We meet once again

[Velkan Thomas Valentine]

Mood Music: Listen while reading

---

Der var gået nogle dage siden han omsider havde fundet sit hjem, men det hele var tåget endnu. Hver dag dukkede flere minder frem, men det var små brudstykker, og ikke nok til at kunne give ham et helhedsindtryk af hans fortid. Derfor havde han spurgt om lov til at tage alene ud i Kizomi, for at få styr på sig selv. Sidde lidt og tænke i det fri.
Han havde taget sin bue med som Beorn havde skænket ham. Det var en fantastisk bue han havde fået, og pilene dertil var smukke og velafbalancerede. Han holdt meget af de gaver han havde fået af Beorn, Magdalenes bror. De havde begge to været så venlige mod ham.
Nu stod han i en fin hvid silkeskjorte og nogle røde lærreds bukser og trak prøvende i strengen. Han satte en pil for strengen, og trak tilbage. Han sigtede ikke efter noget lige dette øjeblik. Han så lidt rundt, mens han stod fuldstændig stille som en statue, mens øjnene afsøgede området.
Hans blik hvilede på et bestemt træ. Det så ud som om der havde siddet en pil i den før. Faktisk flere, men sårene var gamle. Det var som om træet var for træt til at hele sine sår længere. Det var som om det havde opgivet at leve.
Han lod pilen flyve, og den satte sig med en dump lyd fast i det gamle sår. Pilen dirrede lidt for den også holdte op med at bevæge sig. Han sænkede buen. Han så hen mod den. Noget mindede ham om det. Han følte som om han havde oplevet det før.
Han tog endnu en pil fra koggeret. Sigtede endnu en gang, trak strengen tilbage, og stod stille igen. Han stod sådan længe. Han forventede næsten at der ville ske noget. Han følte sig virkelig som om han var tilbage til den gang, blot at han ikke kunne huske hvad der skete den gang, og hvornår den gang var. Hvad ville der ske?

[Merenwen Everlove]

Merenwen red rundt i Kizomi, det var egentlig ikke meningen hun skulle være her. hun var næsten lige kommet hjem i sikkerhed, men hun gruede stadig for hvad der mon var sket med hendes bror. De havde intet hørt fra ham, og hun frygtede det værste. Hun greb hårdt fat i tøjlerne, mens hun tænkte på sin bror og hvad der mon kunne være hændt ham.
Efter hun var kommet sikkert hjem var der sket nogen forandringer inde i hende.. Hun var ikke så vild mere, som hun har været. Hun begyndte at blive mere ansvarsbevidst, men det kunne også være fordi hun nu så, at det sikkert blev hende som skulle regere landet, nu hvor de ikke længere vidste om Yalathanils liv var ophørt. En enkel tåre faldt gled ned langs hendes kind, mens hun tænkte på hendes bror. Saphira kom frem fra hendes skjul i Merenwens hætte, og lagde sig mod Merenwen i en form for trøst. Saphira vidste hvor hårdt det havde været for Merenwen at flygte uden sin bror. Hun tørrede sin tåre væk og kiggede målbevidst fremad.
Hun red kun igennem denne skov for at genopfriske de minder hun allerede havde herfra. For at tænke på Velkan og deres lille skydekonkurrence, men hun vidste dog ikk om han stadig var i live.. Piraterne havde antydet noget andet. Endnu en tåre faldt ned langs hendes kind, da hun tænkte på om Velkan måske også var død.
Hendes tankegang blev stoppet af lyden af pile der hvislede, da en ukendt skød med pile, sikkert mod et træ. Hun red i stilhed mod denne lyd, opdagede pludselig hvor hun var. Det var her Velkan og hende havde haft en skydekonkurrence. Hun smilede fredfyldt ved tanken, og alle minderne kom til hende igen.
Hun steg stille af sin hest og gik resten af vejen. Hendes blå kjole slæbte sig hen af jorden, mens hun gik. Hun trak hætten om hovedet for at skjule sine ører for fremmede. Hun gik mod stedet hvor de var, og hun kiggede mod den fremmede der skød med pilene. Hun tog stille sin ene hånd op til sin mund, chokeret over hvad hun så.. Det lignede Velkan lidt, men dog alligevel ikke. Ham her så mere voksen ud, end den Velkan hun før havde mødt. Hun kiggede nysgerrig på den fremmede uden at give sig til kende.

[Velkan Thomas Valentine]

Mood Music: Listen while reading

---

Han kunne lugte blod, men det var ikke nogen lyst der dukkede op i ham. Han havde ikke drukket blod siden han var vågnet på stranden, hvor Magdalene reddede ham fra den visse død. Han var blevet en smule blegere, og allerede nu var der begyndt at vokse et tæt skæg på hans hage igen, men det var langt fra den samme som den han havde for få dage siden.
Han slap strengen, og pilen sank dirrende i træet ved siden af den anden pil. Han sænkede buen og vendte sig om mod den der var dukket op. Der var sket noget, og han havde stadig den fornemmelse af at være fanget i fortiden. "Somehow I knew you would show up, but I don't know why, and I don't know who you are." Han så på hende med blide og rolige øjne, men han kunne ikke genkende hende. Der var intet der sagde ham noget.
Han stod stille og så på hende, mens han trak vejret roligt. Buen var stadig i hans arm, som hang slapt ned langs siden. Han stod og så på hende, og prøvede at huske noget, men hun havde trukket hætten over hovedet, så han ikke kunne se hendes ansigt, og derfor heller ikke noget der kunne minde ham om hvem hun var.
Hans øjne var dog også fyldt med noget andet end blidhed og ro, nemlig sorg. Sorg over den glemte fortid. Den fortid han lige nu følte sig fanget i, som om tiden havde spillet ham et pus, og sendt ham tilbage til en hændelse, som var sket en gang, og han følte sig som en fugleunge, der endnu ikke kunne flyve, og var havnet på jorden ved træets fod, der frygtede at blive spist af hvad som helst.

[Merenwen Everlove]

Merenwen kiggede nysgerrigt på ham, og hun nærmede sig ham med elegante, katteagtige skridt. "I feel the same way.. It's like this has happened before, and it has. I'm just not sure if you are the same person I met here before," hun smilede et venligt smil til ham, hvorefter hun blev stående hvor hun var. Et par meter væk fra ham. Hendes bue hang ved hendes ryg sammen med hendes koger, men hun tog dog buen i hånden.
Hun vendte sig mod træet og fandt en pil frem. Hun satte pilen på strengen og sigtede. Ikke lang tid efter slap hun strengen, og den ramte lige ved siden af Velkans. Hun lukkede sine øjne lidt efter og nød vindens blide strøg mod hendes ansigt. Men på grund af vinden røg hendes hætte af og hendes ører og ansigt blev tydeligt.

[Velkan Thomas Valentine]

Mood Music: Listen while reading

---

Han havde endnu den fornemmelse af være tilbage i fortiden, og han fulgte hendes bevægelser, og så på pilen da den sank i træet ved siden af sine egne to pile.
Han vendte sit blik igen mod hende, lige da hætten blev trukket væk. Han så på hende, og han følte som om han havde set hende før, men hvor? Han prøvede at huske hvor han havde set hendes ansigt. Så kom han i tanke om det. "I have seen you before. In a dream, but you were bound with chains. You kneeled beside one I think is my brother, and an other person, who I do not know who is. On a ship, with black sails." Han havde fundet ud af at han havde set hende i det tilbagevendende mareridt han havde, lige siden han var vågnet. Han havde fundet ud af at den ene skikkelse, var hans ældre bror, der endnu ikke var dukket op, og den anden person stod han nu over for ham. Den sidste vidste han endnu ikke hvem var.
"Can you tell me the meening of the dream?" Han regnede med at hun måske kunne svare ham på sit spørgsmål, som havde plaget ham i lang tid nu. Ingen har kunne svare ham på spørgsmålet, da ingen vidste hvad der var sket ham, udover at han var forsvundet. En fra drømmen måtte da kunne fortælle ham hvad der var sket. På den anden side tænkte han: It's just a dream

[Merenwen Everlove]

Merenwen kiggede lidt chokeret på ham. Hvordan kendte han til det med skibet? "Where did you get that information?"[/color] Hun skulede til ham og hun kom hurtigt hen imod ham. Hvor vidste han dette fra? Hvem han havde hørt det fra? Hun havde intet fortalt til nogen andet end hendes forældre og bror. Der var ingen der vidste noget om at hun havde været på den båd. Men lige så forfærdet hun blev over han vidste dette, blev hun også over at han troede det var en drøm. Hun kiggede mistroisk på ham. "Why do you think it was a dream?"[/color] Hun kiggede uforstående på ham. Hvordan kunne han tro det? Havde han mistet sin hukommelse, eller kunne han se igennem en andens øjne? Hun vidste ikke lige hvad der var sket. Og lige nu var hun også ret forbavset over at han intet havde sagt til hendes nationalitet.

[Velkan Thomas Valentine]

Mood Music: Listen while reading

---

Han blev lidt overrasket over at hun blev så overrasket, ja nærmest vred over hans spørgsmål. Han havde godt nok tænkt på at hun var en elver, men han havde rejst så meget mellem de to lande det sidste stykke tid, at han ikke rigtig tænkte så meget over, at en elver opholdte sig i Nýchta. Han skulle først vende sig til det hele.
Han blev så overrasket over hendes udbrud, at han helt glemte at svare på det første, selvom han på en eller anden måde havde svaret på det. "I thought... I mean... The dream has haunted me each time I fell asleep. I haven't slept well, because of that dream, as long as I remember." Han havde knap nok sovet, og hver gang vågnede han med et sæt, badet i sved. På slottet havde der altid været tjenestefolk, der så bekymret på ham, fordi han havde skreget i søvne. Den sidste nat havde drømmen også fået lyde synes han. Han havde hørt vinden suse, og folk der råbte, og et plask, da alt blev mørkt i drømmen. Det var altid der han vågnede i drømmen, når det blev mørkt og billedet forsvandt, og det gjorde det altid på samme tid.
Dog hendes udbrud gjorde at han selv blev mistænksom. Var det egentlig mere end blot en drøm? Var der noget sandhed i det han så hver nat? Var det sket i virkeligheden? Hvad var der så sket med ham, da det hele blev sort? Han kom i tanke om plasket. Han var vågnet op på stranden. Var han faldet i vandet?

[Merenwen Everlove]

Merenwen kiggede lidt mistroisk på ham, hun kunne ikke fatte at han vidste alt dette fra en drøm! Havde han mon selv været der uden hun havde lagt mærke til det. Nej, umuligt! Der havde kun været hende, Yalathanil og de to pirater. I hvert fald af hvad hun vidste. Kunne der havde været nogen der undslap mens hun stadig var bevidstløs? Tanken kunne være sandsynlig. Hun kiggede hen på manden. Han lignede Velkan, men dog alligevel ikke. Hun kneb øjnene lidt sammen for at se om det hjalp, det gjorde det ikke.
Hun kom i tanke om at piraterne snakkede noget om at Velkan havde smidt sig i vandet eller noget lignende, kunne han have overlevet uden de vidste det? Kan der var sket noget der har givet ham hukommelsestab? Det kan godt være sket, siden han tror det hele har været en drøm, hvis det altså er Velkan. "Are you 100% sure it was a dream? It can maybe be a memory. Have you suffered from memoryloss?"[/color] hun kiggede nysgerrigt på ham. Hendes intuitioner sagde at dette var Velkan, men hun kunne selv ikke tro på det, før hun hørte fra ham selv af hvem han var.

[Velkan Thomas Valentine]

Mood Music: Listen while reading

---

Han så lidt væk fra hende. Der var noget hun ikke fortalte ham, og han ville gerne vide hvad. "I don't know. Few days ago, I didn't know my real name, and now I'm still as confused as yesterday." For ham kørte det hele sammen i en stor pærevælling, og han havde svært ved at holde styr på det hele.
Han vendte sig igen mod elveren. "Where are my manners? Let me introduce myself. I'm Velkan Thomas Valentine. Crownprince of Nýchta." Han bukkede sig foran hende, med en utrolig stor ynde. Han viste en udmærket elegance og stil. Han kunne det rigtig godt nu, selvom man ikke ville mene at Velkan nogensinde ville kunne finde ud af at bukke sig uden at snuble over sine egne ben, men ulykken havde forårsaget meget, og hans sind var meget anderledes. Han vidste godt at han ikke var den oprindelige kronprins, men så længe hans bror ikke var kommet tilbage overtog han titlen, indtil man vidste om Jonathan Christoffer Valentine stadig levede, og da man intet havde fundet om ham, så var Velkan Thomas Valentine kronprinsen.

[Merenwen Everlove]

Merenwen nikkede langsomt til hans første ord.. Det gav god mening, hvis han troede at et minde var en drøm, kunne det godt tyde på at han havde lidt af hukommelsestab. Men det måtte være hårdt ikke at ane hvem man er, og nu hvor han kendte sit navn, og stadig ikke huske noget af det. Hun kiggede på ham og følte noget medlidenhed med ham. "It must be hard not knowing who you are,"[/color] hun smilede venligt til ham.
Nu kiggede hun på ham med store øjne, det var virkelig Velkan. "It's nice to meet you Velkan. We've met here before, maybe you can remember if you hear my name,"[/color] hun smilede og nejede elegant, som det nu var typisk for elvere, andet end hendes nejen nok var blevet mere elegant efterhånden som hun var kommet til flere officielle møder efter Yalathanil forsvandt. "My name is Merenwen Everlove. Crownprincess of Iméra,"[/color] hun smilede forsigtigt til ham, håbede ikke på at han ville gå til angreb på hende nu hvor han vidste hvem hun var. Hun var dog også parat til at trække sin bue, da hun var usikker på hans reaktion.

[Velkan Thomas Valentine]

Mood Music: Listen while reading

---

Han så ned i jorden. Hvorfor kunne han aldrig huske noget? Ikke en gang hendes navn mindede ham om noget. Det eneste han kunne sige om hende var at hun var med i hans drøm, hver eneste gang han faldt i søvn. Han rystede på hovedet for at vise at han ikke kunne genkende hende. "It's nice to meet you my Lady, but my memories are only few months long, except few episodes. I can't remember your name. I've heard it during my studies I had the last two days, but else I can't say I know you."
Noget andet der havde ændret sig væsentligt hos ham var den form for tolerance han har fået over for andre folk. Hans liv som handlende har givet ham et syn på verden som han ikke havde, da han følte sig fanget på slottet. Han kunne ikke huske sin tid på slottet, udover en gang var et minde om at han var klatret ned ad ydermuren. Det var en af de få ting han kunne huske fra sit tidligere liv.
Han så opad igen. Han ville ønske han kunne se gennem træernes grene, gennem skytæppet der hang over himlen, og op på stjernerne. "I don't know what happened, but I'm starting to belive that my dream is a memory. The last memory I had when I woke op on the black beach, where a kind woman safed my life, even though I was a vampire, who hadn't drinked blood for weeks, and I still haven't."

[Merenwen Everlove]

Merenwen følte sig lidt skuffet over hans reaktion, hun havde håbet at han måske ville komme i tanke om noget. Hun smilede dog venligt til ham. "No need to call me lady, here I'm just Merenwen, just a regular person. And I'm sad to hear you can't remember me.. But I must say that you really have changed since the last time I meet you! Has that something to do with the amnesia perhaps?"[/color] hun smilede til ham, mens hun lagde sin bue om på ryggen, nu hvor hun vidste hun ikke fik brug for den. Hun satte sig ned på jorden med et suk, og hun fulgte hans blik op mod træerne. Men hendes blik røg hurtigt ned på ham igen, da han fortalte hende at han ikke havde drukket blod i lang tid. Hun blev chokeret over at høre dette. Det var en positiv ting syntes hun, men det lød så mærkværdigt. "Do you not feel the hunger after blood anymore? Or is it just rare that you need it?"[/color] hun smilede forsigtigt til ham, da hun ikke vidste om dette var et ømt punkt at snakke om eller.. Hun sukkede endnu en gang og piftede efter Nylak, hun havde brug for at vide at hendes hest var i sikkerhed lige nu, bare for en sikkerheds skyld. Hun ville også havde det bedre med sig selv hvis Nylak var i nærheden, så hun vidste at han var ok.

[Velkan Thomas Valentine]

Mood Music: Listen while reading

---

Han gik hen til hende og satte sig ved siden af hende. Han lagde buen ved siden af sig selv, og pilene i koggeret raslede lidt da han satte sig ned. "I can't remember my self, so I don't know if I have changed. I only know how I am now, and that I hope my brother is returning." Han så ned i jorden igen, og tegnede et billede i jorden han troede at det var et tilfældigt billede, men det var faktisk en nøjagtig kopi, som han havde set en gang lidt tilfældigt. Det var den halskæde Yalathanil havde fået af Oraklet. Han vidste det ikke selv, da det kun var et billede hans underbevidsthed huskede.
Han så lidt ned på sin færdige tegning, og et kort glimt fra sin fortid dukkede op. Han var på det sted han sad nu, men han huskede at en pil var på vej ned mod sin bare mave, og skar et lille snit i skinnet på ham. Han huskede Merenwens ansigt, der så bekymret hen til ham.
Han rystede lidt på hovedet igen, og rodede sig i håret. "I don't know if I just lost the desire for blood, or if I'm in no need of it anymore." Han var stadig forvirret, og han mumlede egentlig den sætning, og den var ikke helt tydelig. Han hvilede stadig på det minde han lige havde husket. Han tænkte på om der var et synligt mærke tilbage.
Han løftede op i sin fine skjorte, og minsandten. Der på sin mave var et fint lille ar, der var skåret af en pil den gang. Han lagde sig ned, stadig med skjorten trukket fra sin mave, og han kørte en finger hen ad arret. Han smilede.

[Merenwen Everlove]

Merenwen lukkede sine øjne og tog nogen dybe indåndinger, og tog sig tid til lige af slappe af og nyde den natur der nu var. Det varede dog ikke længe før hun kiggede på Velkan igen. Nylak var ankommet, han lagde sig ned på jorden ikke langt fra Merenwen. Hun smilede til Nylak, og vendte sig derefter mod Velkan igen. "But I must say I like the way you are now, much more adult than before.. So also can't find your brother? Mine brother disappeared after all the trouble with the pirates, haven't seen him since. My parent's told me he was death.. I didn't believe that, and that's part of the reason I'm here.."[/color] hun smilede til Velkan, men smilede nåede ikke helt hendes øjne. De var blevet sørgmodige ved tanken om hendes bror, en tanke hun gerne ville have væk, den gjorde hende altid så depressiv. Hun sukkede og satte sine knæ op til sig og lagde sit hovede på sine knæ. Hun kiggede dog op og så på hvad Velkan havde tegnet i jorden. "That look's exactly like the necklace my brother wore the day he disappeared." hun smilede til Velkan og kiggede ned på den halskæde Velkan havde tegnet som lignede den hendes bror havde på. Gad vide hvor han var?
Hun så nysgerrigt på Velkan da han trak ham i skjorten, hun kunne ane et ar på hans mave. Hvad der havde skabt arret kunne hun ikke lige se, men hun turde heller ikke spørge ind til det. "But is it a positive or negative thing, that you don't need it?"[/color] Hun kiggede på ham, egentlig ret nysgerrig efter at høre svaret.

[Velkan Thomas Valentine]

Han så undrende på Merenwen. Var pirater indblandet i det her? Det blev da underligere og underligere. At der ligefrem var pirater der var skyld i det her, og var der virkelig nogen der turde sejle så langt ud på havet, men det måtte jo være nogen, siden det var der han kom fra, men at det var pirater havde han ikke regnet ud. "Pirates? I didn't know it was pirates. Well, somehow I should have guessed it, but it didn't touch my mind." Han studsede lidt mere over det med piraterne.

Han så ned på sin tegning da Merenwen kommenterede den. Det var da noget af et tilfælde, og måske lidt for tilfældigt? Det hele var virkelig underligt. Alt var bare fuldstændig et rod. "I... I just drew something. Nothing special." Han prøvede lidt at bortforklare hans tegning, men der var ikke rigtig noget han skulle bortforklare. Det var jo blot en konstatering Merenwen var kommet med og ikke en beskyldning. Han kunne vel ikke gøre for at han havde tegnet det underbevidst.

Mens han lå ned vendte han sit blik tilbage til Merenwen, stadig smilende. "Well, I don't know if it's a good thing. I don't know if I can survive without drinking blood. If I can, I would say it's a good thing, but the whole castle disagrees with me." Han vendte sit blik opad igen, og trak skjorten over sin mave igen, og skjulte det lille ar. Ikke noget stort ar, men det var fint, og et lille minde, som han lige havde fået igen.