kæmp

[Roia Shui]

Det var eftermiddag og Roia var lige kommet ud af et lille hus væk fra byen. hun havde været på hjemmebesøg hos en der havde ligget syg i langtid uden behandling så hun havde kæmpet for ham. hun kom ud og begyndte at gå træt hjem af. godt at hoshi var hos andél ellers vidste Roia ikke hvad hun skulle stille op. Roia havde været så træt for tiden go vidste hun snart skulle til at være i vandet igen og komme til kræfter igen. hun vilel savnet landet.

[Haerion Feredir]

En tæt tåge blev lagt over den lille bebyggelse, og langsomt faldt der sne. Sne var meget usedvanligt på dette tidspunkt, selvom temperaturen var lav, men den normale luftfugtighed var lav fordi solen ikke kunne få vandet til at fordampe, men alligevel var der dukket en tæt tåge og det begyndte at sne, men der var noget underligt ved den sne. Den var ikke hvid som den normalt ville være, men sort. Sort som aske fra en stor skovbrand eller sort som det dybeste mørke fra Cyappu. Det var absolut ikke almindelig sne. Dette her var noget unormalt, og ondskaben på sneen var nærmest tydeligt i sig selv. Snefnuggene virkede hidsige og selvom de dalede langsomt ned fra himlen, så stak sneen som små nåle.
Folk der gik rundt uden for begyndte at brokke sig over sneen, men langsomt sneg der sig en nagende frygt ind på de fleste mennesker, da det her ikke var naturligt. Det fredelige liv i denne lille landsby ude tæt på Fuidos marker blev sjældent brudt af noget uindbudt, men det var sjældent af en større kaliber, men dette her virkede anderledes. Dette var større og stærkere end noget som nogle fra byen havde oplevet.
Luften fyldtes af en sørgelig sang, der fik folk til at standse op. Folk stoppede med at brokke sig, og deres arme faldt langsomt ned langs deres sider. Deres øjne blev nærmest blanke mens de stirrede ud over ingenting. Det var som om de ikke så noget. De blev stille, mens de stod helt stille og lod den sorte sne stikke dem i ansigtet. Stemmen var lokkende at høre på og det var som om der var to personer der sang sangen, mens lyden nærmest blev kastet mellem husenes vægge og gjorde stemmen større og mere fjern. Det var svært at finde kilden til lyden. En der selv ville kunne bruge sirenernes sang ville kunne modstå denne hypnotiserende sang.
Mellem de mange mennesker var der dog også en anden skikkelse, men den bevægede sig med langsomme skridt. Ansigtet var dækket af en hætte, mens hvide hår stak lidt frem fra skyggen. Hvis folk ville være opmærksomme på denne person ville de kunne føle ondskaben emme ud af ham, men nu var de hypnotiseret af hans sang. Dem der kendte denne skikkelse ville undre sig over, hvor den blide og sentimentale Haerion Feredir var blevet af. Der måtte være noget alvorligt galt, siden hans krystaller havde skiftet farve til det kulsorte.

[Roia Shui]

Roia gik roligt og så pludselig noget der faldt ned foran hendes øjne. hun så undrene på det sorte sne og da det landte på hendes blottede nakke skreg hun i chok og så rundt. hun begyndte at blive voldsomt bange. hvad var dette sorte sne? hvor kom det fra? hvem frembragte det? og hvorfor var det sort?
Roia hørte pludselig folks klager og løb over til en lille pige som var blevet ramt i øjet og grad. Roia kunne ikke ha børn grad. hun skyndte og tage barnet ind til sig og trøstede hende roligt og bad om at måtte se øjet. hun tvang det åbent og så på såret i øjet og blev bekymret. Det plejede sne da ikke at kunne gøre? "skyndt dig hjem min pige og skyl øjet godt. når du har gjort det så skal du ligge lidt is på" pigen nikkede og begyndte at løbe hjem. Men pigen var ikke kommet mere end 10 meter da sangen begyndte og hun stoppede op. Roia så på pigen med bange øjne. Hun hørte sangen og begyndte at se folk standse op og virke helt triste alle sammen. Roia drejede rundt og så på alle de triste øjne og de triste udtryk.
Roia begyndte at gå i panik. Hvad skete der? hvad skulle hun dog gøre? sangen kom nærmere og hun var så svag i forvejen. Hun tog sig til ørende og faldt ned på knæ. hun rystede og da lyden af sangen blev højere og begyndte at komme mod hende skreg hun op i panik og rystede voldsomt. hun blev ikke påvirket pga hendes ejen magi i sang men hun kunne jo nok så svag hun var. hun rystede voldsomt og så lidt op og fik øje på denne voldsom onde aura der kom fra manden med hætten. Hvad eller hvem var ham? Roia begyndte at frygte at vis Hoshi havde været der havde været der havde manden sikkert gået efter Hoshi. Roia bed smerterne i sig af sneen som landte på hende. det gjorde ondt men sangen. den trangte ind i hendes sind og vis hun ikke kom til krafter snart ville hun blive som alle de andre. "stop!.... Stop!!.... STOP!!!!" Roia var nød til at prøve om se om han lyttede eller om han måske var fortryllet?

[Haerion Feredir]

Den onde skikkelse vendte sit blik mod en der stadig gjorde modstand. Sange fortsatte stadig, mens manden nærmede sig. Han løftede sit blik mod pigen der sad foran ham og bad ham om at stoppe. Hun ville kunne få øje på hans øjne fra den vinkel hun kunne se op på ham. Øjnene var sorte. Intet hvid var tilbage. De isblå øjne var lige som hans krystaller blevet sorte som den mørkeste nat, men blikket virkede fjern og fremmed. Det var ikke mandens normale øjne, det kunne enhver se på manden.
Sangen stoppede, men folk blev stadig stående i deres trancetilstand. Manden stod og så faretruende stor ud foran pigen der knælede foran ham. "Du kan modstå sangens magt, og derfor må din stemme også være fortryllende. Jeg kan se på dig at du frygter mig. Dine øjne er fyldte med angst. Hele din sjæl sitrer for min magt." Stemmen var iskold og ond. Den dybe rungende klang i stemmen var selv lokkende. Sirenesangen og stemmens klang havde blandet sig så magien fortsatte ved at han talte.
Noget fik Haerion til at ligne en dukke. Dette var nærmest ikke et væsen der havde kontrol over sig selv, men hvis denne Mizu, den fjerde ældste af Mizuerne var dukken, hvor var dukkeføreren? Hvor skjulte den sig? Nogen skulle trække i trådende, men der var ingen tråde at se.
"Jeg kan se på dig at du frygter ikke at kunne hjælpe disse mennesker, men hvorfor skulle du også kunne det? Du er jo kun en svag lille pige i forhold til mig. Du ville aldrig kunne rede nogen! Du er intet værd!" Stemmen virkede aggressiv og dømmende. Den prøvede at knække hende så meget som muligt, nu hvor hun ikke faldt i trance sammen med de andre, så skulle hun straffes. Dette her var en sejr over overfladen!

[Roia Shui]

Frygt kunne ikke beskrive dette hun følte lige nu. hun var bange, ræd. hun anede ikke hvad hun skulle kalde det. da han kom over mod hende og så ned på hende så hun på de sorte øjne og kunne slet ikke forstår hvordan denne mand kunne ha så sorte øjne det var jo unormalt. Roia så så på ham og da han talte blev hendes pupiller små og alt han sagde ramte hende. han kunne vide at hun selv havde magtfyld stemme. hun turde bare ikke bruge den. hun så på ham da han sagde at hun var bange for ham. og frygtede hans magt. hendes smukke hænder gled ned af hendes kinder og landte på hendes skød og hun sank hovedet og mærkede tårende presse på. hun vidste det var sandt men hvordan kunne hun ændre det?
Roia så rundt. alle var i trance så hvem kunne gøre dette ved denne mand. hun havde aldrig set en mand så ond som ham her. tårende begyndte at falde ned af hendes kinder og hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Dog ramte hans ord hende dybt da han sagde han kunne se hun ville redde dem men var intet værd og svag iforhold til ham. men hvad skulle hun gøre. hun havde været på land en uge og derfor var hendes krop svag og udmattet. at knække hende kunne han sikker nu. hun følte sig virkelig som intet. "stop... jeg beder dig, hvorfor gør du alle disse uskyldige fortrad?" Roia mærkede hvordan hun havde lyst til at ofre sig for dem da noget vækkede hende op fra denne tænke.

"Mor?! hvorfor er sneen sort? Og hvem er den uhyggeligemand?" Stemmen var klar og uskyldig. det var Hoshi. Roias datter. hun var kommet efter manden var stoppet med at synge og derfor ikke fortryllet. Det var tydeligt at se den lille engels frygt og hvordan hun prøvede at finde det venlige i denne mand som hun havde lært man skulle.
Roia så på Hoshi med bange øjne og så hurtigt op på manden og rystede på hovedet som i at bede ham i ikke at skade hende. hun var bange. hendes Datter. hendes styrke og svaghed. hendes eneste kærlighed hun havde. "HOSHI STIK AF NU!" råbte Roia i frygt for at han ville skade Hoshi. dog var Hoshi for bange til at bevæge sig.

[Haerion Feredir]

Et ondt smil dukkede op på Haerions læber da den lille pige dukkede op, hvilket nok var denne sirenes datter. Deres bånd var tæt og pigen havde selv kaldt den knælende kvinde for mor. Det skulle nok blive underholdende. Hans hud glinsede af væske som han optog fra tågen som gav ham styrke. Han begyndte at gå hen mod pigen, mens bag ved hende begyndte en væg af vand at rejse sig som blev til klare sorte krystaller. Væggen blev solid og begyndte at lukke sig om pigen, og selv over hende begyndte krystallerne at samle sig. Den eneste vej nu var fremad, og hvis den lille pige ikke ville løbe lige i armene på Haerion, så ville kuplen lukke sig om hende, og det ville se ud som om hun var blevet fanget i en stor sort onyx.
Han skænkede ikke kvinden der før havde siddet foran ham, som nu var bag ham en eneste tanke, hvis der overhovedet var en selvstændig tanke der kørte i hovedet på Haerion. Alle sammen var dukkeførerens tanker, ønsker og lyster. Intet var selvstændigt længere. Disse tanker var onde, lige som selve luften om ham var fyldt med ondskab.
Mens krystalkuplen samlede sig stilnede sneen også af, og de snefnug der stadig dalede, fløj hen til kuplen for at forene sig med den stadig lukkende kuppel for at gøre den mere sikker mod udbrud eller indbrud

[Roia Shui]

Hoshi stod og så vandet bag sig og komme rundt om hende. hun begyndte at grade og da hun så den eneste vej var mod sin mor tog hun jo det valg og begynte at løbe imen at hun grad. de små tåre løb ned af kinderne på hende og hun løb kun med tænke om at komme over til sin mor. dog da hun kom ud af krystalerne blev hun taget af denne onde mand. Hoshis små vinger rystede i skræk og hun grad. hun anede jo ikke ind eller ud.
Roia rystede på hovedet og så på manden. hun kunne ikke lade det ske. ikke hendes datter. hendes et og alt! Hoshi var hendes stjerne, hendes lys i disse evige nætter. Roia rejste sig op og rystede lidt og kunne ikke tænkte på andet end sin datter. han havde selv sagt hun måtte ha sang magt for at kunne modstå ham og nu skulle han få igen. nu skulle hun sørger for at folk rundt op ville få mod til at kæmpe. hun rystede nok vildt men det forhindrede hende ikke i at kæmpe for hendes datter. hendes sang var fyldt med magi og lokkende toner. nogen tæt på hende begyndte at knuge hænderne fordi at de skulle kæmpe som sangen sagde. kæmpe mod frygten for at få krafter og det gjorde de som Roia selv. vis han ville stoppe hende måtte han true hende eller slå hende ud. for hun ville ikke flytte sig. hendes grønne hår havde næsten løftet sig i frygt og had.
link til sangen.

[Haerion Feredir]

Hans smil blev ondere da pigen lige løb i armene på ham for at undgå at blive fanget i kuplen. Han greb fat i hendes arme med et fast, men blidt tag, så hun ikke lige smuttede fra ham med det samme. Han trykkede den lille pige med vingerne lidt ind til sig, så hun ikke fandt på at bakke sig ud af hans greb, men stadig med et blidt tryk, så hun ikke ville lide overlast. Hvert fald ikke endnu. Måske senere. Det vidste man ikke.
Da Roia begyndte at synge fortrak han sit ansigt i vrede folder. Han lagde en arm om struben på den lille pige, og krystallerne fra kuplen begyndte at svæve hen i hans hånd, med stor fart og dannede en sort kniv, der blinkede i det spæde månelys. "Ti! Eller din datter vil være den der betaler for din gerning!" Han hvæsede af Roia, men det var ikke kun de mennesker der var lagt i en trance der blev påvirket. Øjnene på Haerion begyndte langsomt at skifte farve. Det yderste af øjnene begyndte langsomt at blive farvet hvidt igen, og hånden med kniven begyndte at ryste, fordi der var noget inde i Haerion der begyndte at kæmpe lige som resten af menneskeflokken.

[Roia Shui]

Roia så hvordan at han tog fat i Hoshi og det var jo det som vækkede hendes morderlige vrede. Hoshi skreg og grad og kunne slet ikke komme ud af han greb. hun flåede i sine arme og kæmpede alt hvad hun kunne. Hun var bange og da hendes mor sang stoppede hun med et grade og så på sin mor lige ind til han greb fat om hendes strube og fik en kniv i halsen hun rystede voldsomt og kunne ikke skrige så bange var hun.
Roia sang og da han råbte hun skulle tie ellers gik det ud over Hoshi, så hun fortvivlet på sin datter og så op på ham. hun blev bange men så pludselig i hans øjne og så det hvide kæmpede for at komme tilbage. Roia så på Hoshi, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. vis hun sang kunne det måske bekæmpe ham, men vis det ikke var styrke nok pga mangel på styrke kunne hun jo ofre sin datter pga dumhed. Roia så på ham og knyttede sine næver da hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. Hun valgte dog ikke at ofre sin datter og stoppede sangen og sænkede blikket. *undskyld Hoshi. undskyld Lancelot. Jeg har svigtet som mor.*[/b] Roia så ned i jorden og det var tydeligt at hun overgav sig. hun var bange for at miste hoshi. "Jeg vil gøre alt vis du bare slipper Hoshi fri uskadt." sagde Roia svagt, opgivende og dog stadig så man hørte det. Hoshi var gået helt i chok mest pga at blive truet på livet.

[Haerion Feredir]

Lige for øjeblikket skete der ikke meget ved Haerion på det ydre, men i det indre var der en indædt kamp i fuld gang. En kamp mellem Haerion og sin dukkefører. Den var meget intens, og det eneste der kunne ses rent fysisk var at Haerions hånd med kniven rystede voldsomt faretruende foran Hoshis hals. Tænderne var hårdt bidt sammen og blikket blev sænket. Langsomt begyndte hele Haerions krop at ryste, og hvis man kunne se øjnene, så kunne man se at det hvide overtog mere og mere i øjnene og snart dukkede den isblå iris også op. Krystallerne rundt omkring dem begyndte også at skifte farve langsomt. Det sorte begyndte at vige tilbage for en isblå farve, og langsomt begyndte kniven at opløses i små partikler, og den skarpe kant var væk fra kniven. Hånden gav slip på kniven, og den faldt til jorden og splintrede. Øjnene havde fået sin normale farve tilbage, og var blege og kolde som de altid havde været.
Pludselig knækkede Haerion forover som om han hostede voldsomt. En sort røg kom ud af hans mund, som langsomt blev kraftigere for hvert øjeblik. Haerion slap Hoshi. Øjnene var vidt opspilede og langsomt krøb tågen ud af Haerions mundhule.
Pludselig faldt Haerion helt for over og tågen samlede sig kort, for at bagefter at blive splittet ad og forsvinde. Haerion trak vejret hurtigt og i korte stød. Folk rundt omkring der havde været under hans fortryllelse begyndte at vågne op. Sneen der før havde været sort og havde dækket de fleste huse så småt, og gaden, glitrede nu i en lys blå farve i månens skær.

[Roia Shui]

Roia fik intet svar og da hun så op så hun at han rystede voldsomt. Hoshi så op på hans øjne og så hvordan ham kæmpede. "mor syng igen" hviskede hun og Roia så på hende og vidste at hendes datter var klogere end om så. hun begyndte at synge igen for at hjælpe sjælen. hoshi så på hans øjne hele tiden og kunne se hvordan han kæmpede. Roia så at krystalerne begyndte at blive lyseblå og da han tabte den så hun mod hoshi. Hoshi var pludselig helt rolig. da han slap hende gik hun et skridt tilside og løb ikke over til sin mor som mange ville tro. dog da hans faldt forover og der kom en tåre ud så hoshi bange på ham og lagde armende om ham så langt de kunne nu. "mor... mor du må hjælpe ham... han er syg" Roia skyndte sig over til ham og anede jo ikke hvad dette var. hun anede ikke hvad hun skulle gøre da det ikke var en sygdom. hun så på Hoshi og smilte lidt. "Hoshi. prøv at brug det du har lært af Andél når det gælder heling" Hoshi så på sin mor og lagde sine hænder på hans ryg og selv om hendes kræfter ikke ville gøre ham helt rask kunne de måske hjælpe ham lidt og måske gøre der ikke var nogen smerte. Hoshi så på ham og koncentrerede sig meget og prøvede virkelig alt hun havde lært selv om det var svært. "mand må ikke dø. mand skal forklare mig hvorfor han gjorde det" sagde Hoshi stille og bange.

[Haerion Feredir]

Da Hoshis kraft strømmede igennem hans krap, faldt tempoet på hans åndedræt til det normale, og han begyndte at trække vejret stille og roligt igen, men dybt ned i lungerne. Hans muskler slappede af og han lagde sig nærmest mere ned end før. Med et lettet suk lod han sig brede sig endnu mere ud. Han var træt. Meget træt. Kampen havde været hård, og havde ikke kun tæret på hans mentale kræfter, men også de fysiske, og han følte sig så slap som en sæk kartofler. Han følte at han kunne sove på stedet og blive sovende i flere uger, men han vidste det ville være farligt. Han skulle kunne komme et sted hen hvor hans krop også kan holdes en smule varm, for selvom han var Mizu, så var varme en nødvendighed for et hvert væsen. Det var bare forskelligt hvor meget varme det skulle have.
Hans lange hvide hår kunne ses under hætten der dækkede hans hovede til, mens hans bryst hvilede mod de kolde sten i jorden. "Tak" Det var knap nok hørbart, men han havde ikke krafter nok til at sige det højere. Han magtede det ikke.

[Roia Shui]

Hoshi havde aldrig kæmpet så hørt som hun gjorde nu. hun var ung og derfor var dette hårdt. hun var nød til at stoppe til sidst da hun var udmattet. Roia lagde en hånd på Hoshi for at rose hende og så på manden. Roia tog fat i manden og hev op lidt op for at han ikke blev syg. hun var dog ikek stærk nok og så rundt. hun så nogen stærke mænd og piftede efter dem. "vel i ikke være sød at hjælpe mig med at få ham her over til min klinik. jeg beder jer." mændene så på hinanden og nikkede. de gik over og tog fat i en arm hver på manden og løftede ham op. Hoshi var også træt og derfor tog Roia hende op i armende og begyndte at vise vej.
der gik ikek længe før de kom til kliniken og mændene lagde manden på en af sengene som hun brugte til folk som var indlagt. mændene fik lidt betaling som tak og Hoshi blev lagt i sengen ved siden af så hun kunne se ham. Roia satte sig hos manden og tog fat i hans hånd for at mærke hans puls. Roia så på ham og sukkede da han ikke var i livsfare. "hr. kan du fortælle mig hver du hedder" spurgte roia venligt og så bekymret på ham.

[Haerion Feredir]

Han lagde knap nok mærke til at han blev båret væk, og han hang egentlig blot med hovedet mod sit bryst, mens øjnene var lukkede og det hele virkede mørkt for ham, selvom de tusinder af små blå krystaller skinnede som små stjerner i månelysets skær. Det virkede nærmest som det smukkeste landskab man havde set i utrolig lang tid. Tågen var også lettet og gjorde det hele lettere at se.
Da han åbnede sine øjne igen lå han i en seng af en art. Hætten var faldet af ham og hans ansigt var tydeligt for alle. Det hvide bølgende hår lå pænt ned om hans skuldre og rammede hans blege ansigt ind. De isblå øjne så op på Roia. Han prøvede at sætte sig op, men han kunne knap nok bevæge sine arme, og opgav derfor i starten meget hurtigt. Han kunne fornemme at han ikke kom op og stå lige på dette tidspunkt.
Da han blev spurgt om sit navn vendte han sit blik mod Roia. "Deciver" Det var det navn han oftest brugte, hvilket også var meget passende lige nu. Forræder. Det navn bar han for det meste rundt på, hvilket de fleste handlende også kendte ham som. De spidse ører stak lidt frem fra det hvide hår, hvilket indikerede hans elverafstammelse, som var ret tydeligt for de fleste at placere sådan en hos elverne, men han var for bleg til at kunne være elver, og håret var for lyst og øjnene for kolde.

[Roia Shui]

Roia hørte hans navn og så på ham. hun lagde en hånd på hans pande for at mærke feber og rejste sig og gik over til et bord med planter. Hoshi som log på den anden seng så på ham og lagde hovedet på skrå. "hvad er du?"spurgte hun nysgerigt da hun ikke kendte så mange racer inu. hun så på ham imens at hendes mor var væk og det søde blik var kærligt selv om han nær havde drømt hende.
Roia samlede planter og moste dem og blandede dem op med vand. hun gik over til sengen og rakte ham glasset. "drik dette. det er en blandning som vil gi dig lidt styrke igen. jeg kan desværre ikke gøre så meget mere for dig end at tilse dig. jeg er ikke helende som min datter"sagde Roia lidt trist over ikek at kunne hjælpe.