What Should I Do?

[Aoi Manani]

Hvis bare solen havde kunnet vise sit ansigt, så ville man let kunne få en fornemmelse af, hvornår på dagen Aoi var gået ud på det store mark område. Et sted som hun ofte var bange for at bevæge sig hen, da folkene fra byen havde meget lettere ved at finde hende. Medmindre at hun lagde sig fladt ned i det høje græs, så var der muligvis en mulighed for at folk ville gå direkte forbi hende. Sådan var det altid med Aoi, hun blev nød til at planlægge en flugtvej, da hun aldrig følte sig sikker, specielt ikke i nærheden af andre. Men alligevel forstod hun ikke helt hvorfor? Var det mon fordi hun var en engel med sorte vinger? Noget som hun heller aldrig havde fået en forklaring på, selvom der var en, en hun ikke selv forstod eller kendte til. Der var ikke mange som vidste at der levede en anden kræft inde i hende, som kunne knække selv den stærkeste. Noget der sagtens kunne bruges som et våben.
Den lille pige havde bevæget sig mod Sutón, da hun havde mulighed for at skjule sig selv ved stenene, hvilket hun også gjorde i øjeblikket. Den lille pige havde sat sig ned på hug foran en stor sten og lyttede til sine omgivelser, hvorefter hun lod sit blik stryge ned over den store sten. Lige med et gik hun i stå, da hun fik øje på den gamle indgravering.
"Yogoreta chi no... kodomo ga kyūjo ni hikari.. no shinja ni shitagau.. koto"
sagde hun stille for sig selv, selvom hun ikke forstod et ord af det, så følte hun sig tryg, som om det var en vigtig besked til hende og resten af folket. Aoi lagde roligt hendes lille hånd mod den store sten og lod den hvile over nogle bogstaver. Fanget i sin egen verden.. igen.

[Edel-Mira]

Edel-Mira havde for nu ingen tidsfornemmelse overhovedet. Han var blot vandret omkring, som det faldt hende mest logisk. At se landets tilstand. Hjælpe hvor hun kunne. Desuden nød hun faktisk at bruge dagen på at gå, betragte verdenen omkring hende. Og det var på ingen måde fordi hun havde en presset tidsplan. Selvom hun ikke kunne være sikker på at folks håb holdt, virkede det som om at folket syntes at kunne leve med mørket. Men selv Edel-Mira, der ellers mit sit livlige og barnlige sind var ukulig, var ved at blive utålmodig. De seneste par dage havde der ikke været så synderligt meget sjov. Og en som hende havde brug for sjov. Højt humør. Grin og latter og glæde.
Hun luntede rundt på må og få. At endte ved Sutón var ikke planen, men hun gik nu heller ikke efter at følge planer. Det var hyggeligt at møde hvad man mødte på sin vej og tage den derfra. Det gjorde livet så meget mere interessant og uforudsigeligt. Og det selv for hende der allerede havde oplevet denne verden så mange gange. For en gangs skyld nynnede den ansynlige unge kvinde ikke. Selvom en let munter melodi kørte i hendes hoved. Hun havde altid været utrolig fascineret at musik. Let rettede Edel-Mira på den lange gule kjole som vinden fangede den. Kun for derefter at løfte blikket som faldt på en mindre skikkelse. Et barn? ”NUUURH!!” udbrød Edel-Mira selvfølgelig begejstret som hun ikke kunne lade være ved den nuttede skikkelse der stod der ved den ingraverede sten. Så nuttet og pjusket. … Jeps, Aoi kunne lige så godt have været en nuttet hund eller lignende. Edel-Mira kunne jo ikke lade være med at udtrykke sig sådan alligevel.

[Aoi Manani]

Stenen virkede jo egentlig meget interessant, men det havde muligvis været meget bedre, hvis hun havde haft mulighed for at forstå ordene, som stod på den store sten. En sten som helt klart var højere end hende. Derfor havde hun også kun mulighed for at skimte de øverste ord. Glad var det lykkedes for hende, men nu gav det bare ikke mening mere? Aoi lod sin hånd glide hen over den ru overflade, hvorefter et smil viste sig på hendes læber. Den var kold, men samtidig varmede det også hendes hjerte, at vide, at der muligvis stod noget vigtig i beskeden. Nu skulle den jo bare tydes? Men hvordan. Fast opslugt af tanken om at opklare det store mysterium lagde hun ikke mærke til, at der var andre omkring hende. Skridtene lagde hun ikke mærke til, da den kolde sten tiltrak hendes opmærksomhed, som det barn hun nu en gang var.
Noget kastede hende ud af sin koncentration, noget der også forskrækkede hende en smule, så hun hurtigt trak sin hånd til sig. Stemmen, som egentlig ikke skulle frygtes, blev lige pludselig vendt til noget dårligt. Aoi vendte sig skræmt om mod den høje skikkelse, i hvert fald i forhold til hende selv og stirrede op på kvinden?
"Øhm..."
sagde hun svagt og gik stille en smule tilbage, dog endte hun med at falde ned på røven, fordi hun lige havde overset sine egne ben i et sekund. Ikke noget hun normalt gjorde, men Aoi havde for et kort sekund befundet sig i sin egen verden og var lige pludselig blevet kastet tilbage til virkeligheden, hvor hun stod ved siden af en anden. Aoi tog sine hænder op til øjnene og tørrede en tåre væk, som var kommet frem, da hun landede mere eller mindre hårdt på røven. Dog forsøgte hun at undertrykke sin gråd ved at holde det inde i sig.

[Edel-Mira]

Et let gisp kom fra Edel-Mira, da hun så hvordan hendes udbrug førte til forskrækkelse og til at den nuttede pige faldt på røven. Hvilket jo slet ikke havde været pointen. Slet slet ikke. Hun ville bare… sådan… og når nu pigen var så nuttet? Men det var da ikke hendes skyld?! Eller… Jo… ”Åh! Uhm… Undskyld” kom der fra Edel-Mira, der havde nærmet sig let og var gledet ned på knæende. Ikke mindst hvilede der et intenst hundeøjne blik i hendes øjne, selvom det kun delvist passede til den ældre krop. Hun var jo ked af det. Ikke personligt, men over at pigen var ked af det. ”Har du… De? der okay?” tilføjede hun dels nysgerrig, dels bekymret. Selvom hun var barnlig, vidste hun da godt der var en forskel på hende selv og pigen. Selvfølgelig var der det. Men det lavede ikke om på at hun havde lyst til at snakke med hende, måske lege med hende? Hvilket da ikke var forkert var det? Edel-Mira bed sig usikkert i underlæben ved tanken om at pigen måske frygtede hende. Det ville virkelig være noget af det værste der kunne ske for Edel-Mira. På hendes egen psyke.

[Aoi Manani]

Det hele var kommet mere eller mindre bag på den lille pige, som ikke ønskede at se nogen græde eller i det hele taget gøre folk fortræd, men nogle gange kom det bare til et punkt, hvor hun ikke længere havde mulighed for at holde det tilbage, dog gjorde Aoi et forsøg lige nu. Hendes hænder gled langsomt hen over hendes ansigt, da hun samtidig forsøgte at skjule sit ansigt og tårerne, men så var hun også bange for at kigge på dem fremmede.
"Ikke undskylde.."
sagde hun lettere stammende og fjernede efter noget tid sine hænder, da hun jo ikke rigtig kunne tillade sig at være sådan over for nogen i Iméra, hun burde jo vide, at folk fra dette land ikke ville hende noget ondt. Selvom det ikke altid var sagen. En enkelt tåre forlod hendes ansigt, da hun ikke nåede at fjern den i tide, nu håbede hun bare, at kvinden ikke havde set det. Aoi foldede benene ind under sig og lod sit blik møde den fremmede kvinde, hvorefter hun valgte at nikke til spørgsmålet, selvom hun næppe var helt okay, dog var det ikke kvindens skyld.
"De forskrækkede mig bare en smule.. Frk.."
sagde hun lavt og det var ikke en gang sikkert, at Edel-Mira havde hørt hende. Da hun også havde vendt blikket mod jorden, både fordi hun var genert, men også fordi hun var bange for hvad der muligvis kunne ske. Hun ville ikke have at alle og enhver fra Iméra ville ende med at hade hende, for noget hun ikke selv kunne sætte ord på.

[Edel-Mira]

Edel-Mira lod sig ikke kue på nogen måde. Hun gled hurtigt ned på knæ foran pigen, uden at tænke over om hvorvidt kjolen blev beskidt. Det betød heller ikke så meget når alt kom til alt. Naturen var dejlig, at være tættere på den generede hende ikke. En slank lys hånd løftedes og hun strøg blidt og kærligt den unge pige over håret. Bare en let bevægelse af hånden der efterfølgende strøg tåren væk som hun da også havde bemærket. Edel-Mira behøvede ikke være et geni for at vide at hun havde forskrækket hende, men hun var lykkelig over den viden at pigen ikke var bange for hende. Ikke nær så meget som hun kunne være blevet. ”Jeg kunne slet ikke lade være, så nuttet som du er” kommenterede Edel-Mira blunt. Hun var ikke typen der tøvede, eller pakkede tingene ind. Denne pige var virkelig nuttet. Så hvorfor sige andet?

[Aoi Manani]

Aoi fik lige pludselig store øjne, da kvinden valgte at sætte sig ned på knæ foran hende. Hun så en smule undersøgende på hende og et lystig smil viste sig, da hun blev nusset i håret. Af en eller anden grund, så kunne Aoi ikke tro noget ondt om denne kvinde, hun virkede så venlig og sød, også selvom hun havde givet hende et mindre chok, dog mente Aoi ikke at det var gjort i en ond mening. Det var egentlig helt underligt, at kunne kigge direkte ind i kvindens øjne uden at skulle rette blikket op ad, det var faktisk behageligt for hende, fordi hun netop var så lille. Hendes kinder fik dog en smule kulør, da kvinden valgte at stryge hendes tåre væk. Hun havde ellers håbet på, at det ikke ville være blevet opdaget.
"Nuttet?"
sagde hun en smule eftertænksomt, og man kunne se, hvor meget den lille pige virkelig forsøgte at placere betydningen et eller andet sted, men hun havde nu aldrig hørt ordet før, da de fleste jo blev skræmt af hende og ikke ønskede at have noget med hende at gøre. Noget der sagtens kunne såre hende på den værste måde, men denne kvinde var anderledes.
"Mit navn er Aoi"
sagde hun med en sød stemme, da hun ikke kunne lade vær med at præsentere sig overfor denne venlige kvinde, det var jo også ren og skær høflighed? Hun tog stille fat i hver kant af sin nederdel og nejede høfligt for hende. Det havde hun set andre, måske ældre kvinder gøre, men hun synes at det virkede som en god ting og ville lige prøve det på kvinden.

[Edel-Mira]

Edel-Mira nikkede blot, dels ivrigt, ved Aois konstatering af ordvalget. Nuttet. Aoi så så sød og nuttet ud, i Edel-Miras øjne da. Så hvorfor ikke bruge det ordvalgt? Det beskrev jo godt? At Aoi ikke forstod ordets betydning, fløj lige forbi Edel-Mira, der ikke kunne lade være med at ae den unge pige over håret. Det kærlige strøg kom blot indefra, måske fordi hun et sted kunne fornemme at pigen manglede noget nærhed fra andre. Eller det var hvad hun gættede sig til ud fra hvilken fornemmelse hun fik af Aoi. Det var altid noget hun var så god til at læse andre.
Som Aoi præsenterede sig og der efterfølgende kom en nejen, havde Edel-Mira taget hånden til sig, kun for at klappe begejstret. Aoi var da dygtig. De fleste børn i dag tænkte ikke på manere. Og sandt at sige gik Edel-Mira, med eget unge sind, heller ikke synderligt op i det. Men det fik kun den unge pige, på en gang til at virke mere voksent, og samtidigt så meget mere nuttet. ”Det er et smukt navn. Aoi. Mit navn er Edel-Mira” præsenterede hun sig, efterlignede mere eller mindre den nejende gestus, mest fordi Aoi havde gjort det. Hun ville være et godt forbillede! Selvom hun jo sådan set ikke kendte Aoi endnu, eller havde noget med pigens fremtid at gøre… Men sådan var Edel-Mira, lagde planer om at hjælpe go beskytte andre, selv når de godt kunne klare sig selv. ”Aoi… Hvad laver du herude helt alene?” lød spørgsmålet, lige så pludselig som tanken lige slog hende. At hun selv, som anseeligt en ung og forsvarsløs kvinde, gik rundt alene, tænkte hun ikke over. Men man lod da ikke bar børn vandre sådan omkring?... Eller gjorde man?.