere eller venlighed, ses det som almindelighed at man introducere sig selv, efter en anden har erklæret hvem man er.. Det er almen viden.."[/color] han havde faktisk næsten lige kaldt hende idiot, eller det kunne det han havde sagt oversættes til. Hun var helt klart noget yngre end ham, selvom det nu ikke så sådan ud, men det kunne han mærke på hendes opførsel og den måde hun udtrykkede sig på. Han havde mistet lysten til en kamp, han gad ikke slås med hvad han stadig så som et barn.

[Kurai Momonatiqon]

hun vidste da godt hun skulle præssentere sig efter ham men hun gad ikke at folk vidste hvem hun var. hun trak vejret dyb og mærkede hvordan hendes vrede voksede, hendes slange snorede sig ned om hendes dirrende hånd som om den bad hende slappe af.
"som om jeg ikke ved det... måske er der bare en grund til jeg ikek siger mit navn"
hun så på ham og tog fat i slangen og lagde den på hesten og gik væk fra hesten og slangen og så op på træerne. så en gren der gik over mod den anden side. hun hoppede op i træet og gik på grenen over til den anden side af floden og hoppede ned på den side.
"eller måske venter jeg med at gi mit navn til jeg ved hvad jeg har med at gøre"
hun mente virkelig hvad og ikke hvem. for navne brugte hun sjælent. hun ville hellere vide om han var en af dem hendes rådgivere sagde hun skulle blive væk fra eller om det var en hun måtte slås med

[Gren Shade]

Gren sukkede over dette pigebarn.. Hun var dog helt ustyrligt. Han så hvordan hun gik langs grenen for at komme over på den side han var på. Han rejste sig op, stadig med begge sine hænder ved hans sværd. "Jeg har allerede erklæret hvem jeg er, hvad mere skal du vide for at finde ud af hvad du har med at gøre? Men du er skam også velkommen til at lade vær med at sige dit navn, det har du din fulde ret til,"[/color] han kiggede op mod himlen, op på månen for at søge noget der ligesom kunne få ham til at slappe af. Det her pigebarn kunne godt minde lidt om hans søn, irriterende flabet, de var sikkert nok også på samme alder, nu hvor han tænkte over det, selvom det var svært at gætte andres alder i dette her miljø, og når folk nu levede så længe som de nu gjorde, og alligevel så ud som en 20 årige. Han kiggede mod det sted han vidste Kania og Luke var.. Ved hans hus. Han smilede fredfyldt ved tanken om at komme hjem til de to, og vide at her var man tryg, her var der ingen der var flabede. Han kiggede mod pigebarnet igen.

[Kurai Momonatiqon]

Kurai så på ham og hvordan han så mod månen. hun så undrene på månen. hvad var så specielt ved den. hun gik over mod ham med rolige skridt men så på en måde på ham som gjorde at hun vuderede ham.
"f.eks. hvor jeg har hørt dit navn henne. og om det var noget vigtigt der blev sagt med dit navn" hun så over på den anden side hvor hendes hest begyndte at gå igennem floden over mod Kurai. hun så på ham tænkte meget på hvad hun havde hørt. vis hun huskede navne var det som regl fordi det var vigtigt.
"men vis du vil vide det så hedder jeg Kurai Momonatiqon. tilfreds"
ja hun var flabet men hun ville da hellere være flabet en lille ærtig ting ting som gjorde hvad hun fik besked på. det var jo nok også derfor hun stadig havde sin lederskab i behold. og nok også pga hendes øjne. folk turde ikke angribe hende når de kendte til hendes mors evne som hun havde arvet. men det var kun elver som kendte det.

[Gren Shade]

Gren sukkede og rystede opgivende på hovedet dette pigebarn var dog helt umuligt.. "Nu får du det af vide en gang til. Mit navn er Gren Shade og jeg er varulvenes leder!"[/color] han kiggede på hende og han havde lagt tryk på det sidste, så han var 100% sikker på at hun havde hørt det denne her gang. Og nu gad han altså ikke gentage det mere. "Tilfreds,"[/color] han nikkede, men han gad ikke mere høflighed og etikette over for hende, det så ud til at det prallede af på hende alligevel, så hvorfor i det hele taget gøre sig besværet? Han havde dog hørt hendes navn før, men han kunne ikke huske i hvilket sammenhæng, det havde ikke rigtig interesseret ham det der nu end så var blevet sagt, hvis han ikke havde hørt efter.

[Kurai Momonatiqon]

leder. leder hvorfor skulle hun støde ind i en leder når hun savnede kamp. måske skulle hun bare gå men hun ville så gerne kæmpe. hun savnede det. det var sjovt hun kom i form og det var god træning. så hvorfor en leder. kunne han ikke bare ha været en almindelig person som hun så kunne banke men vis hun gik i kamp med en leder ville hendes rådgivere se det som krigs erklæring og så ville de halshugge hende bag efter. ikke bogstaveligt. hun kørte en hånd igennem håret og sukkede irreteret.
"øv" mumlede hun lidt for sig selv og så på slangen på hestens ryg. hun klappede hesten på halsen og tog fat i dens man og svang sig elegant op på hesten og så på ham med irreterede øjne. gid hun bare måtte slå ham.

[Gren Shade]

Gren begyndte at kunne lide dette pigebarn mindre og mindre. Han sukkede.. Ligefrem at sige øv, hvad havde hun forventet. At han var en af totalt høj rang eller omvendt. Han rystede på hovedet, det var dog så underligt man kunne opleve nogen en gang imellem. "Af hvilken grund siger du øv? Havde du forventet jeg var en anden?"[/color] han kiggede lidt nysgerrig på hende, men han blev dog lidt irriteret da hun bare satte sig på sin hest og skulle til at gå lige efter han havde sagt hvem han var.. Havde hun nået imod varulve? Han sukkede, hvis hun gik kunne han fortsætte denne aften i fred og ro, uden et eller andet underligt pigebarn der ikke forstod sig på ordentlig etikette og moral. Han satte sig atter ned på græsset i skrædderstilling, og han gav sig til at betragte månen.